Fagudtryk m.m.

• Accidenstrykkeri, bogtrykkeri, som hovedsageligt er beskæftiget med mindre tryksager eller med aviser.
• Akantus, plantefamilie.
• Akantusblad, oprindeligt græsk dekorationselement af dybt fliget og takket blad.
• Akantusstængel (akantusmontant), dekoration af stængel med akantusblade.
• Antikva, i typografien kaldes de nu anvendte bogstavtyper for A. i modsætning til fraktur (s.d.). De skrevne og de trykte bogstaver, der anvendes nu, kaldes under ét latinske bogstaver.
• Arabesk, figur af sammenslyngede bånd, planter (fx akantusblade) og geometriske mønstre. Ofte symmetrisk om flere akser. Også kaldet mauresk.
• Assignat, assignation, anvisning. Norske A. se side 38.
• Authoriserede sedler, de dansk-norske sedler 1713 i modsætning til de norske Thor Møhlen sedler fra 1695, der kun var autoriseret til brug i det nordlige Norge.
• Banco, se side 19, fodnote.
• Bankhæftelse, se side 16 og 294.
• Banknote, pengeseddel udgivet af en bank. Se side 16 og 294.
• Beskyttelsestryk, et farvetryk i underbunden, som skal vanskeliggøre en korrekt fotografisk gengivelse af alle sedlens farver.
• Blanketter, betegnelse for sedlerne før de bliver gjort færdige med underskrift, nummer og seriebetegnelse m.m. En B. har ikke værdi som pengeseddel, men har betydning som illustrationsmateriale i de tilfælde, hvor de færdige sedler ikke længere eksisterer.
• Blindstempel, betegnelsen er her i bogen brugt om det aftryk fra et tørstempel (s.d.), der på ældre sedler prægedes ned i papiret. Metoden brugtes også på Nationalbankens sedler indtil 1870/72.
• Bogtryk, tryk med typer eller klichéer, hvor det er de ophøjede partier, der indfarves og afsætter trykket på papiret.
• Borgernes kasse, se side 296.
• Bort, bånd med gentaget mønster, enten lige eller følgende en buet afgrænsning (fx cirkelformet). Eksempler: à la greque, liniebort, mæander, perlesnor, rankebort, tovsnoet bort. Forekommer på de fleste sedler.
• Bruttofaktorindkomsten, statistisk udtryk for pengeværdien af den årlige produktion i landets samtlige erhverv, minus udgifterne til råstoffer. B. har afløst beregningen af Nationalindkomsten (summen af borgernes indtægter i løbet af året, således som den fremgik af selvangivelserne). I 1970 var Danmarks B. 112,6 milliarder kr., side 295f.
• Bruttonationalproduktet i markedspriser, statistisk begreb. B. fremkommer ved fra Bruttofaktorindkomsten (s.d.) at trække statstilskud til nedbringelse af priserne samt rente- og aktieudbyttebetalinger til udlandet fra og derpå lægge indirekte afgifter til. I 1970 var Danmarks B. 127,941 milliarder kr.
• L. E. Bruuns seddelsamling, se side 345 og 357.
• Brøkdækning, se kvotientsystem.
• Champagneskrædderen, se side 304f.
• Cirkulation, se seddelomløb.
• Dandyvalse, se side 278.
• Dansk-svenske sedler, se side 34f.
• Deposito-kassen, se side 16 og 31.
• Dybtryk, tryk med farve, der ligger i fordybninger i trykpladen og overføres til papiret gennem et stærkt tryk. D. begyndte med det håndgraverede kobberstik i første halvdel af 1400-tallet og rnetoden er i dag meget anvendt til hovedpladen til sedler.
• Dækningsregler. Dækning af udstedte pengesedler med guld eller andre aktiver for at sikre deres indløselighed spillede tidligere en stor rolle. I dag er seddelsystemet så indarbejdet, at der ikke lægges vægt på gulddækning; der bliver hvert år dispenseret for lovens krav til Nationalbanken på dette punkt. Se i øvrigt side 17, 22, 24 og 39.
• Eftergørelse og forfalskninger, se side 301ff.
• Egoutteur, se side 278.
• Enkronesedler, se side 47 og 294.
• Erstatningssedler, se J- og K-sedler.
• Faksimile, nøjagtig gengivelse, specielt af håndskrevne manuskripter. I dette værk, den trykte underskrift på sedler.
• Falmede blå kurantbanksedler, se side 29.
• Farvede taver, se side 278. -Filigranvandmærker, se side 278.
• Flammet papir, se DOP 63.
• Fluorescerende taver, se side 278.
• Forkortelser, se side 13 og 332.
• Fourdriniermaskine, se Langviremaskine.
• Fraktur, også kaldet gotiske, tyske eller gammeldanske bogstavtyper i modsætning til de nu anvendte (Antikva s.d.). F. er den i typografien brugte betegnelse; de tilsvarende håndskrevne bogstavformer kaldes gotiske skrivebogstaver. F er benyttet på DOP 26, 33 (figur 16 og 25) og 56, samt delvis på DOP 27, 34, 61, 62, 66 og 67. De gotiske skrivebogstaver er anvendt på DOP 25, 32, 47 (figur 15, 24 og 39), 55, 60 og 65. Ingen af stederne er formerne dog konsekvent overholdt.
• Fremstillingspris for sedler, se side 283 og 293f.
• Galvanisk reproduktion af trykplader til pengesedler. Princippet i G er flg.: Der tages et aftryk af den originale plade i voks eller siliconegummi, aftrykket pudres med metalpulver og anbringes som den ene pol i et syrebad. Som den anden pol benyttes en metalplader og når der sendes en jævnstrøm gennem syrebadet, udfældes efterhånden et metallag på aftrykket. Dette metallag er en meget nøjagtig kopi af originalpladen. Den første kopi tjener til fremstilling af nye kopier, som så bruges til produktion af de egentlige trykplader. Metoden, der i praksis er meget kompliceret og langvarig, har været brugt i Danmarks Nationalbank siden 1845 og bruges stadig, side 282.
• Giro, se side 296.
• Gotiske skrivebogstaver, se fraktur.
• Grotesk, sammensat figur, oftest symmetrisk om en lodret akse. Består af fantasifulde sammenstillinger af ranker, løv, akantus, arkitektoniske detailler, dyre- og menneskehoveder og -kroppe. DOP 72 og 97.
• Guildals Seddelsamling, se side 329.
• Guilloche (fransk, udtales gijosj), mønster med bølgeformede kurver indgraveret i en metalplade ved hjælp af en ridsestift, der styres mekanisk. Opfundet af Guillot og oprindeligt anvendt af franske urmagere til forsiring af urskiver og -kapsler. Amerikaneren Asa Spencer (død 1847) forbedrede mekanikken og brugte metoden på trykplader til pengesedler. I dag er G. med raffinerede mønstre, fremstillet på store, komplicerede og dyre maskiner et vigtigt led i sikkerhedsgrafikken. Guillochelinier krydser altid hinanden.
• Guldbarremøntfod, se side 44.
• Gulddækning, se Dækningsregler.
• Hamborg Banco, se side 19.
• Hollænder, sønderdelingsmaskine. En valse besat med knive roterer i et vandfyldt kar over et sæt fastsiddende knive i karrets bund. H. bruges i papirfabrikationen samt til sønderdeling af sedler, der skal makuleres, se side 277.
• Hovedplade, den trykplade og det tryk, som indeholder sedlens hovedelementer. H. er i reglen bog tryk eller kobbertryk, men kan også være offset. På de ældste sedler var H. det eneste tryk, men senere kombineredes det med tekstplade eller underbund. På moderne sedler er H. oftest et gravuretryk (kobbertryk) med frihåndsgraverede og maskingraverede enkeltheder. H. trykkes oven på, underbunden (s.d.) og er derfor holdt i mørkere toner end, denne. Sammenligner man forskellige eksemplarer af samme seddel, vil man se, at H. ikke altid er trvkt på nøjagtigt samme sted af underbunden.
• Højtryk, tryk med farve, der ligger på den plane del af trykpladen, som rager op over ætsede eller udskrabede dele af denne. Bogtryk er en højtryksteknik.
• Håndgjort papir, se side 277 og 279.
• Inddragelse. Sedler, der er indkaldt, inddrages, når den i indkaldelsen anførte frist er udløbet. Se side 65.
• Indkaldelse. Sedler, som af den ene eller den anden grund ikke skal cirkulere længere, indkaldes til indløsning inden en bestemt frist.
• Indløselighed, ombytning af sedler med mønt, se tabel 1, side 321.
• J- og K-sedler, se side 50.
• Kartouche, figur med rammeform, normalt symmetrisk. Afgrænsningen kan være lige eller buet, ofte med volutter, fligede kanter og lignende. Rammen kan indeslutte en lang række dekorationselementer.
• Kassationsårsager, se side 298.
• Kemisk destruktion, se side 299.
• Kliché, plade eller del deraf til højtryk. Udførelsen kan bestå i såvel manuel, maskinel som kemisk fjernelse af uønsket materiale.
• Kobbertryk, i denne bog brugt om tryk fra graverede plader, hvadenten der er tale om kobberplader eller om plader af blødt stål, som er hærdet efter gravuren. K. er en dybtryksteknik (s.d.).
• Komitésedler, sedler udsendt af en af Grosserer-Societetet nedsat komité i årene 1799, 1806 og 1814, side 41f.
• Kongelig Bankkommissær, statens tilsynsførende i Nationalbanken, se § 7 i lov af 7. april 1936 om Danmarks Nationalbank. .
• Kontingentsystem. Bankteknisk udtryk. Benyttes K., fastsættes der en bestemt grænse for det beløb i sedler, som en seddelbank må udstede, uden at sedlerne er dækkede med metal (guld eller sølv). For hver seddel, der udstedes ud over dette beløb, skal der være fuld metaldækning, side 17.
• Kontroldagen for pengeombytningen i 1945: 23. juli.
• Kreditbeviser, rentebærende pengebeviser udstedt af staten i årene 1848-51, 1864-66 og 1870.
• Kriminalmuseet, se side 301 og 329.
• Kungl. Myntkabinettet, se side 34 og 329.
• Kunstnere, se seddeldesign.
• Kurant (fransk; courant: løbende, gældende), betegnelse anvendt på den kursprægede regneenhed for skillemønter og sedler. Se side 19.
• Kursen på rd.k. og rbd, se side 18, 37 og 322.
• Kvotientsystem. Bankteknisk udtryk for, at der skal være et bestemt forhold mellem seddelmængden og den metalliske dækning, som banken sidder inde med. Det almindeligste er, at der skal være gulddækning for en fjerdedel, en tredjedel eller halvdelen af den udstedte seddelmængde, side 17.
• Langviremaskinen, se side 277f.
• Latinske bogstaver, de nu anvendte bogstavformer i modsætning til de tidligere benyttede gotiske bogstaver (se fraktur).
• Litra-nr., er det samme som serie-nummer.
• Maskingravering, linjemønstre graveret med ridsestift styret af præcisionsmekanik.
• Maskinpapir, se side 278f.
• Matadorsedler. Samlernes betegnelse på ombytningssedlerne. Man fandt, at de lignede de spillesedler, der anvendtes i Matadorspillet.
• Medaillonfelt, rund eller oval indrammet flade. Bærer ofte et relieftegnet portræt eller et monogram.
• Molokovnen, se side 300.
• Monogram, sammenskrevne eller sammenslyngede bogstaver, især forbogstaverne i for- og efternavn. Kongens monogram, oftest forbogstaver i navnet, kongenummer og R for rex.
• Kongens kronede monogram, som ovenfor, men dækket af krone.
• Kongens spejlmonogram, kongens forbogstaver og nummer i spejlsymmetri, med eller uden krone.
• Møntergården, Odense, se side 329.
• Møntkonvention, se Skandinavisk Møntunion.
• Nationalbankens bygninger, se side 17f.
• Nationalbankens direktører, se side 274.
• Navneværdi, den på en seddel, mønt eller lignende anførte værdiangivelse. Kun ved pari er N lig den faktiske værdi.
• Norske assignationsbeviser. Under krigen 1807-14 udstedtes Assignater lydende på 1, 5, 10 og 100 rd.k. til brug i Norge. De kunne indløses i Rendsborg eller i Aalborg, side 38.
• Officielle pengesedler. Her i bogen brugt om pengesedler, der er godkendt fra officiel side i modsætning til privatsedler.
• Offset (eng. overføre), trykkemetode, hvor farven fra trykpladen -overføres til en gummidug og derfra til papiret. Metoden kom frem i begyndelsen af dette århundrede, men først omkring 1940-50 var metoden forbedret så meget, at man kunne begynde at bruge den til pengesedler. Offset tryk kan være tør eller våd. Ved tør offset overføres billedet til gummidugen fra en ætset trykplade. Ved våd-offset overføres billedet ved den litografiske trykkemetode. 5 og 10 kr. sedlerne fra 1952 (DOP 137-142) er fremstillet som våd-offset, bagsiden på 20 kr. sedlen fra 1972-serien (DOP 149) ligeledes. Bagsiden på 10 kr. sedlen fra 1972 (DOP 148) er lavet som tør offset.
• Oktroj (i ældre tid Oetroy af fransk octroi), bevilling udstedt af en offentlig myndighed. ordet bruges navnlig i forbindelse med banker, andre steder bruges den latinske betegnelse koncession.
• Ornament, almen betegnelse for udsmykning, forsiring. Består ofte af stiliserede gengivelser af planter og dyr, eller linier, volutter, bogstaver, tal og lignende.
• Papir(s)penge kaldes nu i reglen sedler i modsætning til mønter og andre betalingsmidler.
• Pari, paritet, betegner, at forskellige kapitalgoder har samme værdi. I dette værk, at sedler har deres navneværdi lig møntfodens metalværdi. Se fx side 39f.
• Pengehistorisk Museum, se side 13, 83 og 329.
• Pengeombytningen 1945, se side 48f.
• Placat (latin), opslag. I Enevældens tid brugtes udtrykket om lovbekendtgørelser med kortfattet indhold.
• Politimuseet, se Kriminalmuseet.
• Portals Ltd., se side 279f.
• Pristal, se side 52f og 295.
• Private sedler, pengesedler, der udgives af private uden autorisation. I Danmark blev der i årene 1809-15 udgivet mange privatsedler til brug i småhandelen. Omkring århundredskiftet 1900 foreligger en række småsedler udgivet af kreditbanker i provinsen som lån til småkårsfolk. Også på andre tidspunkter er der fra forskellig side udsendt privatsedler.
• Præklusivt proklama (latin). Proklama er en offentlig indkaldelse inden en bestemt frist. At et proklama er præklusiv vil sige, at krav, som fremføres efter fristens udløb, ikke har nogen gyldighed. Omtalt side 39 og 316.
• Pulp, fibervælling til papirfremstilling. P. er en tynd opløsning af taver, lim og fyldstoffer i vand, side 277.
• Reklamesedler, se side 307.
• Reliefgravuremaskine, se side 281. I Danmark er R. brugt første gang i 1845 (DOP 72).
• Reliefvandmærker, se side 279.
• Rentebærende sedler, se side 29, 3-1, 39 og 47.
• Rigsbankens 12 måneders anvisninger, se side 41.
• Rigsvåben, det danske monarkis og den danske stats våbenmærke. Det er gennem tiden brugt i forskellige udformninger. Her skal nævnes 3 typer:
  • Rigsvåben, det store, nu kaldet kongevåbnet, indeholder alle de heraldiske motiver, der knytter sig til kongehusets herkomst og rettigheder. Det er ændret gennem tiden og senest ved dronning Margrethe II's tiltrædelse.
  • Rigsvåben, kabinetsvåben, et forenklet våben, der indeholder de 3 vigtigste af ovennævnte symboler. A. I 1700-tallet og frem til 1819 brugt på mønter: det lille rigsvåben, Norges løve med hellebard og 3 kroner som unionssymbol. B. 1813-1819. Det lille rigsvåben, Norges løve med hellebard og Holstens nældeblad som symbol på et enhedspengevæsen. C. 1835-1864. Det lille rigsvåben, Slesvigs 2 løver og Holstens nældeblad.
  • Rigsvåben, det lille, det gamle våben for Danmarks land, oprindeligt inklusive Skåneland og Slesvig. 3 løver og 9 hjerter. Nu den danske stats våben.
• Riksbankens pappersbruk, se side 277f.
• Ris papir. 1 ris = 500 ark trykpapir, side 277.
• Rundviremaskinen, se side 278f.
• Seddelbank, den ledende bank i et land. S. har privilegium på udstedelse af pengesedler og har derigennem indflydelse på kreditgivningen og de private bankers likviditet. De første S., se side 20.
• Seddel-design, se side 48, 280ff.
• Seddelfaget, det kontor i Danmarks Nationalbank, som sammen med Seddeltrykkeriet er ansvarlig for den sikkerhedsmæssige kontrol i forbindelse med produktionen af pengesedler. Derudover har kontoret andre opgaver, herunder sager vedrørende gengivelse af danske pengesedler og godtgørelse af beskadigede pengesedler.
• Seddelomløbet, den samlede værdi af de pengesedler, der er i omløb. Ved opgivelser over det danske S. medtages ikke de sedler, der beror i Nationalbanken (og hos de færøske myndigheder), se side 294ff og 326f.
• Sikkerhedsgrafik på pengesedler er et specialområde inden for de grafiske fag. S's opgave er dels at sikre bedst muligt mod falsknerier og dels at gøre det let at konstatere om en given seddel er ægte eller ej. I S. gør man brug af højtuddannede kunstnere - helst flere med hver sit speciale - og en meget avanceret teknik, således at det bliver overordentlig vanskeligt at eftergøre sedlen, samtidig med at man gennem beskyttelsestryk og specielle farvekombinationer gør fotografisk reproduktion til en kompliceret affære. Sedlens billeder, skrift og dekorative elementer udformes på en så karakteristisk måde som muligt, således at efterligninger straks falder i øjnene. S. er første gang på dansk behandlet i Gunnar Andersens ,Pengesedler,< 1974.
• Silkeborg Papirfabrik, se side 278f.
• Skandinavisk Møntunion, møntkonvention afsluttet mellem Sverige og Danmark i 1873; i 1875 kom Norge til. Konventionen var gældende indtil første verdenskrig, hvor den ikke længere kunne gennemføres for hovedmøntens vedkommende og fra 1924 heller ikke for skillemønterne. Pengesedlerne var ikke omfattet af konventionen. Fra 1901-1905 eksisterede der dog et seddelfællesskab, etableret af centralbankerne, se side 44.
• Skatkammerfondsbevis, se side 32.
• Småsedler, se side 20 og 32ff.
• Specie (latin: form eller art). Betegnelse for hovedmønten med et sølvindhold lig med sølvværdien i modsætning til kurantmønten, hvis værdi varierede. Se side 19.
• Speciebanksedler, se side 29.
• Specimensedler. Når en seddelbank udsender nye sedler, sender den S. til sine forbindelser for at informere dem og give dem mulighed for at sammenligne eventuelle tvivlsomme sedler med originalen. S. er næsten altid led i den normale produktion, dog ofte med manglende eller afvigende nummerering. Før afsendelsen bliver S. annulleret ved påstempling, perforering eller lignende. De danske S. er overstemplede med "Specimen" og kontrolnumrene består af lutter nuller.
