Danske mønter er ikke noget nyt fænomen i den sene unionstid. Med større eller mindre afbrydelser har der været slået mønt i Danmark fra ca. år 825 (l). Udmøntningerne i unionstiden bunder altså i en ældre tradition, men afviger naturligt fra førliggende såvel som fra efterliggende tiders møntslagning på adskillige punkter.
Princippet med mønter som mellemled i omsætningen er dog overalt det samme; når handelen kommer ud over den primitive byttehandel, opstår der et behov for en fast værdimåler (2) det være sig for eksempel kvæg (3), våben eller metalstykker. Sidstnævnte har fordelen af at kunne bruges af alle samfundslag, de er uforgængelige og lader sig let transportere. Endvidere er de delelige ned til mindre enheder og lader sig veje nøjagtigt. Metalklumpen bliver så til mønt ved standardiseret størrelse, finhed og vægt, garanteret af et præg i metallet. Så vidt princippet; nedenfor mere om den faktiske manipulation med, og derfor forskel mellem mønternes garanterede og faktiske værdi. I overensstemmelse med møntens funktion som værdimåler tilstræbes i ældre middelalder en overensstemmelse mellem værdien af en pengeenhed (penning) og en skæppe korn. I konsekvens af ovenstående kan mønter, alt efter metallets finhed og vægt, have forskellige værdier. Det gamle danske møntsystem, som af Knud den Store var indført fra England (5), bestod således i princippet af:
1 mark = 8 Øre = 24 Ørtuger = 240 penge (penninge)
(6) .
Sandsynligvis pga. mangel på eget sølv udmøntedes frem til Valdemar Atterdag kun penninge, ofte iblandet uforholdsmæssigt meget kobber. Man begynder herefter at udmønte:
hvid (< nedertysk "witten", latin "albus") = 4 penning og
sterling (også kaldet "engelske") = 3 penning
Efterhånden blev en tillempning; af det danske møntsystem til det lybske nødvendigt, og Erik af Pommerns dronning Philippa indgik under kongens fravær 1423-25 8. oktober 1424 en overenskomst med Hamburg, Lübeck, Lüneburg og Wismar om slagning af mønt af ensartet, fælles værdi (7) . Denne overenskomst resulterede i Danmark i indførelsen af den lybske møntregning:
1 mark = 16 skilling = 192 penning.
I forbindelse hermed lod dronning Philippa slå en såkaldt
søsling (< nedertysk "ses" = 6) = 6 penning
og mønten omtales oftest som "dronning Phlippas søsling" (Galster L-3 nr. 11). Skillingen blev først slået under Christoffer of Bajern 1440-42 (Galster L-3 nr. 18) og rigsrådet (Galster L-3 nr. 21) mens den første danske mark slås så sent som 1535 under Christian III. Når for exempel lovtexten Laalands Vilkaar (1446) bruger betegnelsen "mark" er der altså tale om en ikke-existerende mønt (8); udtrykket "mark" bruges altså før markstykkets existens i Danmark som regneenhed. Nedenfor. behandles "mark" som vægtenhed.
Værdien af den enkelte mønt afgøres i princippet af metallets finhed og vægt, garanteret ved et præg på metalklumpen (undtagelser, se nedenfor). Det er altså metalværdien, der er afgørende for møntens værdi, ikke som i vore dage pålydende (et begreb som pengesedler er derfor utænkeligt og indføres først i Danmark fra 1713). Man vil derfor også se, at langt de færreste middelaldermønter overhovedet bærer møntenheden påtrykt; metalværdien var jo afgørende. Derfor har også udenlandsk mønt kunnet cirkulere i Danmark i middelalderen på linie med den danske, I forhold til metalværdien. Danmark har således befundet sig i en monetær union med udlandet (9), ikke blot i de perioder, hvor den danske udmøntning var stoppet, men i store dele af middelalderen. Større udenlandske mønter har således i omsætningen afhjulpet manglen på større dansk mønt. Fundene af nedgravede skatte fra urolige tider viser dog ofte en forholdsmæssig stor andel fremmede mønter. Dette skyldes, at disse altid havde metalværdien, mens de danske mønters metalværdi ofte var væsentligt ringere end den værdi kongen tvang dem igennem for; disse blev derfor i mindre omfang gemt hen, da deres købekraft således var større end metalværdien (10).
Herved kommer vi ind på kongens stilling i forbindelse med udmøntningen. Mens de ældste danske mønter, efterligninger efter Karl den Stores Dorestadmønter, måske er præget af købmænd, bliver møntslagning snart et regale, et kongeligt privilegium, måske allerede under Harald Blåtand (11). Dette møntregale udnyttes da på forskellig vis til fordel for kongen (12). Slagskat, en i princippet årlig ombytning af gamle mønter med færre nye, giver kongen differencen som indtægt (13). En stadig forringelse af lødigheden i mønterne, så disse til sidst reelt var kobbermønter, gav kronen yderligere indtægter (idet mønterne tvangskurserede til den af kronen fastsatte værdi; se dog også nedenfor), men skabte problemer indadtil og udadtil. Forskellen mellem tvangsværdi og indre værdi (metalværdi) under Margrethe (14) (der nægtede at tage sin egen mønt igen til den kurs hun gav den ud for) og Erik af Pommern (der lod slå sterlinge af kobber; kobber var ikke som sølv importvare, idet Falun kobberværk i Sverige var kommet på kronens hænder i 1396 (15) ) og førte til ovennævnte møntunion med hansestæderne.
Det må dog kraftigt understreges, at ikke al møntforringelse skyldes kongens pengetrang; der ligger også finanspolitiske overvejelser og nødvendigheder bag sådanne ændringer i mønten. Den danske mønt var pga. dens ringe lødighed ofte lidet velset i udlandet, men når hansestæderne kun ansætter den danske sterling til 2 penning lybsk (16) og to danske penninge lybsk (17) , mens sølvindholdet i de danske mønter berettiger en noget højere kurs, må den danske møntherre nedsætte mønternes lødighed til maximalt denne kurs for at undgå spekulation (18) .
Dette, at møntherren kan ændre på møntens lødighed efter forgodtbefindende, er en del af det feudale møntprincip dette princip har dog ikke haft ubetinget gyldighed i Danmark i vor periode, som nævnt hos Hørby (L-6 side 255) anklages Erik af Pommern i forbindelse med sin afsættelse fra tronen af rigrådet for en sådan møntforringelse; i interregnet inden Christian I's valg til dansk konge 1448 lod rigsrådet slå mønt i Danmark (Galster L-3 nr. 21 og 22); I forbindelse med det svenske oprør mod kong Hans beskyldes denne (uretfærdigt) for at have slået underlødig svensk mønt, og fra kong Hans forpligtes de danske regenter i reglen i håndfæstningerne til at slå lødig mønt, holde den norske mønt pari den danske, bringe mønten op på tidligere tiders stade osv., altså en betydelig indskrænkning af feudalprincippets enevældige rettigheder over mønten.
Vi ser altså, at feudalherrens (kongens) "ret" til manipulationer med mønten anfægtes, andre end selve kongen (nemlig rigsrådet) kan slå mønt og misligholdelse af mønten efter håndfestningsmæssige løfter om det modsatte kan begrunde oprør.
Vi ser altså at det feudale møntprincip kan forklare Margrethes og Erik af Pommerns forringelser af den danske mønt som led i den økonomiske krigsførelse mod hansestæderne, men princippet kan langtfra have haft almen gyldighed i den sene unionstid.
Vi finder således udtryk for to forskellige opfattelser om mønten:
Det bemærkes, at disse to opfattelser, der i følge ovenstående åbenbart begge har fandtes i samtiden minder overorddentlig meget om Lönnroths statsopfattelser: regimen regale og regimen politictum (20), her blot udstrakt til et enkelt område: mønten.
Selve udmøntningen skete i midelalderen ikke som i vore dage på et centralt sted; der lå møntergårde flere steder i landet. Vigtigst sidst i unionstiden var mønten i Malmø, men også i bl.a. Lund, Næstvd, Odense, Randers, Ribe og Ålborg har der været slået mønt (21). Hvert sted var ansat en (ofte udenlandsk) møntmester, der forestod mønten. Ofte drev møntmesteren samtidig købmandsvirksomhed og sørgede i flere tilfælde selv for indkøb af det fornødne sølv til udmøntningen. Møntmesteren forpligtides undertiden til for egen regning årligt at slå et vist kvantum mønt til kongen (22), men oppebar til gengæld andre fortrin, fx. fritagelse for diverse skatter og afgifter. Møntmesteren er kun ansvarlig overfor kongen, og der kendes flere eksempler på, at møntmestre ved tjenestens ophør har modtaget et kongeligt beskærmelsesbrev garanterende, at ingen uden kongen selv kan stille møntmesteren til regnskab for den (oftest underlødige)mønt han har slået. Vreden over underlødig mønt har dog i reglen ikke rettet sig mod møntmesteren, men derimod mod kongen; således var Dines Blichers efterfølger på mønten i Malmø, Jørgen Koch, overordentlig populær i byen, mens det var kongen, Christian II, der blev kaldt "kong Klipping".
I Christian II’s håndfæstning af 22. juli 1513 forpligter kongen sig til for den fremtidige udmøntning i Danmark og Norge at opretholde kursforholdet: 1 rhinsk gylden = 2 mark dansk. At denne bestemmelse har været nødvendig, skyldes kong Hans' vanrøgt af møntvæsenet. Hans havde i forbindelse med sine krige i Sverige og Ditmarsken ladet slå guldmønt, bl.a. til betaling af sine tyske lejetropper. Det er første gang der udmøntes guld i Danmark, og det drejer sig om møntenheden rhinsk gylden, fra 1385 af 4 rhinske kurfyrster slået ensartet mønt (23). Den oprindelige rhinske gylden sattes i 1483 til 2 mark dansk. Da Hans lod slå rhinske gylden slog han dem imidlertid noget underlødige; de kunne derfor ikke holde kurs med de oprindelige, i rhinstæderne prægede gylden. Yderligere så Hans sig grundet finansielle problemer nødsaget til at forringe sine hvide, således at kursforholdet 1 rhinsk gylden = 2 mark dansk (24) ødelagdes. Vi får således to konkurrerende regningssystemer: gylderegningen og markregningen, indbyrdes ude af kurs og indenfor markregningen har også de enkelte værdier forskubbet sig; hvidene er blevet for ringholdige til at køberen kan lade 3 hvide gælde 1 skilling; sælgeren forlanger 4 eller 5 hvide for hver skilling, hvis betalingen ikke erlagdes i denne mønt, altså en betragtelig opgæld. Slutbilledet bliver således to konkurrerende regningssystemer, der inddbyrdes og hver for sig er håbløst langt fra de normerede kurser. På denne baggrund skal ovennævnte passus i Christian II's håndfæstning ses.
Fra samme år (1513) er Christian II's første møntordning (25), den ældst kendte danske. Da den til en vis grad blot overtager bestemmelser fra ældre tilsvarende aktstykker, fx. kong Hans' svenske møntordning fra 1497, betegner 1513 ordningen næppe et nybrud.
I møntordningen gentager Christian II håndfæstningens krav om forholdet 1 rhinsk gylden = 2 mark dansk samt søger at komme opgælden mellem hvide og skillinge til livs:
" . . . han scall slaa oc mynte skellinger oc hwide swo at hwer schelling scall gielde tree hwide aff thend mynte nw mynthes scall oc at sexten skellinge aff samme mynt schulle wære gode for en halff rinsk gylden i guld . . ." ; (26)
Ordningen anfører også med hvilken finhed der skal udmøntes. De rent faktisk efter denne og de næste 2 år 2 udstedte møntordninger udmøntede mønter når dog ikke op på det foreskrevne niveau.
