Kopier - Nypræg - Forfalskninger

af Jørgen Sømod

I begyndelsen af det attende århundrede ærgrede det vore hjemlige møntsamlere, at de ikke havde en sølvgylden fra Kong Hans. Mønten kendte de fra en afbildning i den hamborgske boghandler Berndt Arndts Müntz-Buch fra 1610. Ud fra afbildningen lod man nu støbte eksemplarer fremstille og indlemmede disse i samlingerne. De kendes i dag i stort tal, og vi er nu klar over, at den originale mønt aldrig har eksisteret, men kun eksisterer i fantasien (1).

Andre mønter, som kun kendtes i ganske få eller måske kun i et enkelt eksemplar, blev der også taget kopier af til de forskellige møntkabinetter.

Det kendteste tilfælde er vel nok Frederik I's halve sølvgylden, 1531 Schou 4, Sømod 38. Den kendtes indtil 1938 kun støbt, og kun de eksisterende kopier fortalte os, at en sådan mønt måske eksisterede eller havde eksisteret.

Da sker underet, for et under var det. Vor store møntforsker Axel Ernst fandt et eksemplar i det sydlige udland. Han påviste derefter i en større afhandling om den selv samme mønt, at alle kendte kopier og afstøbninger stammede fra det eksemplar, som han havde erhvervet (2). Vor hidtil største møntsamler grosserer L. E. Bruun, hvis samling i dag opbevares på Frederiksborg Slot og der tjener som reserve for Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet, i tilfælde af brand eller tyveri, indtog i sin samling et stort antal kopier af mønter, som han vidste, at han alligevel aldrig ville komme til eje i original. Således erhvervede han en del galvanoplastiske kopier af Trankebarmønter, som for en stor dels vedkommende har været senere forskere til nytte, idet de originale stykker for en stor del er smuldret hen, som bly nu gør.

Selv den kongelige samling på Nationalmuseet, har i sine samlinger kopier af mønter, som man ikke har selv. Enhver besøgende bemærker vel nok Christiern II's sølvgylden uden årstal, med kongens baretbærende portræt. Originalen, som er gennemhullet, opbevares som eneste kendte eksemplar på Bibliothéque Nationale i Paris.

I slutningen af trediverne påtænkte man ligefrem på vort eget Nationalmuseum at lade fremstille galvanoplastiske møntkopier til undervisnings- og anskuelsesbrug, hvilket man i forvejen bl.a. gjorde på British Museum i London og på den galvanoplastiske anstalt i München-Giesing (3). Vi ser således at fremstillingen af kopier af sjældne mønter er en foreteelse, som er foregået gennem århundreder.

I efteråret 1915 indgav den daværende Møntsamlerforeningen af 1896 et andragende til Finansministeriet om, at fremtidige nypræg skulle forsynes med et mærke, der tilkendegav dem som nypræg. Allerede 14. oktober samme år kom svaret fra Den kongelige Mønt.

Man lovede at alle fremtidige nypræg blev forsynet med et N i kanten (4).

I hvert fald indtil for kort tid siden har man på Den kongelige Mønt kunnet erhverve enkelte sjældnere mønter og en del ældre medailler i nypræg, men alle er de for at beskytte samlere forsynet med et N i kanten.

En støbt kopi af Frederik I's halve sølvgylden 1532, Sømod 41, blev i forsommeren fremstillet i 250 eksemplarer. Alle eksemplarerne bærer i kanten et indslået K for kopi. Det ville være ønskeligt, om fremtidige kopier også ville blive mærkede på den måde, for derved frivilligt at følge det eksempel Den kongelige Mønt indførte i 1915.

Fremtidige kopier uden kendetegn bør derfor ikke længere betragtes som kopier til erstatning, men som forfalskninger udført i bedragerisk øjemed.

(Møntsamlernyt 7, 1971)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt