P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

VI. Myntembedsmænd

Fortsat

Ville vi søge af de her fremstillede Forhold vedrørende England at danne os en Forestilling om den tilsvarende Ordning i Danmark, maa dog først en Forskjel af indgribende Betydning fremhæves. I England var der tilvejebragt en systematisk Ordning, idet der, som ovenfor nævnt, fra Hovedmynten i London tilsendtes de andre Myntsteder Prøvestempler af et fælles Præg, som skulde følges ved den nye Udmyntning. Herved bleve de samtidige Mynttyper overalti Riget de samme (140), og Antallet af de forskjellige Typer blev forholdsvis ikke stort. Men en tilsvarende Ordning fandtes ikke i Danmark. Vel nærmest paa Grund af de uensartede Vægtforhold i Landets Hovedprovindser, Skaane, Sjælland og Jylland, fik Mynten en noget ulige Værdi i de tre Landsdele, og der blev ikke nogen samlet Administration i Myntvæsenet. Og selv indenfor de tre enkelte Omraader fandtes der ikke Fællesskab i Udmyntningen. Hvert Myntsted valgte sine Typer til Udmyntningerne, uden nogen indbyrdes Forbindelse; kun Vægten og Værdien gjordes ens. Herved opstod den store Mængde Mynttyper. Først sildigt, under Harald Hein og Knud den Hellige, finder man, at en kortvarig og forbigaaende fælles Ordning i Udmyntningerne har været raadende indenfor Landets Hoveddele.

Overtilsynet med Mynten og Prøveundersøgelsen af Udmyntningerne paa de forskjellige Steder, hvor der myntedes, har sikkert i Danmark paahvilet Kongens Ombudsrnænd (Fogeder) (141). Senere i Tiden havde Lensmændene denne Bestilling, hvor der fandtes Myntsteder indenfor det dem underlagte Omraade (142). Hvor Byen undtagelsesvis - Slesvig - selv havde Myntret, var Tilsynet med Mynten overdraget til Øvrigheden eller til Stadens Raadmænd, som oppebar Lønning herfor (143). Formentlig gjennem Kongens Fogeder, eller i Slesvig gjennem Stadens Raadmænd, der saaledes vare Myntmesterens og de øvrige Myntembedsmænds Foresatte, udleveredes fra Skatkammeret til Myntmestrene det til Udmyntning bestemte Sølv. Fogedens Stilling overfor Mynten synes saaledes at have medført lignende Pligter som dem, der paahvilede den engelske Gerefa.

Ledelsen af hvert enkelt Myntsteds Virksomhed paahvilede, ligesom i England, dets Myntmester, som har skullet staa til Ansvar for, at det til Udmyntningen benyttede Sølv blev af den paabudte Lødighed; ogsaa her indrømmedes en vis Afvigelse, "remedium") (144). Han har sandsynligvis udført de Prøvestempler, som skulde følges ved hver ny Udmyntning, har ført Tilsyn med Prægningen og aflagt Regnskab for Udmyntningen, der skulde være fuldført til bestemt Tid, nemlig til Søndagen før Mikkelsdag, den 29de September (145).

Den danske Myntmester har vistnok i flere Tilfælde, maaske i de fleste, overtaget Mynten i en Slags Forpagtning, idet han ligesom i England har oppebaaret dens Indtægter mod en aarlig Afgift, der maa have rettet sig efter Størrelsen af de udmyntede Summer. Det ses saaledes af de Privilegier, som Svend Grathe omtrent Aar 1156 gav Staden Slesvig, at Borgerne, der selv skulde føre Tilsynet med Udmyntningen, skulde give Kongen en lignende Afgift som den, Myntmesteren svarede (146). I Valdemars Jordebog opføres Myntindtægterne stedse i afrundede Summer (147), hvilket tyder paa et Slags Forpagtningsforhold med en bestemt, aarlig Afgift. Fastsættelsen af denne maa dog antages at have hvilet paa en mere sikker og fast Indtægt end den, de ofte ulige store Udmyntninger have kunnet give, og det er derfor sandsynligt, at ogsaa Indtægterne ved Udvexlingen af den nye Mynt have været tagne med i Forpagtning. Vexelboderne fandtes, som foran anført, ikke alene ved Myntstederne, men ogsaa i andre Byer (148), hvor Myntmesteren da har havt Underordnede til at besørge Bytningen i det ham underlagte Distrikt. De Indtægter, der indkom ved Pengevexel, kunde for en Del beregnes, da man nogenlunde kjendte Størrelsen af de aarlige Skatter og Afgifter, og man saaledes kunde have et Skjøn over det omtrentlige Omfang af de Beløb, som vilde blive vexlede til Betaling heraf. Derimod har det ikke været muligt at beregne Størrelsen af de Beløb, som vexledes lejlighedsvis Aaret rundt. Fra saa tidlig en Periode, som den foreliggende, kjendes ikke Forholdsberegningen mellem den ældre og den nye Mynt; men i Aaret 1316, under Pengevæsenets stærke Forfald, er Forholdet som 3 til 2. Saasnart den nye Mynt sattes i Omløb, nedsattes den ældre til 2/3 af sin tidligere Værdi, saaledes at der i Vexelboderne for tre ældre Penninge kun gaves to nye (149). Hvor langt denne Beregning gaar tilbage i Tiden, vides ikke, ligesom ikke heller, hvorvidt Uensartetheden i Myntvæsenet i Landets forskjellige Hoveddele har havt nogen Indflydelse paa og bevirket Forskjel i Beregningen.

Spørgsmaalet om Myntmestrenes pekuniære Stilling er saaledes meget uklart og bliver det end mere, fordi man ikke kjender Omfanget af de dem underlagte Omraader og ikke ved, om hvert Myntsted har havt sin særlige Myntmester, eller om de mindre Myntsteder have været knyttede til de større som Filialer af disse. Det sidste er dog det sandsynligste, da i modsat Fald Myntmestrenes Stilling vilde blive for ulige i Henseende til Indtægterne og Virksomheden af altfor forskelligt Omfang. Det ligger nærmest at antage, at der har været kongelige Myntmestre i Lund, Roskilde, Viborg, Ribe og Slesvig, saaledes at Antallet har været 5. De Biskopper, som havde Myntret, have sikkert havt deres særlige, saakaldte Myntmester; men denne har utvivlsomt været afhængig af den kongelige Myntmester, som formentlig har havt Overtilsynet med den hele Udmyntning, saavel Kongens som Biskoppens. Som ovenfor omtalt, gives der Trondhjems Erkebisp Guttorm og hans Efterfølgere Tilladelse til at have en "myntari" med en Hjælper; men det betinges udtrykkelig, at den af ham prægede Mynt skal være i Overensstemmelse med Kongens Paabud (150). I Roskilde Biskops Dombog omtales Aar 1293 "monetarius domini Episcopi"; i Modsætning til denne nævnes "Somarus monetarius Roskildensis", der maa antages at have været Kongens overordnede Myntmester (151).

Hvorvidt Myntmestrene herhjemme have nydt særlige Privilegier, saaledes Fritagelse for Skatter, Told og andre Afgifter, er ikke oplyst. Derimod have de sikkert indtaget en fremragende Stilling og været Folk, som have nydt almindelig Tillid. De have utvivlsomt ifølge deres Embedes Beskaffenhed staaet Kongen personlig nær. Det ses saaledes, at Valdemar den Store tidsteder et Aktstykke i Myntmesteren Gerhards Stue (152), vistnok i Roskilde; og da denne Bys Borgere, under en Tumult Aar 1158, havde vendt deres Raseri mod Myntmesteren og udplyndret og jevnet hans Gaard med Jorden, blev Kongen saa opbragt over denne Krænkelse (153), at han drog med sin Hær mod Byen, der maatte give en Pengebøde til Udsoning af det Skete.

Et interessant Vidnesbyrd om Myntmesterens Anseelse haves i et, paa Bornholm fundet, Sølvspænde fra omkring Aar 1300, hvori er indgraveret THEDRICVS FRATER MONETARII - AMOR VINCIT OMNIA (154). Ejeren eller den, der har udført Spændet, betegner saaledes her sit Navn nærmere ved det broderlige Forhold til den ikke engang navngivne Myntmester.

I Tilfælde af Falskmyntneri vare de fastsatte Straffebestemmelser haarde og gjaldt saavel Myntmesteren som overbovedet Enhver, der slog falsk Mynt. I jydske Lov er Straffen for Myntens Forfalskning Tabet af Haanden (155), altsaa den samme Straf, som i Reglen var gjældende i England. Ogsaa har man muligvis nøjedes med at brændemærke Falsknerens Haand ved at straffe med et "signum, qvod vulgo dicitur muntmal in manu" (156). Mod pekuniære Tab ved Misligheder fra Myntmesterens Side har der vistnok været truffet Foranstaltning ved, at han har maattet stille en betydelig Sikkerheds (157).

Under Myntmesteren arbejdede, ligesom i England, Myntprægerne, der i en stor Del af det 11te Aarhundrede vare Englændere, og hvis Arbejde sikkert har været det samme som det, der paahvilede de engelske Myntprægere. Hver enkelt maatte staa til Ansvar overfor Myntmesteren for sin Part af den nye, Mynt og skulde, ligesom i England, som Regel anbringe sit og Myntstedets Navne paa de Mynter, han slog. Som tidligere fremhævet er det altsaa ikke Myntmestrenes, men Myntprægernes Navne, der findes paa Mynterne. Stundom træffes her, ligesom paa Mynter fra andre Lande, efter Navnet anbragt "me fecit" som Udtryk for, at Mynten er udført af den Paagjældende.

Nogle Mynter fra Svend Estridsen have med Runer Omskriften: "Thorth a mi", Th. ejer mig (Typ. T. IX. 39), hvilket altsaa betegner Myntprægerens Ejendomsret til Stemplet, svarende til norske Mynter fra Harald Haarderaade med "Gunar a mot thisa" (Runer), G. ejer dette Stempel (158). Af og til indeholde Mynternes Omskrifter Bibelsprog istedetfor Navne- og Stedangivelser. Meget hyppig findes der kun en meningsløs Sammenstilling af Bogstaver, der utvivlsomt i de fleste Tilfælde skyldes Hastværksarbejde ved Stemplernes Fornyelse under Udmyntningens Gang, men som tillige vidner om, at Myntprægerne eller de Haandværkere, som have hjulpet med Stemplernes Udførelse, have været uvidende om Omskriftens Betydning og ligegyldige med Hensyn til Gjengivelsen. Ofte ere de billedlige Fremstillinger saa barbarisk udførte, at de maa være fremkomne under en yderst ukyndig Haand.

Stundom findes to, under Magnus og Svend Estridsen endog tre (T. XI. 73) Myntprægernavne anbragte paa samme Mynt, i hvilke Tilfælde det maa antages, at flere have arbejdet i Fællesskab istedetfor hver for sig. At der under Udmyntningen har været en vis fælles Adgang til eller Benyttelse af Myntstemplerne, ses deraf, at ikke sjelden samme Adversstempel er blevet brugt af forskjellige Myntprægere.

Ved enkelte Myntsteder, navnlig Lund, Roskilde. og Viborg, var Virksomheden i Udmyntningstiden ofte meget betydelig. Under Svend Estridsen ere saaledes ved en Udmyntning i Lund mindst 45 Myntprægere i Arbejde, idet der kjendes saa mange forskjellige Navne paa Mynter af samme Typ (T. IX. 28).

Naar hertil kommer, at Myntprægerne havde deres Hjælpere, Gravører, Smeltere og Smede, og at der tillige har været flere Folk i Kontorets og Opsynets Tjeneste, vil det ses, at der ved en større Udmyntning maa have været et betydeligt Antal Mennesker i Virksomhed. Disse stod alle, ligesom Myntprægerne, i Mynt mesterens Tjeneste. Lønningsudgifterne til dem bleve, som anført, i Hovedsagen tilvejebragte gjennem en Del af Slagskatten.

Fremgangsmaaden ved Udmyntningen var selvfølgelig højst forskjellig fra den nuværende; den meget primitive Maade, at "slaa" eller "smede" Penge, holdt sig langt ned i Tiden. Af det fra Skatkammeret modtagne Sølv, som indsmeltedes og bragtes til den foreskrevne Lødighed, udarbejdedes tynde Plader, "Tener", som fordeltes efter Vægt mellem Myntsmedene, der klippede dem i smaa firkantede Stykker, hvoraf de runde Blanketter tildannedes. Ikke sjælden træffes, navnlig fra England, Stempelafslag paa disse firkantede Stykker. Til Prægningen henyttedes to Stempler, hvoraf det ene fastgjordes i en Træblok, og paa dette faste Understempel lagdes Blanketten. Det andet var ten- eller kegleformet eller cylindrisk med Præget indgraveret i den ene Ende. Dette Stempel holdtes i den ene Haand og stilledes lodret paa Blanketten, hvorefter Præget blev slaaet ind paa denne ved et Par kraftige Hammerslag paa dette løse Overstempel. En fransk Myntbestemmelse fra Aar 1354 (159) fastsætter, at der skal bruges mindst to Slag paa sort Mynt (Kobber) og tre paa hvid Mynt. Udmyntningen har ofte været meget skjødesløs, navnlig under Kong Niels; Blanketterne ere grovt udhamrede og uregelmæssige, saaledes at Prægningen hyppig kun delvis har naaet Blanketten.

En interessant Oplysning om de benyttede Myntredskabers Udseende giver det omtalte Sølvspænde med Navnet "Thedrieus frater monetarii". Omkring Spændets Rand findes nemlig otte Flige, paa hvilke de forskjellige Redskaber ere indgraverede. Som Tegningen viser, fremstilles her: den saakaldte "Glødehage" (1), der benyttedes til at trække den Beholder, hvori Blanketterne glødedes, ud af Ovnen, to Tænger (2. 3), to Hamre (4. 5), to Understempler (6. 7), som forneden ende i en Spids til deres Anbringelse paa Blokken, og det tenformede, løse Overstempel (8). Fra Udlandet kjendes flere Fremstillinger af Myntprægeren i Virksomhed. Paa en i Ruinerne af et Abbedi fra det 11te Aarh. i Normandiet bevaret, udhugget Sten ses han staaende foran Blokken med Understemplet, holdende Overstemplet i venstre Haand og Hamren i den løftede højre (160). Et i Dresden opbevaret Segl fra 1354 (161) med Omskriften SIGILLVM SPREGATO(RVM) ... fremtiller en Myntpræger siddende ved sit Arbejde med saavel Blanketter som præget Mynt liggende i to Kasser. Fra Midten af det 16de Aarhundrede, da Prægekunsten endnu stod paa et lidet udviklet Standpunkt, findes i Olaus Magnus: "Historia de gentibus septentrionalibus" (162) en meget oplysende Afbildning af Myntprægeren i Virksomhed. Han ses siddende foran Blokken med Understemplet, der synes at være omgivet af et cylinderformet Hylster, hvori det løse Overstempel i hans venstre Haand passer ned. Paa et lavt Bord ligge flere nyprægede Mynter, og ved Væggen staar en lukket Kasse til Opbevaring af Beholdningen. Bagved Myntprægeren sidder en Hjælper, som enten tildanner Blanketterne ved at udhamre dem paa en Ambolt eller lægger den sidste Haand paa de prægede Mynter. Ved hans Side staar ligeledes en Kasse, fyldt med Blanketter eller Mynter. I Danmark findes, saavidt vides, ikke bevaret noget Myntstempel fra Middelalderen. I Sverig haves det ene Stempel til en Lundemynt fra Erik Glipping, Overstemplet til en Stockholms Ørtug (163) og et Kobberstempel til fire Bogstavbrakteater fra det 14de Aarhundrede. I Tyskland ligesom i England (164) opbevares flere gamle Myntstempler.

I Valdemar Sejers jydske Lov indledes Kapitlet om Falsk (165) saaledes: "Fals ær thæt of man sættær stæt oc staplæ oc slar pænning utæn kunungs orlof æth hans both". Udtrykket "sættær stæt oe staplæ" gjengives i den tyske Oversættelse ved "settet Anboldt vnde Stapel" (166) og kunde synes at gjælde de to Stempler: Stæt eller Ambolt, det faste Understempel, og Stapel, det løse Overstempel. Det forholder sig dog neppe saaledes. Stapel betegner utvivlsomt Understemplet. I England kaldtes de to Stempler "standard and trussel". Der udleveredes som oftest til Udmyntningerne en "standard" og to eller tre "trussels" (167), idet Overstemplet led størst Overlast ved Hammerslagene under Udmyntningen og hurtigere blev ubrugeligt end Understemplet. I en Forordning fra 1321 (168) beordres imidlertid "the warden of the mint of London" til at udlevere et nyt Myntstempel, nemlig "one stapell and two punzones", og her betegner altsaa Stapel Understemplet. Udtrykket i Valdemars Lov maa herefter forstaas saaledes, at Stæt er Ambolten eller Blokken, og Stapel det faste Understempel, som anbringes paa den, hvilken Forklaring ogsaa er i Overensstemmelse med den tyske Oversættelse.

Det har sikkert tidlig været en i Danmark fastsat Ordning, at der een Gang aarlig blev slaaet Mynt ved de forskjellige Myntsteder (169). Forinden den nye Mynt ved Mikkelsdagstid blev sat i Omløbs skulde den først tillyses paa Landsthinget (170). Alle Bøder, Skatter og Afgifter skulde svares i den nye Mynt. I Erik Menveds Forordning af Aar 1304 skærpedes de gjældende Bestemmelser saaledes, at Myntens Fornyelse under Livsstraf for Myntmesteren ikke maatte bekjendtgjøres før paa det nærmest Mikkelsdag liggende Landstbing (171).

Fra det foreliggende Tidsrum har Historien kun opbevaret Navnet paa en eneste Myntmester i Danmark, nemlig Anketil, den engelske Guldsmed, som paa Kong Niels' Tid opholdt sig syv Aar i Danmark, hvor han udførte forskjellige Guldsmedearbejder og indtog Stillingen som Landets øverste Myntmester (172), altsaa som Tilsynshavende med dets Myntvæsen. Efter sin Tilbagekomst til England blev Anketil Munk i Sct. Albans Abbedi og udførte der et prægtigt Helgenskrin til Sct. Albans Ben Aar 1129. Sandsynligvis har Anketil været kaldet til Danmark forat bringe Landets Myntvæsen paa Fode, der, efter adskillige af Kong Niels' Mynter at dømme, har været stærkt i Forfald, navnlig i Henseende til Prægningen.

Medens iøvrigt Historien ganske tier med Hensyn til Landets Myntmestre, og Navnene paa disse fordum saa ansete og fremragende Mænd ganske ere gaaede i Glemme, er derimod Kjendskabet til deres Underordnedes, Myntprægernes, Navne meget fyldigt, idet de ere bevarede gjennem selve Mynterne, som ere efterladte os i saa rige Rækker. En Fortegnelse over dem kan saaledes give et vigtigt Bidrag til Oplysning om Datidens brugte Navneformer, hvoriblandt dog en stor Del ere af angelsaxisk Oprindelse, idet de have tilhørt Myntprægere fra England. Adskillige Navne ere, navnlig under Svend Estridsen, saa forvirret gengivne, at den oprindelige Form ikke lader sig udfinde. For Fuldstændigheds Skyld ere dog ogsaa disse anførte.

Myntprægernavne
Kap. VII. Typer og Forbilleder


Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt