KLIK for forstørrelse!

Det danske Rigsvaaben

Poul Bredo Grandjean. Avec un résumé en francais. Udgivet med Understøttelse af Carlsbergfondet. København. J. H. Schultz Forlag 1926. 300 Sider. 11+ 16 Tavler. 9 1/2 Krone

anmeldt af Georg Galster

Forfatteren, der i 1919 udgav et grundlæggende Værk om dansk Heraldik, har i sit nu udkomne Arbejde for første Gang givet en udtømmende Skildring af det danske Rigsvaaben. Fra Unionstiden til Nutiden behandles Konge for Konge de sammensatte Skjolde og de sammenstillede (kredstillede) Skjolde, saaledes som de især forekommer paa Segl og Mønter. Som Rettesnor for den korrekte heraldiske Udførelse gælder, at Vaabnene indtager den Plads i Helheden, som tilkommer dem efter Kongetitlen. Her er ofte sket svare Forsyndelser mod Heraldikens Grundregler; som et af de mest korrekte fremhæver Forfatteren Vaabenet paa Frederik II's Daler 1572.

I Kapitlet om det gamle, danske Kongevaaben gøres Rede for Forekomsten af Løver og Leoparder paa Vaabenskjolde ude i Europa. Det var jo forholdsvis kort efter disse Skjoldes Fremkomst, at Knud VI førte tre Leoparder, saaledes som det fremgaar af hans bevarede Kontrasigil fra c. 1190. De danske Vaabendyr kan saaledes paavises lidt før de ganske lignende engelske (fra Richard Løvehjerte c. 1198). Forfatteren viser, hvorledes Skjoldet snart bærer Løver, snart Leoparder, uden at man har lagt synderlig Vægt paa Forskellen, til Løverne 1819 fastslaas som officielle. Paa Mønterne (hvor Vaabenet forøvrigt første Gang forekommer 1424 paa Dronning Philippas Søsling) har Løverne almindeligvis Overtaget. Den hyppige Formindskelse af Skjoldemærket (Brisure) for yngre Sønner fik sit Udslag i de to Leoparder (Løver), som blev Hertug Abels, derefter hans Slægts og Sønderjyllands Vaabenmærke. Af andre Brisurer omhandles Mærkerne for Junker Christopher af Laaland, Albert af Orlamünde, Hertugerne af Halland og Brunsvig (1).

Skønt de danske Konger havde ført Titlerne rex Sclavorum fra Knud VI (efter 1187) og rex Gotorum fra Valdemar Atterdag (1362), opstaar det sammensatte Rigsvaaben først under Unionstiden (paa Mønter findes det første Gang paa Kong Hans' Nobel 1496). Samtidig indgaar Dannebrogskorset som Led i det firdelte Skjold. Naar Forfatteren her henviser til Benyttelsen af det indadbuede ved konkave Linjer dannede Dannebrogskors udenfor Skjoldet paa Christopher af Bajerns Pengestykker og senere, kan bemærkes, at denne Korsform allerede forekommer paa Valdemar Sejrs Ribemønter (1234) og hyppigt i den følgende Tid, men det er ganske vist vanskeligt at identificere dette Kors med Dannebrogskorset, idet det ogsaa paa fremmede Mønter er en almindelig brugt Fremstilling. - Unionskronerne udgør et særlig interessant Kapitel. Trekrone-Vaabenet indførtes af Albrekt af Meklenborg i Sverige 1364. Det er givet, at de tre Kroner i Dronning Margretes og Erik af Pommerns Sekreter gælder de forenede Riger Danmark, Norge og Sverige. Men i de sammensatte Vaaben, som førtes af Unionskongerne fra Erik af Pommern til Christiern II, staar de tre Kroner ligesaa utvivlsomt som Betegnelse for Sverige. De førtes derfor heller ikke af Frederik I og Christian III, før denne 1548 optog dem i sin Søns og 1556 i sit eget Vaaben. Trekroner-Vaabenet, som Sverige krævede for sig alene, fortolkede Frederik II og de følgende danske Konger som et blot Unionsmærke og hævdede denne Opfattelse i Syvaarskrigen og i Kalmarkrigen. Kuriøst nok kom man 1820 fra dansk officiel Side til at betegne dem som de tre svenske Kroner. - Her maa det være tilladt at indskyde en numismatisk Randbemærkning. Hvis Kong Albrekt har Ćren af at være Ophavsmand til Tre-kroner-Vaabenet, er det mærkeligt, at en dansk Borgerkrigsmønt (Mansfeld-Bűllner 575) fremstiller tre Kroner omkring . Hauberg har ligesaa lidt som Henry Petersen, der afbilder Mønten i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1882, S. 36, tillagt Fremstillingen heraldisk Betydning, og da den i Udførelse og Lødighed afviger stærkt fra Lundemønterne, har han henført den til Christopher II og Roskilde (Nr. 13). Det dengang eneste kendte Exemplar var fra Devegges Samling (Nr. 819) indgaaet i den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Devegge opfattede Ringen som Bogstavet O og henførte Mønten til Oluf. Som bekendt er der 1377 foretaget en Udmøntning i Skaane, over hvis Kobberholdighed Hansestaederne klagede. Endvidere er der 1890 fundet et andet Exemplar af Mønten i Nylarsker paa Bornholm, hvor man paa Forhaand snarere maa vente at finde Lundemønter end Roskildemønter.

