P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

V. Myntsteder

Fortsat

Fyen

Odense var blandt de Byer, hvor Knud den Store lod slaa Mynt; men Virksomheden synes fra Begyndelsen af at have været ringe. Senere indtager Myntstedet en ejendommelig Stilling under Stridigbederne mellem Magnus den Gode, Svend Estridsen og Harald Haarderaade, idet Staden var snart i den ene, snart i den anden af de stridende Parters Besiddelse.

Der udgaar da herfra den ovenfor omtalte Række Udmyntninger, som indeholder Navnene paa de forskjellige, i disse Begivenheder indblandede Fyrster.

Efterat Forholdene ere komne i Ro, lader Svend Estridsen slaa Mynt i Odense, og endnu fra Knud den Hellige kjendes Mynter herfra;

men derefter savnes ganske kjendskab til Stadens Mynttyper i omtrent 300 Aar, indtil Erik af Pommern lader præge Mynt her. Odense maa derfor antages ikke at have været blandt Landets faste Myntsteder, hvilket ogsaa fremlyser deraf, at medens de gamle Optegnelser ofte omtale skaansk, sjællandsk og jydsk Mynt, træffer man ikke Betegnelsen "fyensk Mynt" eller "fyenske Penge". Af Myntfundene synes det at fremgaa, at Fyenboerne senere i Tiden have været henviste til at benytte samme Slags Mynt som den, der udgik fra Ribe, saaledes at der muligvis er præget Mynt i Odense af lignende Typ som der. At Myntstedet vedblivende, ialfald periodisk, har været i Virksomhed, ses af forskjellige Oplysninger. Valdemar Sejer giver Aar 1229 sin Svigerdatter Eleonore i Medgift bl. A. det halve Fyen og den halve Myntindtægt af Øen (85), altsaa ogsaa af Odense. 1331 pantsættes Mynten i Odense (86). 1285 og 1359 omtales tidligere Myntmestre i Byen (87). En Gade i Odense bærer endnu Navnet "Myntergade"; dette maa hidrøre fra Erik af Pommerns Mynthus i Byen.

Stadens forskjellige Navneformer paa Mynterne ere: Othsvic, Othsvi, Odsvidi, Othsv, Othsic, Onsic, Othsi, Oths, Othns, Othen, Othe, Othn.

Toftum. Fra Tiden, da Svend Estridsen gjorde Magnus den Gode Herredømmet stridigt, findes et Par Mynttyper med Stednavnet "Toftum", og "Toft", af hvilke den ene paa Adversen har Navnet Edvard, formentlig betegnende Edvard Confessor (se Pag.50).

Samme Adversstempel findes benyttet til en Mynt fra Lund, hvilket kunde tyde paa, at Toftum maa have været et i Skaane beliggende Sted; men tages de daværende urolige Forhold i Betragtning, under hvilke de stridsforende Parter særlig have ladet slaa Mynt i Odense, og tillige at Reverstypen, et Ankerkors, er den samme som paa flere af Mynterne fra denne By, bliver det mest antageligt, at Udmyntningen er sket paa Fyen, og at der til det nævnte Adverspræg med Edvards Navn er benyttet et fra Lund medbragt Stempel. Paa Fyen vil man imidlertid ikke finde Stednavnet Toftum, hvorimod det træffes paa fire Steder i Jylland. Hertil kan Udmyntningerne dog ikke tænkes at være knyttede, da Mynternes Vægt bestemt taler derimod. Det maa derfor antages, at det paa Mynterne anførte "Toftum" er et nu glemt og forsvundet fyensk Stednavn, eller at det skjuler sig under en forandet Form, "Tofte" eller "Toftegaard" (88). Af de kjendte Steder med disse Navne synes dog intet at have Betingelser for at komme i Betragtning.

Jylland

Viborg var tidlig Hovedmyntstedet for Nørrejylland. Der sloges Mynt her fra Knud den Stores Tid indtil Midten af det 14de Aarhundrede.

I den foreliggende Periode prægedes der sikkert Mynt i Viborg under alle Kongerne, skjøndt Myntfundene endnu ikke have bragt Oplysning om Udmyntningerne herfra under Erik Ejegod, Erik Emun og Erik Lam. Enkelte af Kongernes Udmyntninger ere ret fyldig repræsenterede, saaledes Knud den Stores og Svend Estridsens. Ialt kjendes 28 Mynttyper fra Viborg; men Ordningen vanskeliggjøres meget ved de hyppig forvirrede Omskrifter, der ikke yde noget Vink ved Mynternes Bestemmelse, saaledes at Typ og Vægtforhold maa lægges til Grund for denne.

Myntrækken fra Viborg viser, at den samme Typ har kunnet holde sig gjennem lange Tider. Endnu under Oluf Hunger og Niels benyttes de samme Reverstyper (T. XII. Oluf. 8., XIII. 11), som stadig findes anvendte paa Viborg-Mynter siden Knud den Stores Tid.

De angelsaxiske Adverstyper vedligeholdes ogsaa længst her; først sent under Svend Estridsen naa hans skaanske Typer med Helgen-Fremstillinger over til det vestlige Myntsted (T. X1. 66. 67).

Medens Kongerne efterhaanden gav Biskopperne i forskjellige Byer Delagtighed i Myntretten, blev dette, som ovenfor omtalt, ikke Tilfældet i Viborg. Historien fortæller Intet herom, og Mynterne indeholde ikke, som tidligere antaget, nogen Hentydning til, at Bispen i Viborg har havt Del i Mynten.

Byens Navn angives paa Mynterne under følgende Former: Wiberga, Viberga, Viberg, Wiber, Viber, Wihbrne, Wibrne, Vibr on D (?), Vwibr, Wibr, Vibei, Vibe, Wib og Vi.

Orbec, Orbes angives paa Mynter fra Knud og Hardeknud som Navn paa et Myntsted, hvis Beliggenhed dog ikke lader sig paavise.

At Stedet maa søges i Jylland, er givet ifølge Mynternes Vægt og Typernes nære Forbindelse med Viborgmynter, idet samme Adversstempel er brugt under Knud til Udmyntninger fra begge Steder. Sandsynligvis er Navnet det samme som det nu langtfra sjældne "Ørbæk", hvoraf der forekommer flere i Jylland, og Stedet maa sikkert have ligget i den nordligere Del af Jylland, vistnok i en ikke fjern Afstand fra Viborg. Opmærksomheden fæstes særlig paa Ørbæk ved Løgstør, nu Øster- og Vester-Ørbæk, beliggende tæt ved Limfjorden. Adskilligt kan tale for, at denne plads ved Midten af Fjorden i gamle Dage har spillet en Rolle som Handelsplads, og at den har havt Forbindelse med Viborg sydpaa ad Fjordvejen, hvorved dette Fællesskab i de to Steders Udmyntninger kan være opstaaet.

Det er iøvrigt ikke usandsynligt, at Navnet Ørbæk har havt en Tilføjelse; Formen "Orbes" svarer maaske til "Ørbæks" og kan da tyde hen paa, at den gamle Betegnelse muligvis har været "Ørbæksgaard", i Lighed med "Ørbækshuse" i Maarum Sogn ved Helsinge paa Sjælland. Navnet Ørbækgaard forekommer i vore Dage flere Steder i Jylland. Omtrent tre Mil Vest for Viborg i Fly Søgn, Fjends Herred, ligger der saaledes en Gaard med Navnet Ørbækgaard", der muligvis stammer fra gammel Tid. Et andet "Ørbækgaard" er beliggende i Ørum Søgn, Nørre Herred paa Mols. Denne betydelige Herregaard er af gammel Oprindelse; Aar 1448 ejedes den af Henning Podebusk. Dens Beliggenhed ved Kolind Sund gjør det antageligt, at der i Fortiden kan have været en Borg. De forskjellige Steder savne dog alle Hovedbetingelsen for at komme i Betragtning, idet der ganske mangler historisk Oplysning om, hvorvidt der paa noget af disse Steder tidligere har ligget nogen Kongsgaard eller By, hvor der i de to Kongers Tid kan antages at være slaaet Mynt. En blot nogenlunde sikker Dom angaaende Myntstedet Ørbæks Beliggenhed kan saaledes ikke fældes. Sandsynligheden taler for Ørbæk ved Løgstør.

Udmyntningerne i Ørbæk have utvivlsomt kun lejlighedsvis været foretagne; men navnlig under Hardeknud have de dog været af betydeligt Omfang. Rimeligvis er der indtruffet Forhold og Omstændigheder, der have foranlediget, at Udmyntningen for en Tid har været overført hertil fra Viborg.

Aalborg har, saavidt det kan ses af de hidtil fremkomne Mynttyper, ikke været af videre Betydning som Myntsted. Der synes ikke at være foretaget Udmyntning her førend under Hardeknud, og Virksomheden har sikkert kun været periodisk. Først under Knud den Hellige viser der sig atter Mynt fra denne By, og med Undtagelse af nogle under Valdemar den Store prægede Brakteater kjendes der ikke Mynt herfra gjennem flere Aarhundreder, i hvilke Udmyntningen derfor sandsvnligvis har været standset. Senere optages den periodiske Virksomhed under Kong Hans og Frederik I, under hvilken Konge de sidste Aalborg-Mynter udgaa.

Kun nogle faa Variationer af Hardeknuds Mynttyp fra denne By have læselige Omskrifter.

Stadens Navn skrives paa disse: Alabu og Alebu. Paa Knud den Helliges Mynt staar: Aleburh, med h istedetfor g.

Aarhus har utvivlsomt ligesom Aalborg kun været af ringe Betydning som Myntsted. I den foreliggende Periode vides der i Aarhus kun at være foretaget Udmyntninger under Hardeknud og Magnus.

Efter et hundredaarigt Tidsrum, hvorfra der ikke kjendes nogen Mynttyp, som kan tillægges denne By, præges her Brakteater under Valdemar den Store, og derefter indtræder der atter fuldstændigt Ukjendskab til dette Myntsteds Virksomhed. Udmyntningerne maa derfor antages at have været rent periodiske eller foretagne lejlighedsvis under særlige Omstændigheder.

Henved 400 Åar senere lader Christian III slaa Mynt i Aarhus; efter den Tid standser Myntvirksomheden her ganske.

Byens Yavn skrives: Arosii, Arosei, Arosci og Aloci.

Randers synes at være det Myntsted i Jylland, hvor Virksomheden har været ubetydeligst i den her omhandlede Periode. Der kjendes nemlig herfra kun en enkelt, sildig Typ, der tilhører Erik Ejegod.

Muligvis ville senere Tiders Fund oplyse, at Myntvirksomheden har været større, end det nu kan spores; men det er dog sandsynligst, at der kun lejlighedsvis har været foretaget Udmyntning her. Under Valdemar den Store præges der Brakteater i Randers. At Myntstedet senere har været i Virksomhed ses deraf, at Christopher II pantsætter Mynten i Randers til Hertug Albert af Sachsen Aar 1329 (89). Under Erik af Pommern udmyntes der Kobberpenninge i Randers, de sidste Mynter, som udgaa herfra.

Byens Navn paa Erik Ejegods Mynt skrives: Randros.

Ribe. Myntrækken fra denne By, der dog har været et af Rigets Hovedmyntsteder, er kun sparsomt repræsenteret og er for Størsteparten usikker. Med Undtagelse af de hertil henførte Mynter fra Knud den Store og en enkelt Typ fra Svend Estridsen have de faa kjendte Udmyntninger ulæselige Omskrifter, saaledes at Henførelsen maa træffes paa Grundlag af Ligheder i Vægt og Typ.

Tidligere har der ikke været henført nogen Mynt fra Knud den Store til Ribe. Man træffer dog sikkert hans Mynter herfra i endel Variationer af angelsaxisk Typ, der bære umiskjendeligt Præg af at være udmyntede i Danmark og ikke i England, og hvis Stedbetegnelser, Rihbiir og Riebii, utvivlsomt angive Ribes Navn. En af Variationerne har Stednavnet "Ricyebii", hvilket kunde synes at indeholde Navnet paa den engelske By Ricyebyrig, hvortil ogsaa disse Mynter ere henførte af B. E. Hildebrand; men det fælles Myntprægernavn og de andre Mynters Stedbetegnelser tale for Henførelsen til Ribe. Senere Typer maa antages at tilhøre Hardeknud; men Bestemmelsen er usikker.

Den endnu meget ufuldstændige Myntrække vil utvivlsomt blive forøget i Tidens Løb. Under Svend Estridsen præges Mynter med Stedangivelsen RI, hvilke maa antages at tilhøre Ribe (90), da de ifølge deres ringe Vægt utvivlsomt ere jydske. Herefter afbrydes Kjendskabet til Udmyntningerne gjennem et langt Tidsrum; kun nogle faa sildige, til Niels henførte Typer, ere muligvis fra Ribe.

Først under Valdemar Sejer moder der atter sikre Mynter fra denne By, og Udmyntningen vedligeholdes derpaa uafbrudt indtil Midten af det 14de Aarhundrede. Under Frederik I og Christian III præges der igjen Mynt i Ribe; men dermed standser Myntstedets Virksomhed.

Meddelelsen om, at Knud den Store skulde have afstaaet Halvdelen af Ribe Mynt til Stadens Biskop blandt Halvdelen af de kongelige Indtægter af Byen, er, som tidligere omtalt, vistnok urigtig. Det er sandsynligt, at Ribes Biskop først i Slutningen af det 11te Aarhundrede har faaet Del i Myntindtægten.

Ribe har sikkert været et af Landets faste Myntsteder. Saavidt det kan skjønnes af Myntfund, have Stadens Mynttyper i det 13de og 14de Aarhundrede ogsaa været brugte paa Fyen, saaledes at der er præget ens Mynter i Odense og Ribe. Muligvis har en saadan Forbindelse mellem de to Myntsteder allerede fundet Sted i en tidligere Tid.

I et Aktstykke fra Aar 1346 (91) meddeles, at det fordums Mynthus i Ribe var beliggende nordlig i Byen. Endnu findes her en Gade, som benævnes Myntergade.

De forskjellige Former for Byens Navn paa Mynterne ere: Ribbiir, Riebii, Rihdii (Rihpii?), Ribne og Rieyebii.

Hedeby (Slesvig). Fra denne By, der tidlig var Gjennemgangspunktet for Kulturstrømmen fra det vestlige Europa til Skandinavien, udgik de første kjendte, vestdanske Udmyntninger, Halvbrakteaterne.

Senere præges der under Knud den Store en Række jydske Mynter, som muligvis ere udgaaede fra Hedeby.

Fra Hardeknud kjendes en Mynt, som paa Grund af Typen henføres hertil. Under Magnus d. Gode udmyntes her flere Typer, af hvilke den ene har Stedbetegnelsen "Eithebiini", hvoraf Slutningsbogstaverne "ni" neppe have nogen Betydning.

Fra Svend Estridsen haves forskjellige Mynter, som paa Grund af Ligheder med ældre Typer fra Hedeby maa antages at have havt deres Hjemsted her; men muligvis ville senere Fund oplyse, at enkelte af dem skulle henføres til andre Steder, navnlig til Ribe.

Efter Svend Estridsen kjendes ikke nogen Mynt, der kan tillægges Hedeby eller Slesvig, som Staden nu kaldes; muligvis har Udmyntningen været standset i længere Tid. 1156 faa Stadens Borgere Tilsynet med Mynten (se Pag. 66). Aar 1175 giver Valdemar den Store, som foran omtalt, Biskoppen i Slesvig Halvdelen af Myntindtægten, en Rettighed, som Biskopperne vistnok derefter have beholdt, indtil Udmyntningen standses henimod Midten af det 14de Aarhundrede. Byens Navn anføres kun den omtalte ene Gang, paa Mynterne, under Formen "Eithebii".

Som det vil ses af den foranstaaende Tabel over de i de forskjellige Byer foretagne Udmyntninger, ere enkelte Myntsteder meget svagt repræsenterede i Myntrækkerne, navnlig Randers, hvorfra kun en enkelt Typ kjendes fra denne Periode; og det bliver da et Spørgsmaal, om der ikke kan være sket Udmyntninger i flere Byer end i dem, fra hvilke vi nu have Mynter. For at kunne besvare dette maa vi se hen til, i hvilke Byer der i den nærmest følgende Tid er slaaet Mynt. Herom haves for Nørrejyllands Vedkommende god Oplysning gjennem en Række, i Begyndelsen af Valdemar den Stores Regjering prægede Brakteater, paa hvilke Bynavnene findes anførte. Blandt disse træffes to, der ikke tidligere ere kjendte som Myntsteder, Horsens og Hjørring; muligvis kan der herfra ogsaa forhen være udgaaet Mynt, da de andre paa Brakteaterne angivne Byer alle ere tidligere kjendte Myntsteder. Det maa dog bemærkes, at der hverken i Hjørring eller i Horsens vides at være slaaet Mynt efter Valdemars Tid.

Utvivlsomt mangler der endnu Kjendskab til adskillige Typer i de forskjellige Byers Myntrækker; men man er dog formentlig naaet saa vidt, at man med det nuværende Materiale kan have et temmelig sikkert Overblik over Forholdet mellem Myntstedernes større eller mindre Virksomhed.

I Spørgsmaalet om Hovedmyntstedets Stilling overfor de andre Myntsteder i Landsdelen lader sig ikke med Sikkerhed besvare. Mynterne vise, at der neppe har været nogen Bestemmelse om et fælles Præg førend under Harald Hein; men derimod har der vistnok fra Hovedmyntstedet været fastsat en for samtlige Udmyntninger i Landsdelen gjældende samtidigværdi. Saaledes synes der at være gjennemfort en fælles Nedgang i Værdien ved Knud den Stores yngste Udmyntninger i Roskilde og Slagelse. Endvidere vil det erindres, at Kongens Myntmester i Roskilde, ved Aar 1293, ogsaa har staaet Mynt paa Falster, og at han har havt Vexelbod i Slagelse og andre Steder paa Sjælland, saaledes at hans Embedsomraade maa have strakt sig udenfor Roskilde. Fremdeles pege de i det 13de og 14de Aarhundrede ret jevnlig benyttede Betegnelser, skaansk, hallandsk, sjællandsk og jydsk Mynt (92), hen paa en, sikkert langt tilbage i Tiden indført, Ordning med Hensyn til en samtidig, fælles Myntværdi indenfor de enkelte Landsdele, og Bestemmelserne herom maa utvivlsomt være udgaaede fra Hovedmyntstederne.

Muligvis kan man drage en Slutning med Hensyn til et saadant overordnet og ledende Forhold fra Hovedmyntstedets Side ved Sammenligning med Bestemmelser paa et andet, hermed beslægtet Omraade, nemlig med den for hver Landsdel gjældende Ordning af fælles Vægt og Maal. Selv om disse Bestemmelser tilhøre en sildigere Tid, have lignende dog vistnok meget tidlig været gjældende.

Man finder saaledes, at der paa et skaansk Kjøbstadsmøde, der afholdes i Lund d. 29. Juni 1504, bl. a. vedtages, at "alle skepper ock alne i Skone skulle liches vedh theres skeppe ock alne i Lundh" (93). Det normerede Maal for Skjeppen og Alenen har saaledes været opbevaret i Lund, en Ordning, der sikkert allerede har tilhørt en meget gammel Tid.

Et tilsvarende Forhold træffes muligvis i Kong Hans' Privilegium for Kjøbenhavn 1485, hvor der udtales i § 6, at "engen schal eller ma tappe wiin, myød, thydist øøl eller danst øøl eller noger andre driick i køpmanhauen uden met ræt byess made, som aff arild i roskilde waret hauer" (94). Ordet "made", "madhæ", et til en bestemt Størrelse fastsat Maal, træffes gjentagne Gange i denne Betydning i de gamle Stadsretter (95). Da Meningen med den nævnte Paragraf vel neppe kan være, at Kjøbenhavn skulde have et særligt "Bysens Maal", ligesom Roskilde havde sit, maa den utvivlsomt forstaas saaledes, at det normerede, rette Bymaal for Sjælland fra Arilds Tid har været opbevaret i Roskilde. Og naar det i Kong Hans' Kjøbstadsret § 23 paabydes (96), at man med "Stadzens Mercke och Brende" skulde "brende Skiepper, Halffskiepper, Fierdinger, och retthe Bøsmere", da vil man vanskelig kunne antage andet, end at de med Stadens Mærke og Brændejern justerede Kar og Bismervægte skulde være af en bestemt, fælles Størrelse og tildannes efter et Hovedmaal og en Normalvægt, der overalt fandtes, ligesom i Skaane, i Landsdelens vigtigste By. Vi træffe utvivlsomt Tegn herpaa, naar der i Aktstykker fra det 13de Aarhundrede tales om "lundensisk" og om "sjællandsk eller roskildsk" Vægt (97), hvor altsaa Vægten benævnes efter Landsdelens Hovedby, Normalvægtens Opbevaringssted.

Saafremt altsaa Landets Hovedbyer, der tillige vare de betydeligste Myntsteder, have været, som det maa antages, de faste Udgangspunkter for Landsdelenes fælles Maal og Vægt, da tør man ogsaa med fuld Føje gaa ud fra, at de have spillet en lignende overordnet Rolle paa Myntvæsenets Omraade overfor de mindre Myntsteder.

Kap. VI. Myntembedsmænd


Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt