Christian d. 4's portræt som grundlag for en datering af hans portrætmønter uden årstal

af Anders Harck

I møntsamlerkredse anføres det ofte, at portrætterne på Christian d. 4's mønter for det meste er simple skitser. I denne artikel vil jeg se nøjere på møntportrætterne i perioden frem til 1624, hvor der sker en markant ændring i portrættet, idet kongens krone fra dette tidspunkt er lukket med bøjler. Desuden kompliceres forholdene yderligere af, at der begynder at optræde mønter fra Glyckstad (disse kommer allerede fra 1623, men er ikke behandlet i denne artikel), og senere kommer der også mønter fra Norge. Det er mit håb, at mine observationer kan retfærdiggøre et andet syn på Christian d. 4's møntportrætter end det ovenfor anførte, og på grundlag af portrætternes detaljer vil jeg give en mere eller mindre præcis datering af portrætmønter uden årstal. I denne sammenhæng er det interessant, at kongens klædedragt varierer meget systematisk op gennem tiden.

 

Mønter før kroningen (Portrættype 1)

Christian d. 4's møntserie starter med den pragtfulde "Prinsedaler" fra 1590 (Hede Nr. 40). På dette portræt er den fremtidige konge afbilledet med en stor flad pibekrave, som vi i dag kun kender fra præstekraven. Portrættet er næsten identisk med et kobberstik fra 1595 (se Fig. 1), som er lavet efter et i dag ukendt maleri. Den viste kravetype forekommer på en del tidlige portrætter af den unge prins bl.a. det kendte maleri fra ca. 1583 som hænger på Rosenborg. Maleriet er afbilledet mange steder (se f. eks. Heiberg p. 10) De næste portrættter ses på de ungerske gyldener fra Haderslev 1591-1593 (Hede Nr. 8). Her er den kommende konge lidt ukorrekt afbilledet med krone, men ellers er der tale om et portræt af samme type som prinsedalerportrættet, idet prinsen også her bærer en stor flad pibekrave. Da prinsen er afbilledet i hel figur på en lille mønt er selve portrættet naturligvis ikke så detaljeret. Disse to portrætter fra før kroningen udgør portrættype 1.

 

Ungdomsportrætter uden skæg (Portrættype 2)

I 1596 er den næste pragtdaler slået. Denne er sandsynligvis slået i anledning af kroningen, og kongen bærer da også sin krone. Portrættet viser endnu en ung mand uden skæg. I dragten er der vist en temmelig stram og høj krave (se Fig. 2). Disse træk går igen på de efterfølgende pragtspecier fra 1597 (bryllupsspecien; se afb. i Hedes bog) og igen på den meget lignende dobbeltspecie fra 1600. Disse tre forskellige portrætter vil jeg slå sammen til en portrættype 2.

 

 

Ungdomsportrætter med skæg (Portrættype 3)

Til type 2 er nært knyttet den følgende som udgøres af specien uden år (Hede 44 - Schou 31). Denne, som bærer samme bagside som kroningsspecien (endda samme stempel), viser et portræt, hvor kongen har tillagt sig sit karakteristiske fipskæg (se afb. i Hedes bog) omend det endnu er meget lille. Tilsvarende ses på søslingen Hede Nr. 82 en ung konge med et meget lille fipskæg og en temmelig stram krave (se Fig. 3).

