Forrige  Nćste

Indledning

af Georg Galster

Fra: Georg Galster: Danske og norske Medailler og Jetons ca. 1533-ca. 1788, København 1936 side 53-57

Over de danske Medailler fra 1789 til 1893 foreligger i Vilhelm Bergsøes Værk, "Danske Medailler og Jetons fra 1789-1891 med Fortsættelse indtil 1893" en Beskrivelse, der tillige giver fyldige Oplysninger om Medaillernes Tilblivelse og om Medailleurerne. Med Understøttelse af Carlsbergfondet udkom 1897 de til Værket hørende Illustrationer af Medaillerne, 15 Lystryktavler. - For de ældre danske Medaillers Vedkommende var man derimod stadig henvist til det gamle Pragtværk fra 1791: "Beskrivelse over danske Mynter og Medailler i den kongelige Samling", med dets smukke kobberstukne Tavler, Den til Udgivelsen nedsatte Kommission (G. Nielsen, F. A. Müller, O. P. Kölle og L. Spengler) havde oprindelig kun tænkt sig at give en Beskrivelse af Medaillerne, der er indordnet mellem Mønterne efter Aarstal, skønt de Forarbejder, der forelaa fra Hielmstierne og Desroches de Parthenay udbredte sig ret vidtløftigt om de historiske Begivenheder, der kunde fremføres med de respektive Medailler som Udgangspunkt. Udgivelsen af Kataloget over Hielmstiernes Samlinger (ved Registrator Weber under Tilsyn af Suhm) overbeviste imidlertid den kgl. Mønt- og Medaillesamlings Chef, Overhofmarskal Numsen, om Nødvendigheden af at vedføje nogen Forklaring: "thi er man ikke Mynt Kiender, kan man ofte efter Inscriptionen feile i Prægets Betydning, ikke at tale om at naar Inscriptionen er paa Latin, som almindelig paa de fleeste, saa bliver det altid uforstaaelig for de ustuderende" (Promemoria af 19. September 1786). Numsen var ikke Medlem af Kommissionen og først i 11. Time, i Februar 1788, da Beskrivelsen allerede laa færdig til Trykning, fik han udvirket, at Suhm som kongelig Historiograf skulde tilføje ved Medaillerne, i hvad Anledning de er prægede, "saaledes som er giort ved Hielmstiernes Katalog".

De Anmærkninger, Suhm derefter tilføjede i Beskrivelsen, hviler dog ikke paa nærmere Undersøgelser af Medaillernes Tilblivelse, men giver blot Meddelelse om de historiske Begivenheder, som de paagældende Medailler foreviger eller maatte formodes at sigte til. Ofte maatte denne "Beskrivelsesnumismatik" nødvendigvis føre til det rene Gætteri. Om Medailleurerne og deres Arbejde gaves ingen Oplysninger. Man gik ud, fra, at Medaillerne var blevet til umiddelbart efter Begivenhederne, og denne Opfattelse genfindes helt op til vore Dage. Som Exempel skal her blot nævnes de Medailler, som Meybusch langt senere udførte til Pryd for Museum Regium, hvad der har givet Anledning tii, at han antoges at have arbejdet i København allerede under Frederik III. Og paa samme Maade har man (Weilbach) antaget, at Arbien skulde have udført Medailler for Christian VI i 1732, da han kun var i sit 16.-17. Aar.

I det nærværende Arbejde vil nærmere paavises Forudsætningerne og Vilkaarene for de enkelte Medaillers Tilblivelse, saaledes at Hovedvægten er lagt paa Medailleurernes Medvirken.

En egentlig Beskrivelse er ikke givet, dels fordi en saadan jo allerede foreligger i det gamle Pragtværk, dels fordi de omtalte Medailler er gengivet ved Teksten. Et Register over alle Medailleindskrifter med Oversættelser vil formentlig kunne gøre Fyldest for en Beskrivelse, der her vil virke trættende.

Det maa indrømmes, at en stor Mængde af de officielle danske Medailler i deres ydre Fremtræden ofte staar i omvendt Forhold til de Begivenheder, de foreviger; for at nævne et Exempel: de 2 store Guldmedailler over Christiansøs Befæstning. Deres Formaal har været at forherlige Kongemagten af Guds Naade; det kunstneriske Moment kom først i anden Række, og det er egentlig først Christian VI, der bliver klar over Kunstens Betydning for hans Eftermæle ("posteriteten"). Det giver sig et Udtryk i de fyrstelige Honorarer, han giver Hedlinger og Natter, i Modsætning til de beskedne Summer, der udbetaltes til de hjemlige Medailleurer, som kun regnedes for mere eller mindre dygtige Haandværkere.

Lige til omtrent 1700 er Medailleurer og Stempelskærere indkaldte tyske, forsaavidt som deres Nationalitet er kendt; kun den til Sverige indkaldte Erich Parise, som lejlighedsvis udførte en Medaille for Frederik III, skal have været fransk. Paavirkningerne i Kunsten eller Haandværket, om man vil, er derfor stærkest fra de nordtyske Værkfæller (saaledes især fra Sebastian Dadler); undtagelsesvis repræsenterer Jacob Binck sydtysk, Schwabe (og maaske Raadt) saksisk Medaillekunst. Den franske Medaillekunst tages først i Ludvig XIV's Tid (nærmest kun paa anden Haand) til Mønster. Den har sat sit Præg paa Meybusch, og det er Meybuschs Stil, der bliver bestemmende for det følgende Slægtled af Medailleurer, dem fra Frederik IV's Kongetid. Under Christian VI sendes de danske Medailleurer i Skole hos Schweizeren Hedlinger i Stockholm. I 1750-erne staar Adzer og Wolff i Lære i Paris, og deres Arbejder repræsenterer følgelig den franske Medaillekunst (du Viviers Skole).

Medens man maa formode, at en Stempelskærer som Schneider var tysk, var Christian Wineke vel tyskfødt, men kom ung til København og blev Student ved Universitetet. To andre samtidige akademiske Borgere lagde sig ogsaa efter Stempelskærerkunsten: Ephraim Lesle og Mikkel Røg. De hører tillige til en Række norske Stempelskærere, hvis medfødte Fingerfærdighed synes udviklet af Hjemstavnens Husflid: Olav Wif, E. S. Kongsberg, Lunde (Far, Søn og Sønnesøn), Johan Bagge, Arbien og Gert Hull.

Peter Berg synes derimod at have været dansk ligesom senere Winsløw, Adzer og Wolff. I det 18. Aarhundrede er J. E. Bauert den eneste svenske, ligesom Wahl er den eneste tyske blandt Medailleurerne i dansk Tjeneste. Om Medailleurernes økonomiske og sociale Stilling er at sige, at de fremmede, Hedlinger og Natter, er straalende Stjerneskud. Meybusch var en velhavende Mand, der selvbevidst titulerede sig kgl. svensk, fransk og dansk Medailleur, og som rimeligvis forstod at faa sit Arbejde standsmæssigt betalt. Chr. Wineke var en studeret Mand, der som Møntmester og Møntforpagter sad i et stort Foretagende, og (trods alt) var ganske velstaaende. Ogsaa Wahl, der omend sent blev Møntmester, hørte til de mere velstillede. Men iøvrigt er det gennemgaaende Fattigmandskaar, Medailleurerne lever i; enkelte ender i den yderste Elendighed som den gamle, fordrukne Peter Berg, Winsløw, der rejser bort fra Sine Forpligtelser, og J. H. Wolff, hvem vel Sygdom nedbrød. Andre, som Mikkel Røg, redder sig bort til Frankrig, Anton Schultz til Rusland, ja, selv Arbien pønsede i sin forrykte Økonomi paa at gaa i russisk Tjeneste.

Medens man hidtil har gaaet ud fra som givet, at Medaillerne helt og holdent var Medailleurernes eget Værk, vil en nærmere Undersøgelse gøre klart, at dette ikke (eller kun undtagelsesvis) har været Tilfældet. - Medaillerne forudsætter Kundskaber i Latin og Kendskab til den klassiske Litteratur, hvorfra Citaterne hentes eller tilpasses. Med Undtagelse af nogle faa (Wineke, Røg, Lesle, Bagge) havde ingen af Medailleurerne den fornødne akademiske Uddannelse, og af disse vides kun Wineke at have udformet og projekteret Medailleindskrifter (til sin Kongerække). Ligeledes krævede de allegoriske Fremstillinger særlige Kundskaber, som Medailleurerne i Almindelighed ikke var i Besiddelse af, ikke mindst naar man skulde søge Forbilledet i romerske Kejsermønter. Disse Forbilleder, som man fremdrog allerede i Christian V's Kongetid, var kun en begrænset Kreds fortrolig med; og dog var disse haandgribelige historiske Minder forholdsvis mere kendt i Datiden, fordi et Møntkabinet, hvis vigtigste Bestanddel var den romerske Kejserrække, betragtedes som Tilbehør til enhver Bogsamling af nogen Betydning. Over dette Forhold var man først fuldt bevidst i Frankrig, og det paa Colberts Initiativ i 1663 oprettede "Académie des Inscriptions" skulde derfor have til Opgave at udtænke Indskrifter og Emner til de Medailler, der skulde forevige Mindet om Solkongen og hans sejrrige Regering. Medens allerede Christian V lod præge Mængder af Medailler, og just heri fulgte det fra Frankrig givne Exempel, vides saa godt som intet om, hvem der har givet Inventionerne til hans Medailler. Der fandtes i dette lærde Tidsrum et stort Antal Mænd, der forstod at affatte formfuldendte latinske Indskrifter. De anonyme Indskriftforfattere til Christian V's Medailler maa sikkert søges i den Kreds af lærde, af hvis Arbejder Rostgaard siden udgav et Udvalg i "Deliciæ Poetarum Danorum".

Under Frederik IV har Frederik Rostgaard forfattet Medailleindskrifter, baade paa Latin og paa Dansk. Christian VI - brugte man tør næsten sige misbrugte - Hans Gram til at forfatte Indskrifter og udtænke sindrige Fremstillinger. Det er ikke noget Tilfælde, at Gram blev den egentlige Stifter af det lærde Selskab, hvis første Bestemmelse var at udtænke Medailler og Jetons paa samme Maade som det førnævnte franske Akademi fra Ludvig XIV's Tid. Og paa samme Maade som dette udviklede sig til Académie des Belles-Lettres, omformedes det københavnske Selskab til Videnskabernes Selskab. - De fleste Medlemmer af Selskabet fik tildelt Opgaver til Medailleprojekter, og blandt de mest produktive maa foruden Gram nævnes Mølmann, Hielmstierne og Luxdorph.

Det er muligt, at det 17. Aarhundredes Medailleurer selv har givet Tegning efter opgivne Emner til de Medailler, de skulde udføre, og endnu under Frederik IV vides intet andet om Forholdet. Men hvad Frederik IV kunde nøjes med, slog ikke til for Christian VI, der ønskede sit Eftermæle bevaret gennem virkelige Kunstnere, og ikke blot gennem jævne Haandværkere. Derfor satte han saa høj Pris paa Medailleurer som Hedlinger og Natter; men det er et stort Spørgsmaal, om dette bundede i virkelig Kunstsans, skønt Christian VI gerne talte om "Tegnekunstens Regler", naar han kritiserede sine Medailler. Snarere har det været, fordi disse Medailleurer var saa vel renommerede ved fremmede Hoffer. Betegnende er i al Fald Christian VI's Tilfredshed med, at Wahl endelig udfører en god Portraitmedaille af Dronningen, uden at Kongen indser, at dette Arbejde kun var en nøje Kopi efter Hedlingers. De Krav, der i Christian VI's Tid blev stillet til Medaillerne som Kunst, blev ikke mindre under Frederik V, og et Udslag heraf var det, at det blev overdraget Tuscher at give Tegningen til alle Medailler, og det skønt man just da i Arbien havde en Medailleur, hvis Arbejde ogsaa Samtiden lovpriste. Tuscher døde imidlertid, før han fik udrettet noget efter den paatænkte Ordning. Det blev derefter det nyorganiserede Kunstakademi, som fik overdraget Ansvaret for, at Medaillerne stod paa Højde med Kunstens Krav, paa samme Maade som det lærde Selskab havde Ansvaret for, at Indskrifterne var sproglig korrekte, og at Inventionerne var i den rette klassiske Aand. Skønt Arbien, siden Adzer og Wolff, var Medlemmer af Akademiet og naturligvis selv kunde udføre kunstneriske Tegninger, har dog Saly og derefter Wiedewelt givet en Række Tegninger, saaledes at Medailleurernes Ansvar i mange Tilfælde indskrænkedes til det rent haandværksmæssige. Dette er et Forhold, som hidtil er overset, naar man (iøvrigt dog med Rette) fremhæver, at Danmark først i Medailleurerne Arbien, Adzer og Wolff fandt fremragende Kunstnere i Faget blandt Landets egne Børn.

---oooOooo---

 

KLIK for forstørrelse!

1. Melioli: Christiern I's Romerrejse 1474

Medaillekunsten udvikledes under den italienske Renaissance som et Udslag af Tidsalderens Dyrkelse af Personligheden og Tragten efter Berømmelse. Det var Maleren Antonio Pisano, kaldet isanello fra Verona (1), der støbte den første moderne Medaille, dengang den byzantinske Kejser Johannes VIII Palaiologos i Aaret 1438 gæstede Concilet i Ferrara for at finde Hjælp mod Christenhedens Arvefjender. Forudsætninger for den nye Kunstart kan paavises dels i middelalderlige Tilløb til Medailler (over Constantin den Store og Kejser Heraclius), dels i romerske Kejsermønter. Selve Ordet "Medaille" er i Fransk et Laaneord fra Italiensk; "Medaglia" betegnede oprindelig en antik Mønt, der jo ikke var gangbar og derfor kun var "Metal" (2). Pisanellos Udsæd fandt den frodigste Jordbund; støbt i Bronze naaede Billeder af Italiens utallige gejstlige og verdslige Herrer ud paa mange Hænder og bevaredes til sene Tider, og Pisanello og hans Efterfølgere fik fuldt op at gøre. Til Medaillernes Portrait udtænktes de sindrigste Bagsidefremstillinger ("imprese"), der kort og fyndigt kunde give Udtryk for Vedkommendes Personlighed og ofte kun skulde forstaas af den indviede eller eftertænksomme Betragter. - Det femtende Aarhundredes Medailler støbtes og ciceleredes Stykke for Stykke; gennemglødet af Kunstnerens Sjæl og kærtegnet af hans Haand vandrede Medaillerne ud i den vide Verden. Gjorde de Lykke, afstøbtes de Gang paa Gang, og en saare vanskelig Sag er det i vore Dage at afgøre, om en foreliggende Medaille er en Original eller en Afstøbning paa anden, tredje Haand. Det syttende-attende Aarhundredes fyrstelige Samlinger foretrak nyere Afstøbninger i Guld og Sølv fremfor den gamle Bronze; det blev oftest en gylden Grav for den kunstneriske Behandling.

2. Melioli (?): Christiern I

Af den italienske Renaissances Medailler har kun meget faa Tilknytning til Danmark. Den første er den, som Guldsmeden Bartolomeo Melioli tilegnede Christiern I, da han i 1474 paa Vejen til Rom gæstede sin Svoger, Markgreven i Mantua. Den har særlig Interesse ved, som Francis Beckett har paavist, at bære det eneste autentiske Billede af den første oldenborgske Konge (3). - En anden usigneret Medaille af ringere Virkning maa sandsynligvis henføres til samme Medailleur (4).

KLIK for forstørrelse!

3. Montauti: Frederik IV's Besøg i Florens 1709

Den næste danske Konge, der overskred Alperne, Frederik IV, blev ogsaa hædret med en Medaille, hvorpaa Arno-Flodguden bød ham "Velkommen til Florens" den 15. Marts 1708 (efter florentinsk, 1709 efter vor Tidsregning). Den er støbt af Billedhuggeren og Architecten Antonio Montauti (5).

Den italienske Medaillekunst har imidlertid ikke udøvet den fjerneste Indflydelse paa den danske, der dels udviklede sig af den hjemlige Møntstempelskæring, dels (og navnlig i det første Aarhundrede) gik i den tyske Medaillekunsts Ledebaand. De danske middelalderlige, uanselige Mønter, har ikke meget med Kunst at gøre, bortset fra et enkelt Tiaar under Sven Grade og Valdemar den Store, hvor tyske Stempelskærere skar Stempler til de smukke, smaa nørrejydske Brakteater (6). Under Kong Hans sloges for første Gang Pragtmønter, Nobler, 1496 (7) formentlig med det forestaaende Sverigstog for Øje; de efterlignede til de mindste Enkeltheder de samtidige nederlandske Guldrealer (gouden reaals fra Maximilian) (8). Lignende Nobler og Sølvgylden prægedes for Christiern II, men det første virkelige Portrait af Møntherren kom med Hertug Frederiks Husumdaler 1522.

KLIK for forstørrelse!

4. Frederik I's Husumdaler 1522

Frederik I's Møntmester var Jørgen Drewes, men der er ingen Grund til at tro, at han har skaaret Stemplerne til denne smukke Mønt med sit enestaaende høje Relief. Den samme ukendte Stempelskærer har kort efter Frederik I's Kroning skaaret Stemplerne til en Pragtmønt (Nobel?), der skulde præges i Ribe. Efterat Frygten for Christiern II's Genkomst var overstaaet, sloges 1532 atter Pragtmønt, denne Gang med baade Kongens og Dronningens Billeder.

Tilbage til Georg Galster: Danske og norske Medailler og Jetons ca. 1533-ca. 1788


Noter:


Tilbage til Dansk Mønts forswide