H. C. Andersens projekterede erindringsmønt

af Jørgen Sømod

I tiden op til 1975, hundredeåret for æventyrdigteren H. C. Andersens død, blev der fra forskellig side gjort anstrengelser for, at der i anledningen skulle udgives en særlig mindemønt. Selvom flere nærtstående lande var begyndt at udsende erindringsmønter, hvor anledningen ikke var af kongelig art, fastholdt man dog, at erindringsmønter i Danmark udelukkende skulle anvendes for kongehusets begivenheder.

For det tilfælde, at en erindringsmønt for H. C. Andersen skulle udmøntes, var Den kongelige Mønts medaillør, Frode Bahnsen begyndt at forberede sig på arbejdet. Iblandt hans efterladte tegninger og skitser findes en tegning til bagsiden af den projekterede mønt, der åbenbart ligesom erindringsmønterne fra 1967, 1968 og 1972 skulle have værdiangivelsen 10 kroner. Der vises et for beskueren venstrevendt portræt med omskriften: H. C. ANDERSEN 1805 - 1875 - 1975 og forneden værdiangivelsen: · 10 KRONER · Forsiden skulle utvivlsomt vise et portræt af dronning Margrethe II.

Arbejdet var dog ikke ganske forgæves. Frode Bahnsen anvendte sin komposition til en medailleudgivelse i samme anledning, men for firmaet Panimex, der lod prægningen foretage på den statslige Mønt i Wien. Kun var det nødvendigt at fjerne værdiangivelsen, forstørre portrættet en anelse og flytte omskriften lidt. Da den projekterede møntbagside nu skulle tjene som medailleforside, modelleredes en bagside visende et motiv med Den grimme ælling og omskriften: I DANMARK ER JEG FØDT

Copyright ©Jørgen Sømod 1997


Tilbage til Dansk Mønt