Denne søsling er efter min opfattelse slået i 1602. Dette begrunder jeg med det meget ungdommelige portræt sammenholdt med oplysningerne i Wilcke, om at Nicolaus Schwabe i 1602 har slået søsling for et beløb på 100 daler. Dette beløb er meget mindre end hvad der er slået i 1604 (1971 daler) eller 1607-9 (230+1897 daler), og man må altså forvente, at søslingen fra 1602 i dag er en sjælden mønt. Dette er netop tilfældet med Hede Nr. 82. Specien uden år (Schou 31) er vanskeligere at tidsfæste nøjagtigt. Det er oplagt, at der er tale om et pragtstykke, som ikke er slået til omsætningen, men det er ikke rimeligt at antage denne mønt slået i 1596 i anledning af kroningen, da kongen bærer skæg. På den anden side er der brugt samme bagsidestempel som på kroningsspecien. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at specien er slået omkring 1602 på baggrund af portrættet med skæg. Denne opfattelse begrunder jeg med, at det ovenfor nævnte portræt på dobbeltspecien 1600, som med sikkerhed er skåret i 1600 (dobbeltspecien 1600 er ene om at bære dette portræt og bagsidestemplet er med omhu rettet fra 1597 til 1600), ikke bærer skæg. Endvidere viser forholdet med dobbeltspecien 1600 også, at det ikke er utænkeligt, at et bagsidestempel har ligget nogle år for derefter atter at tages i brug. Det vil være interessant, om det er muligt at finde en anledning til at slå en pragtspecie omkring 1602. (Hyldningen i Hamborg i 1603 kan evt. komme på tale.) De to møntportrætter behandlet i dette afsnit vil jeg betegne med type 3.

I 1603 er der slået en ungersk gylden (Hede Nr. 14) med kongen portrætteret i hel figur. På denne mønt ses en dragt, hvor kraven er ret høj. Desuden ser vi et skærf, der går fra kongens venstre skulder og skråt ned over brystet. Selve ansigtsportrættet viser en spids hage, som nok må fortolkes som et fipskæg. Portrættet må nok henføres til ovennævnte type 3, men de meget små portrætter på ungerske gylden med kongen i hel figur er i sagens natur ikke så detaljerede og vil derfor ikke blive henført til bestemte typer. Afbildningen af kongen er genbrugt på de ungerske gyldener fra 1604 og 1607 (begge Hede Nr. 14). Identiteten er så fuldstændig, at jeg mener, at kongeportrættet er fremstillet ved brug af samme punsler.

 

Udbredt Kniplingskrave (Portrættype 4)

I 1604 viser regnskaberne (Wilcke), at der er slået for 1971 daler søsling. Disse søslinge er indeholdt i mønten Hede Nr. 81, men dette Hedenummer omfatter også andre årstal (se nedenfor). De i 1604 slåede mønter har et portræt som vist i Fig. 4. Dette er den mest almindelige søsling fra Christian d. 4, og det harmonerer fint med, at det er i 1604 den største udmøntning af søsling finder sted (Wilcke). Portrættet viser kongen med sit nu fuldt udviklede fipskæg, og klædedragten har en lav udbredt krave. Disse træk ses også på den ungerske gylden fra 1604 med hoftebillede (Hede Nr. 15), omend kraven her er væsentlig større end på søslingen. Desuden bærer kongen på den ungerske gylden et skærf fra venstre skulder og ned over brystet (se Fig. 5) ganske som på den ungerske gylden fra 1603.

 

Inden vi går videre vil jeg dvæle et øjeblik ved den ungerske gylden Hede Nr. 15. Denne mønt, som er slået af Nicolaus Schwabe, viser for første gang det for Christian d. 4 mønter så karakteristiske hoftebillede (et sådant hoftebillede findes ellers kun på et par enkelte Chr. d. 3 mønter samt en Chr. d. 5 speciedaler). Det forbliver dog på dette tidspunkt en enlig svale. Hoftebilledet genoptages først med Hans Flemmings mark fra 1607, men fra dette tidspunkt slår typen kraftigt igennem, og den almindelige omsætningsmønt bliver stærkt præget af dette hoftebillede helt frem til kronemøntens indførelse i 1618. Det er pudsigt, at N. Schwabes eksperiment med hoftebillede først kan slå igennem ved H. Flemmings ansættelse som møntmester i Helsingør, hvor han iøvrigt ikke bruger hoftebillede på den ungerske gylden, hvorfor den enlige svale fra 1604 er den absolut eneste regulære danske guldmønt med et hoftebillede. Guldafslagene af N. Schwabes breddaler (Hede Nr. 64) har dog også et hoftebillede, men disse må til en vis grad betragtes som skuemønter. Jeg antager, at denne diskusion nok skal ses i sammenhæng med udenlandsk mønt, idet den overordnede portrættype (helfigur, hoftebillede, brystbillede eller rent portræt) sikkert i nogle sammenhænge er et udtryk for møntens valør, men her bevæger vi os udenfor mine undersøgelser.

De firkantede gulddalere (Hede Nr. 10-13) er også fra 1604. På 8-daleren (se afb. i Hedes bog) ses et smukt portræt af kongen med det karakteristiske fipskæg og en krave, der minder om det, vi har set på den ungerske gylden i Fig. 5. De øvrige mønter i denne serie (Hede Nr. 11-13) er hos både Hede og Sieg afbilledet med et portræt identisk med portrættet i Fig 3. For 4-dalerens vedkommende er dette et atypisk valg, idet den almindeligst forekommende 4-daler bærer et portræt som vist i Fig. 6 (1604 Schou 5). At denne type er den mest almindelige bygger jeg på følgende oversigt over auktionseksemplarer:

Portrættet i Fig. 6 viser igen kongen med et veludviklet fipskæg, og kraven er en udbredt kniplingskrave. Da den i Fig. 6 viste mønt er den almindeligste på trods af, at der findes flere Schounumre med portræt som i Fig. 3 (Schou 6-8) og varierende ornamentik i hjørnerne, anser jeg mønter med portræt som Fig. 3 for at være prøvemønter, medens mønten vist i Fig. 6 (Schou 5) er det færdige resultat, som er blevet slået i større antal. For 6-daleren findes også et eksemplar med portræt som i Fig. 6 (Schou 3) medens det mere ungdommelige portræt findes både med og uden ornamentik i hjørnerne. Hvorledes det forholder sig med 3-daleren er vanskeligt, idet kun en enkelt mønt med portræt som i Fig. 3 og uden ornamentik i hjørnerne er kendt. Jeg vil antage, at der også for 3- og 6-daler er tale om prøvemønter i de tilfælde, hvor der ikke er ornamentik i hjørnerne og/eller de bærer det ungdommelige portræt. Kongen har næppe accepteret cirkulerende mønt med et "forældet" portræt.

Et mærkeligt stykke i Schous arkiv (1604 Schou 5a) må sluttelig omtales i denne sammenhæng. Der er tale om en sølvafstøbning af en 4-daler 1604. Portrættet er ganske afvigende fra de ovenfor beskrevne, men er identisk med portrættet på 4 skilling 1606.

 

I 1606 kommer de næste portrætmønter. Disse er i hovedtræk af samme type som portrætterne fra 1604 idet kongen som for alle følgende Mønter bærer sit karakteristiske fipskæg. Kraven er endnu en udbredt kniplingskrave. I Fig. 7 er vist en Mark fra 1606 (Hede Nr. 92A). Af andre mønter fra dette årstal har vi 8 Skilling og 4 Skilling (Hede Nr. 93A og 94). Den sidste daterede mønt med en typisk udbredt kniplingskrave er 8 Skilling 1607 (Se Fig. 8, Hede 93A). I 1607 er de fleste møntportrætter af en ny type. Portrætterne på mønter fra perioden 1604 og frem til den just omtalte 8 skilling 1607, hvor kongen har sit karakteristiske fipskæg og klædedragten har en større eller mindre udbredt krave vil jeg betegne som portrættype 4. På de fleste af mønterne med denne portrættype ses ikke noget skærf, men hvis et sådant findes, bæres det fra kongens venstre skulder. Til denne type skal også henregnes de to guldmønter Hede Nr. 21 og 22, men disse stykker vil jeg ikke datere på denne baggrund, men det vender vi tilbage til nedenfor.

 

Opstående krave (Portrættype 5)

 

Som nævnt optræder en ny portrættype i 1607. I Fig. 9 er denne nye type gengivet i form af en mark fra 1607 (Hede Nr. 92B). På dette portræt ses en stor opstående krave og kongen bærer et skærf fra sin højre skulder og skråt ned over brystet. Denne portrættype med den opstående krave ses på et dejligt portræt af kongen, som er malet i England under kongens besøg der i 1606 (se Fig. 10).

Fig. 10

Allerede fra 1606 eller, hvis den besynderlige sølvafstøbning af 4 daler 1604 Schou 5a medtages allerede fra 1604, ses en begyndende overgang til den nye portrættype, idet kraven på nogle mønter (se Fig. 11, 4 skilling 1608 Hede 94) er ret stor ved kongens nakke, men alligevel fladt udbredt ved brystet. Denne "overgangskrave" kan også ses på et maleri af Christian d. 4 (se Fig. 12). Dette maleri er dateret til ca. 1607 og hænger på Gripsholm.

Det kan formodes at den opstående kravetype vist i Fig. 10 er blevet modefænomen på dette tidspunkt. På næsten samtlige portrætmønter fra den følgende periode (1607 - 1610, Hede Nr. 93A og B, Hede 94, Hede 95, Hede 96, Hede 97, Hede 98, Hede 53A og B, Hede 16, Hede 19 og sådan set også Løvedaleren Hede 65) ses denne krave. Den ungerske gylden fra 1607 (Hede Nr. 14) har dog et "forældet" portræt, idet stemplet er identisk med et stempel fra 1604 (Schou Nr. 12, og her anser jeg endda som nævnt, at der er tale om samme punsler som i 1603). Desuden er de små portrætter på den ungerske gylden fra 1608 (Hede Nr. 17) og den dobbelte ungerske gylden (Hede Nr. 18) også af den ældre type.

Fig. 12

Der eksisterer en 8 skilling uden årstal (Schou 32, Hede Nr. 93A). Portrættet på denne mønt er identisk med N. Schwabes øvrige 8 skilling-portrætter med den store opstående krave. De daterede mønter med dette portræt er fra 1608-9, og mønten uden årstal må også være fra denne periode.

I 1607 og 1609 er der igen udmøntet søslinge (Wilcke), og her vil jeg placere de søslinge, som bærer et portræt som vist i Fig. 13. Dette portræt findes både på mønter som er katalogiseret som Hede Nr. 81 (portræt til randen forneden) og Hede Nr. 84B (portræt til randen foroven). Her anser jeg portrættet som et væsentligere inddelingskriterium end portrættets placering i forhold til omskriften, og mønter med det viste portræt må alle henføres til de to nævnte årstal, men jeg finder ikke noget der kan adskille de to årgange fra hinanden. Slår man alle søslinge med dette portræt sammen er denne type nok lige så almindelig som typen beskrevet ovenfor som værende fra 1604, og dette harmonerer fint med at udmøntningen er af samme størrelse (2127 daler mod 1971 daler i 1604). Det er vanskeligt at afgøre, om dette søslingeportræt er af type 4 eller den følgende med opstående krave. Her er igen tale om overgangstypen, som også er vist for en 4 skilling 1608 (sml. Fig. 11).

Portræt med stor opstående krave findes også på begge breddalerne (Hede Nr. 63 og 64, se afb. i Hedes bog). Det må altså også antages at disse pragtmønter er slået i perioden 1607 - 1610, men jeg har ikke hos Wilcke kunnet finde specielle tal for disse "multidalere", da de angivne regnskaber kun anfører tal for dalermønt. N. Schwabe har imidlertid ifølge Wilcke slået dobbelte og enkelte portugaløsere i 1607. Vi kender idag guldafslag på hel og halv portugaløser af samme type som breddaleren beskrevet som Hede Nr. 64. Det er nærliggende at antage, at det er disse guldmønter, som figurerer i de af Wilcke gengivne regnskaber. Dette vil medføre, at breddalerne fra N. Schwabe (Hede Nr. 64) er slået ca. 1607. Det må iøvrigt nævnes, at man på disse mønter (både Hede 63 og 64), hvor ikke kun kongens ansigtsportræt er vist, ser en dragt, som er i nøje overensstemmelse med dragten på den tredobbelte ungerske gylden fra 1608 (Hede Nr. 19) og på speciedalerne fra 1608 - 1610 (Hede Nr. 53A og B).

I denne sammenhæng vil jeg også nævne, at der ifølge Wilcke er udmøntet portugaløsere i København i både 1605 og 1607. Af kendte portugaløsere er der følgende: et guldafslag af specien fra 1603 (Hede Nr. 49), Hede Nr. 9 og guldafslag af breddaleren Hede Nr. 64. Antages det, som ovenfor foreslået, at udmøntningen i 1607 repræsenteres af guldafslag til breddaleren, må Hede Nr. 9 være udmøntet i 1605. Ser man på det store rigsvåben på bagsiden af denne mønt (Hede Nr. 9) er Danmarks tre løver placeret i et kronet centralskjold. Denne placering ses ikke hyppigt, men den findes netop på den nævnte specie fra 1603 og de dertil hørende varianter (Hede Nr. 49-52). Desuden findes den på Hans Flemmings breddaler (Hede Nr. 63), som tidligst kan være slået i 1607, hvor H. Flemming bliver ansat. I perioden fra 1603 til 1607 kendes ikke andre mønter med det store rigsvåben (våben med alle provinsvåben repræsenteret). Piasteren fra 1624 (Hede Nr. 66) har et rigsvåben af en lignende type som de nævnte mønter, men provinsvåbnene er organiseret helt anderledes, og det centrale våben med Danmarks tre løver er ikke kronet. Ses der bort fra piasteren, som egentlig ikke hører til den almindelige danske møntserie, idet den er slået til handel med udlandet, vises "Det store Rigsvåben" i perioden fra 1608 frem til Christian d. 4's død som et centralt skjold med Danmarks tre løver, mens alle provinsvåbnene er placeret i en ring af separate skjolde udenom. Dette er en indikation af, at portugaløseren Hede Nr. 9 er slået før 1608, og er altså i god harmoni med, at den er slået i 1605, men det udelukker ikke, at udmøntningen i 1607 også har været af denne type. Våbnenes placering på de to breddalere giver nu også en indikation på, at disse mønter er slået omkring eller før 1608. Som omtalt har Hans Flemmings breddaler et våben som set på 1603-specien. Schwabes breddaler har alle våbnene (incl. Danmarks tre løver) placeret i en ring af separate skjolde, og er der+med næsten identisk med den organisering, som indføres fra 1608. Organiseringen på Schwabes breddaler kan opfattes som et eksperiment, der er blevet ændret lidt på de følgende fremstillinger for at give det lille rigsvåben en mere markant position. Hermed vil jeg slutte mine overvejelser omkring dateringen af de to breddalere og som allerede antydet dristigt postulere, at de er slået i 1607-8. Portrættypen med den opstående krave, som altså bliver nummer 5 i rækken, findes så kun i den korte periode 1607-1610.

Høj pibekrave (Portrættype 6)

Fig. 14

I 1611 skiftes kraven meget brat ud med en høj ret smal pibekrave, som også ses på det pragtfulde maleri af P. Isacs vist i Fig 14. Dette maleri, som blev solgt hos Bruun Rasmussen i det tidlige forår 1999, er en krydsning af det berømte portræt på Frederiksborg (se afb. i Heiberg p. 178) og det store dobbeltportræt af kongen og dronningen på Rosenborg (se afb. i Heiberg p. 88). Disse malerier angives at være fra 1611-1612, og det er interessant, at møntportrættet på specien fra 1612 (Hede Nr. 54) viser et portræt af kongen i nøje overensstemmelse med disse malerier, idet skærfet går fra kongens venstre skulder og kongen står med kommandostaven i højre hånd. Begge disse karakterer findes kun på denne ene mønt, men en rosenobel fra samme år (1612 Schou 1) har dog også skærfet fra kongens venstre skulder. Disse to mønter fra 1612 vil jeg tilordne portrættype 6a. Næsten alle andre mønter fra denne tid har et skærf fra kongens højre skulder, og kongen har på de fleste mønter den højre hånd støttet på hoften som vist på Fig. 15 (mark 1614, Hede Nr. 99). På Rosenoblerne (Hede Nr. 23 og 24) holder kongen en stav (scepter ?) i den venstre hånd og på specierne fra 1618-1620 (Hede Nr. 53C) holdes scepteret i højre hånd (og rigsæblet på venstre). Portrættypen med den høje pipekrave og skærfet fra kongens højre skulder vil jeg betegne med type 6. Bortset fra den nævnte specie fra 1612, rosenobelen 1612 S.l og ungersk gylden 1611 (Hede Nr. 17) ses denne portrættype på samtlige portrætmønter frem til 1617 og videre frem til og med 1620, hvis man ser bort fra den i 1618 nyindførte kronemønt. Desuden ses denne portrættype også på Kalmarmedaljen fra 1611 (se Fig. 16). Kalmarportrættet, som tidligere er blevet sammenlignet med N. Schwabes breddaler (se kommentar til Hede Nr. 64), skiller jeg altså skarpt fra breddalerens på grundlag af kraven, og der må efter min mening være mindst et år mellem breddaleren og Kalmarmedaljen alene på grundlag af portrættet. Som omtalt ovenfor mener jeg faktisk, at der er 3-4 år mellem disse to portrætter.

 

I 1611 er igen slået søsling (se Wilcke), og der findes da også søsling med portrættype 6 som vist i Fig. 17. Den viste mønt er med møntmestermærke og portræt til randen foroven (Hede Nr. 84A), men den viste portrættype findes også uden møntmestermærke (Hede Nr. 84B) og med portræt til randen forneden (Hede Nr. 81). Alle søslinge med denne portrættype må efter min mening henføres til udmøntningen 1611. Disse søslinge er ikke almindelige, hvilket igen harmonerer fint med et udmøntningstal på kun 338 daler (se Wilcke).

 

Portrættype 6 findes endelig på guldmønten Hede Nr. 20 (se Fig. 18). De to guldmønter Hede Nr. 21 og 22 bærer en bagside af helt samme type som denne, men som beskrevet ovenfor bærer de to guldmønter (Hede Nr. 21 og 22) et portræt af type 4. Da portrættype 4 kun optræder frem til 1607, og portrættype 6 ikke ses før 1611, er disse guldmønter (Hede Nr. 20-22), vanskelige at datere. Grundet deres ensartede bagside må de være slået samtidig. Jeg vil med stort forbehold antage, at de er slået omtrent samtidig med Kalmarmedaljen på grundlag af ligheden i kongens ansigtstræk. Selve kongens ansigt på guldmønten Hede Nr. 20 og på Kalmarmedaljen er meget ens. (sml. Fig. 16 og 18). Da der for guldmønterne er tale om prøvemønter, har man så for de mindre mønter brugt tidligere portrætter som forlæg (sml. argumentationen ved 4 daler 1604).

Inden vi går videre vil jeg hæfte mig lidt ved den meget markante og konsekvente ændring af kravetype i 1611. Ovenfor har jeg lidt spøgefuldt bemærket, at den høje opstående krave (portrættype 5) er blevet det store modefænomen fra 1607. En tilsvarende løs bemærkning mener jeg ikke er på sin plads ved overgangen til anden kravetype i 1610-1611. Her er skiftet som nævnt meget konsekvent gennemført, hvilket er i modsætning til den gradvise ændring i 1607. Desuden kan det også nævnes, at der findes afbildninger af kongen med den høje pibekrave fra ca. 1606 (se Heiberg p. 100 og 116), men på mønter optræder den altså først fra 1611. Den meget bratte ændring her i 1611 har sandsynligvis forbindelse med en ny møntforordning af 3 Apr. 1610. I året 1610 er der kun slået speciedaler (Hede 53B), som er behandlet under portrættype 5, og udmøntningsformlen for speciemønt er ikke ændret i 1610-forordningen. Af denne grund kommer de nye mønter først frem i 1611.

Wilcke (p. 30) beskriver, hvorledes Kejser Ferdinand II i ěstrig på thalere fra 1623 markerer et nyt (og bedre) sølvindhold i mønten ved ændring af kejserens krave. I Danmark i 1610 er der tale om en forringelse af mønten, men der har formentlig alligevel været grund til at skelne den nye mønt fra den gamle, og jeg antager, at det konsekvente kraveskift markerer dette.

 

Kronemønt (Portrættype 7-10)

I 1618 indfører kongen den ny mønttype Kronemønt. Dette markeres med en ny portrættype (type 7), som dog ikke markerer et så skarpt skift som i 1611, men mønten er i det hele så forskellig fra tidligere mønter, at forveksling ikke har været et problem. Kraven er stort set uforandret, men på kronemønten er det frem til 1624 helt gennemgående, at skærfet går fra kongens venstre skulder, og at kongen står med sit scepter i højre hånd (se Fig. 19). Som nævnt er denne portrættype enerådende frem til 1624, hvilket vil sige, at der er tale om Hede Nr. 105, 106, 107, 108 og 109. På de små mønter er folderne i kraven ikke tydelige, men der er ikke tvivl om, at det er den sædvanlige høje krave.

Fig. 20

En lille portrætmønt uden årstal er endnu ikke omtalt. Det er den lille dreiling, som Hede placerer blandt de andre småmønter som Nr. 83. Denne lille mønt har et portræt, som er næsten identisk med Johan Posts portræt af Christian d. 4 på dobbeltkronen fra 1619 eller halvkronen 1620 (se sammenligningen af de tre portrætter i Fig 20). Der er desværre tale om et rent portrætbillede, hvor ikke meget af dragten er synlig. Det kan dog udelukkes, at kongen har et skærf fra højre skulder, men den venstre skulder forsvinder ud af møntbilledet, hvorfor det ikke er muligt at konstatere om kongen bærer et skærf over denne skulder. Skal portrættet indordnes i nogle af ovenstående typer er der således de to muligheder: 6a eller 7 (dette er typerne med den høje pibekrave og skærf fra venstre skulder). Da portrættet i udformningen er så lig det af J. Post udførte, mener jeg, at denne lille mønt rettelig bør placeres i serien af kronemønt, og at den er slået af J. Post. Dateringen må følgelig blive mellem 1618 og 1624. I en følgende artikel "Christian d. 4's dreiling er en søsling" vil jeg gøre rede for, at denne mønt er slået i 1622.

Til slut kommer vi til året 1624, hvor kronemønten skifter udseende. De fleste nye mønter vil ikke blive behandlet udførligt, da jeg stopper når portrættet får lukket krone. Der er dog to mønter med åben krone fra 1624: Hede Nr. 125 og 126 (se afbildninger i Hedes bog). Disse mønter er udprægede overgangsmønter. Konsekvent er portrættet af den stående konge ændret således, at han nu bærer skærfet over højre skulder, og han står med kommandostaven i højre hånd på alle mønter med portræt i helfigur fra 1624. De to nævnte Hedenumre er af samme størrelse og tykkelse som de tidligere, hvorimod de mere almindelige (Hede Nr. 127 og 128) er mindre og tykkere. Kronen (Hede Nr. 125) bærer et portræt, hvor kraven er en høj smal pibekrave som på de tidligere mønter, men halvkronen bærer et portræt, hvor kraven er en stor bølget kniplingskrave. Denne kravetype ses også på de mere almindelige tykke mønter samt iøvrigt på de fleste portrætmønter fra København frem til 1632. Der sker således en gradvis ændring af kronemønten i 1624: Først ændres den stående konge, så han står med kommandostav og skærf fra højre skulder (Hede Nr. 125). Dernæst ændres kraven til en bølgekrave (Hede Nr. 126), og sluttelig ændres møntens format samtidig med, at kronen lukkes med bøjler (Hede Nr. 127 og 128). Den på mønterne ny kravetype (stor bølget kniplingskrave) ses også på andre fremstillinger af kongen fra denne periode (se Heiberg p. 266 og 378). Hvis portrættyperne fortsat skal nummereres vil jeg lade kronen Hede Nr. 125 få portrættype 8, og halvkronen Hede Nr. 126 må få portrættype 9. Afrundingen på historien bliver smuk: Portrættet med lukket krone på de tykke kronemønter fra 1624 og frem får type Nr. 10.

 

Afsluttende bemærkninger

Efter denne gennemgang af næsten alle Christian d. 4's portrætmønter i perioden fra Frederik d. 2's død frem til 1624 håber jeg at have overbevist læseren om, at der er en klar linie i udviklingen, og at denne ikke er tilfældig. Man vil måske have bemærket, at de enkelte portrættyper ikke er knyttet til bestemte møntmestre, men tværtimod ses i samme tidsrum fra de involverede møntmestre. Det må derfor formodes, at portrættypen er fastlagt fra central side (Kongens - Christian d. 4 havde jo selv en finger med i alt, hvad der skete). Det er også mit håb, at læseren har opdaget, at portrætterne selv på de små brugsmønter er særdeles detaljerede og dermed ikke kan betegnes som skitser. Mønterne giver faktisk et godt billede af, hvordan kongen så ud og skiftede ansigtstræk op gennem tiden. Dette kan også følges på de senere mønter, hvor specielt speciedaleren Hede 55 er meget forskellig i forskellige perioder. En enkelt mønttype i perioden op til 1624 er dog ikke behandlet, idet jeg ikke finder, at portrættet på denne mønttype berettiger til udsagn om kongens udseende. Det drejer sig om specien Hede Nr. 49 (og varianter). På denne specie ses "en konge" på tronen i stil med tidligere tiders sølvgylden. Denne mønt er heldigvis dateret til 1603, hvorfor den ikke står som et hul, der ikke kan dateres, og jeg tør derfor påstå, at der nu ikke er vanskeligheder med datering af flere af Christian d. 4's mønter. Mønterne uden årstal, som ikke er behandlet i denne artikel, er enten udførligt beskrevet andetsteds (Rytterdenningene Hede Nr. 104, 167-169 er beskrevet af Wilcke, Brekke m.fl. og Aagaard), eller de knytter sig meget nær til daterede mønter og er således tidsmæssigt fastlagt. Til den læser, der endnu ikke er blevet træt af at studere Christian d. 4's portræt, vil jeg anbefale en gennemgang af Heibergs bog, der som allerede nævnt indeholder flere fine portrætter. De i denne artikel gengivne malerier og stik er med undtagelse af Figur 14 taget fra denne bog. Maleriet i Figur 14 er taget fra Bruun Rasmussens auktionskatalog Nr. 658. Maleriet blev solgt for et hammerslag på kr. 160.000. Herefter har jeg blot at takke læseren for tålmodighed med gennemgang af denne portrætserie. Jeg vender som nævnt tilbage med et efterspil om den lille "dreiling".

 

Note:
I artiklen er der for Hede Nr. 125 beskrevet en høj pibekrave (portrættype 8), som det er vist i Hedes bog eller Sieg. Ved fremkomsten af Højlands auktionskatalog 8 er jeg blevet opmærksom på, at denne mønt også findes med den bølgede kniplingskrave (portrættype 9), hvilket kan ses på afbildningen i dette katalog. Hvorvidt halvkronen Hede Nr. 126 findes med portrættype 8 er herefter uafklaret. Under alle omstændigheder bekræfter forholdet med de forskellige kravetyper på Hede Nr. 125, at der som beskrevet i artiklen er tale om udprægede overgangsmønter. Iøvrigt kan det bemærkes, at der også er tale om en ret kraftig variation i kravens udseende på mønterne Hede Nr. 127 og 128, men disse er som nævnt ikke udførligt behandlet i artiklen. Alt i alt er 1624 et år, hvor der sker en gradvis ændring af kravens udseende.

(2000)


Litteratur:


Tilbage til Dansk Mønt