Ved den grundlæggende katalogisering af mønter, medailler, poletter, pengesedler eller noget ganske andet, er det ganske rart at have en skraldespand, hvori man kan henlægge de stykker, som man ikke umiddelbart kan finde ud af.
Da Hauberg i sin tid ordnede de såkaldte borgerkrigsmønter, altså mønterne vi i dag katalogiserer efter Mansfeld-Büllner, blev de mønter Hauberg ikke kunne finde ud af, nærmest automatisk henført til ubestemt nørrejydsk møntsted, hvor de stadig er at finde. Ved Nørrejylland skulle forstås den del af Jylland, som er nord for Kongeaaen.
H. H. Schou benyttede i stor stil ordet afslag og da Hede siden journalistisk forenklede Schous beskrivelse, steg antallet af mønter kaldet afslag ganske betydeligt, idet hidtidige møntnavne forkastedes uden at nye indsattes. I Sieg's møntkatalog er disse mange afslag til yderligere forenkling konsekvent udeladt.
Bag ordet afslag kan gemme sig mange ting. Det kan være regulære mønter, der i forskellige vægte eller metaller er præget med samme stempelsæt, hvor så katalogforfatteren kun har medtaget enkelte af prægningerne som mønter. Det kan være præsentationsstykker i ædelt metal. Det kan være modeller til godkendelse. Det kan være demonstrationseksemplarer. Det kan være prøver til internt brug indenfor Mønten, det være sig arbejdsprøver, eksemplarer fra en prøvesamling eller slet og ret en simpel afprøvning af et stempel. Det kan være nypræg. Det kan være falske mønter, nye eller gamle, støbte eller prægede, ja selv galvanokopier. Det kan være vægtlodder. Det kan også være noget ganske andet.
Hver tidsepoke har sin form for afslag. Og afslagenes art er forskellige fra møntsted til møntsted. Afslagene gemmer megen viden, som på mange felter skal ændre vort syn på tidligere tiders møntvæsen. Fra femtenhundredetallets begyndelse hedder afslagene i flere tilfælde det for udseendet beskrivende navn klumpmønt. Klumpmønt er intet møntnavn. Det er en omskrivning af ordet afslag. For mønter fra femtenhundredetallets begyndelse er det min grundopfattelse, at der ikke kan eksistere sølvafslag af sølvmønter på hverken tykkere eller tyndere blanketter. Alle bør de antages for senere støbninger. Klumpmønter beskrives første gang i Museum Regium 2. udgave 1710, hvor der sammen med den opdigtede kong Hans' sølvgylden er anført Christiern II Malmø enskilling uden årstal som klumpmønt og Frederik I København enskilling 1525 som klumpmønt. I Museum Regium er der ikke udelukkende en beskrivelse af mønterne i kongens samling. Der er også katalogiseret mange mønter, som kun kendes fra gamle bøger; herved er i Museum Regium medtaget flere gamle misforståelser.
Også i ældre private samlinger forekommer klumpmønter. Således i Hjelmstjernes samling 1786 og den i 1780 katalogiserede P. P. Nygaards samling, hvor der indledningsvis under kong Hans beskrives:
4 En liden tyk rar Sølv=Mynt. Av. Et kronet H. med Randskrift : Joh. El. Rex Dacie. Rev. Dan= nebrog=Korset: Moneta Holóas.
Netop denne mønt anser jeg for at være et misfoster af en guldsmed gjort til en gal møntsamler, der ikke mente at små tynde underlødige mønter prydede en samling og som derfor fik støbt og ciseleret tilsvarende mønter af en passende tykkelse, så mønterne ikke forsvandt mellem fingrene, når man nærmere beså dem! At guldsmeden på det nedslidte originaleksemplar må have fejllæst omskriften, gør ikke mønten kedeligere, idet jeg formener, at forlæget i virkeligheden har været en ganske almindelig hvid slået i Malmø, hvor bagsideindskriften ofte opfattes HON HAL HOI ENS. Det er således aldeles ikke nogen klumpmønt præget i Holsten før kongens kroning. Eksemplaret har ikke været tilgængeligt for et nøjere studium og det er nok tvivlsomt, om det har overlevet til vore dage.
