Den lille "Dreiling" fra Christian d. 4 (Hede Nr. 83) har hidtil ikke påkaldt sig den store opmærksomhed. I Schous beskrivelse er den angivet som "halv hvid ?" = 2 penning (Schou: Uden År 157 og 158). Dette er formodentlig baseret på, at den er væsentlig mindre end de øvrige små portrætmønter. Hede indfører betegnelsen "Dreiling ?". Denne betegnelse angiver, at møntens valør er 3 penning = halv søsling = kvart skilling. Det anføres at denne værdi er tvivlsom, idet den er fremkommet på grundlag af møntens vægt. Denne vægt angiver Hede til gennemsnitligt at være 0.53 g. med en variation fra 0.39 g. til 0.68 g. (16 eks.). Ingen forordning, der foreskriver vægt og lødighed for en sådan mønt, er kendt. Forordningerne fra 1602, som må antages at være Hedes grundlag, idet mønten er placeret sammen med søslinge fra denne periode, foreskriver en søslingevægt på 1.063 g. eller 1.017 g. Antages lødigheden at være som for disse søslinge beregnes en vægt på godt et halvt gram for en halv søsling, hvilket er i god overensstemelse med det anførte gennemsnit. Det må imidlertid anføres, at en vægt bestemt ud fra et gennemsnit er lavere end møntens lovbefalede vægt, idet mønterne er slidt og evt. er defekte på grund af afbrækning af små kantstykker. Gennemsnittet er set i dette lys ret højt, og maksimumværdien på 0.68 g. er meget høj, men kan dog skyldes fastgroede urenheder. Et andet argument for den høje vægt kan være at lødigheden (som generelt) er mindre for den lavere valør, men dette er kun spekulation, da ingen forordning er kendt.
De ovenstående beregninger forudsætter som nævnt, at man som grundlag for vægt og lødighed bruger forordningerne fra 1602. I artiklen "Christian d. 4's portræt som grundlag for en datering af hans portrætmønter uden årstal" (Harck) har jeg imidlertid på grundlag af portrættet gjort rede for, at den lille "Dreiling" må være slået af J. Post som en del af kroneudmøntningen, der begynder i 1618. Hermed skrider grundlaget for de ovenstående beregninger.
Vender vi os nu til forordningen fra 1619 optræder en Halv skilling med vægten 0.600 g. og en finvægt på 0.075 g (Wilcke). Denne Halvskilling eller Søsling er beskrevet som Hede Nr. 120 (Se afbildning i Hedes bog). Denne type, som er slået af J. Post i 1620 eller senere (møntmestermærket er en fugl), bærer på forsiden Christian d. 4's monogram omgivet af RFP. På bagsiden angives værdien søsling. Mønten, som kun kendes i et eksemplar, vejer 0.51 g. og angives måske at være falsk. I regnskaberne (Wilcke) ses, at J. Post i 1622 har slået søsling for et beløb på 206 daler. Vi vil nu se på hvilke udmøntninger af søsling, der er foretaget under Christian d. 4 (jf. Wilcke, Hede og Harck for sammenhængen):
1602 100 Daler N. Schwabe H. 82 1604 1971 Daler N. Schwabe H. 81 1607 230 Daler N. Schwabe H. 81, H. 84 B 1609 1897 Daler N. Schwabe H. 81, H. 84 B 1611 338 Daler N. Schwabe H. 81, H. 84 A+B 1622 206 Daler J. Post (H. 120) 1624 266 Daler N. Schwabe H. 136 1631 128 Daler P. Gryner H. 145
Med undtagelse af Hede Nr. 120 bærer alle disse søslinge kongens portræt. Som nævnt ovenfor bærer Hede Nr. 120 kongens monogram omgivet af RFP, hvilket er helt identisk med En skillingen beskrevet under Hede Nr. 119. Søslingen Hede Nr. 120 vil altså meget let kunne forveksles med En skilling - især når den er blevet noget slidt. Denne mønt har ikke kunnet accepteres som omsætningsmønt, når befolkningen altid har kendt en Halv skilling på, at den bar kongens portræt. Jeg vil derfor betragte Hede Nr. 120 som en prøvemønt (eller en falsk mønt). Det er nu oplagt, at den lille "Dreiling", der som ovenfor nævnt på grundlag af portrættet må henføres til kroneudmøntningen fra J. Post, er en Søsling fra 1622. Med hensyn til møntens vægt er denne placering af mønten god, idet et vægtgennemsnit på 0.53 g. er i meget fin overensstemmelse med en foreskreven vægt på 0.60 g. Et eksemplar, der vejer 0.68 g., er imidlertid stadig meget tungt, men her må jeg henvise til de indledende forklaringer og blot konstatere, at uoverensstemmelsen er mindre end den af Hede accepterede. Med hensyn til lødigheden vil det selvfølgelig være interessant, om mønten også her er i overensstemmelse med det foreskrevne 0.125, men denne lødighed er også foreskrevet for søsling i 1602, hvorfor lødigheden ikke kan bruges som argument for den ene eller den anden placering af mønten.
Sluttelig vil jeg nævne et kuriosum. Forordningerne viser, at inflation ikke er et nyt begreb. I 1602 vil en mønt af omkring et halvt gram med den givne lødighed være en kvart skilling, medens en mønt af 0.6 gram med samme lødighed i 1622 er en halv skilling. I 1600-tallet blev dette faktisk opfattet som et problem. Der blev skrevet meget om dårlig mønt, og at det burde forbydes at slå sådan (jf. Wilcke). I dag anser vi inflation som en selvfølge og accepterer pengene som et værdisymbol, der ikke behøver at bære værdimængden i såkaldt hård valuta. Efter snart 400 års inflation har vi lært at acceptere, at regeringen anvender møntregalet som en særdeles god indtægtskilde. I dag er der jo sådan set udelukkende tale om det, som i datiden betragtedes som falskmøntneri, og den løbende inflation giver regeringen en kærkommen indtægt på befolkningens bekostning. Med denne slutbemærkning vil jeg opfordre til, at nutidens skribenter ikke kritikløst dadler tidligere regenters udnyttelse af en statslig indtægtskilde, som vi i dag tager som en selvfølge. Økonomer af i dag fastholder jo, at et samfund uden inflation vil gå i stå.
(2000)
Litteratur: