Lybæks møntprivilegier og junker Valdemar 1340

af Georg Galster

"I årene 1339 og 1340 erhvervede Lybæk af Ludvig af Bajern to vigtige nye møntprivilegier. Det første tillod lybækkerne efter forgodtbefindende at ændre det 1226 fastlagte præg med kongebilledet og i det af 1340 blev forlenet dem retten til at præge guld efter florinens skrot og korn og tillige tilladt at slå en større sølvmønt i værdi indtil 6 heller" (1).

Disse privilegier danner grundlag for den værdibestandige lybske guldgylden og for den i østersøhandelen så vigtige witten. Jesse, hvis ord er anført ovenfor, meddeler her selve kendsgerningen, men stiller sig ikke spørgsmålet, hvorfor den tyske kejser netop i de år viste sig så velvillig over for en rigsstad, der ellers lå så langt fra hans interessesfære.

Svar på dette spørgsmål fremgår indirekte af Sven Tägils doktorafhandling: Valdemar Atterdag och Europa (Lund 1962), som dog ikke med et ord nævner møntprivilegierne. Det gjaldt for kejseren at vinde Lybæk for sin politik at hjælpe junker Valdemar til kongemagten i Danmark. Det var i Lybæk, at de afgørende forhandlinger blev ført og de endelige traktater skrevet (19. og 21. maj og 23. juni 1340). Men det var naturligvis ikke for den 19-årige junkers blå øjnes skyld, at kejseren gav ham sin støtte. Det gjaldt jo for kejser Ludvig og hans søn Ludvig, markgreven af Brandenborg, at redde de 12.000 mark sølv, de havde til gode. Christopher II havde givet sin datter Margrethe denne medgift, da hun i julen 1325 på Vordingborg blev gift med den jævnaldrende otteårige markgreve, men af gode grunde ikke betalt en penning. Når nu Valdemar, der var vokset op i landflygtighed ved sin søsters og svogers hof, blev konge, skulle han enten afstå Estland til markgreven eller ved salg af denne hans næsten eneste besiddelse til den tyske orden skaffe den store, pengesum til veje. Det var det, der lykkedes over al forventning 1346. Estland blev solgt for 19.000 mark sølv, hvoraf markgreven lod sig nøje med sit halve tilgodehavende, 6.000 mark - resten havde kong Valdemar selv god brug for. I øvrigt døde markgrevinde Margrethe just 1340; kong Valdemar opkaldte siden to døtre efter sin søster.

Lybæks møntprivilegier af 5. november 1339 og 25. marts (= 28. nov.) 1340 var således et led i Wittelsbachernes finansoperationer. Men det kunne gerne være nævnt i den ellers så udmærkede fremstilling af den svenske historiker.

(NNUM 1963 side 8-9)


Note:


Tilbage til Dansk Mønt