De i litteraturen beskrevne afslag og klumpmønter skal naturligvis alle undersøges på ny; men da eksemplarerne findes bevaret i mange forskellige samlinger, kan undersøgelserne selvsagt kun foretages efterhånden, som de enkelte samlinger bliver besøgt, hvortil kommer den imødekommenhed til undersøgelse, der må kunne forventes fra den enkelte samlings daglige ledelse.
Af andre mønter, som jeg ikke ved hvor de befinder sig, skal først og fremmest nævnes det tidligere i J. Wilckes samling beroende eksemplar af en Husumdaler vejende 35,21 gram og kaldet tomark. Indtil det modsatte er bevist vil jeg erklære, at det drejer sig om en god støbning til en samling, der ikke formåede at erhverve sig et originaleksemplar.
Foreløbig er et par mønter i L. E. Bruuns samling blevet undersøgt og som følge heraf skal meddeles:
1516 Mark 19 gram, Schou 3, Galster 38 (sølvafslag), LEB 3927 fra Bille-Brahe og Mohr.
Mønten er støbt og bør udgå af vore møntrækker.
1525 Klumpmønt 25,9 gram, Jørgensen 38, Schou 1, Galster 55, LEB 4024 fra Bille-Brahe og måske, uanset den opgivne vægt (1 lod ½ qvint), fra Hjelmstjerne.
Mønten er støbt og bør udgå af vore møntrækker.
Da H. H. Schou i århundredets begyndelse klargjorde manuskriptet til sin beskrivelse over vore mønter, meldte sig i mange tilfælde spørgsmålet om dette eller hint stykke nu skulle medtages. Især om det var en mønt eller medaille. Det var mange svære valg, der skulle træffes. Da fortegnelsen over L. E. Bruuns samling nogle år senere skulle udarbejdes, var det så heldigt for Schou, at det var ham, der fik arbejdet med at katalogisere de selv samme mønter, der allerede fandtes i hans beskrivelse. Ordningen af L. E. Bruuns medailler blev derimod overladt Georg Galster. Og da Galster snart efter arbejdede på et korpus over de ældre medailler, indrettede han ordningen således, at den på ingen måde overlappede Schous beskrivelse og på den anden side så vidt muligt heller ikke efterlod noget tomrum. Da så Hede journalistisk frembragte sit forenklede møntkatalog, lod han det tilpasse Schous og Galsters beslutninger og alt så derfor ud som fod i hose og det var derfor umiddelbart svært at gennemskue systemets mange skavanker. Hede foretog i forhold til Schous beskrivelse én væsentlig ting. Han splittede mønterne op i danske og norske. Det vanskelige problem opstod, da han stod over for et antal guld- og sølvprægninger fra Christian V, som han ganske fejlagtigt anbragte som norske guldmønter med tilhørende sølvafslag. Han troede, at enhver mønt uden møntstedsmærke og med norske løve var norsk. Han vidste ikke, at norske løve desuden var kongens personlige våben. Derudfra lod han stilistisk en lang række prægninger, hvoraf mange er uden løve, opføre som rent norske.
Man må stille sig spørgsmålet: Hvad forstod Schou ved en mønt? Og i det tilfælde, som skal behandles her, nemlig nogle stykker fra Christian V, må svaret være, at han traf afgørelsen ud fra udelukkende heraldiske og statsetikettemæssige kriterier.
Det drejer sig om et stykke med kongens portræt på den ene side og kronet dobbeltmonogram på den anden. Desuden et antal prægninger gjort ved indbyrdes kombination af tre prægestempler. Det første stempel er med en rytterfremstilling, det andet med kongens kronede dobbeltmonogram og det tredie med et væld af krigssymboler. Schou valgte, at prægningerne med krigssymbolerne var medailler. De øvrige mønter.
Stykket fra 1676 betegner Schou tomark(?) og vedføjer vægten 10,7 gram. Hede omdøber det til sølvafslag af påtænkt guldmønt? og nævner to kendte eksemplarer med så afvigende vægte som 11,92 gram og 10,70 gram. Sammensætningen med rytterfremstilling og kronet dobbeltmonogram giver Schou det geniale møntnavn: guldmønt. Og det tilsvarende stykke af sølv kalder han for afslag i sølv. Hede adopterer navnene. Det ene stykke med krigssymboler optages i Galsters medaillebog; det andet glemmes. Krigssymboler hørte åbenbart ikke til på mønter og de måtte derfor være enten medailler eller jetons, hvilket sidste ord må defineres som medailler under en vis ikke nærmere angivet størrelse. Det stykke, som Galster glemte, optages i Johan Chr.Holms lille bog Danmarks Krigsmedailler fra 1964 og skønt Holm betragter det som en mønt, er han nok den der indtil da kommer sandheden nærmest, idet han fortæller: - - - og de har formentlig netop gjort Tjeneste som en beskednere Form for Krigsmedailler, en Kombination af Hædersbevisning og en kontant Dusør, som sikkert har været paaskønnet af Modtagerne. Man fristes her til at drage en sammenligning med den norske tokrone med geværerne.
Imidlertid er der flere ting, der taler for, at ingen af stykkerne er eller har været mønt, men at det drejer sig om jetoner. Skønt de er flade i præget, er de ikke møntprægede, men præget i en medaillering. Vægtene for såvel guld, som sølvstykker stemmer ingenlunde med vægten for nogle af tidens mønter. Møntnavne som guldmønt eventuelt sølvmønt kan ikke accepteres. Flere af sølveksemplarerne er endog særdeles slidte. Sølvafslag bør ikke kunne være slidte.
At stykkerne skulle være norske, er der intet, der taler for. Det er danske jetons fremstillet i forbindelse med en af krigene. At et eksemplar med krigssymboler hos P. P. Nygaard betegnes 24 skilling, må snarere være en angivelse af dens værdi i korn og skrot, eftersom 24 skillinger overhovedet ikke udmøntedes i Christian V's dage. Derimod kunne en modtager af en sådan krigserindring forvente, som man kunne det med alle andre medailler, at den ville blive modtaget til dens værdi. Men det ophøjer den ikke til at være mønt.
Hvis man alligevel vil prøve betragte dem som mønter, vil det indebære, at en hvilkensomhelst kongelig hædersbevisning i guld eller sølv straks skal omregnes til sin værdi og derefter betragtes som mønt. Det har næppe været meningen.
Ved en nyordning af mønterne er det ikke nok at foretage en simpel revision af de senest udkomne katalogværker. Megen ældre litteratur skal gennemgås, for at revisionen også kommer til at omfatte de vurderinger de tidligere katalogforfattere har foretaget. Her vil man blive udsat for omtale og endog afbildninger af mønter, som ikke kan påvises i nutiden. Mønterne kan selvfølgelig være gået tabt, hvorfor de ikke kendes mere. Men det kan også være fejlbestemmelse af dårlige eksemplarer, misforståelser i en om mønten ført korrespondance, bogtrykkerfejl, almindelig sjuskeri, bevidst fusk, andre fejl eller måske forhåndsmeddelelser fra Mønten om projekterede mønter, der så alligevel ikke prægedes. Varsomheden om den slags mønter skal være stor.
Her er et tilfælde om en norsk mønt, som bør accepteres, selvom kilden er et auktionskatalog, hvor man umiddelbart måtte antage, at det drejede sig om en trykfejl eller en fejlbestemmelse: Fortegnelse over en fortrinlig Samling af danske Mønter samt danske Medailler - - - Tirsdag den 26. November [1907], 1907. Samlingen, som tilhørte læge K. M. Lind i Assens indeholdt mange sjældne især småmønter, men kataloget er næppe frit for trykfejl og mønterne er ikke så udførligt beskrevet, som det kunne ønskes. Fra kataloget skal gengives:
1645
374. — 2 Skilling (norsk). Ej i B , Dev., Thomsen eller Benzon
Rar. 1
375. — Skilling (norsk). Ej i B., Dev., Thomsen eller Benzon.
Rar. 2
Den sjuskede typografi er gengivet fra kataloget. Begge mønterne købtes af L. E. Bruun, men kun den ene, nemlig skillingen er bevaret. Den findes i hans samling som nummer 9527 og er optaget i H. H. Schous beskrivelse som nummer 95. Mønten er, som det vil vides, kun kendt i dette ene eksemplar. Hvad der er sket med toskillingen er uvist.
Den findes ikke i Bruuns samling. Schou kender ikke sådan en mønt. Havde toskillingen været katalogiseret ene og alene, ville jeg under ingen omstændigheder have troet på den, men omgående have afvist den som fejlbestemt. Imidlertid optræder den sammen med den unike enskilling 1645, den eneste gang, at denne er fremme til salg. Og den bliver beskrevet på samme fremtrædende måde.
Derfor bør norsk 2 skilling 1645 i fremtiden katalogiseres, men med den sørgelige bemærkning: Kendes ikke mere.
Fra Frederik III kendes et antal store guldmønter, som i den nyere litteratur har fået en mere end stedmoderlig behandling. Det drejer sig om runde mønter med vægte fra tre og op til tyve dukater. En omtale gives af Chr. Ramus, der skriver: Guldmynter slagne med Species- Stempler haves fra denne Regjering forskjellige, sædvanlig til 10 og 5 Dukater; altsaa af Værd, som de gamle hele og halve Portugalöser. Det er imidlertid ikke rimeligt, at enten mange af disse have været slagne, eller at de som gangbar Mynt have været anseete, da Benævnelsen af denne Myntsort, som indenlandsk Mynt, i Anordningerne og andensteds nu gandske ophörer. Troeligere er det derfor, at Kongen selv til sit eget Brug, og maaske private Folk imellemstunder efter Tilladelse, have ladet tage Aftryk af Specierne i Guld, for at have nogle store Guldstykker ved forefaldende Lejlighed at Bruge. C.T.Jørgensen betegner rettelig mønterne som dukater. H.H.Schou har skelnet mellem portugaløserbetegnelse og dukatbetegnelse efter mønternes diameter, således, at de som er præget med speciedaler- stempler kaldes portugaløsere, hele, halve eller dobbelte, mens de som er præget med mindre stempler kaldes dukater med et tal foran angivende deres vægt. Dog har han måttet fravige denne regel, hvor der er tale om mønter af vægt og værdi 3, 4, 6 og 12 dukater, idet disse udelukkende betegnes som dukater. Man vil bemærke, at der fra Frederik III's tid ikke kendes mønter af værdien 2½ dukat, svarende til kvart portugaløser.
En korrekt betegnelse for en stor guldmønt af værdien 5 dukater vil være "5 dukat præget med speciedalerstempel" eller slet og ret "5 dukat". En betegnelse som halv eller hel portugaløser har mønterne nok haft i omtale, men den har været ligeså ukorrekt og forældet, som at kalde en dansk tokrone (1875-1959) for en daler. Hvis man udelukkende benytter dukatbetegnelser undgår man også problemet, når man kalder en 10 dukat for en portugaløser og så ikke har et tilsvarende flot og prangende navn for en 12 dukat.
Georg Galster skriver i Nationalmuseets Vejledninger fra 1940:
De store Guldmønter er væsentlig slaaet til Kongens eget Brug; det er Guldafslag af Stempler til Speciedalere, vægtige som hel og halv Portugaløser (10 og 5 Dukater). - - - Guldafslag af Speciedalere: (5 Dukater) 1661, (10 Dukater) 1662, (12 og 5 Dukater) 1665, (10 Dukater) 1666 og (5 Dukater) 1667. Hertil kommer Afslag paa tykke Blanketter: (4-Speciedaler) 1661, (dobbelt Speciedaler) 1669 og (dobbelt Krone) 1666. Disse og andre Guld- og Speciemønter havde praktisk talt ingen Betydning for den daglige Handel og Vandel.
Vel er der med speciedalerstempler slået anden mønt i sølv så vel som i guld. Uheldigt er det bare, at der anvendes ordet afslag, som efter gængs terminologi sætter pragtstykkerne i bås med Møntens arbejdsprøver af tin, bly og kobber.
Galsters sprogbrug og påvirkning har foranlediget Holger Hede til i sit møntkatalog kun at katalogisere guldmønterne som noter under speciedalerne, hvor de betegnes som guldafslag. Videre udelader Hede fire unike guldmønter, som gik tabt ved et tyveri i det kongelige møntkabinet i 1806. Til gengæld får multipla af speciedalere korrekt lov til at få selvstændige katalognumre. Ganske inkonsekvent lader han enkeltdukater af guld og ottendedel speciedalere af sølv og slået med samme prægestempler rigtigt opføre som forskellige mønter.
De fleste af Frederik III's store runde guldmønter mangler helt i Sieg's møntkataloger, idet katalogredaktørerne normalt ikke medtager afslag! Dette har dog ikke den store betydning for de, som vil samle på den slags mønter, idet det må formodes, at de anvender andre kataloger. Men for den som ved benyttelse af et Sieg-katalog ønsker at få et indblik i datidens mønter, er det en katastrofe.
Hvis man vil vurdere stykkernes betydning, nytter det ikke at lede i ældre arkivmateriale. Kun undtagelsesvis nævner tidens møntregn- skaber noget om guldmønter, speciedalere og medailler. Mønterne, hverken speciedalere, brøkdele og multipla deraf eller de tilsvarende guldmønter har været beregnet på normal omsætning; det er pragtmønter eller skuemønter. Indimellem ses dog eksemplarer, der vidner om lang tids cirkulation. De fleste af guldmønterne er nok præget for kongen, men han har også ladet dem gå videre. Derom vidner eksemplarer i det kongelige møntkabinet, der tidligere har været i private samleres eje samt eksemplarer i andre inden- og udenlandske samlinger. Flere af mønterne findes således end ikke repræsenteret i den kongelige samling.
En besynderlighed er et stykke fra 1653 i L. E. Bruuns samling betegnet: "Halv Portugaløser? 19,25 gram." Vægten svarer til 5½ dukat. Det skyldes møntmesterens nidkærhed. Det var den sidste af mønterne, der blev præget. Al guldet skulle bruges. Eksemplaret bør vel blot betegnes 5½ dukat.
I rækken af guldmønter er der også nogle, der er præget med stemplerne til de særlige kroner, der udmøntedes til erindring om stormen på København 11. februar 1659. De findes også præget med stempelsæt, der bærer værdiangivelse. Det derangerer næppe guldmønterne til kun at blive afslag, men betegner derimod snarere om sløseri, uforståelse og ligegyldighed hos den ansvarlige møntpræger. Vender man blikket mod nære sydligere lande, hvortil man i datiden havde forbindelse, vrimler det med tilsvarende samtidige pragtmønter. Og i de lande anvender man ikke nedladende betegnelser om mønterne og man udelader dem ikke af katalogerne. Her betegnes de, som det de vitterlig er: 10 dukat, 5 dukat og så fremdeles. Indimellem ser man dog også den efter min mening misvisende ældre betegnelse: portugaløser.
(1997)
Fortsættes i del II