Stormen på København 11. februar 1659

af Peter Flensborg

Optakten til dette skal søges et par år tidligere og startede, da Karl 10. blev konge i Sverige, efter at dronning Christina var abdiceret på grund af overgang til den katolske tro. Karl 10. var en stridbar herre, og i 1656 drog han ind i Polen med en brutalitet, som dog kun resulterede i, at det polske folk samledes til forstærket opstand. De svenske styrkers sejre var noget, der absolut foruroligede Danmark, og man begyndte hvervninger, og ved Danmarks sydgrænse stationeredes et hæderskorps under Rigsmarskens kommando. Om kommandanten i 1657 har fornemmet svaghed i de svenske rækker eller om de alliancer, der begyndte at opstå, har forledt ham til at tro på et heldigt udfald, ved vi ikke, men faktum er, at man med hærkorpset rykkede ind i det svensk besatte Bremen-Verden. Dette skulle man imidlertid ikke have gjort, for Karl 10. benyttede dette som et påskud til at rykke ind i Danmark. Den egentilge grund var dog det totalt udplyndrede Polen, og den svenske konge slog således to fluer med et smæk, da han førte sine sultne soldater op gennem det rige Jylland. Den 28. august opslår svenske kongen hovedkvarter i Kolding og med sig i sin stab har han Corfitz Ulfeldt, manden der i 1643 af Chr. 4. var udnævnt til Rigshofmester, og som stod for udmøntningen af hebræermønter på Københavns slot.

I begyndelsen af 1658 oplevede Danmark en af de hårdeste isvintre, som bevirkede, at alle danske farvande frøs til - også Storebælt, og dette benyttede Karl 10., idet han førte sine tropper over Lillebælt, videre over Fyn, Tåsinge og Langeland og derfra over til Lolland og Falster for at ende i Vordingborg den 11. februar.

Frederik III, som nøje har fulgt svenskekongens sejrrige fremmarch, skal ikke have noget af at fortsætte kampen, og der indledes fredsforhandlinger I Tåstrup Præstegård. Den 26. februar underskrives freden i Roskilde, ved hvilken vi mistede Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm og Trondhiem og Bohus Len i Norge.

8000 mand ved Korsør

Svenskekongen holder dog ikke ord, og d. 7. august 1658 landsætter han nærved 8000 mand ved Korsør og begynder at marchere mod København, som han mener hurtigt at kunne indtage.

Dette fejge fredsbrud opildner Københavns befolkning til en utrolig forsvarsvilje, og kongen ønskede at blive i hovedstaden, idet han udtalte: Jeg vil dø i min rede. Da Karl 10. nogle dage senere ser at Københavns forstæder er stukket i brand i et forsøg på at hindre svenskerne ly, tøver han med den planlagte storm og giver sig i stedet til at belejre byen.

Sydpå i Holland har Karl l0's. overfald efter Roskildefreden vakt harme, og den forsvarstraktat, som var blevet sluttet allerede i 1650, bevirkede, at hollænderne sendte en flåde af sted bestående af ikke mindre end 40 krigsskibe samt 28 transportfartøjer. Denne flådestyrke har ikke svært ved at rydde op i den svenske spærrekæde i Øresund, og København får således hårdt tiltrængte forsyninger. Andre kommer Danmark til hjælp, og snart er Jylland renset for svenskere, ja, selv i Norge får man tilbageerobret det tabte Trondhjems len. Endelig i december 1658 lykkedes det bornholmerne at blive herre på egen ø, og stillet over for indsnævringer af den svenske dominans beslutter Karl 10. i et sidste desperat forsøg at knække landets hovedstad, og hovedangrebet sættes ind ved midnatstid den 11. februar 1659 i en forrygende snestorm. Men det gik ilde for angriberne, og kl. 4 om morgenen indstiller Karl 10. kampen som følge af et enormt tab af soldater.

København var reddet, og for at fejre begivenheden udsendtes en 4 mark (krone) hvis for- og bagside var fuld af symbolik. På forsiden ses Frederik 3's kronede monogram på en klippe eller en sten, og ved stenen står EBENEZER. Ordet Ebenezer er et hebraisk ord og betyder ordret: Hjælpens sten. Det bruges i det gamle testamente, og i 1. Samuels Bog 7.12 forklares navnets oprindelse. Efter skildringen af en sejr over Filisterne hedder det:

"og Samuel tog en sten, satte den mellem Mispa og Sen og kaldte den Ebenezer, da han sagde: "Hidtil har Herren hjulpet os.""

Svenskekongens hånd afhugges af Gud

Man har altså ment, at Gud havde hjulpet, og dette symboliseres yderligere på reversen, hvor vi ser, at Guds hånd kommer ud fra en sky og med retfærdighedens sværd afhugger svenskekongens hånd, som begærligt rækker ud efter den danske krone.

KLIK for forstørrelse!

I omkriften står SOLI DEO GLORIA (Gud alene æren). Af denne mønt findes 2 hovedtyper, den ene med kongens valgsprog DOMINUS PROVIDEBIT (Herren være mit forsyn) og den anden med indskriften: IIII MARCK DANSKE 1659, og hver af disse kendes i et antal guldafslag i forskellige dukatvægte, ligesom der eksisterer 2 kroner af begge typer samt en prøvemønt, som til dato kun er kendt i 4 eksemplarer. Stemplerne til disse mønter er skåret af Johan Blum, der ligeledes er mester for en række sølvmedaljer udfyldte med voks, som bl. a. mindes freden i København 1660.

Inden freden var blevet en realitet generobrede danskerne Fyn. Den 14. november 1659 var de flygtende svenskere søgt til Nyborg, og i ly af natten flygtede den øverstkommanderende Gustav Otte Stenbock samt Philip von Sulzbach til Sjælland.

Om dette slag ved Nyborg har den berømte stempelskærer Jeramias Hercules udført en satirisk medalje (Galster 84). Vi ser her den danske elefant, der leger bold med den svenske øverstkommanderende Philip von Sulzbach samt klemmer livet af bukken (feltmarskal Gustav Otto Stenbock). Bagsiden viser, hvad elefanten siger, og i oversættelsen står der: Til belønning for mit storsind skal jeg nu da de, som farer med vold eller list, er besejrede, overalt være tryg. Den 14. nov. 1659.

De fredsforhandlinger der fulgte, endte ikke så godt for Danmark, idet stormagterne ikke var interesserede i et for stærkt Danmark og gerne så at Danmark ikke havde magten på beggge sider af Øresund.

Krigen havde efterladt Danmark på falittens rand, og indbyrdes stridigheder mellem adelen, de gejstlige og de borgerlige resulterede i Enevældens indførelse - men det er jo en anden historie.

(Mønt-Avisen 4,1978 side 14f.)


Tilbage til Dansk Mønt