Den norske Løve, som kan følges tilbage til 1247, og som først under Erik Magnussen (1283) bevæbnes med Hellig Olavs Økse, var naturligvis en vigtig Bestanddel af det dansk-norske Unionsvaaben. Efter Kielerfreden havde det nær ført til diplomatiske Forviklinger med Sverige, at Frederik VI ikke straks lod den norske Løve fjerne af Rigsvaabenet. Dette skete saa ved Ćndringen af Rigsvaabenet 1819. - Mod dette Vaaben, som (bortset fra Islands Mærke) er det officielle den Dag i Dag, kan rettes vægtige Indvendinger ud fra strengt heraldiske Synspunkter, og Arkivar Thiset har da ogsaa i sin Tid givet Udkast til et helt nyt Rigsvaaben, der dog næppe heller vilde have vundet almindelig Tilslutning. - Lindormen, der svarer til den af Knud VI antagne Titel af Vendernes Konge (Sclavorum rex) forekommer første Gang i Christopher af Bajerns Skjold (1440). Den over ni Hjerter gaaende Løve svarer til den af Valdemar Atterdag antagne Titel af Goternes Konge; det er egentlig de hallandske Hertugers Vaaben, der igen er en Formindskelse af Valdemarernes Vaaben. Det forekommer først i Christiern I's Skjold 1449. Da den gotiske Kongetitel sættes i Forbindelse med Gullands Erobring (1361), skulde man have ventet, at Titlen var knyttet til denne Øs Mærke, Guds Lam; men man har vel her opfattet Halland som en Del af Goternes i Taager hyllede Rige. - Foruden disse Kongevaaben skildres Kongeslægtens Vaaben, de to oldenborgske Bjælker, der gaar tilbage til c. 1200, og Delmenhorsts Kors, der først skabtes 1474-5 og optoges af Frederik I (1526). Nældebladet, der er en misforstaaet Udvikling af Skjoldets takkede Bort, er oprindelig de schauenburgske Grevers og siden Holstens Mærke. Stormarns Svane kendes første Gang fra Hans som udvalgt Konge (1476). Efter Ditmarskens Erobring 1559 optog Frederik II en Rytter som dette Lands Vaaben. Hestehovedet, Vaabenet for Lauenborg, der 1816 knyttedes til Danmark, blev nydannet 1819. Medens Landsvaaben for Gulland (Guds Lam), Øsel (St. Johannes' Ørn), Femern (Krone) og Bornholm (Drage) er indsat og atter udtaget af Rigsvaabenet, forefindes endnu Landsvaaben for Færøerne (Vædder), Grønland (Bjørn) og Island. Dette sidste Mærke var fra c. 1400 til 1903 en Stokfisk, derefter til 1919 en Falk, som efter Landets Ophøjelse til selvstaendigt Kongerige er ombyttet med et Korsvaaben. - Man maa give Forfatteren Medhold i, at efter den stedfundne Forandring er det nuværende danske Rigsvaaben, som bibeholder den forhenvaerende islandske Falk, ret meningsløst. Ligesaa skulde Islands ændrede statsretlige Stilling kræve et nyt Unionsvaaben. Men naar alt kommer til alt, er det vel kun de tre Løver, der gjorde Fyldest som Danmarks Konge- og Rigsvaaben fra Knud VI (og maaske fra Valdemar I) til Valdemar Atterdag, der staar vort Hjerte nær. Det øvrige Paahæng, ligefra "Unionen", som vi altsaa i vort Inderste maa tilstaa er Sveriges gamle Vaaben, til Lauenborgs Hestehoved, kan sikkert uden større Savn lægges paa Hylden for historiske Hjælpevidenskaber.

Det af megen Sagkundskab prægede Arbejde fremtræder i tilsvarende smuk Udstyrelse. Hr. Grandjean lader sig ikke som sine Forgængere A. D. Jørgensen og Henry Petersen forlede til poetiske Betragtninger, men belyser hver Detaille udfra et rent heraldisk Standpunkt, og med den nøje Forbindelse, der er mellem de to historiske Hjælpevidenskaber, Heraldik og Numismatik, maa det siges, at det foreliggende Værk er ret uundværligt for enhver videregaaende Samler af danske Mønter.

(NFM X (1926) side 33-35)


Note:


Tilbage til Dansk Mønt