MB544

Roskilde Mønter

Af Museumsinspektør Georg Galster.

Om "Roskildes ældste Mønter" skrev Kr. Erslev 1875 nogle grundlæggende Studier (1). Siden har P. Hauberg i sine forskellige Arbejder ogsaa givet indgaaende Skildring af Roskilde som Møntsted (2). For de c. 334 Aar, nemlig fra c. 1022 til 1356, hvor Hammerslagene fra Møntsmedjen blandede sig med Klokkeklangen fra Kirkerne i Roskilde, har Hauberg med større eller mindre Sikkerhed ment at kunne henføre ikke mindre end 164 forskellige Møntttyper hertil, saaledes fordelt paa Kongerne:

Knud den Store 12 Knud Magnussøn 1
Hardeknud 4 Valdemar den Store 12
Magnus den Gode 6 Knud VI 7
Sven Estridsen 10 Valdemar Sejr 14
Harald Hen 1 Erik Plovpenning 7
Knud den Hellige 1 Abel 2
Oluf Hunger 1 Christopher I 6
Erik Egode 2 Erik Klipping 19
Niels 7 Erik Menved 29
Erik Emune 4 Christopher II 15
Erik Lam 1 Valdemar Atterdag 1
Sven Grade 2

Til det forholdsvis store Antal af kendte Mønttyper svarer vel det tidobbelte Tal af Varianter. Det maa derfor være naturligt at henvise dem, der søger videre Oplysninger om numismatiske Enkeltheder, til de anførte Forfatteres Værker; her skal blot drages Grundlinjerne i Udviklingen.

Da Knud den Store satte Mønten i Gang i Danmark, var det, som man kunde vente, efter engelsk Forbillede. Det var angelsaksiske Stempelskærere, som skar de Møntbilleder, der var kendte i England, og danske Fuskere i Faget efterlignede dem efter fattig Evne. Paa Møntens Forsider prangede den engelske Kongetitel i latinsk Tungemaal CNVT REX ANGLORVM, kun som Undtagelse fra Reglen forekommer CNVT REX DANORVM. Paa Bagsiderne glimter det angelsaksiske frem i det lille Ord "on", som knytter Møntmesterens Navn til Møntstedet. - Møntsmedjer indrettedes rundt om i Riget, og Møntmestre fulgte Kongen paa hans Rejser og slog Mønt, hvor Lejlighed krævede. Lund, Roskilde, Ringsted, Slagelse, Odense, Ørbæk, Viborg og Ribe nævnes mere eller mindre kendeligt paa Knuds Mønter; paa de følgende Kongers Penninge dukker endnu flere Bynavne frem.

Den ældste Roskildemønt er af ren engelsk Type, den saakaldte Quatrefoil-type (3). Pladsen er her som saa ofte for kneben i Omskrifterne, derfor er i Kongetitlen Anglorum sammentrukket, og ogsaa Bynavnet er forkortet. Brun slog Mønt i Roskilde endnu under Hardeknud.

En paafølgende engelsk Mønttype, the pointed Helmet type, har ogsaa faaet Borgerret i Roskilde. Forsidens Omskrift er forvirret, som saa ofte paa de danske Mønter. Navnet Osgod træffes i Lund under Hardeknud og atter i Roskilde under Magnus. Paa en Mønt af samme Forsidetype (med +CNVT REX ANG), men med en anden engelsk Bagsidetype (lille Midtkors) betegnes denne Mand +OSGVT MNON DAN, Osgod Møntmester i Danmark; det er ikke givet, at ogsaa denne Mønt er slaaet i Roskilde.

En tredje engelsk Mønttype med PACX i Korsvinklerne, som prægedes under Knud den Store og hans tre nærmeste Efterfølgere, er ogsaa benyttet af en Møntmester i Roskilde. Navnet Fadir forekommer paa Mønter fra Lund fra Sven Estridsen til Oluf Hunger; men det kan næppe være samme Mand, der nævnes. Da Forsidens Kongenavn er forvirret, er det tvivlsomt, om Mønten er fra Knud, Hardeknud eller Magnus. Med Magnus' Kongenavn er Typen præget i Lund. -

Men foruden disse fremmede Mønttyper udvikledes i Roskilde allerede under Knud den Store en særlig Mønttvpe, hvis Udvikling indtil Sven Estridsen Erslev særlig har paavist. Denne Type bærer paa Forsiden to Vinkelpar, adskilte ved et Skriftbælte, og paa Bagsiden en slynget Figur med tre Spidser. Forsidens Fremstilling har Erslev givet en naturlig Fortolkning som en forvansket Tempelgavl, der med tyske Mellemled er udviklet af Tempelpræget paa karolingiske Mønter. Bagsidens Figur har været Genstand for forskellige Fortolkninger. Ældre tyske Numismatikere har kaldt den "gordiske Knude" blot for at give Figuren et Navn. Den er ogsaa blevet kaldt "Valknude", der lyder mere nordisk og skal betegne en ikke sammentrukket Knude. Henry Petersen har fremdraget Snorres Bemærkning om Jætten Hrungnes Stenhjerte; det var "spidst med tre Hjørner, saaledes som siden er gjort den Tegning, som hedder Hrungnes Hjerte". Erslev har ikke villet godkende denne Fortolkning, men betegner Figuren som tre tværlagte Skjolde i Overensstemmelse med Thomsen og ældre danske Numismatikere. - Men allerede i 1850'erne havde en tysk Forfatter fremsat den begrundede Formodning, at Figuren skulde være et Symbol for Treenigheden (4). Denne Forklaring vinder særlig Tiltro, fordi middelalderlige Mønter næsten altid maatte have en kristelig Vielse ved Tegn eller Omskrift (i sig selv var Penge jo Djævelens Værktøj), og det er naturligt, at Treenigheden fik sit Mærke sat paa Mønterne fra Roskilde, hvor Harald Blaatands Trækirke var viet til Sancta Trinitas, der vel for Menigmand klang som et andet Helgennavn. Kort efter 1022 indsattes Gerbrand som den første Biskop i Roskilde, og ved samme Tid er maaske Møntsmedjen bygget i Byen. - De fleste af Møntindskrifterne er forvirrede Sammenstillinger af Bogstaver, et Vidnesbyrd om, at det er stedlige Guldsmede, som ikke kunde stave og næppe kendte Bogstavernes Form, der har givet sig i Lag, med Stempelskæring.

En Mønt med et læseligt Kongenavn viser, at Typen gaar tilbage til Knud den Store; Omskriften paa den anden Side med Møntmesterens Navn er vel forvansket for Ascetel og Tværskriften gemmer Levn af Roskildes Bynavn.

Med Hardeknuds Kongenavn sloges Mønter af Brun, Oddenc(a)r og Ulfketel (forvansket til VFCTEL).

En Mønt, præget af Oud(e)ncar, bærer en Tværskrift, der rimeligvis skal betegne Kongenavnet, som paa Magnus den Godes Mønter oftest skrives MAHNVS. -

Uden kendeligt Kongenavn i de forvirrede Forsideomskrifter er en Mønt med +OSGOD ON ROSCELDEN (Tværindskriften har desuden +OSGODIN) og en anden med +BRVNMAN ON ROSCLDE. - Disse fornævnte Mønter godtgør saaledes, at denne ejendommelige Mønttype hører hjemme i Roskilde under Kongerne Knud, Hardeknud og Magnus. De meddeler Roskildes Bynavn i dets ældste kendte Former og navngiver en Række Møntmestre: Asketel (?), Brun, Brunman, Fad(e)r, Odenkar, Osgod og Ulfketel.

Hauberg har imidlertid ogsaa med større eller mindre Sikkerhed henført en Del andre Mønter til Roskilde.

Interessantest er en Mønttype fra Sven Estridsen, der i Vinklerne af et udstafferet Kors bærer Runeindskrifter: Sven rex Danorum eller Møntmesternavnet, der dog ofte er forvansket. En Runeomskrift som "Ketil i Roini" kunde minde om Roskildes Bynavn.

Mønterne fra Harald Hen vidner om Orden og Ensartethed; de forvirrede Omskrifter forsvinder. Den sjællandske Mønt sloges med samme Type ogsaa i Ringsted og Slagelse under Knud den Hellige og Oluf Hunger. Under Kong Harald slog Esbern og Esger (eller Esgar) Mønt i Roskilde.

Under Knud den Hellige forefindes ved Roskilde-Mønten foruden Esbern og Esger: Ailnod, Arkil, Asai, Bosi, Manni, Ringulf, Sibbi, Sivord, Sunu og Ulfkil (eller Ulkil).

Enestaaende er en Mønt med Brystbilledet af en Helgenbiskop, kendelig paa Tonsur, Glorie og Krumstav. Den gode, klare Mønttype tilhører Tiden efter Harald Hens Møntforbedring, og Sibbi slog Mønt i Roskilde under Knud den Hellige. Forsidens Omskrift SVEIN kan derfor ikke ret vel betyde Kong Sven, fra hvis Kongetid der ikke kendes Mønter af dette Arbejde. Det kan ogsaa kun vanskeligt betegne Biskop Sven Nordbagge, der c. 1074 efterfulgte Biskop Vilhelm og døde paa Pilgrimsfærd 1088. I Tyskland kom Møntprægningen netop i Midten af det 11. Aarhundrede i vid Udstrækning i Bispernes Hænder, men denne Udvikling maa ellers antages først i Løbet af det 12. Aarhundrede at være naaet Danmark og endda i begrænset Form. Den første Biskop, hvis Navn og Billede er anbragt paa Mønt som Bagside til eil Forside med Kongens Navn og Billede, er Absalon. Billedet kan ikke fremstille en dalevende Biskop; Glorien viser, at det skal være en Helgen, saaledes som paa Harald Hens og hans Broder Knuds Lundemønter. Særlig i Betragtning kommer her Helgenpaven Lucius, hvis Hoved ved denne Tid er kommet til Roskilde til Værn for den nybyggede Kirke og maaske hjemsendt af Biskop Sven. Men iøvrigt foreligger Mønter med Helgenbiskopper fra andre Byer som Lund, Tumatorp og Viborg. - Svein er ogsaa Navn paa en eller to af Sven Estridsens Sønner, som dog ikke ret vel kan tænkes at forekomme som Møntherre. - Tilbage staar saa Spørgsmaalet, om SVEIN kan være Møntmesternavn. Et til Dels parallelt Tilfælde foreligger i en Viborgmønt med en Helgenbiskop (i hel Figur), hvorved er føjet Navnet ALGOT N, der dog fortsættes paa Bagsiden: DE+VVIBERGA. Svein præger Mønt i Lund under Kongerne Magnus, Sven og Harald, Svein Selani og Svein Thorbi sammesteds under Kong Sven. Der gives Tilfælde, hvor to Møntniestre nævnes paa hver Side af Mønten (se Hauberg S. 105). Der er derfor intet i Vejen for at forklare Mønten som præget af de to Møntmestre Svein og Sibbi i Roskilde.

Oluf Hungers Mønter er sjældne i vore Fund; man har kun en enkelt Roskildemønt præget af den ovenfor nævnte Manni.

Under Erik Egode ændres den sjællandske Mønttype, bl.a. vises Kongens Brystbillede (uden Sværdet) fra venstre Side. Af denne Roskildetype kendes kun en enkelt Mønt, præget af Svavfi (Svavi); den skal være fundet i Roskilde, uvist hvor, 1877.

En afgørende Forandring af Roskildemønten finder Sted midt i Erik Egodes Kongetid. Det er en tysk Indflydelse, der havde gjort sig gældende i Lund allerede under Kong Oluf, som nu naaede til Sjælland. Møntblanketterne bliver større og tyndere; Stemplerne bliver maaske derfor hurtigere slidt; men i al Fald er Præget fra nu af og i det følgende halve Aarhundrede betydelig ringere end før.

Denne nye Mønt prægedes under Kong, Erik af Svavi, Anut og Hagrim i Roskilde; den fremkom i 126 Exemplarer i et stort Møntfund i Allerslev 1867.

Kong Niels' Mønter er især fremkomne i de store Fund fra Allerslev, Tessebølle 1878 og Græse 1912. Der kendes syv forskellige Typer af RoskildemØnter, prægede af Andreas, Carl, Havegrim, Oser, Putil, Svavi, Scagi, Algar, Estman, Lofn, Toti, Martin, Ulf og Ulrik samt flere ulæselige.

Den yngste af disse Mønttyper bærer paa Bagsider, en Bygning, der maaske skal antyde Kongsgaarden eller Haraldsborg, hvis der overhovedet er tilstræbt nogen Lighed. Paa disse Mønter er Møntstedets Navn udeladt og forekommer i den følgende Tid ikke mere.

Erik Emunes Mønter kendes fra et stort Fund i Haraldsborg Banke (1854). Af Roskildemønter fandtes 459 Exemplarer af to Forside- og to Bagsidetyper.

De er prægede af Martin og Ulfric, kendte fra Kong Niels' Mønter, og af en tredje Møntmester med det ejendommelige Navn Papenninc.

Til Erik Lam og Roskilde henføres en enkelt Mønt, præget af Mattei. Dermed afsluttes en Periode, hvor Møntmesteren satte sit Navn som Garanti paa Møntens Bagside.

Fra Sven Grade foreligger to Mønttyper, der begge paa Bagsiden bærer tre Taarne, og som efter spredte Fund paa Sjælland at dømme maa antages at være fra Roskilde. Den ene Mønt har Kongebillede med Sværd og Indskrift SVEN, eller blot N, den anden har Brystbillede med Scepter og Rigsæble.

En lignende Mønt med tre Taarne har paa Forsiden VVAL DEMAR omkring et Kongehoved. Den er utvivlsomt slaaet i Roskilde i Begyndelsen af Valdemar den Stores Kongetid. - 1157 var jo et bevæget Aar i Roskildes Historie. Den 18. April var Biskop Asger død, den 9. August fejredes Blodgildet i Kongsgaarden, og snart efter kom det til aabent Fjendskab mellem Roskilde Borgeres Edslag og de fremmede Købmænds Gilde. De fremmede blev dræbte eller fordrevne, og blandt dem led ogsaa den kongelige Møntmester Overlast; hans Hus blev jævnet med jorden og hans Ejendom blev røvet.

Sent paa Aaret kom Kong Valdemar tilbage efter Sejren paa Grade Hede, og nu maatte Byen med Pengebøde formilde hans Vrede. Denne Møntmester var rimeligvis Gerhard, der vel har været tysk af Herkomst som af Navn. Naar Kong Valdemar har udstedt Breve i hans Stue ("in stuba Gerardi monetarii"), hænger det sammen med, at Middelalderens Møntmestre ofte tillige var en Slags Bankholdere, og mangehaande Pengetransaktioner gik igennem deres Hænder. "Stuba Gerardi" var altsaa næsten at oversætte ved "Roskilde Bank".

Aarets sidste store Begivenhed var Valget af Absalon til Roskilde Biskop. Rimeligvis har Kong Valdemar snart efter skænket Tredjedelen af Møntindtægten til Roskilde Bispestol. Denne Andel i Mønten opføres i Bispesædets jordebog fra det 14. Aarhundrede, den fremgaar af Biskoppens Domsbog, fra 1290'erne og Mønternes Billeder bærer Vidne om, at Gaven gaar tilbage til Valdemars og Absalons Tid. Fra nu af bliver det Regel, at Kongens Billede vises paa Forsiden, Roskildebispens paa Bagsiden af Mønten.

En af de tidligste Mønter bærer Omskrifter med Kong Valdemars og Biskop Absalons Navne; men derefter bliver Omskrifterne sjældne og erstattes af Ziczaclinjer, Buelinjer, Ringe, Kugler og lignende. Da Kongen lod Mønten forny hvert Aar ved Mikkeldagstider (det var Datidens almindeligste Termin), foreligger der en rig Fylde af Mønttyper, der stadig varierer de samme Fremstillinger af Konge og Biskop.

En Mønt med Omskrift, der gerne er lidt forkludret af KANVTVS REX er rimeligvis snarere fra Knud VI end fra Knud V.

I Valdemars Sejrs Kongetid bliver jævnligt vedføjet Kongens eller Biskoppens Navnebogstav, medens Mønten iøvrigt er "stum". Saaledes forefindes P for Peder Sunesøn (1191-1214) eller Peder Jakobsen (1215-25), N og NI for Niels Stigsøn (1225-49).

I Kong Valdemars jordebog opføres Kongens Indtægt af Roskilde Mønten, som den var c. 1231: 900 Mark Sølv og 80 Mark Penge. Betydningen af denne Angivelse har været drøftet, uden at noget sikkert Resultat er fremkommet. Man maa nærmest antage, at Mønten (og Vekselforretninoen) har været bortforpagtet til Møntmesteren, og at der er Tale om Forpagtningsafgift.

I det 11. Aarhundrede var en Mark Penge saa god som en Mark Sølv. Marken var en Regningsmønt, en Betegnelse for 240 Penninge, og Penningen var den eneste Mønt, som udprægedes. I Midten af det 12. Aarhundrede var der blandet saa meget Kobber i Mønten, at en Mark Penge kun regnedes for en halv Mark Sølv. Saa fulgte Valdemarstidens store Ledingsopbud og Befæstningsanlæg; Møntindtægten udnyttedes ydermere, og i Aarene efter Valdemar Sejrs Tilfangetagelse blev Mønten særlig forringet: 1 Mark Penge var kun at værdsætte til en Tredjedel af en Mark Sølv.

I Midten af 1230'erne synes Kong Valdemar at have taget sig af Møntvæsenets Forbedring, ikke saaledes at en "Deflation" afløste den hidtidige "Inflation", men der tilstræbtes en Stabilitet, som giver sig synligt Udtryk i Præget paa de Mønter, som nu sloges i Lund, Roskilde og Ribe. Fra Roskilde foreligger tre forskellige Typer, der nævner Kong Valdemar og Biskop Niels i gode, klare Omskrifter.

Erik Plovpenning fortsatte med de gode Udmøntninger, saaledes som Mønter med +ERICVS REX og +NICOLAVS om henholdsvis Konge- og Bispehoved viser; men derefter forsvandt Omskrifterne igen, og Prægene blev atter stærkt varierende. Fra Kongens sidste Aar foreligger dog, en Mønt, der nævner Jacob Erlandsen, Biskop i Roskilde 1249-54.

Fra Kong Abel kendes to Aargange, den ene har et stort A (= Abel) paa Forsiden og I (= Jacob) mellem Sol og Maane paa Bagsiden. Den anden Udmøntning bærer Kongenavn og biskoppelige Symboler (Fig. 24).

Af de forskellige Mønttyper fra Christopher I bærer een Kongens Navn om en Krone, uden at Bagsiden, der har fire Kors viser nogen Hentydning til Bispemagten. En anden bærer REXO mellem fire Sværd og Krumstav og Nøgle mellem I A (Jacob). En tredje Udmøntning bærer A paa Forsiden og P (= Peder Bang, Biskop 1254--77) paa Bagsiden. En senere Mønt nævner denne Biskop fuldt ud PETRVS.

I Processen mellem Kongen og Erkebiskoppen 1256-57 klagede denne bl. a. over, at Kong Christopher havde forringet Mønten, Kirken og den Herre Paven til Skade. Andetsteds er en Mark Penge i Christophers Mønt værdsat til en Fjerdedel Mark Sølv. I samme Klage nævnes Møntmesteren Johannes i Roskilde, til hvem Kongen udstedte en Anvisning, paa 100 Mark Sølv at betale til Biskoppen, men samtidig gav Kongen sin Møntmester hemmelig Ordre til ikke at udbetale de anviste Penge. Den samme Mester Johannes eller Hans maa være død ikke mange Aar efter; hans Arvinger nævnes nemlig 1264, da de sælger St Agnes' Søstrene den Grund, hvorpaa de boede.

Den Møntforringelse, som altsaa begyndte kort efter 1252, fortsattes i Erik Klippings Kongetid. Aar for Aar udsendtes ny Mønt af stadig ringere Værd og af slettere Præg, Ogsaa Kongens Navn forsvinder efterhaanden. Blandt de mange forskellige Mønttyper gengives her en enkelt med E (= Erik) i Kløverbladsramme og med to lodrette Nøgler, som henleder Tanken paa Stiftsvaabenet. - Det hjalp ikke meget, at Nyborg Forordningen af 1284 bestemte (§ 14): "Den Mynt i Sjælland er, den skal være lige god med den i Jylland er og intet Aar lyses [paa Tinge] førend Sankt Mikkels Aften." I Begyndelsen af Erik Menveds Kongetid var Mønten forringet saaledes, at en Mark Penge kun var en Tiendedel af en Mark Sølv værd. Den kongelige Møntmester var paa den Tid Henrik Sommer, der før 1285 havde været Møntmester i Odense. I 1293 indstævnede Biskop Johan Krag ham for sin Domstol for de mange Overgreb, han havde tilladt sig mod Biskoppen og hans Møntmester Peder Pram. Det bevarede Brudstykke af Roskildebispens Domsbog giver et lille Indblik i Forholdene, der ikke var idel Idyl:

"Aar som før [1293] fremmødte Johannes Franz den 6. April og vedgik tydeligt, at han i Herr Biskoppens Nærværelse har sagt, at hvis Gunicke forpagtede Biskoppens Mønt i Roskilde, skulde han ikke være sikker paa sit Liv.
Samme Aar, den 6. April fremmødte Somar, Møntmester i Roskilde, for nævnte Biskop og vedgik tydeligt overfor ham, at han har oprettet Vekselbod andetsteds end i Roskilde, nemlig i Slagelse og andre Steder.
Endvidere har han ikke villet have, at Herr Biskoppens Møntmester smeltede Penninge, der tidligere var møntede i Roskilde.
Endvidere naar Herr Biskoppens Møntmester viste sig for at afholde Udbetalinger og foretage sine vante Gøremaal ved Vekselboden paa Falster, fik han ikke Adgang. Thi Herr Somar har sagt, at der dér - paa Falster - ikke sloges andet end sjællandske Penninge; men Peder kaldet Pram var til Stede og sagde det modsatte, at de Penninge, som sloges der, ikke havde de sjællandske Penninges Præg, og det kunde nævnte Somar paa ingen Maade nægte.
Endvidere, at han i disse to Aar aldrig har sagt Biskoppen noget om Mønten førend tre Dage, før Mønten skulde slaas, og at han har haft Penninge møntede andetsteds end i Roskilde, førend de blev lyste (paa Tinge).
I Nærværelse af Herrerne Roskilde Dekan, Erkedegn Gerhard, Peder Saksesøn, Conrad Franz, Niels Uplanning og andre lærde og læge, i hvis Nærværelse Biskoppen gentagende formanede nævnte Møntmester Somar til at holde Roskildekirken skadesløs, som i dette Aar saa godt som fuldstændig havde mistet sin Andel i Mønten af ovennævnte Grunde, og til at gøre dette indrømmede han ham en Frist af 15 Dage."

Den ovennævnte Johan Franz blev siden kongelig Mønntmester i Roskilde; han nævnes saaledes 1302 og senere og døde 1316. Han var - som almindeligt for Møntmestre en velstaaende Mand, der ejede jordegods baade paa Sjælland og i Skaane. Hans Enke Christina døde 1326, og en Søn af ham, der ogsaa hed Johannes Franz, forekommer 1331, som Kannik, 1346 som Kantor i Lund. -

Under Christopher II naaede den sjællandske og jydske Mønt Nulpunktet i Værdi, og Møntregalet lod sig ikke længere udnytte. Fremmed Mønt, engelske Sterlinge og franske Turnoser, blev efterhaanden eneraadende i Handel og Vandel (senere i Aarhundredet afløste hanseatiske Witten den engelske og franske Mønt). Da Kongen 1329 bl. a. pantsatte Sjælland med al kongelig Ret og Frihed til Grev Johan af Holsten, nævnes ikke Mønten, enten fordi den har været indbefattet den fornævnte Rettighed, eller fordi Møntvirksomheden var ved at gaa i Staa og uden Betydning. En Mønt med det holstenske Nældeblad kan dog tyde paa, at Grev Johan ogsaa har udnyttet Møntregalet.

En Mønt med Høgen eller Ørnen, Roskilde Borgernes Tegn, kunde ogsaa tyde paa, at en enkelt Udmøntning i den kongeløse Tid er foretaget under Bystyrets egne Auspicier.

I en Aarrække hvilede nu Hamrene i Møntsmedjen i Roskilde, til Valdemar Atterdag 1355 fik det sjællandske Landsting til at bevilge en Skat til Genoprettelse af Møntvæsenet. Men hvis Godtfolk havde troet, at den nye, danske Mønt skulde blive jævngod med de fremmede gængse Sølvmønter tog de grundigt fejl af Kongens Hensigter. Skuffelsen giver Genlyd i den sjællandske Krønike for 1356: "Der kom ny Mønt, Kobbermønt efter Sølvmønt, den slettere efter den bedre." Hvad Kongen havde tilsigtet var kun en Finansoperation, ikke en Møntreform.

En Mønt med W paa den ene og Krone paa den anden Side er allerede tidligere henført til Valdemar Atterdag og til Roskilde. Det i 1918 paa Duebrødreklostrets Tomt fremdragne Møntfund har med temmelig stor Sikkerhed godtgjort, at Mønten netop er den i 1356 udsendte Kobberpenning. Præget tyder ikke paa, at der er taget Hensyn til Bispesædets Andel i Mønten, skønt denne Rettighed optegnedes endnu i Slutningen af samme Aarhundrede. - Johannes Eskilssøn nævnes 1361 som Møntmester i Roskilde; til en anden Tid var han Møntmester i Lund. Det er tvivlsomt, om der efter 1356 er slaaet nogen Mønt i Roskilde. Da Udmøntningen genoptages paa Sjælland kort efter 1396, var det i Næstved, at Møntsmedjen blev bygget, og i Erik af Pommerns sidste Dage sloges Grosser paa Gurre Slot; men fra Christopher af Bayern henlagdes al Møntvirksomhed til Malmø. Og dog kom Roskilde endnu engang til at genlyde af Hammerslag fra Møntsmedje.

Fig. 32. Firskilling 1535. CRISTIANVS · D:G · ELECT · REX · DACIE. Bagside: + MONETA · NOVA · ROSKILDNSIS Fig. 33. Tomark 1535. + CRISTIAN · D · G · E · REX · DACIE Bagside: + MONETA · NOVA · REGNI · DACIE Fig. 34. Mark 1535. (Omskrifter som Tomarken).

Da Christian III var gaaet over til Sjælland og lagde sig for København i juli 1535, bød han sin Møntmester Reynold Junge, der tidligere var flyttet fra Husum til Gottorp og til Aarhus, at forlægge Virksomheden til Roskilde for at være i Nærheden af Hæren, hvis Landsknægte uafladelig krævede Sold i klingende Mønt. Der byggedes nu Værkstedsbygninger med fem store Skorstene og Herberger til Møntens Folk, der en Tid lang talte 40 Svende, i Hast indforskrevne fra Tyskland. Ogsaa Guldsmedesvendene i Roskilde fik Tilhold om at blive i Byen for at gøre Arbejde ved Mønten. Det var en travl Tid med Udmøntning i Hundredetusinder af Tomarker, Marker og Firskillinger, og det varede ved til kort efter Københavns Overgivelse i Juli 1536.

Disse Mønter bærer Aarstal 1535 og Firskillingerne betegner sig som "Ny Roskildemønt". - Imod Slutningen af Aaret 1536 sloges et Parti "slesvigsk Mønt": rhinske Gylden og holstenske Dobbeltskillinger, inden Møntvirksomheden helt afvikledes og forlagdes til Hovedstaden.

(Fra Københavns Amt 1929 side 409-438. Den sidste del af artiklen (side 426-438) omhandler møntfund i Roskildeområdet, og er udeladt her.)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt