Moneta Nova 1309-1854

af Leo Hansen

I omskriften på mønter fra Senmiddelalderen og op gennem 1500- og 1600-tallet træffes ofte ordene moneta nova (latin: ny mønt). Betydningen af dette udtryk er langtfra altid klar, undertiden drejer det sig om en ny mønttype eller en ny møntnominal (1), i andre tilfælde er der tale om en ny Mønt (møntværksted), en ny møntordning eller en nyerhvervet ret til at slå mønt, men ofte synes udtrykket blot at betegne nye mønter i forhold til de tidligere cirkulerende. Efterhånden bliver betegnelsen ren konventionel, den betyder ikke længere noget særligt, men bruges, fordi man nu een gang var vant til at se den på mønterne.

I det følgende skal der gøres et forsøg på at følge udtrykket fra det i begyndelsen af 1300-tallet dukker op på grænsen mellem Frankrig og Belgien for i løbet af 1400- og 1500-tallet at brede sig til Mellemeuropa og videre til Norden og Østersølandene, hvorefter det ganske langsomt forsvinder igen. Uden for de nævnte områder ses betegnelsen ikke at være benyttet, hverken i England eller i Sydeuropa og ej heller i det egentlige Frankrig.

Første gang udtrykket Moneta Nova synes at forekomme er, da Jean de Wallincourt i 1309 af greven af Hainaut får tilladelse til at slå mønt på den borg, Jean ejer i Wallincourt, ca. 10 km sydøst for Ærkebispesædet Cambra (2). Udmøntningen på det ny møntsted varer ved i 4 år, hvorefter den hører op igen med udgangen af 1313. Omtrent samtidigt præger Gui IV (1292-1317) i Élincourt en Gros au cavalier med omskriften MONETA NOVA DE ÉLINCOURT (3). Lignende mønter præges i årene 1309-1336 i Cambrai, Crévecæur et d'Arleux og i grevskabet Chiny samt i Valenciennes og i Yvoi.

M.N.-betegnelsen er længe lokaliseret til egnen omkring Cambrai, men efter 1350 begynder de tilstødende områder at tage udtrykket op, og omkring 1400 benyttes det i hele det område, der i dag betegnes som Benelux-landene.

At betegnelsen rent sporadisk kan dukke op langt uden for de her og i det følgende omtalte grænser, viser et eksempel fra Breslau i Schlesien, hvor der under Karl IV (1347-1378) præges Groschen, der betegnes som Moneta Nova (Th. 8032). Forklaringen må her søges i, at Karl og hans far, Johan, kom fra Luxemburg, hvor de eller deres møntmester kendte udtrykket.

Mellem 1400 og 1450 breder M.N.-betegnelsen sig til Vesttyskland, først og fremmest Rhinegnene, men også en hel del længere øst på, og ved udgangen af denne periode anvendes udtrykket i størstedelen af det på hosstående skitserede kort med "1450" markerede område fra Lüneburg i nord til Tyrol i syd, og fra Benelux mod vest til grænsen mellem Øst- og Vest-Tyskland mod øst.

Henimod 1500 begynder større mønter at dukke op, de betegnes ofte udtrykkeligt som nye mønter eller nye mønttyper, og det område, hvor Moneta Nova-betegnelsen optræder, omfatter nu størstedelen af Tyskland, Østrig og Schweiz. For de helt store mønters vedkommende må M.N. dog hurtigt vige pladsen for forskellige latinske sentenser, kongernes valgsprog og lignende, men på de mindre mønter bliver udtrykket ofte - i hvert fald i Tyskland - benyttet i lang tid efter, at de blev præget for første gang, og virkelig var nye.

Mellem 1500 og 1550 kommer Norden og Østersøstaterne med i det efterhånden ret store område, hvor M.N.-betegnelsen anvendes. En optælling af det antal numre hos Thomsen (4), hvor udtrykket forekommer, giver et ganske godt billede af udviklingen mellem 1300 og 1550:

Tilsammen 596 numre eller 7 pct. af i alt ca. 8300 numre, præget efter 1300.

I Norden optræder udtrykket M.N. formentlig første gang på 4 penningene fra Gotland 1455-1480. 50 år senere bruges det i Danmark til kong Hans' skillinger og halvskillinger i 1512 og i Sverige til Sten Sture den Yngres halförtug 1515.

Danmark-Norge bruger Moneta Nova-betegnelsen en del i den første halvdel af 1500-tallet, men efter at Christian III i 1541 udsteder sin nye møntordning benyttes ordene Moneta Nova sjældent i selve kongeriget. Christian IV anvender dem på sine guldmønter mellem 1611 og 1629. Endvidere forekommer de på 6-skillingerne mellem 1643 og 1680, men dermed er det også slut, bortset fra at Christian VII har en Albertsdaler fra 1781 (til brug for handlen med Riga) med omskriften M.N.Arg. (5).

I Sverige anvendes udtrykket Moneta Nova noget mere end i Danmark. På Johan III's mønter mellem 1568 og 1592 bruges betegnelsen på næsten alle nominaler med undtagelse af Riksdaleren, hvor M.N. allerede kort efter 1534 fortrænges af OMNIS POTESTAS A DO EST (Al magt er fra Herren) eller (fra 1542) af SALVATOR MVNDI (Verdens frelser) omkring Kristus' billede. Efter 1611 bruges M.N.-betegnelsen mest på småmønter, hvor den anvendes frem til 1664. Med Carl XI's 2-mark 1675 med MONETA NOVA CIVIT LANDSCRONENSIS synes det at være slut med denne betegnelse i Sverige.

I mange tyske stater bruges M.N.-betegnelsen jævnligt gennem hele 1600-tallet og i en del tilfælde tillige langt ind i 1700-tallet, mest til småmønter men også undertiden til større mønter; således har Baden i 1747 en gulden og Hall i 1777 en halv Conventionsthaler, begge med M.N. (6). Det sted, hvor betegnelsen holder sig længst, er byen Wismar, der så sent som i 1854 lader præge en 3 Pfenninge med omskriften MONETA NOVA WISMARIENSIS.

Og dermed er betegnelsen formentligt brugt for sidste gang. I vor tid taler vi om nouveaux francs og new pence, men det vedrører ikke denne undersøgelse, der blot har haft til hensigt rent formelt at følge udtrykket Moneta Nova på dets vandringer gennem et ganske vist vidtstrakt men dog skarpt afgrænset område inden for Europa i løbet af 550 år.

(NNUM 1979 side 2-4)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt