P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

III. Danmarks Mynthistorie indtil 1146

Fortsat

Vort Kjendskab til Harald Heins Mynter er forholdsvis kun ringe, da der hidtil er fremkommet yderst faa Myntfund fra hans Tid, 1075-1080, og kun et enkelt, fra Løddekøping i Skaane, har indeholdt et større Antal Mynter fra ham. Sandsynligvis har han af økonomiske Hensyn indskrænket Myntstedernes Antal og kun ladet foretage bestemte, aarlige Udmyntninger. De fredelige Tilstande i hans kortvarige Regjeringstid have neppe, som tidligere i hans Forgængeres Ufredstider, gjort det nødvendigt saa hyppig lejlighedsvis at præge Mynt. Ved enkelte større Myntsteder, hvorfra Haralds Mynter endnu savnes, er der dog sikkert foretaget Udmyntning, navnlig i Ribe og Slesvig, Sønderjyllands to vigtige Myntsteder.

Ialt kjendes der kun 6 Mynttyper fra Harald Hein. Deraf tilhøre 2 Lund, 1 Thumatorp , 1 Roskilde, 1 Slagelse og 1 Viborg. De to skaanske Typer og den jydske ere ens, ligesom ogsaa de to sjællandske danne en Enhed. De under Svend saa hyppige Helgenfremstillinger benyttes fremdeles paa Haralds skaanske og viborgske Udmyntninger, medens der paa Sjælland optages en ny Typ efter tyske Forbilleder, som senere beholdes under de nærmest følgende Konger.

Under Harald Hein viser der sig en betydelig Fremgang paa Myntvæsenets Omraade. I Modsætning til Svends Udmyntninger, hvoraf Størstedelen have mere eller mindre forvirrede Omskrifter, ere Haralds næsten altid læselige og vel prægede, og Overensstemmelsen mellem Typerne, der kun indeholde tre Forskjelligheder, gjør det sandsynligt, at han har gjennemført et fælles Præg for de samtidige Udmyntninger i Rigets forskjellige Landsdele (35). Ogsaa Myntvægten gjøres ens hele Landet over.

Nutidens Kjendskab til Udmyntningerne under Knud den Hellige, 1080-1086, er utvivlsomt temmelig mangelfuldt, men dog endel fyldigere end det, vi have til Harald Heins Mynter. Der kjendes ialt 13 Mynttyper fra Knud. Heraf tilhøre 4 Lund og 2 Odense, medens der hidtil kun er fremkommet enkelte Typer fra Thumatorp og Børgeby i Skaane og fra Roskilde, Ringsted, Slagelse, Viborg og Aalborg.

Udmyntningerne have for enkelte Typers Vedkommende været meget betydelige; saaledes kjendes der 29 forskjellige Myntprægernavne paa Lundemynterne af den almindelige Typ med et Kors paa begge Sider af Mynten, 14 paa Roskildetypen og 6 paa Viborgtypen. I det Hele kjendes c. 200 Variationer af Knuds Mynter; de skyldes væsentlig gamle Fund, om hvilke der ganske savnes Oplysning. Typerne vise Paavirkning fra Harald Heins og fra tyske Mynter; kun en enkelt Typ fra Lund med Helgenfremstilling minder endnu om den tidligere byzantinske Indflydelse (T. XI. Knud. 1).

Ogsaa under Knud ses der at have været en gjennemført Enhed i Udmyntningerne. Mynterne fra Thumatorp og Borgeby ere saaledes af den almindelige skaanske Typ. Den ene Mynt fra Lund, de tre sjællandske Udmyntninger og den ene fra Odense ere alle af een Typ, og endelig ere de to jydske Udmyntninger ens. En fælles Myntvægt i Riget overholdes derimod ikke længer.

Oluf Hungers (1086-1095) Mynter høre til de største sjældenheder. Der kjendes ialt 18 Mynter fra ham, der alle ere forskjellige. Ikke et eneste samlet Fund vides at være fremkommet; kun en enkelt Mynt er fundet i Skaane. Det samlede Antal Udmyntninger er 8; heraf tilhøre 4 Lund, Resten Roskilde, Ringsted, Slagelse og Viborg.

De tre sjællandske ere ens, af samme Typ som Knud den Helliges. Af de fire Udmyntninger fra Lund ere de tre beslægtede med Typer fra Knud, medens den fjerde er helt forskjellig fra disse, ikke blot ved Arbejdet og Typen, men tillige ved sit større Fladeindhold (T. XII. Oluf. 4). I Henseende til Vægten er den dog i Overensstemmelse med de andre. Fremstillingerne ere gjennemgaaende Efterligninger af tyske Mynter. Et Par af Lunds Mynter have PAX eller AVE PAX i Slutningen af Reversomskriften (T. XII. Oluf. 3).

Den nævnte, fra de andre forskjellige Typ fra Lund har paa Adversen Omskriften + OLAF REX DI, stundom lidt varieret, om Kongens modvendte Brystbillede og paa Reversen Myntprægerens og Myntstedets Navne omkring to modvendte Brystbilleder, Simon og Judas, en fra Datidens tyske Mynter hentet, almindelig Fremstilling. Til Mynterne, der ere prægede af BIORN og EASMVN, er, som ovenfor anført, anvendt Blanketter af større Fladeindhold, svarende til samtidige tyske og engelske Mynters. Denne Omstændighed og Prægets Karakter, der er forskjellig fra de tidligere Mynters, har gjort, at Typen er blevet antaget for at være yngre og er henført til Harald Kesias Søn, Oluf (36), der under Erik Lam tiltog sig Herredømmet i Skaane i Aarene 1140-1143. Henførelsens Urigtighed fremgaar imidlertid klart af Typens nøje Slægtskab med Mynttypen fra Erik Ejegod og tillige af de to Myntprægernavne, der ogsaa findes paa Knud den Helliges og paa Erik Ejegods Lundemynter. I Reversfremstillingen med de to Brystbilleder tør man sikkert kun se en tilfældig Efterligning af tyske Mynter. Det kunde ellers være fristende, da Typen just tilhører Oluf og Erik Ejegod, at sætte de to Figurer i Forbindelse med Knud den Helliges og Benedikts Drab i St. Albani Kirke i Odense og i Fremstillingen at se en Forherligelse af Olufs og Eriks to myrdede Brødre.

Erik Ejegods otteaarige, i Danmarks Historie saa lykkelige Regjeringstid, 1095-1103, er ikke heller repræsenteret ved noget stort Antal Mynttyper, ialt kun 7, hvoraf 3 tilhøre Lund, 2 Roskilde, 1 Ringsted og 1 Randers.

Utvivlsomt savnes der endnu Kjendskab til adskillige Typer, der vilde kunne vise Overgangsforholdene, saaledes for Lunds Vedkommende, og til Udmyntninger fra flere Byer, navnlig fra Viborg, Ribe og Slesvig, hvor der sikkert til Stadighed er blevet præget Mynt. Tidligere henfortes kun nogle ganske faa Mynter til Erik Ejegod; et Par større Fund, fra Allerslev og Lund, have nu gjort Rækken noget fyldigere. Typerne ere fremdeles væsentlig paavirkede af tyske Mynter; ved de to fra Roskilde og Ringsted er benyttet samme Typ, hvor Brystbilledet minder om den tidligere angelsaxiske Paavirkning. Til den yngste af de to Roskildetyper er anvendt Blanketter af noget større Fladeindhold end forhen ved de sjællandske Udmyntninger, hvorved der tilvejebringes Overensstemmelse med Lunds Mynter. Paa to Typer fra Lund og Roskilde skrives Kongens Navn dels ERIC dels ERID (T.XII. Erik. 2. 5); senere bruges under Erik Emun (T. XIII. Erik E. 1) Formen ERIT paa Mynter fra Lund. Denne Overensstemmelse i Navneformerne med D og T istedetfor C kunde synes at tale for de tre Mynttypers Samtidighed. Typerne, Arbejdet, Myntprægernavnene og Fundene vise dog afgjort hen til, at de to Typer med E tilhøre Erik Ejegod og den tredie med T Erik Emun. Ejendommelig er Omskriften paa en Mynt fra Lund, ERIC DANVM PAX (T. XII. Erik. 1), hvad enten denne Betegnelse "de Danskes Fred" skal gjælde den afholdte Konges Person eller være et Udtryk for hans Ønske om Fred for Riget.

Den tidligere store Fattigdom i Erik Ejegods Myntrække beroede for en Del paa et Par af hans Mynttypers urigtige Henførelse til de senere Konger Erik Emun og Erik Lam. Den ene var Typen fra Lund med Kongens modvendte Brystbillede og Lammet (T. XII. Erik. 3).

Denne sidste Fremstilling har utvivlsomt givet Anledning til, at den er blevet sat i Forbindelse med Erik Lam (37). Kronens Form, Arbejdet, Myntprægernavnet BIORN, som tilhører Perioden Knud den Hellige-Niels, og endelig Typens Forekomst i det under Kong Niels nedlagte Allerslev Fund, Alt viser hen til, at den maa tilhøre Erik Ejegod. Den anden Typ, den yngste af de to fra Roskilde, med Kongens Brystbillede og et dobbeltliniet Kors (T. XII. Erik. 5), har tidligere været henført til Erik Emun (38), men ogsaa her viser Arbejdet, det ene Myntprægernavn ARNGRIM, der ligeledes forekommer paa en af Knud den Helliges Mynter, og endelig Myntens Forekomst i Allerslev Fund, at den maa henføres til Erik Ejegod.

Paa Myntvæsenets Omraade sker der under Kong Eriks Regjering den betydningsfulde Ordning, at Lunds Biskop faar Part i Stadens Myntindtægt. Vistnok i dette Tidsrum faa ligeledes Biskopperne i Roskilde, Ribe og Slesvig Del i Indtægten af Udmyntningen i deres Bispedømmer.

Det er ikke særlig rige Minder, der paa Myntvæsenets Omraade ere efterladte om de 31 Aar, i hvilke Niels førte Regjeringen (1103-1134). Ialt kjendes kun 14 Mynttyper fra denne Konge; deraf tilhøre 2 Lund, 7 Roskilde, 2 formentlig Viborg og 3 Ribe.

To større Fund, fra Allerslev og Tessebølle, have i betydelig Grad udvidet Kjendskabet til Niels' Mynter og give Vink om, hvilket rigere Lys fremtidige Fund ville kunne kaste over Danmarks Myntvæsen i den lange Periode under Svend Estridsens Sønner, fra hvilken Tid hidtil kun et forholdsvis ringe Antal Fund er fremkommet. Hvorvidt Grunden til vort sparsomme Kjendskab til Myntstedernes Virksomhed under disse Konger ligger i en Indskrænkning paa Myntvæsenets Omraade, fremkaldt af økonomiske Hensyn, lader sig ikke afgjøre; men Sandsynligheden kan tale herfor.

I Modsætning til det sædvanlige Forhold er Antallet af Mynttyper fra Lund ringe; de to eneste kjendte Typer indeholde imidlertid flere Variationer, og Udmvntningerne maa altsaa have været af større Omfang.

Blandt de syv Udmyntninger fra Roskilde ere nogle meget rige; den ene, med Kongens Brystbillede og et Dobbeltkors (T. XIII. Niels 3), indeholder saaledes 36 Variationer og Navnene paa 7 Myntprægere.

En anden Typ, med Kongen holdende en Fane og med en Bygning (T. XIII. 9), er endnu mere rig paa Variationer (83) og angiver Navnene paa 6 Myntprægere. Niels' Udmyntninger have en fra de tidligere forskjellig og uafhængig Karakter. Ved flere af Fremstillingerne er benyttet nye og ejendommelige Motiver, saaledes paa den ene Typ fra Lund, hvor Kongen holder en Fugl, formentlig en Falk, i sin Haand, og hvor der paa Reversen ses en tretaarnet Bygning (T. XIII. 1); endvidere paa den nævnte Roskildetyp med Kongen, der holder en Fane, og med en Bygning, omgiven af en Ringmur med Myntprægernavnet paa et Tverfelt. Medens disse Typer ere af et mere selvstændigt Præg, kommer den tyske Paavirkning tilsyne paa andre, saaledes ved Omskrifterne med "me fecit" efter Kongens eller efter Myntprægerens Navn. Størst Indflydelse have dog engelske Mynter havt, navnlig paa flere af Roskildetypernes Reversfremstillinger, der have deres Forbilleder i Typer fra Villiam I-II og Henrik I af England.

Til den ene Viborgmynt er benyttet en forlængst henlagt Reversfremstilling fra en af Ethelreds Mynter (T. XIII. 11). Datidens Historie oplyser meget lidt om Rigets Myntvæsen; den ved kun at fortælle, at en engelsk Guldsmed, Anketil, opholdt sig syv Aar i Danmark og forestod Myntvæsenet. Hans Ophold falder vistnok i det 12te Aarhundredes 2det Decennium; Aar 1123 var han atter vendt tilbage til England (39). Meddelelsen om den engelske Myntmester stemmer godt med Mynternes engelske Karakter. Senere synes der at have fundet en dansk Paavirkning Sted paa Englands Myntvæsen, idet en af Niels' Typer (T. XIII. 2) benyttes under Kong Stephan (1135-1154) (40); muligvis staar dette i Forbindelse med Anketils tidligere Virksomhed i Danmark.

Udmyntningerne ere i Henseende til Udførelsen højst forskjellige. Fra Lund ere Mynterne omhyggelig gjorte paa velformede Blanketter, hvilket derimod ikke er Tilfældet med Flertallet af Roskildemynterne, hvortil man har anvendt tyndt udhamrede Blanketter med højst uregelmæssige Rande. Omskriften er af den Grund kun sjelden udpræget i læselig Stand, og Tydningen maa derfor søges ved Sammenligning af flere Exemplarer.

Vil man undersøge, om der blandt Mynterne fra Niels findes nogen, der kan sættes i Forbindelse med historiske Begivenheder eller Personer, da undgaar det ikke Opmærksomheden, at der i Reversomskriften paa Lundetypen med den tretaarnede Bygning stundom findes tilføjet PAX POR eller PAX P efter Stadens Navn. Denne Betegnelse ved "pax portv" af Stedets Fredhellighed tør muligvis antages at være fremkaldt ved en særlig Anledning, nemlig ved Oprettelsen af Lunds Ærkebispesæde Aar 1104, hvorefter Udmyntningen maa tilhøre Begyndelsen af Kongens Regjering. Skjøndt der ikke kan spores nogensomhelst Lighed mellem den tretaarnede Bygning og Domkirken, maa Fremstillingen dog nærmest antages at skulle betegne den navnkundige Kirke.

Den anden Lundetyps Reversomskrift indeholder dels NICOLAS ME FECIT, NIC(OLA)s ME FCIT REX, hvorved betegnes, at Kongen som Landets Myntherre har ladet Mynten præge, dels NICALAS MARGARETA, hvilket sidste Navn gjælder Dronningen, Margrete Fredkulla. Hun blev omtrent Aar 1105 gift med Kong Niels og døde Aar 1117 (?) (41). Denne er den eneste af vore ældre danske Mynter, der vides at indeholde Dronningens Navn. Paa en Brakteat fra Valdemar den Store fremstilles hans og Dronning Sophies Billeder, men uden Navneangivelse. Navnet Margretes Forekomst paa Kong Niels' Mynt peger hen paa den Indflydelse, denne Dronning med det gode Eftermæle har havt ved Siden af sin svage og uselvstændige Ægtefælle.

Der kjendtes ikke nogen Mynt fra Erik Emun (1134-1137), førend der Aar 1854 i Voldstedet af hans Broder Harald Kesias fordums Borg, Haraldsborg ved Roskilde, gjordes et Fund af c. 570 Mynter fra Kong Erik. Fundet skaffede da 1 Typ fra Lund og 4 indbyrdes nær beslægtede Typer fra Roskilde for Dagens Lys. Fra Rigets andre Myntsteder kjendes endnu ikke nogen Mynt, der kan henføres til denne Konge. Haraldsborg skal være blevet indtaget og ødelagt Aar 1133 af Erik Emun, altsaa medens Niels endnu levede; hvis dette forholder sig rigtigt, maa Fundet være nedlagt efter Borgens Indtagelse, medmindre Erik, der lod sig udraabe til Konge Aar 1131, har ladet slaa Mynt i sit Navn allerede i Niels' Regjeringstid. Herimod taler dog Typen fra Lund, paa hvis Revers Kongen fremstilles tilhest med draget Sværd, en Fremstilling, der lader formode, at Mynten tilhører en noget sildigere Tid, idet den muligvis tør antages at indeholde en Hentydning til Eriks Tog til Venden Aar 1136, da der første Gang fra Danmark førtes Ryttere over Havet. Det betydelige Antal, hvormed Roskildetyperne optræde i dette Fund, viser ogsaa hen til, at Skatten maa være nedlagt nogle Aar efter Eriks Regjeringstiltrædelse.

Noget bestemt Forbillede for Lundetypen kjendes ikke; nogle Variationer af Roskildemynterne (T. XIII. Erik E. 2) vise en mærkelig Lighed med en gammel Mynttyp fra Deventer, tilhørende Kejserne Otto III og Konrad II (42).

Af Lundetypen kjendes 42 Variationer; Udmyntningen maa altsaa have været meget betydelig. De fire Roskildetyper indeholde indtil 16 Variationer, saaledes at ogsaa disse Udmyntninger have været af anseligt Omfang. Erik Emuns Mynter ere omhyggelig prægede og danne herved en Modsætning til Hovedparten af Mynterne fra Kong Niels.

Der er endnu ikke fremkommet noget Fund, der har kunnet sprede Lys over Myntrækkerne i Erik Lams 9-aarige Regjeringstid, 1137-1146. Kun et eneste Fund kjendes af Mynter fra denne Konge, fra Åkesholm i Skaane, hvilket indeholdt 40 ens Mynter af Eriks eneste kjendte Lundetyp (T. XIII. Erik L. 1), og kun en enkelt Mynt blev, saavidt vides, reddet af dette Fund.

Foruden denne kan kun en, formentlig i Roskilde præget Mynt antages at tilhøre denne Konge. Medens Typen fra Lund ved Arbejdet slutter sig til Erik Emuns Mynter fra denne By, viser Roskildemynten (T. XIII. Erik L. 2) nærmest Lighed med den følgende Periodes Typer.

Paa Lundemyntens Revers fremstilles for første Gang Billedet af en gejstlig Person, altsaa af Lunds Ærkebiskop Eskil, i Lighed med Datidens mange tyske gejstlige Herrers Udmyntninger. Mynten frembyder et karakteristisk Vidnesbyrd om Gejstlighedens voxende Magt ved Siden af den uduelige Konges Svaghed, som har maattet imødekomme Ærkebispens Ønske om at faa sit Billede anbragt paa Mynten sammen med Kongens. En lignende Udvidelse af Myntretten opnaaede snart efter Biskopperne i Roskilde, Ribe og Slesvig. Der indtræder saaledes med denne Mynt en væsentlig Forandring i Karakteren af de Udmyntninger, i hvilke Kirken har Del. Samtidig med at de gejstlige Herrers Billede optages paa Mynterne, udelades Myntprægerens og, paa faa Undtagelser nær, ogsaa Myntstedets Navn.

I Lunds Universitets Myntsamling findes en Mynt med kronet Brystbillede og med en utydelig Reversfremstilling, muligvis af et Alter. Adversomskriften synes at indeholde Navnet OLVF; Reversen mangler Omskrift (T. XIII. Oluf). Myntens Karakter og Enkeltheder i Præget pege hen mod Valdemar den Stores Tid, og det er derfor sandsynligt, at Mynten skal henføres til Harald Kesias Søn Oluf, der under Erik Lam tiltog sig Magten i Skaane i Aarene 1140-1143 (43). Den frembyder saaledes formentlig et Vidnesbyrd om de forvirrede Forhold i Riget, forinden Valdemar den Store bragte faste Tilstande tilveje.

Ved Udeladelsen af Myntprægerens og Myntstedets Navne gaar et af de sikreste Midler til Mynternes Bestemmelse tabt; og da tillige Adversomskriften hyppig udelades, indtræder der senere i en lang Periode paa flere Punkter Uvished i Mynternes Ordning, saavel med Hensyn til Tidsfølgen som til de stedlige Henførelser.

Kap. IV. Myntretten


Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt