Fig. 1. 5 rd.k. 1713. Emission 1a. Spejlmonogram. DOP 2.
Denne forpligtelse har foreningen opfyldt ved udgivelse af en række værker, der har fået skelsættende betydning for samlere af det danske og det norske riges mønter. Det første værk så dagens lys allerede tre år efter Numismatisk Forenings stiftelse i 1885. Foreningens første formand, generalmajor C. T. Jørgensen udgav i 1888: Beskrivelse over Danske Mønter 1488-1888. Værket var et pionérarbejde som den første samlede beskrivelse af rigernes mønt i nyere tid i en for samlere tilgængelig form.
I 1893 udgav foreningen, forfatteren Vilhelm Bergsøe: Danske Medailler og Jetons fra 1789-1891 med et tillæg, der indførte nyfundne stykker og medtog året 1892. Også dette værk var inden for sit felt banebrydende for samlerne. Når 1789 blev valgt som begyndelsesår, var det for derved at slutte sig til Beskrivelse over Danske og Norske Mynter og Medailler i Den Kongelige Samling af 1791, der standsede i 1788.
I 1926 fulgte, direktør H. H. Schou: Beskrivelse af Danske og Norske Mønter 1448-1814 og Danske Mønter 1815-1923. Det er et katalogværk, hvor op imod 11.000 varianter er beskrevet i kronologisk, nominal og geografisk orden med Danmark og Norge som ét område indtil 1814.
Det næste værk blev i 1964, overretssagfører Holger Hede: Danmarks og Norges Mønter 1541-1814-1963. I 1971 og 1977 blev det fulgt op af 2. og 3. oplag således, at det nu er trykt i 7.000 eksemplarer, en enestående succes for et sådant værk. I en katalogdel og en tekstdel er emnet behandlet i nominal, typologisk, kronologisk og geografisk orden, men uden detailleret variantbeskrivelse.
Endelig kom i 1972, overinspektør, fil. dr. Georg Galster (død 8. september 1983): Unionstidens Udmøntninger, Danmark og Norge 1397-1540. Sverige 1363-1521. Fremstillingen følger samme mønster som Holger Hedes værk.
Disse værker er alle blevet til gennem fremragende enkeltpersoners intensive arbejde med det pågældende stof. Det må anses som typisk for tidligere tids muligheder for fordybelse og ønske om arbejdsform. Vor tid levner kun de få tid, kræfter og lyst til et sådant arbejde.
Dansk Numismatisk Forening tog derfor med stor glæde imod tilbuddet, da dens Seddelfraktion foreslog, at den som kollektiv skulle forestå bearbejdelsen af det stof, som nu er udmøntet i det foreliggende værk. "Seddelfraktionen" er en lille studiegruppe, dannet af medlemmer af Dansk Numismatisk Forening med interesse for pengeseddelhistorie. På initiativ af fraktionens formand, museumschef O. P. Vendeltoft var gruppen i 1970 begyndt på indsamling af stof til seddelbeskrivelsen.
Resultatet af seddelfraktionens arbejde er den foreliggende bog, der med sin redegørelse for Danmarks officielle pengesedler slutter sig tæt til de ovennævnte værker.
Den eksisterende litteratur om danske officielle pengesedler var sparsom, og hvad der fandtes, skulle søges mange forskellige steder. Kollektivet, der har arbejdet med dette værk, har derfor ikke alene måttet præstere et samlearbejde, men har også i nogen grad udført et pionerarbejde på dette økonomiske, historiske og numismatiske felt.
I et sådant arbejde ligger hovedbyrden altid på enkelte personer. Uden at træde nogen for nær er det rimeligt, at jeg fremhæver min forgænger, tidligere formand for Dansk Numismatisk Forening, civilingeniør Leo Hansen. Ved forskning og arkivstudier har han løst nogle af de problemer, der findes inden for emnet. Uden hans ildhu, hans flid og hans overblik ville dette værk ikke have set dagens lys.
Det er Dansk Numismatisk Forenings håb, at den fremstilling, der her er udarbejdet, vil dække det behov, der er for en samlet oversigt over den danske officielle seddelproduktion og dens historie.
Udgivelsen af dette værk er kun blevet muliggjort gennem et storstilet bidrag fra Danmarks Nationalbank og Foreningen retter en varm tak til Nationalbanken for denne pengegave.
Den økonomiske belastning for foreningen, som et sådant værk kunne blive, er også blevet lettet gennem tilskud fra de på side 5 anførte fonds, selskaber og firmaer, til hvem Dansk Numismatisk Forening også retter en hjertelig tak.
Et eventuelt overskud ved salg af dette værk vil indgå i en særskilt publikationsfond under Foreningen.
Undertegnede har taget ansvaret for værkets færdiggørelse til trykning. I muligt omfang er alle oplysninger ført frem til sommeren 1983.
Peter Flensborg Peter Hammerich
Ultimo ANNO DOMINI MCMLXXXI
Dansk Numismatisk Forening
Peter Hammerich
formand
Civilingeniør Leo Hansen, denne bogs koordinator og forfatter, døde uventet efter få dages sygdom.
Dødsfaldet skete ved afslutningen af en revisions- og korrektionsperiode, hvor mange nye sammenhænge var kommet til og har beriget værket. Dette er ikke mindst sket takket være, at Danmarks Nationalbank i hidtil uset omfang har åbnet sine arkiver og har stillet sig arbejdsmæssigt til rådighed for værkets perfektionering.
Leo Hansen var med i denne revision med det stærke engagement, der var så karakteristisk for ham, når noget optog ham.
Ingen havde mere end vi, der har medarbejdet på denne bog, undt ham at se dens udgivelse. På udgivelsesdagen var det planlagt, at Leo Hansen skulle have været udnævnt til æresmedlem af Dansk Numismatisk Forening. Dette havde han udtrykt både sin indforståelse med og sin glæde over.
Leo Hansens minde vil leve, også gennem dette pionerværk i dansk numismatik.
Peter Hammerich
Til den udarbejdede fortegnelse har vi knyttet en kortfattet gennemgang af de officielle danske pengesedlers historie samt et afsnit om sedlernes fremstilling og lignende emner, som har interesse ved studiet af de danske sedler. Meget af dette har været behandlet tidligere, i første række af Marcus Rubin, Wilcke, Rubow, V. Lange og Bjørn Rønning samt i Dansk Pengehistorie og Siegs Seddelkatalog, og fremstillingen her støtter sig i høj grad på disse arbejder. På de områder, der ikke tidligere har været behandlet i denne forbindelse, eller hvor forholdene i øvrigt talte derfor, har gruppens medlemmer suppleret med nye undersøgelser.
Med en enkelt undtagelse omfatter fremstillingen udelukkende de officielle sedler - herunder Komitésedler, Kreditbeviser og Statsbeviser til brug ved betaling "Mand og Mand imellem" - udstedt til cirkulation i selve kongeriget, hvorimod sedler fremstillet til brug i Hertugdømmerne, Island, Grønland, Færøerne og Dansk Vestindien ikke er medtaget, og det samme gælder danske privatsedler.
Billederne af sedlerne, både de ny og de gamle, er overalt i bogen reduceret i samme forhold: 55 pct. i sidelængde, svarende til 30 pct. i areal, som er maksimum for, hvad Nationalbanken tillader for cirkulerende sedler.
Redegørelsen er udarbejdet af følgende medlemmer af Dansk Numismatisk Forenings Seddelfraktion i fællesskab: S. A. Borré, Mogens Hammargren Christensen, Peter Flensborg, Børge Hansen, Leo Hansen, Jan E. Jensen, Svend Møller Jensen, Jerry Meyer, Bent Petersen, Carl Siemsen og O. P. Vendeltoft (formand). Ved den endelige udformning har P. Flensborg været billedredaktør, Leo Hansen har stået for teksten og Jan E. Jensen har taget sig af tegningerne.
Udarbejdelsen af dette skrift ville imidlertid ikke have været muligt, hvis vi ikke overalt var blevet mødt med den største velvilje, når vi kom med vore spørgsmål og ønsker.
Nationalbanken har med stor beredvillighed fra sit arkiv fremskaffet de oplysninger, vi bad om, og har givet tilladelse til at bringe de nødvendige fotografiske gengivelser, ligesom banken har stillet et omfattende billedmateriale til rådighed for os.
Overinspektør ved Den kgl. Mønt- og Medaillesamling dr.phil. Otto Mørkholm (død 16. juli 1983) har givet tilladelse til at affotografere sedlerne i samlingen og har på mange andre måder støttet os i vort arbejde.
Advokat Axel Ernst's og frøken Alfrida Ernst's Legat har stillet fotografisk udstyr til rådighed og har tillige givet en bevilling til det fornødne fotografiske materiale.
Seddelfraktionen retter en ærbødig tak til Nationalbanken, Den kgl. Mønt- og Medaillesamling og Ernst's Legat for den hjælp, vi har modtaget.
Under vort arbejde har vi måttet ulejlige mange mennesker og har overalt mødt stor forståelse. I Nationalbanken har kontorcheferne Valeur og Billestrup, prokurist Gunlaug Jørgensen og deres hjælpere været utrættelige i deres bestræbelser for at hjælpe os. Lederen af Nationalbankens seddeltrykkeri, civilingeniør Niels Nørregaard Rasmussen, har givet os mange værdifulde oplysninger. På Mønt- og Medaillesamlingen har ikke mindst museumsinspektør Jørgen Steen Jensen været vor kyndige og elskværdige hjælper, Dommer Anders Christensen har bistået os ved behandlingen af det juridiske stof. Og endelig har seddelsamlere og mange andre hjulpet os under vort arbejde.
Vi bringer en hjertelig tak til dem alle.
På Seddelfraktionens vegne
O. P. Vendeltoft
Leo Hansen
Mange af billederne er af sedler, der findes i mange samlinger, hvorfra de med lige så stor ret kunne være taget.
Fig. 1. 5 rd.k. 1713. Emission 1a. Spejlmonogram. DOP 2.
Det var et langsommeligt arbejde at få en sådan pengeseddel gjort klar til udsendelse. Efterhånden som de færdigtrykte sedler kom fra bogtrykkeren, greb de fire høje embedsmænd gåsefjerpennen og prentede én efter én deres navne på sedlerne, hvorefter en renteskriver påførte hver seddel et nummer, samtidigt med at en anden renteskriver førte nummeret ind i en protokol. Først når dette var sket, og begge renteskrivere med deres underskrift på sedlen havde bekræftet, at alt det formelle var i orden, var sedlen parat til at gå i omløb.
På denne måde fik man i tiden 4. maj til 18. oktober 1713 i alt produceret lidt over 120.000 sedler (1). 267 år senere, den 11. marts 1980 udsendte Danmarks Nationalbank en seddel (fig. 2) med omtrent samme pålydende om end med en ganske væsentlig ringere købekraft.
Fig. 2. 20 kr. 1979, forside. DOP 149
[Note fra Dansk Mønt: Den her afbildede seddel er fra 1987]
En sammenligning mellem de to sedler fortæller lidt om udviklingen i den forløbne tid. I stedet for 120.000 sedler på 5 måneder trykker banken nu alene af 20 kr. sedlen 90.000.000 stykker årligt, og i den forbindelse må det vist siges at være et held for nationalbankdirektør Hoffmeyer og hans kolleger, at et faksimiletryk har afløst de håndskrevne underskrifter. Sikkerheden for sedlens ægthed beror i dag på helt andre faktorer: et kompliceret vandmærke og en indlagt sikkerhedstråd i seddelpapiret samt en trykplade, fremstillet på kostbare specialmaskiner og bygget op af enkeltheder, som meget vanskeligt lader sig efterligne, ikke mindst i portrættet, hvor selv en lille fejl tydeligt ville røbe, at der var tale om en falsk seddel.
Det materiale, der foreligger til studiet af den danske seddelhistorie fra 1713 til 1980, er dels de sedler, der er udstedt i dette tidsrum i den udstrækning de er bevaret - og dels skriftlige kilder i arkiver, i bøger, blade og tidsskrifter samt i lovbestemmelser om penge og om banker.
