Danmarks Myntvæsen i Tidsrummet 1377-1481

af P. Hauberg

Danmarks Mynthistorie i Middelalderen falder i to Hovedafsnit, af hvilke det første med gammel dansk Myntregning afsluttes ved Aaret 1377, medens det andet med Udmyntning efter tydsk Myntregning ophører ved Christian III's Myntforandring, Aar 1541. Dette sidste Afsnit maa dog atter deles i to Perioder. I den ældre, som skal behandles i nærværende Afhandling, hæmmes det danske Myntvæsen stedse af Udlandets overalt herhjemme benyttede Penge og formaar ikke at faa tilstrækkelig Fasthed, hvorimod det i den følgende Tid, i vor Middelalders Slutningsperiode, naar en tidssvarende Udvikling under Kong Hans ved Indførelsen af Guldmynt og større Sølvmynt.

Hansestædernes Herredømme over Nordens Handelsforhold i Middelalderen kom til at gjore sig langt stærkere gjældende i Danmark end i Nabolandene. Rigets sørgelige Forfatning og stærkt svækkede Stilling i det 14de Aarhundrede havde medført, at de driftige hanseatiske Kjøbmænd med Lethed kunde faa Indpas i de større danske Byer og Markedstæder og uden synderlig Modstand fra Befolkningens Side kunde bringe saa godt som hele Handelen over paa deres Hænder. Efterhaanden førtes herved tydske Sæder og Skikke ud blandt Folket og optoges af dette, og hele Udviklingen fik en tydsk Retning, som blev af en indgribende og vedvarende Betydning for mange Forhold. Paa faa Omraader viser den tydske Indflydelse sig saa klart som paa Myntvæsenets. Landets egen Mynt var fra Aarhundredets Begyndelse forringet til det mindst mulige i Værdi og havde mistet al Betydning, hvorfor Kronen omsider nødtes til at standse Udmyntningen ved de forskjellige Myntsteder, sidst i Lund, hvor Mynten nedlagdes ved Aaret 1377 (1). Fremmed Mynt, fransk, engelsk og navnlig tydsk, havde da længe været stærkt i Brug herhjemme og blev nu udelukkende benyttet, og ved det 14de Aarhundredes Udløb var den gamle Myntregning i Mark, Øre, Ørtug og Penning fuldstændig fremmed for Befolkningen.

Lybek stod dengang paa Høiden af sin Magt og spillede blandt de andre Hansestæder en fremtrædende Rolle ogsaa paa Myntvæsenets Omraade. Stadens Mynt var god og nød stor Anseelse overalt; her i Danmark blev den efterhaanden saa almindelig benyttet, at den nærmest var at betragte som Landets egen, og de lybske hule Pfennige bleve snart Grundlaget for Befolkningens Beregning af anden fremmed Mynt (2). Med flere af de tydske Stæder, navnlig Hamborg, Wismar og Lyneborg traf den mægtige Hansestad en Række Overenskomster om Fællesskab i Udmyntningerne, og de saaledes forenede Stæders Mynt, de saakaldte "Stæder-Penge" (3) kom da fortrinsvis i Brug blandt de i Danmark paa den Tid gjængse fremmede Penge, ligesom ogsaa deres fælles Myntregning i "lybske" Mark og Schilling næsten udelukkende blev benyttet af Befolkningen. Den "lybske" Mark holdtes overalt for at være en god og fast Myntværdi, og medens man tidligere i Danmark under Myntens Stigen og Synken jevnlig anførte til nøiagtig Betegnelse af Pengesummer den tilsvarende Værdi i rent Sølv, brugte man nu almindelig at angive dem i lybske Mark. De paagjældende Beløb skulde derfor dog ingenlunde udredes i lybsk Mynt eller i Stæder-Penge. Man træffer ogsaa omtalt lybske Mark, betalte i anden tydsk Mynt, i "Grip og Stral" (4), som Greifswaldes og Stralsunds Penge kaldtes, stundom ogsaa i engelske Sterlinge (5). I Christiern I's Forordning (6) om Værdien af fremmed Mynt findes denne gjennemgaaende beregnet i Forhold til lybske Mark og Schillinge. Ogsaa paa vore egne Myntforhold gjør den fremmede Indflydelse sig stærkt gældende, og man ser jevnlig i Pengeangivelser vor danske Mynt regnet i lybske Mark (7).

I hvor høi Grad Befolkningen har været fortrolig med de fremmede Penge, forinden Udmyntningen i Danmark sattes i regelmæssig Gang, ses af Datidens Aktstykker, hvor den udenlandske Mynt ofte omtales i Udtryk, som om det var Landets egen, der omhandledes. Det fremgaar imidlertid klart nok, at denne "gjængse og gjæve" Mynt, selv med saa bestemte Angivelser som "i Danmarks Rige" (8) eller "paa Sjælland" (9), ikke har været dansk, men som oftest tydsk, hvilket ogsaa stundom udtrykkelig tilføies (10). I de faa Tilfælde, hvor Sagen dreier sig om dansk Mynt, vil dette findes bestemt angivet (11).

Mellem de skriftlige Oplysninger og vore Myntfund viser der sig at være en nøie Overensstemmelse tilstede, saaledes at der for det Tidsrums Vedkommende, som ligger før Udmyntningens Gjenoptagelse i Danmark, i vore Fund navnlig forekomme først fransk og engelsk Mynt og senere hanseatiske Penge, blandt hvilke hamborgske og lybske findes i størst Mængde. Sammenholder man de nogenlunde samtidige Fund, viser det sig, at særlig enkelte Typer optræde med en iøjnefaldende Talrighed og Hyppighed. Saaledes findes de almindelige hamborgske Brakteater, foruden i mange andre Fund, i Kalby F. i c. 1040 Expl., i Hyrup F. i 1490 Expl. og i Frøslev F. i 1596 Expl. Endvidere er den bekjendte Brakteat med et modvendt, kronet Hoved atter og atter forekommet i vore Fund, hvorfor den tidligere regnedes til de danske Mynter; i den nyeste Tid er det godtgjort, at den hører hjemme i Lybek (12).

Det lader sig neppe sikkert oplyse, hvorledes den fremmede Mynt, som benyttedes overalt herhjemme, hvori Kongen lod sine Skatter og Afgifter indkræve, og Kirken fik sine Pengeydelser betalt, har kunnet naa en saa almindelig Udbredelse; men det er aabenbart, at der fra Kronens Side maa være truffet Foranstaltninger til at erstatte Landets Mangel paa egen Mynt med den fremmede. Sandsynligheden taler for, at den danske Krone har sendt Sølv til fremmede Myntsteder, navnlig til England, Lybek og Hamborg, og faaet det udmyntet i de fremmede Penge. En saadan Ordning medførte forholdsvis ringe Udgifter for Kronen og kunde let bringes istand, især med de driftige Hansestæder, hvis Anseelse steg ved deres Mynts større Udbredelse, og for hvem denne Myntordning derfor har været af Betydning. I lange Tidsrum var Hamborg Myntstedet for Holsten (13), og endnu Aar 1460 forpligtede Christiern I som holstensk Greve sig til kun at bruge saadan Mynt i Hertugdømmerne, som var gjængs og gjæv i Lybek og Hamborg (14). Disse Stæder have sikkert været ligesaa imødekommende med at forsyne Danmark med deres Penge, som de viste sig fjendtlige ligeoverfor den danske Udmyntnings Gjenoptagelse.

Den tilstedeværende Trang i Landet til et velordnet, tidsvarende Myntvæsen, som kunde fortrænge de mange fremmede Penge af ulige Værdi, maatte være følelig endog længe, forinden de tilsidst ubetydelige Udmyntninger i Lund standsedes, Aar 1377. Det første Skridt til en Forbedring af de uheldige Forhold gjores, da Valdemar Atterdag i Aaret 1369 (15) forlanger Raad af et hanseatisk Gesandtskab med Hensyn til atter at slaa Mynt i Danmark. Kong Valdemar opnaar dog ikke at føre Sagen igiennem, og først mange Aar senere genoptages Udmyntningen af Dronning Margrethe og Erik af Pommern.

I flere Henseender blev der en væsentlig Forskjel mellem det nye og det ældre Myntsystem. Det største Fremskridt laa i, at der kom en fælles Myntværdi i alle Landsdelene i Modsætning til, at der tidligere i Skaane, Sjælland og Jylland blev slaaet forskjellig Mynt af ulige Værdi (16). Forhen var endvidere Mynten blevet fornyet en Gang aarlig, saaledes at der ved Mikkelsdagstid udgik ny Mynt i de enkelte Landsdele, samtidig med at den ældre nedsattes i Værdi. Der fremkom herved efterhaanden en Mangfoldighed af forskjellige Slags Mynter og Myntværdier, som nødvendigvis i mange Forhold maatte virke forstyrrende. Nu derimod blev Udmyntningen af den samme Mynt gentaget Aar efter Aar, og dens oprindelige Værdi beholdtes i længere Tid uforandret. Med Hensyn til Myntens Inddeling fulgtes den lybske Myntregning, hvorefter Marken deltes i 16 Skilling, hver paa 12 Penninge. Medens man tidligere havde indskrænket sig til kun at udmynte Penninge og stundom halve Penninge, blev der nu efterhaanden foretaget Udmyntninger af enkelte Penninge, 2-Penninge, 3-Penninge, almindelig kaldede Engelske eller Sterlinge, 4-Penninge, Wittenpenninge eller Hvide, 6-Penninge, ogsaa benævnte Søslinger eller Halvskillinger, 9-Penninge eller Grosser og 12-Penninge eller Skillinger. Disse Udmyntninger skulde nærmest svare til de tydske Pfennige, Blafferte, Dreilinge, Wittenpfennige, Sechslinge og Schillinge.

Ihvorvel det nye Myntvæsen saaledes havde sine store Fortrin fremfor det ældre, opnaaede det dog ikke den fornødne Fasthed; og dette var hovedsagelig begrundet deri, at Myntværdien steg og sank, hvorved Tilliden til de nye Penge svækkedes. Navnlig under Erik af Pommern var Myntværdien i høi Grad foranderlig. Medens der under ham foretages en saa slet Udmyntning, som muligt, nemlig af ren Kobbermynt, vare paa den anden Side hans Sterlinge meget gode Penge, som kunde holde sig saa længe i Omløb, at endnu i Aaret 1477 en Sum angives i "hvide Næstved Engelske" (17).

Med Hensyn til Ordningen af den foreliggende Periodes Mynter har man et sikkert Grundlag i det historiske Materiale fra denne Tid, i samtidige Pengeangivelser, Optegnelser og Bestemmelser af meget forskjellig Beskaffenhed. Af stor Betydning for Undersøgelsen er det, at vore Myntforhold flere Gange, 1406, 1410, 1411 og 1418 omtales i Hanserecesserne, og ligeledes at den mellem Dronning Philippa og de fire forenede Hansestæder Aar 1424 om fælles Mynt sluttede Overenskomst fuldstændig er bevaret. Den store Udbredelse, Hansestædernes Mynt havde her i Danmark, bliver endvidere af største Betydning for Ordningen. I Mængde forekomme de i vore Myntfund fra dette Tidsrums forskjellige Perioder, og da man af de bevarede Hanserecesser kjender adskillige af disse Mynters Alder (18), bliver det derigjennem muligt at bestemme vore egne samtidige Mynters Alder med temmelig stor Nøiagtighed. Det tør imidlertid neppe betvivles, at vi endnu savne Kjendskab til flere af denne Periodes Mynttyper, og Grunden hertil maa hovedsagelig søges i disse Udmyntningers ringe Omfang. Aar 1847 fandtes det eneste kjendte Exemplar af den ældste Mynt fra Flensborg, og for faa Aar siden fremkom for første Gang vor ældste Mynt fra Næstved. Det ligger ikke heller saa langt tilbage i Tiden, at det første Exemplar blev bekjendt af "Dronning Philippas Mynt" (19).

Fortsættes


Tilbage til Dansk Mønt