KLIK for forstørrelse!

Christiand'orer og andre guldmønter

af Axel Ernst

Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1955 (1) indeholder elleve afhandlinger, der belyser Nationalmuseets omfattende virksomhed. En enkelt af afhandlingerne har særlig numismatisk interesse, nemlig Rudi Thomsen: Fra kong Kroisos til verdenskrise (s. 105-118), hvori i store træk redegøres for guldets anvendelse som møntmetal, et emne, Rudi Thomsen også har behandlet i et radioforedrag.

Indledningsvis omtales elektronudmøntningerne i det vestlige Lilleasien (det lydiske rige eller de græske kolonier på halvøens vestlige kystslette). Herfra føres vi til kong Kroisos' guldstatér og til perserkongen Dareios' dareiker, videre til Filip af Makedonien og hans søn, Alexander den Stores guldstatér, til romerrigets aurei og senere solidi, til de store guldudmøntninger i det byzantinske kejserrige og til det arabiske storriges dinarer. Vi er hermed nået til de middelalderlige guldudmøntninger, hvoraf særlig nævnes Frankerrigets trienter og de af kejser Frederik II som konge af Sicilien med bevidst tilknytning til den romerske kejsertid prægede augustaler. Virkelig betydning for handelslivet, hvis opblomstring som følge af korstogenes udviklede forbindelse fremkaldte trangen til og behovet for stormønt, fik florinerne (fra 1252) og de fra Venedig udgåede dukater (fra 1284), af hvilke den sidstnævnte blev den mest levedygtige mønt, udmøntet under forskellige former, således navnlig de ungarske og de hollandske dukater. Disse sidste som handelsmønt præget helt op imod vor tid. Af andre vigtige guldmøntsorter nævnes pistoler, oprindeligt fra Spanien, men fra 1640 i Frankrig, hvor de efter kong Ludvig XIII fik navnet louisd'or og senere levede videre som 20-francsstykker og napoleond'orer, der endnu i Frankrig spiller en betydelig rolle, hvor kursen på dem i økonomiske krisetider stiger såvel som kursen for fremmed valuta.

I det 19. århundrede sejrede overalt guldmøntfoden, i England officielt indført 1816, i det nystiftede tyske kejserrige i 1871 og i Norden ved den skandinaviske møntunion i 1873, en udvikling, der i overordentlig grad fremmede verdenshandelen, men bragtes til ophør ved den 1. verdenskrig og aldrig rigtig kom i gang igen, før verdenskrisen tvang England til i 1931 at gå bort fra guldet, hvorefter de øvrige lande snart eller efter kort tids forløb måtte følge efter.

For de ældste mønters vedkommende fremhæver R. T. de skiftende værdiforhold mellem guld og sølv, guldmøntens forhold til de jævnsides slåede sølvmønter (sigler, denarer o.s.v.), ligesom guldtilførselernes betydning for udmøntningerne understreges. 14 møntafbildninger, alle forstørrede i forholdet 2:1, viser de væsentligste af de behandlede mønter. Andre mønter end de af R. T. behandlede kunne være nævnt, feks. de engelske rosenobler og de danske kurantdukater, men det antal sider, der har været til rådighed, har sat grænser for, hvad der har kunnet finde omtale.

For Danmarks vedkommende omtales og afbildes som den ældste guldmønt kong Hans' nobel fra 1496 og som den yngste Christian X's tyvekronestykke fra 1931. Der er således bortset fra det tykke guldafslag af vægt 9,6 g af Erik af Pommems sterling fra Lund, hvilket under hensyn til dette enestående stykkes omtvistede betydning er naturligt nok. En enkelt bemærkning har jeg at gøre til omtalen af de danske christian- og frederikd'orer. Uvæsentligt er det, at de første christiand'orer blev slået i 1771 i den nyoprettede mønt i Altona; thi da det kun drejede sig om et så ringe antal som 207 stk., altså en slags prøveudmøntning, hvilket sikkert er grunden til, at de ikke er forsynet med årstalsangivelse, kan det meget vel forsvares, at R.T. skriver, at "der fra 1775 af de forskellige danske konger blev slået ret store mængder christiandorer og fredericdorer". Men når han i fortsættelse heraf skriver, at de "fandt god anvendelse under vort lands deltagelse i den internationale handel, hvorimod de ikke spillede nogen rolle i den hjemlige vareomsætning", er kun den sidste del af denne bemærkning ubetinget rigtig. Om christiand'orerne fra 1775 er det bekendt, at disse, der blev slået i et antal af 22.721 stk., skulle bruges som et led i den økonomiske afvikling i anledning af mageskiftet med det gottorpske hus om den gottorpske del af Holsten mod grevskabet Oldenborg, der derefter ophøjedes til et hertugdømme til fordel for den yngre holstengottorpske linie. Eiler Hagerup Tregder (2) skriver i Haandbog for Reisende, Kbh. 1824, pag. 468, under redegørelsen for møntvæsenet i "Hertugd. Slesvig og Holsteen" efter at have skildret "Regnemynter, Talværdi og Reduction": "Virkelige Myntsorter ere i Guld: Species- og Courantducater samt Christiansd'or, men de forekomme sieldent, og have heller ingen fast Værdi." I den tilsvarende oversigt over møntvæsenet i Danmark pag. 464-467 omtales guldmønt overhovedet ikke, men alene de møntsorter, som efter forordningen af 31. juli 1813 var gangbare, herunder de mange ældre sorter som hele, 2/3, 1/2, 1/3, 1/6 specier, rigsorter, foruden ældre småmønt, Nationalbankens sedler og rigsbanktegnene af kobber. Væsentlig større omfang end christiand'or-udmøntningerne i 1771 og 1775 fik de siden 1827, efter at prøver var taget i 1825 og 1826, foretagne udmøntninger af enkelte og navnlig af dobbelte frederikd'orer, der hovedsageligt foregik ved mønten i Altona, i ringere grad ved mønten i København. Storkøbmanden M. L. Nathanson (1780-1868) (3), der navnlig er kendt som nationaløkonomisk forfatter og senere som redaktør af Berlingske Tidende i årene 1838-1858 og en kort periode 1865-1866, udgav i årene 1832-1834 i 3 bind værket Dansk Handel, Skibsfart, Penge- og Finansvæsen fra 1730 til 1830. I den tyske udgave heraf: Dännemarks Handel, Schiffahrt, Geld- und Finanz-Wesen, Kophg. 1832, hedder det pag. 307: "Auch hat der König (d.v.s. Frd. VI) es gegen einen höchst billigen Schlageschatz erlaubt, in Altona sowohl einfache als doppelte Fredriksd'or ausmünzen zu lassen, und in einem Zeitraume von 4 Jahren sind in der Münze in Altona

579,023 Stück doppelte Fredriksd'or und
121,923 einfache dito,

ein Werth von 14 Mill. Mark Hb. Bco, geprägt worden. Die Münze des Königes von Dännemark geht und gilt jetzt über ganz Deutschland, und es ist jetzt auch erlaubt, die bekannten deutschen 2/3 Stücke auszumünzen." At guldet til udmøntningen af frederikd'orer i hvert fald væsentligt fremkom fra London, synes at fremgå af Nathansons bemærkning l. c. pag. 27, hvor det hedder, at "wir jetzt Goldbarren, die man am Freitagsabend von London absendet, schon am folgenden Freitag durch die Altonaische Münze in Fredriksd'or verwandelt sieht."

I øvrigt stemmer Nathansons opgørelse over udmøntningernes størrelse ikke ganske med de hos J. Wilcke: Specie-, Kurant- og Rigsbankdaler. Møntvæsenets Sammenbrud og Genrejsning 1788-1845, Kbh. 1929, anførte tal for udmøntningerne i Altona, idet Wilcke s. 398 angiver udmøntningen af dobbelt-frederikd'orer i årene 1826-1831 ind. til 579.040 stk. og af enkelte frederikd'orer i årene 1827-1831 incl. til 98,616 stk. Selv om man hertil ville lægge antallet af udmøntede christiand'orer i 1771 og 1775, når vi ikke op til det af Nathanson opgivne antal. Som anført hos Wilcke s. 370-375 udgik initiativet til frederikd'or-udmøntningerne fra tyske bankier- og handelskredse, og de anselige guldmønter benyttedes væsentligst på det tyske marked af hamborgske storkøbmænd. Intet under, at de danske christiand'orer og frederikd'orer navnlig i tidligere tid forekom i ret betydeligt omfang i mønthandelen i Tyskland. Med dansk møntvæsen havde de derimod meget lidt at gøre, men udmøntningerne gav staten en ikke ubetydelig indtægt, hvad finansmyndighederne da også påskønnede over for møntmester Freund (4), der på så dygtig måde havde sat Altona-mønten i sving. Mindre betydning fik derimod planen om udmøntning af 2/3-stykker, idet det eneste resultat blev de lauenborgske zweidritler 1830, der prægedes i et så ringe antal som 4051 stykker. E. H. Tregder oplyser l. c. s. 469, at i Lauenborg er "Landets virkelige Myntsorter siden 1738 udprægede efter den lübske Courant-Myntfod (5). Desuden gielde her de hannoverske, efter Leipzigerfoden udprægede 2/3, 1/3 og 1/6 Stykker. Af den egentlige gamle grove Courant, en cølnsk Mark fiint Sølv til 11 1/3 Rdlr Courant, er kun lidet i Omløb. For det meste ere hamburgske, lübske og holsteenske Skillinger i Omløb; ogsaa danske Toskillinger og slesvigholsteenske Speciesmyntsorter, en cølnsk Mark fiint Sølv til 11 9/16 Rdlr Courant. - Mange Afgifter betales, især i Amtet Lauenburg, i nye 2/3 Stykker, der modtages for fuld eller Kassemynt. Foruden disse har man endnu halve Gylden eller Tolvskillingstykker, Tolv-Mariengroschen og mindre Pengesorter. De nyere 2/3 Stykker ere udmyntede efter 18 Gyldenfoden." Et broget møntvirvar i det lille hertugdømme!

(NNUM 1956 side 40-43)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt