Så langt vi kan se tilbage i historien, er møntret i alle lande et kongeligt privilegium. Det ses gennem bevarede dokumenter og fundne mønter. Ved møntvæsenets grundlæggelse i de enkelte lande kommer tvivlen. Indskrifter og symboler på mønterne giver ingen fyldestgørende oplysninger. Udprægningen kan være foretaget af driftige handelsfolk. Små runde flade stykker af ædelt metal stemplet med nogle symboler. De blev efter deres vægt og lødighed accepteret for værdien. Man kendte symbolerne og derudfra kom tilliden til mønten. I dette vordende statssamfund, hvor det er uvist om kongen endnu har tiltaget sig den suveræne møntret, må de mulige privat gjorte stykker anses for at være mønter.
Møntretten var en af kongens vigtigste indtægtskilder. Men også en ret, der kunne misbruges. Lødigheden kunne nedsættes ved at iblande sølvet kobber. Da sølv er et stærkt farvende metal, kunne det ikke umiddelbart ses, når møntmesteren oven i købet kendte smarte kneb med at lade mønterne koge i særlige væsker, som fjernede det yderste lag kobber, så mønterne fik et endnu mere sølvskinnende udseende. Da var det kun de færreste beskåret at afgøre værdien.
Allerede i vikingetiden fandtes en betydelig møntindustri. Snedige handelsfolk observerede, at der ved masseproduktion kunne være forskel på mønternes vægt. Simple apparater til frasortering af de tungeste og dermed værdifuldeste, blev det strafbart at besidde. Det siger næsten sig selv, at en så betydningsfuld indtægtskilde, som møntning var, fik interesse i den stadig mere magtfulde kirke. Rundt i landet måtte kongen dele sin møntret med stedlige biskopper. Uagtet biskoppens navn figurerer på mønten, er det dog stadig mønt.
I ufredstider kunne det diskuteres, hvem der var konge i landet. De enkelte magthaveraspiranter erklærede konkurrenternes mønter for falske. Men mønter var det. Møntmestrene, de som varetog kongernes udmøntning, var ofte som en slags nomader. Rejste fra land til land, fra by til by og foretog udmøntning, hvor sølv og behov for mønt var tilstede. Værktøjet til metallets bearbejdning, ja selv prægestempler betragtededes som deres personlige ejendom. Og når en møntmester kom til et nyt land, til en ny by, blev de første udmøntninger foretaget med de medbragte stempler. Derfor ses jævnlig mærkværdige mønter, med forsider og bagsider der ikke i normal historisk sammenhæng kan passe sammen.
Derfor er de mønter, som bejleren til den danske trone Marsk Stig Andersen Hvide lod præge på øen Hjelm, hverken falske mønter eller poletter. Det er ægte mønter. Når en by som Ribe i en vanskelig tid til dels uden konge tager sig eller får møntret og selv foretager en god og lødig udmøntning, må mønten efter en statsretslig opfattelse virkelig betragtes som mønt og ikke som et tegn på mønt.
Da kongen i en senere tid sendte en udvalgt mand, Jens Bille som statholder til rigets fjerne provins, Gulland også kaldet Gotland og denne på mønter anbragte sit våbenskjold og endog lod mønterne overstemple med sine initialer JB, er grundlaget for betegnelsen mønt, stadig fuldt tilstede.
Og da Christiern II's tro mand, den mægtige Søren Norby med sin hærskare var blevet afsondret fra kongen og i Landskrona og senere på Gotland lod præge mønt i eget navn, er betingelsen for mønt også stadig tilstede. Nævnes skal Christoffer af Oldenburg, som under den såkaldte grevefejde i Christiern II's fravær slog mønt i eget navn. Endvidere de mægtige rigsgrever af Rantzau, som efter at det schauenburgske fyrstehus uddøde, blev forlenet med en del af landområdet i det sydlige Holsten og som havde store landområder op gennem Jylland. Deres møntret var opstået ved, at Slesvig og Holsten fra Kongeåen og syd ikke var kongeligt område, men derimod underlagt den tysk-romerske kejser. De danske konger var således ikke konger i området, men hertuger. En omstændighed Christian IV's moder, dronning Sophie udnyttede ved nogle udmøntninger i Haderslev i årene 1591-93.
I forbindelse med hidtil nævnte, kan det ikke undre, at der i Hjelmstjernes katalog fra 1786 i slutningen af møntrækken fra Frederik I opførtes: En bracteat med de Ahlefelders Vaaben. At det ikke forholder sig så, men at det må være en fejltydning af en ærkebiskoppelig mønt fra Salzburg er siden påvist.
Nævnes skal compagnierne, som varetog kolonihandelen og som i deres mægtighed ofte fik deres navnebogstaver præget på mønterne. Selv de i det fjerne Trankebar prægede kasstykker uden kongelige eller andre statslige symboler, må fuldt ud betragtes som mønt.
De kongelig prægede guld- og sølvstykker til privat brug indenfor slottenes mure, kan ikke have det mindste med poletter at gøre. Det kan højst blive et spørgsmål, om betegnelser som medailler eller jetons skal anvendes. Til gengæld må privat udprægede guld- og sølvstykker til brug for spil i de private hjem, og som antagelig forhandledes af guldsmede, udelukkende betegnes som jetons.
Helt anderledes stiller det sig med de nødmønter af bly eller kobber, som prægedes i Kristianstad under dennes belejring i 1676-77. Deres form og funktion nærmer sig polettens. Og trods udgivelse i kongens navn, er vi så nær grænsen til poletter, at det er en skønssag, hvilken kategori de bør tilhøre. For at live lidt op i de ellers ensartede møntrækker, lader vi dem forblive mønter.
Mønter kan være præget til særlig brug: Som handelsmønter beregnet for særlige områder i eller udenfor riget, som skillemønt til forlods angivne småbetalinger eller som mønt fortrinsvis beregnet til særlig brug; men hvis betingelserne for begrebet mønt ellers er tilstede, er det vedblivende mønt. Anderledes stiller det sig i de tilfælde, hvor private på grund af møntmangel eller af andre årsager selv udmønter i eget navn. Det er poletter. Eller hvor der i kongens navn foretages udprægninger uden indre værdi til brug ved særlige betalinger eller afregninger; det er poletter. Eller hvor Rigsbanken i stedet for småsedler præger metaltegn til forhåbentlig senere indløsning. Det er poletter.
En bestemt mønt skal omtales. Det er den såkaldte Offermark, der ifølge placat af 24. december 1808 udmøntedes som et mønttegn. Indskriften lyder FRIVILLIGT OFFER TIL FÆDRENELANDET og sølvet dertil fremskaffedes ved frivillige gaver til erstatning for den flåde engelskmændene havde stjålet året forinden. At mønten ærligt kaldtes et mønttegn, skyldes den omstændighed, at sølvindholdet var næsten det halve af, hvad der normalt forventedes af en sådan mønt, hvorfor den ikke skulle betragtes som mønt, men som et tegn på mønt. Den blev dog modtaget med kyshånd og modtageren følte, at også han havde været med til at bidrage til en ny flåde. I løbet af ganske kort tid havde pengeforringelsen dog været så stor, at den til fulde var sin vægt værd og som et kært minde om indsatsen, lod mange et eksemplar af mønten omdanne til urnøgle.
Da man i 1924 indførte begrebet særskillemønt, hvor mønterne fra da af var uden nævneværdig metalværdi, var det kun ved lovgivningens vej, at særskillemønt ikke snarere burde betragtes som polet. Imidlertid skete den mærkværdige udvikling, at først sank pengenes værdi, da guldindløseligheden snart efter ophørte. Derefter mistede de fleste nationer interessen for guld, hvorefter guldprisen efter et antal mislykkede spekulationer faldt betragteligt i forhold til arbejdslønninger. I forbindelse med udnyttelsen af de mange tekniske landvindinger, opstod der ubemærket et nyt pengesystem baseret på international varehandel. Herefter må mønt defineres som et af staten godkendt almindeligt cirkulerende betalingsmiddel af metal.
Grænsen mellem mønt og polet er således temmelig skarp. Tvivlsspørgsmålene så små, at der praktisk ikke er problemer med adskillelsen.