De gamle sedler skal søges rundt om i samlinger, hvoraf langt den største findes i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling i Nationalmuseet. Det er dog ikke alle sedlerne, man kan finde i dag. Danske sedler er altid blevet tilintetgjort, når de havde udcirkuleret og kom tilbage til banken for at blive indløst med nye sedler. Og indløst blev de praktisk taget alle, for - ikke mindst i ældre tid - repræsenterede sedlerne store værdier, som man ikke uden videre lod ligge.
Hvad arkiverne angår, findes der ikke så få oplysninger om de første danske sedler fra 1713 til 1818 i finansarkiverne i Rigsarkivet. For sedlerne efter 1818 skal oplysningerne fortrinsvis søges i Nationalbankens arkiv. Dette er ikke tilgængeligt, men ved velvilje fra bankens side er der fremskaffet en række udskrifter fra de gamle protokoller. Det er dog ikke alle spørgsmål, der har kunnet besvares, for på grund af pladsmangel har man været nødt til at rydde ret hårdhændet ud blandt arkivalierne. Ikke mindst under Nationalbankens seneste flytninger er meget ældre arkivmateriale blevet kasseret.
Hvad de trykte kilder angår, er den historisk-økonomiske baggrund for seddeludgivelsen omtalt i mange af de bøger, der skildrer udviklingen i de sidste 2-300 år. Aviserne får først betydning for de sidste 60-70 år, men her giver de til gengæld mange interessante oplysninger. Gennem rigsdagens forhandlinger får man et godt billede af de overvejelser, der ligger til grund for udgivelsen af de forskellige serier. Endelig finder man i lovsamlingerne ikke alene tidspunkterne for udgivelse og indkaldelse af sedlerne, men tillige - og det gælder navnlig 1800-tallet - en række detaillerede bestemmelser om sedlernes udførelse.
Selv om der er mange huller i vor viden, er det dog muligt på grundlag af det foreliggende materiale at danne sig et godt, billede af udviklingen af de danske pengesedler.
De første danske sedler mellem 1713 og 1728 var statspapirpenge, men derefter har man - bortset fra ganske korte perioder - udelukkende benyttet banknoter her i landet. Der har i Danmark altid principielt kun været én bank, der har haft ret til at udstede sedler. I tiden 1737-1813 var det "Den Kjøbenhavnske Assignations-, Vexel- og Laane-Banqve", almindeligvis kaldet "Kurantbanken". Det var oprindelig en privat bank, men i 1773 blev den overtaget af staten, og som statsbank fortsatte den, til staten i 1791 oprettede Speciebanken, som i 1799 afløstes af Depositokassen, der arbejdede videre med kurantbanksedler, selv om Kurantbanken officielt var blevet lukket i 1791.
Efter 1813 overgik seddelemissionsretten først til den af staten stiftede "Rigsbanken" og derefter i 1818 til "Nationalbanken i Kjøbenhavn", der blev startet som en privat institution uafhængig af staten, noget som bankens direktion har forstået at hævde gennem tiderne, selv om Staten med lov af 7. april 1936 fik væsentlig større indseende med banken end tidligere.
Hovedsædet for alle de her omtalte banker har ligget i København. Kurantbanken begyndte sin virksomhed i den nyrestaurerede stueetage i Charlottenborgbygningen på Kongens Nytorv, men allerede i oktober 1738 flyttede banken til lokaler i Børsbygningen ud mod Børsgraven, der strakte sig ind, hvor nu Slotholmsgade ligger. I 1785 fik banken - af hensyn til de store værdier i obligationer og pengesedler, som banken lå inde med - sin egen bygning (første udkast af C. F. Harsdorff, endelige tegninger ved Peter Meyn) for enden af Børsgraven (fig. 3) (2).
Fig. 3. C. F. Harsdorffs og Peter Meyns bankbygning fra 1785. Bygningen, der havde forbindelse til Børsen i 1. sals højde, blev revet ned i 1870. Teksten på marmortavlen mellem de to vinduesrækker lyder: CHRISTIANVS SEPTIMVS REX DAN ET NORV MDCCLXXXV.
Her havde først Kurantbanken, senere Rigsbanken og til sidst Nationalbanken til huse indtil 1862-70, da Nationalbanken lod opføre en ny bygning ved Holmens Kanal tegnet af J. D. Herholdt (fig. 4), hvorefter bygningen ved Børsen blev revet ned. Samtidigt blev Børsgraven fyldt op.
Fig. 4. J. D. Herholdts Nationalbankbygning, Holmens Kanal 17. Indviet 5. maj 1871 i overværelse af Kongehuset. Nedrevet i sommeren 1976.
De næste hundrede år havde Nationalbanken så sit domicil i Hersholdts bygning - med en tilbygning i 1917 tegnet af Martin Borch. Men behovet for mere plads - ikke mindst i forbindelse med det ny seddeltrykkeri - gjorde, at man i 1961 udskrev en arkitektkonkurrence om en ny bankbygning, der skulle erstatte den gamle. Det blev professor Arne Jacobsen, der kom til at lede byggeriet, som påbegyndtes i januar 1965. I 1971 var første etape færdig. I sommeren 1976 var anden etape færdig, og Herholdts gamle bankbygning kunne nu rives ned. 30. december 1978 stod hele det ny bygningskompleks færdigt (fig. 5).
Fig. 5. Arne Jacobsen: Danmarks Nationalbank. Bygningskomplekset blev påbegyndt i januar 1965 og afsluttet 30. december 1978.
Som seddelbanker har disse banker været eneberettigede til at udstede pengesedler. Bestemmelserne om, hvorledes dækningen for de udstedte sedler skulle være, har varieret noget i årenes løb. Kurantbanken havde pligt til at indløse sine sedler med sølv, men der var ingen egentlige dækningsregler. For Nationalbanken gjaldt til at begynde med kontingentsystemet, hvor der var en bestemt grænse for det beløb, som banken kunne udstede i sedler uden at have dækning i sølv eller guld. Hvis banken udstedte sedler ud over denne grænse, skulle der være fuld dækning for disse sedler. I 1908 gik man over til kvotientsystemet, hvorefter Nationalbanken kunne udstede så mange sedler, den ønskede, blot der var gulddækning for halvdelen af det udstedte beløb. I 1936 blev bestemmelsen ændret til, at der skulle være gulddækning for 25 pct. af de udgivne sedlers samlede beløb og andre aktiver for de resterende 75 pct. Siden 1940 har der været dispenseret fra kravet om gulddækning.
Ligesom sikringsdækningen har også indløseligheden skiftet i tidernes løb. Tabel 1, side 321 giver en oversigt over sedlernes indløselighed, som i øvrigt vil blive behandlet nærmere i bogens første hovedafsnit, den danske pengehistorie.
Pengehistorien gennemgår de mange serier, der er sendt ud i løbet af de 270 år, der er forløbet fra 1713 til 1983. Der berettes om, hvorfor de blev sendt ud og om grundene til, at de senere blev afløst af andre. Kapitlet slutter med et afsnit om sedlernes købekraft.
Efter pengehistorien følger bogens katalog-del med afbildninger og detaljeret beskrivelse af hver enkelt seddel, udsendt mellem 1813 og 1980. Når de ældre sedler ikke er taget med i dette afsnit, er grunden den, at de er udførligt omtalt i en norsk bog, hvortil der henvises. De vigtigste af de ældre sedler er afbildet i det første kapitel under seddelhistorien.
Sedlernes fremstilling, cirkulation og tilintetgørelse efter endt brug skildres i et særligt kapitel, som også omhandler falske sedler. De lovbestemmelser, der har betydning for bogens emne, er samlet i uddrag i et særligt afsnit; når man har valgt denne fremgangsmåde i stedet for at give en liste over de respektive love, er det dels, fordi en gennemlæsning af lovparagrafferne giver et godt supplement til seddelhistorien, dels for at spare læseren for yderligere opslag.
Tabeller, noter, litteratur m.m. må i almindelighed søges under Bilag.
