Det er passende at Georg Galsters 90-års fødselsdag markeres ved at Den kongelige Mønt-og Medaillesamling i København erhvervede endnu et eksemplar af Danmarks første, nationale mønt fra Svend Tveskægs udmøntning. Galster er jo en af de største blandt en lang række fremragende direktører for Den kongelige Mønt- og Medaillesamling. Det ny stykke (afbildet på forsiden), som blev opdaget i marts 1977 af to af forfatterne til denne artikel, mens det var hos mønthandlerfirmaet A. H. Baldwin & Sons i London, synes ikke før at have været kendt af dem, der har arbejdet med de danske møntrækker. Mønten havde ingen proveniens, men den mentes at have været i en engelsk privatsamling i mange år (i hvert fald siden 2. verdenskrig); probermærkerne på begge sider viser, at den har været brugt i Skandinavien eller syd for Østersøen, og at den formentlig kommer fra et fund et af disse steder.
Selv når man lægger denne mønt til, så bliver styktallet af mønter, som med sikkerhed kan henføres til denne konge, kun otte. Den ny mønt er fra et kendt stempelpar. Faktisk er alle mønterne slået med det samme forsidestempel, mens der kendes to forskellige bagsidestempler. Dog må vi straks tilføje, at det ikke er udelukket at andre mønter kan være slået på dansk område under Svends regering. Blandt de mange hundrede samtidige efterligninger af engelske mønter fra Æthelred II er der kun få, der nærmere kan bestemmes, men efterhånden som forskningen indkredser bestemte grupper, baseret på stilistiske kriterier, stempelstudier eller forskelligheder i indskrifterne, kan man håbe på, at der ved hjælp af skattefundene vil fremkomme mønstre, som gør det muligt at henføre dem til specielle områder. Der skal gøres meget arbejde før man får en oversigt over de anonyme efterligninger, og først da kan man placere den danske konges lille udmøntning i dens rette sammenhæng.
Tegningen på Svends mønter er en direkte kopi af Æthelreds Cruxudmøntning, som menes at have været brugt i England mellem c. 991 og c. 997. I dag er det en af de almindeligste angelsaksiske mønter. I udmøntningstiden synes produktionen at være forøget for at imødekomme en meget større efterspørgsel fra indbyggerne i Skandinavien og langs Østersøens kyster. Mønterne blev brugt i alle Østersølandene i de næste hundrede år eller mere, og i mange af de skatte, som blev gemt hen i denne periode, er Crux den første af de angelsaksiske udmøntninger, som træffes (1). Den første store danegæld fra 991 blev formentlig betalt hovedsagelig med Cruxmønter. Det er sikkert, at danegælden fra 994, som Svend og Olaf Tryggvason vendte hjem med til deres respektive lande, næsten udelukkende bestod af Cruxmønter, og derfor kan valget af denne mønt til forbillede for kongens udmøntning ikke overraske nogen.
Det ny stykke i København er slået med det af de to bagsidestempler, der har den mest korrekte stavemåde. Indskrifterne kan gengives som følger:
Der kendes fire stempelidentiske eksemplarer af denne mønt: et i Stockholm, et i København, et på Frederiksborg Slot og et i Leningrad. Endnu tre stykker i Stockholm er slået med et bagsidestempel med forvirret indskrift, som tilsyneladende er afledt fra bagsiden med Godwine man Dner (2). Den lyder:
Vi ved fra arkivalierne, at der er fundet fire af Svend Tveskægs mønter i Sverige og én i Estland, men det er dog vanskeligere end man umiddelbart skulle tro at give en detailleret redegørelse for de eksisterende mønter. Syv af otte stykker er blevet løsrevet fra deres respektive fundprovenienser, og disse kan kun retableres ved en kæde af følgeslutninger. Men i den oversigt, som følger, er der gjort et forsøg på at bringe sammenhæng i den kendte viden, og alle mønterne er - med en enkel undtagelse - afbildede (fig. 1 og 2).
Som allerede sagt kan der kun oplyses lidet om stykkets proveniens, bortset fra at det må stamme fra et fund fra før 1939 (måske endda fra før 1914), sandsynligvis fra Skandinavien eller sydøstkysten af Østersøen.
Dette er det tidligst kendte fund af en mønt fra Svend Tveskæg, og den blev publiceret af Nicolaus Keder 1706 (4). På et tidspunkt var denne mønt lige ved at komme til København. I 1823 var Møntkabinettets daværende direktør Christian Ramus ved at udarbejde et nyt katalog over danske mønter indtil 1448, og han skrev da fra København til den svenske riksantikvarie Carl Birger Rutström, idet han spurgte om Svend Tveskægs mønt fra Näs. Efter nogen søgen fandtes mønten i en kuvert med Keders skrift.
Christian Jürgensen Thomsen, der senere blev direktør for Det kongelige Mønt- og Medaillecabinet i København, havde for nylig fået en mønt fra Anund Jakob, som manglede i den svenske samling, og han sørgede for at låne Svend Tveskægs mønt mod til gengæld at udlåne sin egen Anund Jakob mønt til Stockholm. Ramus havde tvivlet på at stykket fra Näs var ægte, men efter at have set det, var han enig med Thomsen i dets ægthed. Man foreslog derfor et permanent bytte. Rutström gik ind for det, men Vitterhetsakademien rejste indvending og begge mønter blev returneret (5).
Näs-mønten er blevet identificeret med et stykke i den systematiske samling i Stockholm. Skattefundets engelske og skandinaviske dele slutter med Long Cross typen, som normalt dateres til ikke senere end 1003, men de tyske mønter fortsætter til i hvert fald 1006.
Følgelig giver allerede den ældste fundproveniens en samtidig datering på Svend Tveskægs mønt, selv om den, hvad vi skal se, ikke er den tidligste.
I 1847 fik Møntsamlingen i København sin første Svend Tveskæg mønt på A. L. Mohrs auktion. Møntens tidligere historie kendes ikke. Imidlertid var B. E. Hildebrand i København 1830, og i hans dagbog kan man læse, at han så en Svend mønt i Ole Devegges samling, som sagdes at være erhvervet i England for ét pund sterling (6). Mønten indgik ikke i Devegges testamentariske gave til Kabinettet 1847, ligesom kataloget over hans samling (1851 og 1867) heller ikke ikke har et sådant stykke. Men måske kan Mohr have købt mønten privat på et tidligere tidspunkt, og det kan følgelig være denne mønt som blev købt af Kabinettet.
Mohrs mønt var ikke i nogen god tilstand, man kan se, at den har været knækket og senere er loddet sammen, og da Møntsamlingen 1880 fik et bedre stykke, bortbyttede det stykket. Ved L. E. Bruuns død indgik det i hans store samling, som for tiden opbevares i Det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot (se også s. 59).
Dette stykke er diskuteret af Tuukka Talvio i februar-nummeret af denne årgang af NNUM (s. 5-7), hvor han viser, at stykket ikke kan stamme fra fundet i "Åbo" (egentlig Paimio), som foreslået af Hauberg. Reichels mønts historie er lidt uklar, men Talvio foreslår, at den kan stamme fra et estisk fund, og at det er dette stykke, som nu er i Eremitage museet.
I 1871 gav skattefundet fra Österryftes Kabinettet i Stockholm endnu en Svend Tveskæg mønt, og fundinventaret viser, at det var fra de samme stempler som alle tidligere kendte stykker. Otte år senere fik Samlingen i København en sådan mønt i bytte fra Stockholm, og alt tyder på at det var mønten fra Österryftes. I 1886 opstillede Hans Hildebrand en liste over de fire stykker, som han kendte (7). Kun ét var i Stockholm (Näs mønten), de andre var Reichels stykke, en knækket mønt i en privat samling (Bruuns mønt) samt stykket i København, altså det bortbyttede stykke, der formentlig var Österryftes stykket.
Da P. Hauberg skrev sin Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146 (København 1900), henviste han til en Svend Tveskæg mønt fundet i Gärestad-fundet 1888 (8). Ulykkeligvis katalogiseres denne mønt ikke specielt i det arkivalske materiale, så man kan ikke ad denne vej sige med hvilken af de to bagsidestempler mønten blev slået. Men imidlertid kendte Hauberg omkring 1900 eksistensen af en variant med forvirret bagsideindskrift, og alt tyder på, at det var stykket fra Gärestadfundet. Men i dag er der i Stockholm to mønter, hvis proveniens ikke er sikker, begge har forvirrede bagsideindskrifter. Et af stykkerne må være Gärestadmønten, selv om vi ikke kan være helt sikre. Det andet stykke må helt sikkert være erhvervet efter 1886, da det ikke er medtaget i Hans Hildebrands liste, der omtales ovenfor, og det er meget sandsynligt, at det først er fundet efter 1900. Man kan nemlig gå ud fra, at Hauberg ville være blevet gjort opmærksom på det, hvis det var fundet i de år, hvor han samlede sammen til sit katalog.
Skattefundet fra Digeråka giver den bedste datering for denne udmøntning. De tyske mønter daterer fundet til efter 1002, men disse seneste mønter kan muligvis være en samlet tilføjelse til en skat, som var samlet nogle få år tidligere. De seneste engelske mønter, der ganske vist er af Long Cross typen (c. 997-c.1003) tilhører alle begyndelsen af denne udmøntning, og baseret på den almindeligt accepterede kronologi kan de ikke dateres senere end omkr. 1000. De fleste engelske mønter var af Cruxtypen (274 mod 18 Long Cross), og de skandinaviske mønter og efterligninger viste et tilsvarende mønster, én Long Cross mod 15 Crux, hvad der antyder at hovedparten af skatten var samlet meget kort tid efter at Long Crossudmøntningen var indført i England. Strengt taget giver skattefundet udmøntningen en datering til før 1002, men dets sammensætning antyder at udmøntningen var samtidig eller næsten samtidig med Cruxvalutaen i England.
Særegenheden ved en sådan lille kongelig udmøntning kan i sig selv antyde dens datering. Det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at fire vikingetidsmøntvæsener blev indført, hver baseret på det angelsaksiske Cruxforbillede og nogenlunde samtidig med disse mønters omløb i England. Om man går ind for teorien om, at en enkelt mand var ansvarlig for den første produktion af de tre skandinaviske landes mønter, eller om man foretrækker at se den omstændighed, at det er det samme møntmesternavn der optræder, som et udtryk for at herskerne blev krydsbefrugtet af ideer, så at de lånte både ide og udførelse fra hinanden, så kan man roligt gå ud fra, at de alle skal dateres indenfor et meget kort tidsrum. Da der er en meget høj grad af stempelkobling, menes den Hiberno-norske Cruxudmøntning kun at have varet kort tid, måske et par måneder, før indførelsen af Long Cross c. 997 (9). Ligesom Dublinudmøntningen daterer Olaf Tryggvasons korte regering hans norske udmøntning til ikke før 995, eller måske endda 996.
Man kan drage den følgeslutning, at de mønter fra Svend Tveskæg, som vi nu har betragtet, hører til perioden efter hans ekspedition til England sammen med Olaf Tryggvason, og det skulle ikke være særlig forkert at foreslå, at udmøntningen dateres til perioden c.995-c.997.
(NNUM 1979 side 61-65. Oversættelse: Jørgen Steen Jensen)