Randers som møntsted

af Jørgen Sømod

Hvor Gudenaaens vande udløber i fjorden, ligger så langt tilbage i tiden, som erindringen kender, den betydelige by Randers. At det selv i middelalderen var en anset by, kan alene ses i, at der periodevis, måske det meste af tiden, siden Knud den Hellige (1080-86) og indtil Erik af Pommern (1396-1439) har været præget mønter i Randers. Når der stundom kan læses, at mønt prægedes i Randers allerede under Svend Estridsen, beror det på en ældre misforståelse, idet de til Svend Grathe nu tilskrevne prægninger tidligere har været anset som mønter præget af Svend Estridsen.

Nøjagtig at udpege hvor møntsmedierne har ligget, lader sig ikke gøre, idet ingen af byens mange bevarede gamle huse og steder kan føre historien så langt tilbage. Men de gennem tiden fundne mønter er fuldt så godt et vidnesbyrd, når byens navn findes anført i mønternes præg. Hvilke yderligere mønter, som måtte være præget i Randers, kan for nuværende ikke afgøres, idet angivelse af bynavn på mønter på det nærmeste ophører under kong Niels (1104-34). Først under Erik af Pommern genindsættes denne nyttige meddelelse.

Undtagen kobbersterlingene fra Erik af Pommern er mønterne desværre nærmest uopnåelige for den private samler, idet de beklageligvis næsten alle er i offentlig museumsbesiddelse. Bortset fra fire mønter i grosserer L. E. Bruuns Mønt- og Medaillesamling, deponeret på Frederiksborg Slot, synes højst tre mønter tilgængelige, nemlig de under Svend Grathe af museumsinspektør P. Hauberg opførte numre 10, 10a og 10a, solgt på sammes auktion i 1929. Dertil kommer så, at der må sås tvivl, om netop disse stykker, der trods bærende bynavnet Randers, overhovedet er præget i Randers og om de i det hele taget kan betegnes som mønter.

 

Knud den Hellige (1080-86)

Knud den Hellige, født omkring 1043, var frillesøn af Svend Estridsen og efterfulgte på tronen Harald Hen. Knud allierede sig med kirken og indførte et sandt terrorstyre. Netop i Randers indledte bønderne et oprør imod ham, som endte med, at han samme år 1086 blev dræbt i Odenses Albani kirke. Kirken delte ikke de oprørske bønders anskuelser, men lod ham endog kanonisere, hvorfor han i historien er blevet kaldt Knud den Hellige.

I Randers har møntprægerne Atser, Cetel, Esbjørn og Suna slået mønter. De er samtidig de ældst kendte navngivne borgere i byen. Af udseende er mønterne så meget lig mønter præget i Aalborg og Viborg, at det kan antages, at prægestemplerne blev skåret af en og samme person. På forsiden ses den siddende konge med sværd i højre hånd og et hjerteformet skjold i venstre. En kronelignende prydelse viser hans kongeværdighed. Han bærer fuldskæg. Bagsiden har et stort dobbeltliniet kors, der har været en glimrende hjælp, hvis mønten ved en mindre betaling skulle deles i to eller fire. I den ene korsarm ses som på de tilsvarende mønter fra Aalborg og Viborg et S, der undertiden er spejlvendt. Det er foreslået, at det kunne være stempelskærerens signatur. Den eneste møntværdi, der på daværende tidspunkt prægedes var penningen; efter mønternes vægt at dømme, gik der 384 på en mark sølv. Bønderne kan have ment, at 288 stykker måtte være mere end rigeligt.

Mønterne kendes kun fra et eneste møntfund, der i 1922 blev gjort i Bjærgegrav Mose 10 kilometer vest for Randers, hvor der blev fundet 13 eksemplarer samt 3 fragmenter. De enkelte mønters vægt varierer mellem 0,43 og 0,69 gram. Gennemsnitsvægten er beregnet til 0,563 gram og finheden er prøvet til 550 ‰.

De 13 mønter kan deles i 6 variationer, der væsentligst adskiller sig i møntindskrifterne. Bagsiden af Esbjørns mønt er fejlagtig blevet spejlvendt eller retrograd. Det vides ikke, om det er den samme Esbjørn, der optræder på en mønt, hvor møntstedet blot angives med bogstavet R. Sidstnævnte mønt er dog næppe fra Randers, men snarere fra Roskilde eller Ringsted, idet mønttypen, den tilhører, kun vides præget i byerne Lund, Roskilde, Ringsted, Slagelse og Odense og således slet ikke i Jylland. Ej heller vides det, om Suna er den samme som den Sunu, der vitterlig kendes fra Roskilde.

Georg Galster, Knud den Helliges jydske Mønter ANOH 1934 p 129-36 nr. 7-13. Georg Galster, Danmarks Mønter, Nordisk Kultur XXIX, København, Oslo, Stockholm 1936, p 149. Danmarks Middelalderlige Skattefund I, 32, 21-33.

 

Erik Ejegod (1095-1103)

Erik Ejegod, født omkring 1056, var også frillesøn af Svend Estridsen og efterfulgte på tronen Oluf Hunger. Erik formåede at standse vendiske sørøveres plyndringer og videre at erobre deres hjemsted Rügen. I sin regeringstid foretog han flere lange udenlandsrejser. Under en pilgrimsfærd fik han en voldsom feber, der i 1103 endte med hans død på øen Cypern, hvor han findes begravet.

Antagelig samme Suna, som virkede under Knud den Hellige findes angivet som møntpræger på Randersmønterne fra Erik Ejegod. På mønterne ses på forsiden et brystbillede af kongen. Hans højre hånd vises åbent frem. Det fortæller, at han er ubevæbnet og ikke har våben skjult. Den venstre hånd bærer et scepter. Kongen har midterskilning, hans kraftige strithår dækker ørerne og han er glatbarberet. Samme fredelige udseende finder man ikke altid på hans sjællandske og skånske mønter, hvor han ofte viser sin kongeværdighed bærende en krone og kan ses med et sværd i hånd. Man kan godt forestille sig, at Erik Ejegod var kejthåndet; thi på en mønt henført til byen Lund holder han sværdet i venstre hånd. Bagsiden af mønterne fra Randers viser en fugl og med kongens interesse for pilgrimsrejser kan det tænkes, at det er en due, hvilken på forskellig vis er anvendt indenfor den kristne tro.

Tidligere kendtes kun to eksemplarer af disse mønter, der begge i 1838 var fundet i Thomasarfve på Gotland. Dertil et eksemplar med bagsideindskriften !BALDVINE, som med vor nuværende viden bør henføres til Aalborg. Et møntfund i Lundby Krat bragte yderligere 48 eksemplarer med Sunas navn for dagen. Til prægningen synes anvendt 3 forsidestempler og 2 bagsidestempler. Mønternes vægt svinger mellem 0,48 og 0,85 gram og gennemsnitsvægten er for 29 hele mønter i fundet fra Lundby Krat 0,674 gram. Desværre er der ikke foretaget lødighedsprøve, hvorfor det kan være vanskeligt at vurdere, om den højere gennemsnitsvægt i forhold til mønterne fra Knud den Hellige skyldes en regulær møntforbedring.

Foto

Det var begrænset, hvad der krævedes for at kunne indrette et møntværksted. En vægt til udvejning af sølv og legeringsmetallet kobber. Forskellige syrer til kontrol af metallets renhed. Et ildsted og en kraftig blæsebælg. En digel, der næppe har været ret stor. Hvis digelen blot rummede en liter, kunne der smeltes 10 kilogram sølv ad gangen. Nok til mere end 10.000 mønter. Men diglerne har været betydelig mindre. En digeltang og et par glødehager til håndtering af digelen. Afmålte mængder af sølv blev udstøbt i åbne forme, hvorved den rette pladetykkelse fremkom af sig selv. Formenes bund kunne være af skifer. Måske blev pladerne dernæst i en art skabelon med hamrens hjælp gjort mere regelmæssige. I så fald kan det forventes, at pladerne før næste trin i fabrikationen blev udglødet i essen. En pladesaks og et tilslebet jernrør fungerende som et simpelt udstansningsværktøj. I perioder kan man forestille sig, at mønterne prægedes, førend blanketterne udstansedes; derfor forekommer der af tidlige vikingetidsmønter en sjælden gang firkantede eksemplarer, som i virkeligheden således er ufærdige mønter. En gryde til afsyring og hvidkogning af møntblanketterne. Hvidkogningen skete i en opløsning af almindelig salt og vinsten (surt kaliumtartrat), hvorved det yderste lag kobber i møntlegeringen kogtes væk og mønterne skinnede som det allerpureste sølv. En ambolt hvorpå prægningen skete, ved at møntblanketten anbragtes mellem et understempel og et overstempel og ved hamrens hjælp fik sit præg og da blev til en rigtig mønt. Endelig en mindre vægt til kontrolvejning af de færdige mønter. Denne kontrolvejning er næppe sket for den enkelte mønt, men snarere for et større antal ad gangen. Derved kunne de enkelte mønters vægt variere. Den, der siden frasorterede de af mønterne med den højeste vægt, blev straffet hårdt. Selv besiddelse af et sådant vejeapparat, kaldet en seiger, var strafbart.

Prægestemplerne blev skåret af en særlig stempelskærer, der helst skulle have kunstneriske evner. Stemplerne var dengang som nu af jern. Til fremstillingen har han blot anvendt simple redskaber. Et par mejsler, en lille hammer, nogle stikler til at gravere med, måske et par enkle punsler, en ridsepind, en passer og endelig et stykke polérstål. Før stemplet toges i brug, blev det hærdet i essen.

Følgende inskriptioner findes på Erik Ejegods Randersmønter:

Antiquarisk Tidsskrift 1843, Kjöbenhavn 1845 p 39. P. Hauberg, Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146, Kjøbenhavn 1900, Tavle XII, 7. Kirsten Bendixen, Skatten fra Lundby Krat, De danske mønter, København 1993, nr. 71-118. Danmarks Middelalderlige Skattefund I 36 10-57. Christian Jürgensen Thomsen 10304

 

Svend Grathe (1146-57)

Svend Grathe, født omkring 1127, var frillesøn af Erik Emune og efterfulgte på tronen Erik Lam. Han var den ene af de tre stridende konger, Svend, Knud og Valdemar. Ved Blodgildet i Roskilde myrdede han i 1157 Knud, men blev selv myrdet senere samme år under flugten efter slaget ved Grathe Hede, hvorefter Valdemar blev enekonge.

 

Knud (1146-1157)

Knud, født omkring 1129 var søn af Magnus og sønnesøn af kong Niels. Han var Svend Grathes medkonge, der som nævnt myrdede ham i 1157.

 

Valdemar I (1154-82)

Valdemar I, født 1131, var søn af Knud Lavard og dermed sønnesøn af Erik Ejegod. Efter kampene på Grathe Hede blev han i 1157 enekonge. Han døde 1182.

To mærkværdige møntfund fra tiden omkring de tre konger Svend, Knud og Valdemar danner tilsyneladende et hele; et dobbeltfund gjort i Øster Uttrup dels i 1696, dels i 1708 og et fund på Biersted Hede i 1860. Fundene består af små bracteater, en betegnelse for mønter kun præget på den ene side, hvor bagsiden viser en negativ spejlvendt fremstilling af forsiden. En sådan prægning kan udføres, hvis et underlag mellem en tynd møntblanket og ambolt består af et blødere materiale, for eksempel bly, træ eller læder. Ingen af bracteaterne genfindes i begge fund og ingen af bracteaterne er truffet i andre danske møntfund og vistnok ejheller som løsfund.

En stor del af dem virker i deres stil meget fremmedartede. På nogle læses et af kongenavnene Svend, Knud eller Valdemar. På andre et bynavn Aalborg, Aarhus, Hjørring, Horsens, Randers eller Viborg. Vægtmæssigt svarer de ikke til samtidens tosidige mønter, skønt en højere lødighed til en vis grad kan udjævne en lavere vægt. Da mindst en af bracteaterne også kendes som en polsk middelaldermønt, er der således alt i alt væsentlige årsager til at formode, at de slet ikke er præget her til lands af en omrejsende møntpræger, men at de er præget udenlands, østpå og indført i Danmark og måske forsøgt afsat nøjagtig på samme måde som nutidens "dukater" fra firmaet Panimex, der som bekendt får de ofte smukke prægninger fremstillet på den statslige Mønt i Wien.

Fra fundene i Øster Uttrup, hvorfra der også kendes bracteater med kongenavnene Svend og Knud, stammer de bracteater med bynavnet Randers, som af Hauberg katalogiseredes under numrene 9, 10 og 10a.

Fra fundet på Biersted Hede. hvorfra der også stammer bracteater med kongenavnet Valdemar, kendes den unike bracteat, der af Hauberg katalogiseredes som nummer 24.

Tildels efter Georg Galsters arbejde 1935 anføres følgende konkordans:

Følgende inskrifter træffes på bracteaterne:

Johannes Lauerentzen, Auctarium rariorum, 1699 nr. 31, 35. Thomas Broder Bircherod, Specimen Antiqvæ Rei Monetariæ Danorum, Hafniæ 1701, p 66. Johannes Lauerentzen, Museum Regium, København 1710, Tavle XXVII, 31, 35. Erich Pontoppidan, Den Danske Atlas, Kiøbenhavn 1763. Tomus I, Tavle IV. Beskrivelse over Mynter og Medailler i den kongelige Samling, Kiøbenhavn 1791. Tavle VII-VIII, 69-72 samt 75-77. Ramus & Devegge Tavle XIX, 23-26, III, IV, 30-32. C. F. Herbst, Beskrivelse af Bjergsted Fundet, ANOH 1866, Kjøbenhavn 1867 og 1978 nr. 5. P. Hauberg, Danmarks Myntvæsen i Tidsrummet 1146-1241, Kjøbenhavn 1906, Tavle I, 9, 10, 10a, Tavle II, 24. Georg Galster, Møntfundet fra Grenaa og de jydske Penninge fra Tiden 1146-1234, ANOH 1931, Kjøbenhavn 1933 p 237f. Georg Galster, Møntfundet fra Klostermarken, Aalborg. 1696, NFM XIV, 1935 p 329f nr. 32-39. Georg Galster, Møntfund fra Øster Uttrup. 1708, NNÅ 1936 p 62f. Georg Galster, Danmarks Mønter, Nordisk Kultur XXIX, København, Oslo, Stockholm 1936, p 152 Fig. 47. Georg Galster, Uttrup-møntfund 1696 og 1708, ANOH 1977 p 172f. Danmarks Middelalderlige Skattefund I, 47-48, 52 9.
Edmund Kopicki, Katalog Podstawowych --- Tom I Sredniowiecze, Warszawa 1974, p 141 XXIII.
Udvalgte samlinger: P. P. Nygaard p 112 nr. 21. Hjemstjerne p 200f nr. 11-13. Schubart 97-98. G. F. Timm 109-110. Ole Devegge 197-98. Christian Jürgensen Thomsen 10343. Alfred Benzon 528-29. F. C. Bech 645. L. E. Bruun 2236-39, Hauberg (auktion) 1421-23.

 

Christoffer II (1319-26 og 1330-32)

Christoffer II, født 1276, var søn af Erik Klipping og efterfulgte på tronen sin broder Erik Menved. I årene 1326-30 var han fordrevet fra Danmark og Valdemar III af Sønderjylland, en ætling af kong Abel, var da Danmarks konge. Da Christoffer II døde i 1332 var riget pantsat, delt og behersket af fremmede herrer. Kun Lolland var stadig kongelig besiddelse.

Nørrejysk "borgerkrigsmønt" præget under Christoffer II. Måske er den slået i Randers. Bogstavet A står ikke for Albert, men var en gængs betegnelse på kongelige udmøntninger. Det skal ses på linie med kongelige symboler som krone, sværd og lillie.

Det vides ikke hvilke mønter, der under denne og forrige konger har været møntet i Randers, men i sin landflygtighed pantsætter Christoffer II 28. juni 1329 Mønten i Randers til hertug Albert IV af Sachsen for 1.000 mark rent sølv. Det bør heraf antages, at en del af de nørrejyske såkaldte borgerkrigsmønter og antagelig også en del endnu ældre mønter vitterlig møntedes i Randers. Hvis man betragter Randersmønterne fra Knud den Hellige og Erik Ejegod og sammenligner dem med tilsvarende mønter fra andre nørrejyske møntsteder, vil man bemærke, at mønterne med undtagelse af møntpræger- og møntstedsangivelse er ens. Heraf kan man antage, at nørrejyske borgerkrigsmønter med samme præg blev slået på forskellige møntsteder og at kun ubetydelige nu uforståelige prikker eller punkter angav møntstedet. Der fandtes formentlig fire nørrejyske møntværksteder, nemlig et i hver af byerne Aalborg, Aarhus, Randers og Viborg, men kun det i Randers er nævnt i samtidige aktstykker.

Efter Christoffer II's død ophørte møntfabrikation i det vestlige Danmark; i resten af århundredet var der kun få sporadiske udmøntninger.

H. V. Mansfeld-Bûllner, Afbildninger af samtlige hidtil kjendte Danske Mønter fra Tidsrummet 1241-1377, Kjøbenhavn 1887 og 1954, Jørgen Sømod, Afbildninger af samtlige hidtil kendte Danske Mønter fra tidsrummet 1241-1377, Skibby 2000. Otto Mørkholm, Kilder til Danmarks møntvæsen i Middelalderen I, NNÅ 1955, nummer 279.

 

Erik af Pommern (1396-1439)

Da Danmarks middelalderlige kongehus ved kong Olufs død i 1387 skulle uddø med Margrethe I, forsøgte man sig med Erik af Pommern. Han var født omkring 1382 som barnebarn af dronning Margrethes søster Ingeborg og dermed var han oldebarn af Valdemar Atterdag. Margrethe beholdt dog den reelle magt indtil sin død i 1412. Erik af Pommern forlod Danmark for stedse i 1436 og blev derefter afsat i 1439. Han havde da nedsat sig på Gotland, hvor han erklærede sig som konge over Gotland og ernærede sig nærmest ved sørøveri. Derfra blev han i 1449 fordrevet, hvorefter han henlevede sine sidste år i sit hjemlige Pommern, hvor han døde i 1459.

Antagelig fra året 1422 lod han i stor mængde udmønte nærmest værdiløse kobbersterlinge af kobber fra det svenske kobberbjerg i Falun. I Skaane prægedes de i byen Lund. På Sjælland i Næstved og på Fyn i Odense. Den jyske udmøntning henlagdes til Randers. Når netop Randers blev valgt, kunne det tænkes at have forbindelse med, at det gamle møntværksted, selvom det i næsten 100 år ikke havde været benyttet til møntprægning, dog var bevaret intakt.

De fra Lund og Næstved er bevaret i så store mængder, at de nu ubetinget er Danmarks almindeligste middelaldermønter; de fra Odense er jævnligt forekommende, mens Randersmønten om ikke sjælden, dog kan være vanskelig at finde. Foruden bynavnet kan mønterne kendes fra hinanden ved, at de fra Næstved i en af korsarmene har et kløverblad, mens de fra Randers har en lille ring. Fælles for alle kobbersterlingene er, at de på forsiden viser et kronet middelalderligt E og på bagsiden et kors. Bagsidens indskrift IN NOMINE DOMIN, I Herrens navn, kan være hentet fra Psalme 124 vers 8, der i den autoriserede oversættelse af 16. december 1931 lyder: Vor Hjælp er i HERRENS navn, himlens og jordens skaber.

Kobbermønterne vakte stor harme og da de krævedes anvendt, som var de af sølv, lod mange købmænd standse ethvert salg, hvorfor deres varer kun kunne erhverves ved byttehandeler. Det erklæredes den 6. januar 1423, at mønterne skulle sættes ud af kurs til samme års pinse. Imidlertid kan man dårligt forestille sig, at så mange mønter, der må have været i omløb i forhold til det store antal bevarede eksemplarer, kan have været præget på så kort en tid. Så man må antage, at erklæringen har været tom snak.

Det var sidste gang, rigets mønt prægedes i Randers. Med lidt variation i de enkelte stempelvarianter lyder møntindskriften:

Johannes Lauerentzen, Auctarium rariorum, 1699 nr. 63. Ramus & Devegge Tavle XLI, XVI, XVII, Revue belge, 1856, pl. V, 33. P. Hauberg, Danmarks Myntvæsen i Tidsrummet 1377-1481, ANOH 1886 p 135ff fig. 13. Danmarks Mønter, Nordisk Kultur XXIX, København, Oslo, Stockholm 1936, p 162 Fig. 84. Fritze Lindahl, Danmarks Mønter 1377-1448, NNÅ 1955 p. 81 nr. 54-58. Georg Galster, Unionstidens udmøntninger, København 1972, 15. Danmarks Middelalderlige Skattefund II 257, 268, 274, 275.

(2001)


Indhold

 

RANDERS MØNTSAMLER FORENING
1971-2001
30 år

JØRGEN SØMOD, æresmedlem i Randers Møntsamler Forening
Hollændervej 20
1855 Frederiksberg C
33 21 24 84
numis@vip.cybercity.dk

Randers Møntsamler Forening
Postboks 2025
8900 Randers

ISBN 87-988159-0-3
DC 90.88 Numismatik

Titelvignetten er gengivet efter
Olai Magni, Historia Gentium Septentrionalium, 1555.

Omslagsvignetten visende
Randers bys segl 1423 er gengivet efter
J. P. Trap, Kongeriget Danmark IV, Kjøbenhavn 1901


Tilbage til Dansk Mønt