• Stampeværk, knuseværk drevet af en vandmølle. Knusningen udførtes af stampere, der bevægede sig op og ned, se side 277.
• Statens sedler, se side 16 og 294.
• Statens 3 måneders anvisninger, se side 41.
• Statsafgift, se side 46.
• Statsbankerot, se side 36.
• Statsbeviser, se side 47.
• Statsgæld, se side 36.
• Statspapirpenge, pengesedler udgivet af en statsmagt, se side 16 og 294.
• Strandmøllen, se side 22 og 278.
• Teatersedler, se side 306f.
• Tekstplade, på ældre sedler den særlige trykplåde og det tryk, som indeholder sedlens tekst. T. er i reglen bogtryk.
• Tokronesedler, se side 47.
• Transferring (Sideografi). I seddeltrykkerier betegner T. en metode til kopiering af dybtrykplader. T. går i princippet ud på at overføre det fordybede mønster i originalpladen til en cylinder, der under hårdt tryk køres frem og tilbage over pladen. Cylinderen, der er lavet af meget blødt stål, modtager på sin overflade et spejlvendt, ophøjet aftryk af mønstret. Derpå hærdes cylinderen og kan så køres hen over en plade af blødt stål, hvorved mønstret præges ned i denne plade, som nu kan hærdes og tjene som den egentlige trykplade. Når trykpladen begynder at blive slidt, fremstilles en ny ved hjælp af cylinderen, og så fremdeles, og alle disse trykplader er tro kopier af originalen. Metoden er opfundet af amerikaneren Jacob Perkins o. 1810.
• Tryk. Trykmetoderne deles i højtryk (s.d.), fladtryk (se Offset) og dybtryk (s.d.N, eftersom der trykkes fra ophøjede, plane eller fordybede partier.
• Tumba, se side 277f.
• Tvangskurs på uindløselige papirspenge betyder, at de ifølge påbud fra staten skal modtages som lovligt betalingsmiddel til pålydende værdi, side 24.
• Tørstempel. Her i bogen brugt om det tørre stempel uden sværtefarve, som blev brugt til at presse et blindstempel (s.d.) ned i sedlen. Se også fig. 147.
• Ultraviolet lys, side 278.
• Underbund, den trykplade og det tryk, som danner baggrund for hovedpladen. U. er i reglen holdt i lyse toner og har ofte udsparede, hvide felter for hovedpladens billeder, men af sikkerhedsgrunde går U. tit lidt ind under billedets yderkanter. U. kan være bogtryk, kobbertryk eller offset; det sidste er det almindeligste på moderne sedler, se f.eks. den danske 1972-serie, hvor U. er et plantryk i trefarvet offset.
• Underslæb i kurantbanken, se side 52.
• Vandmærker, se side 278ff.
• Vatre, ved tryk med uregelmæssigt reliefgraverede linier at danne bølgeformede striber eller krusninger.
• White-line teknikken. I seddeltrykkerier betegner W. guilloche-arbejde, hvor det er mellemrummene mellem linjerne, der fyldes med farve, således at linjerne selv kommer til at fremtræde som hvide streger på mørk baggrund. Som eksempel kan nævnes rosetten omkring 10-tallet på DOP 148, hvor det sorte farvelag mellem de hvide linjer er så tykt, at det i lup ses som små ophøjede partier, side 286.
• Vignet, lille, fri tegning af linie- og løvkarakter.
• Våd-offset, se offset.
• Wium-typer, se side 26.
• Volut, forsiring langs randen af en dekoration, f.eks. en kartouche. Har spiralformet afslutning.
• Zahlkammeret fra 1860 var forløberen for Finanshovedkassen fra slutningen af 1700-tallet, side 20.

Fortsættes

Tilbage til Danmarks Pengesedler
Tilbage til Dansk Mønt