Hvor stor undervægten er, lader sig kun bestemme omtrentligt. Det skyldes bl.a. at den nøjagtige størrelse på vægtenheden "kölnsk mark", der brugtes som udgangspunkt ved udmøntninigerne, kun vanskeligt lader sig bestemme. Tyske historikere har i 1800-tallet fixeret 1600-tallets kölnske mark til 233,855 gram. Denne vægt er stadig alment anerkendt og i hvert fald det præciseste man har at gå ud fra (27). At Galster (28) ikke mener at vægten af en kölnsk mark 1513 i Malmø lader sig bestemme nøjagtigt er ét; at han derimod herudfra beslutter sig til halv-tolv-løsningen: 230 gram gør ikke sagen bedre. Galster vælger 230 gram. fordi det er et "rundt tal" (29) , men 230 gram er naturligvis kun et rundt tal for Galster, ikke for 1500-tallets møntmestre, som ikke kendte vægtenheden gram.
Yderligere besad datiden ikke den nøjagtighed i møntproduktionen, som kendes i nutiden. Man prøvede ikke de enkelte mønters vægt, men var tilfreds, når et vist antal mønter vejede en mark. Møntmesteren havde ved udmøntningen normalt yderligere en vis margin, ofte ca. 1%, indenfor hvilket remedium han kunne bevæge sig uden at overtræde sine forpligtelser. Dette gav naturligvis alle former for kræmmersjæle, lige fra møntmesteren selv til den mindste købmand, rig lejlighed til at fratage de tungeste exemplarer, hvorfor vi ikke har nogen garanti for at de til nutiden overleverede exemplarer udgør gennemsnitsexemplarer af de faktisk udmøntede pengestykker. Alt i alt skønnes 1514-skillingen (den bedste årgang) at have en bruttoundervægt på ca. 0,4 gram (30), og der blev aldrig tale om en yderligere tilnærmelse til håndfæstningens krav endsige det uopnåelige lybske forbillede.
Møntens ringe tilstand er da også en direkte følge af kongens økonomiske lavvande. Som bekendt gik det mildest talt trægt med udbetalingen af dronningens medgift, en anselig sum, der kunne have bragt møntvæsenet på fode igen. Sit laveste punkt nåede møntvæsenet i årene 1518-22, hvor kongen havde brug for enorme summer til rustninger mod Sverige, lønning af lejesoldater m.v. Udmøntningen måtte foregå så hurtigt, at der ikke var tid til at forme blanketerne før prægningen. Resultatet blev små, firkantede klippinge, slået med skillingstemplerne fra 1515-16. Planer om er forbedring af mønten efter sejren over svenskerne (Christian II lod i Nederlandene fremstille en smuk prøvesølvgylden, sml. Galster (L-3) nr. 44) blev som bekendt ikke realiseret.
Vi kan således se, at møntens stand i disse tider udgør et slags barometer for rigets politiske og finansielle tilstand; i rolige tider opretholdes et acceptabelt niveau, mens mønten ved forringelser i krisetider af kongen bruges som en slags kassekredit; renterne betales da i form af ind- og udlands mistillid, oprør og forbud mod dansk mønt.
(utrykt universitetsopgave i historie 1976)
TILLÆG. KURIOSUM. PRISINDEX FRA 1556 (fra Wilcke (L-10) Side 27f):
"Peder Rud til Vognserup købte f. Ex.
Dette blot for at give et exempel på penges købekraft i datiden,og for at hæfte betegnelserne for datidens møntenheder på noget mere jordnært end de på de foregående sider oftest ret abstrakte oplysninger om datidens pengevæsen.
I: KILDER
II: LITTERATUR