I Medlemsbladet for December 1938 S. 243f er trykt en Fortegnelse over C. J. Thomsens numismatiske Arbejder. Denne Fortegnelse bør suppleres med den her gengivne Artikel, hvortil Manuscriptet forefindes i Fr. Münters Papirer paa Det kgl. Bibliothek (i Pakken Ny kgl. Samlimg 413 b 4to). Det ligger i et Omslag med Paaskrft: Thomsen om de danske Biskoppers Mynter og bestaar af fem Blade in folio, hvoraf det første er skrevet helt med Thomsens Haand; de øvrige er skrevet med en anden Haand, men med Rettelser af Thomsen. Det er aabenbart Thomsens første numismatiske Artikel, skrevet før Biskop Münters Død (den 9. April 1850) og rimeligvis paa hans Tilskyndelse. Artiklen, der gengives her med Forfatterens originale Retskrivning og Tegnsætning, har nærmest kun lærdomshistorisk Interesse; men ogsaa dette kan formentlig berettige den til at faa en Plads her i Bladet.
Ved Englands Erobring af Svend Tveskjæg og Knud den Store, blev Nordboerne bekjendte med det engelske Myntvæsens Indretning de fortsadte det i dette Land og overförte det til Norden, i Förstningen vel med nogle Indskrænkninger.
Oprindelsen til den omtalte Indretning, maae man söge i de Forhold som da herskede i Handelen og i den Værdie man tillagde myntet Metal frem for det umyntede. Vel blev endnu de fleste Ting afgiort ved Bytte og ved at veje Guld og Sölv, men dog indsaa man snart Bequemheden af Mynt og den höjere Værdie der senere ofte ved Tvang blev tillagt det saaledes forædlede Metal var sikkert ofte i Förstningen et Tillæg, man med Glæde gav for at erholde det omdannet til Mynt. Denne frivillige, eller tvungne höjere Værdie, maae meget have oversteget Myntnings Omkostningerne et Bevis herpaa er, at Falskmyntning af den Art hvor den indre Værdie er den samme som det der eftergiöres, er ej ualmindelig i den tidligere Middelalder.
Kongerne indsaae snart at Myntvæsenet kunde afgive en betydelig Indtægtskilde især naar man kunde foretage store Udmyntninger og Metallernes höje Pris giorde, at selv en Forringelse som nu synes liden, da var indbringende; men da Fyrsterne ikke altid havde store Forraad af ædle Metaller og den indvortes Sikkerhed og Lethed ved Forsendelser ikke var meget stor, opfandt man en egen Maade til at foröge Myntningen, i det at man i de forskjellige större og vigtigere Stæder i Landet ansadte Myntmestere, ja undertiden flere i en Stad som havde Tilladelse at mynte, imod at de fulgte visse Regler, og for at man kunde vide hvem man havde at holde sig til ved Afvigelser, vare de forbundne til foruden Fyrstens, at sætte deres eget og Myntstædets Navn paa de Stykker, som de udgave.
Det er let at indsee, at det maa være meget vanskelig at controlere den Fordel som Myntmesterne kunne have, hvorfor der er all Formodning om, at man snart er gaaet over til den bequemere og sikrere Maade at lade Myntmesterne blive en Slags Myntforpagtere som imod visse Afgivter og under visse Forpligtelser besörgede Myntningen tildels for egen Regning.
(Illustration: Svend Estridsen, Lund - runemønten er slaaet af Torth.)
Saaledes ville (1) man kunde sikkre sig Indkomst af Myntningen, og saaledes forekommer det mig at man kan forklare sig at man ikke har betænkt sig paa, at foröge Myntsteders og Myntmesteres eller maaskee rettere Myntforpagteres Tal. Knud den Store og hans Sönner havde paa mere end 50 forskjellige Steder Udmyntninger, og jeg troer, at man tæller under dem over 200 Myntmestere (2). I Danmark, hvor Stæderne var faa, og hvor de Personer som forstode sig paa Myntningen, vel heller ikke vare mange, sporer man dog tidlig Myntning i Lund, Viborg, Odense Randers og flere Steder og ikke faa Myntmestere. Geistligheden, som indsaae snart Vigtigheden af denne sikkre Intrade og som dertil var forbunden med en Slags Hojheds Erkjendelse, i det Mynten udgik efter Fyrstens Bestemmelse og i hans Navn, sögte snart at sikre sig noget af denne dobbelte Fordeel. I England havde allerede tidlig Erkebiskopperne af York og Canterbury havt egne Myntmestere og egen Mynt. I Danmark er det förste Sted jeg troer man sporer at Geistligheden har havt Deel i Myntningen, Lund. Ved dette Myntsted indtræffer det mærkelige, at imedens man, i Henseende til Myntens indre Værdi og Indretningen med Myntmestere fulgte de engelske Exempler, optog man Forestillingerne derimod ikke sjelden af de byzantinske. Det er nok ikke uden Grund, at man har troet at Nordboernes Reiser og Ophold i Constantinopel vare Aarsag heri. Det er et saa meget mærkeligere Særsyn, som, naar man undtager Venedig og maaskee nogle faae neapolitanske og ungerske Kobbermynter er Lund det eneste Sted, i det hele Evropa og i den hele Middelalder, som heri tog Mynstrene af Byzantinerne. Vi finde paa Magnus den Godes og Svend Estridsens Mynter en siddende Christus med Evangeliebogen; en Engel, som overleverede Fyrsten en Fane; en Helgen, som velsigner Fyrsten o.s.v. Anledningen til at man maae troe at de nystiftede Erkestift (3) allerede da maae have faaet Deel i Myntregalet er, at man paa nogle af de ovenomtalte Mynter finder tilsat, som et Mærke, en Bispestav.
(Illustration: Biskop Sven Nordbagges Mønt, slaaet af Sibbi i Roskilde.) Den förste, som ikke kan være yngere end Kong Svend Estridsen har vel et Brystbillede, der synes at være bragt i Forbindelse hermed; men da Kongens Navn er anbragt og ej Erkebiskoppens, maae man snarere troe, at den forestilte ogsaa er Kongen, og at Bispestaven, ligesom paa de fölgende, er alene et Mynttegn og man slutter neppe feil, naar man troer at Biskopperne först senere i Norden efter de andre Landes Exempler satte deres Billede paa Mynten. Det synes som om man har valgt en gradevis Fremgang heri; at man först begyndte med at udelade Kongens Billede og isteden for dette anbragte Christus uden at nævne sig selv derpaa vel anbragte Fyrstens Billede og blot som Revers det biskoppelige, og endte med, alene at nævne sig selv. - Pröver paa alle disse Arter har Tiden leveret. Paa et Par af de i Lund prægede Mynter med en siddende Christus, hvor paa Kongens Navn ikke nævnes er ved Siden anbragt ikke een, men to Bispestave (4). Man har troet, at de kunde være prægede i den korte Tid da i Skaane foruden den Lundske, Bispestolen i Dalby bestod. Den förste Mynt, hvorpaa man har troet, at see en dansk Biskops Brystbillede, er det bekjendte sjeldne Stykke som man har tillagt Svend Nordbagge (5), den er imidlertid at betragte som en Undtagelse og det er endnu ikke afgjort om Forestillingen er Biskoppens eller en Helgens, og om Navnet Svein med Sikkerhed kan hentyde paa den omtalte; derimod kan vi nu med Sikkerhed opvise Mynter, som paa den ene Side have Kong Waldemars, og paa den anden Absalons, Andreas Sunesens Brystbilleder; Andre, som paa den ene Side fore Waldemar den 2dens Navn og paa den anden Erkebiskop Uffos, Biskop Niels Stygges af Roeskilde; atter andre hvor man ligesom synes at have villet skille imellem den Lundske Erkebiskop Peder og andre, Mynter, der sandsynlig ere prægede i Roeskilde af ham eller en anden Biskop ved Navn Peder.
(Illustration: Valdemar I og Biskop Absalon. Valdemar II og Biskop Peder Sunesen.)
I Borgerkrigene under Svend Grathe og kort för var det egentligen at der med det danske Myntvæsen foregik en Hovedforandring. Det synes som om man i denne Periode maae have havt et tilstrækkelig Antal af Mynt, som en Fölge deraf maae den Fordeel som opstod ved at myntet Metal var mere værd end umyntet, have ophört. Allerede tidligere havde man sögt at hielpe sig ved stedse at forringe Mynten i Störrelse, under Urolighederne gik dette frem med stærke Skridt og da det ikke var mueligt, at giöre Myns ten tyndere, og lettere, gik man til at forringe dens indre Gehalt. Med denne Forandring, hvori man synes at have fulgt tyske Mynstre, maae tillige være foregaaet en anden, nemlig den, at de mange Myntmestere ophörte; under Erik Ejegod (6) er det sidste Gang, at en Myntmester nævnes paa nogen dansk Mynt. En Mynt, som, uagtet den ikke nævner Biskoppens Navn, dog synes at være udgaaet fra et biskoppeligt Officin, fortjener Opmærksomhed, i det den af alle Landes Mynter fra Middelalderen er den förste som fremviser et Aarstal. Som store Sjeldenheder har man i Tyskland bekjendtgjort Mynter fra Achen med Aaret l575 (7), men paa denne, som paa den ene Side synes at have en Bygning og paa den anden en Bispehue er Omskriften Anno Domini og paa Reversen +MCCXX...., En fjendtlig Skjebne har hidend til kun ladet os finde et eneste Exemplar af denne Mynt, og paa dette ene kan kun Begyndelsen af Aarstallet med Sikkerhed sees, men selv, om dette maatte være 1249, som synes det höjeste rimelige, bliver det dog en dansk Biskop der först af alle i Middelalderen satte Aarstal paa Mynten (8). Sikkre Mynter af Erkebiskop Jacob Erlandsen ere os leverede; andre findes, som man troer, ere prægede for Biskop Johann Dros eller Jens Grand. Under de frygtelige og langvarige Borgerkrige som begyndte i Erik Glippings Tid, og först endte under Waldemar den 4de er Danmark i Myntvæsenet et Exempel paa, hvor dybt en Nation kan synke. Kongerne, Biskopperne, Panthaverne Domcapitlerne, Stæderne synes alle at have myntet. Da öjebliklig Fordeel var Hovedhensigten synes det at man har kappedes om at sætte Mynten ned i indre og ydre Værd.
(Illustration: Anno Domini MCCXXXIIII-Mønten.)
Fra slet Sölv gik man over til at det blot kunde skaffes et sölvhaltigt Udseende, og derfra til rent Kobber. Ikke mindre tabte Mynten i Henseende til Forestillingerne; istedenfor Omskrifter og Billeder, indskrænkede man sig til hvad der kunde gjöres i Hast af ringe Arbejder; nemlig til et enkelt Bogstav, et Mærke og desl. Hvad der allerede noget tidligere havde bidraget til Forværrelsen var, at man i de forskjellige Provindser havde forskjellig Mynt; saaledes var en skaansk Mark af en anden Værdi end en jydsk, og denne igjen af en anden Værdi end en sjellandsk. En egen besynderlig Anledning til Myntens store Forværrelse har Historien opbevaret os; den var, at de .fredlöse Kongemordere I Erik Menveds Barndom fangede nogle af Kongens gode Myntmestere og saa vel paa Hundehals som paa öen Hielm tvang dem til at slaae Mynt med de Kongel. Stempler, men af saa slet Gehalt at Suhm siger at hvad der för gialt 4 Mark faldt til 10, ja til 18 Mark; det var saa meget farligere; som Mynten udbredtes i Landet, og især den fattige ukyndige Almue let blev bedraget, ved hvad der ikke uden ved Gehalten kunde skilles fra det bedre. Da disse Mynter, efter de Klager som föres over dem, maae være udkommet i stor Mængde, og man neppe strax har grebet de rigtige Forholdsregler i mod dem, blev det en naturlig Fölge at man tilsidst, selv blev nödsaget til at slaae slet Mynt. Erkebiskop Johan Grand gav Kongen Erik Menved og hans Fader Skylden herfor, men denne lagde i sit Forsvar al Skylden paa de Fredlöse vide Suhms Hist: 11 Tom p. 85 og Langeb. Scr: 6 Tom 281 og 282 (9). Da Myntvæsenet blev saa ufuldkomment, har man större Vanskelighed ved at bestemme de under Borgerkrigene prægede Stykker, dog synes de, hvorpaa findes Forestillinger af en Bispestav, en Kalk, Nögler og Patriarchalkors, nærmest at kunne tillægges geistlige Officiner. At antage at Domcapitlerne have ladet præge Mynt, i de Tider Bispestolene stode ledige, synes rimeligt; man har formodet, at de Stykker som have blot Mærkerne af Domkirkens Hovedpatron, kunde være prægede ved saadanne Lejligheder. De synes imidlertid at være saa mange, at man vel kan formode, at Domcapitlerne ogsaa kan have ladet præge Mynt paa anden Tid, eller og at Biskopperne kan have ladet udgaae Mynt alene med Skytspatronens Mærke. Under Waldemar Sejer forekommer en Mynt der paa Adversen har Kongens Brystbillede med en Fane i Haanden; paa Reversen har den, isteden for Erkebiskoppens Brystbillede, den hellige Laurentius, og synes saaledes at kunne være en Mynt fra en Tid, da Erkebispestolen stod ledig (10). I de senere Tider anbragte man isteden for Helgenen blot hans Rist istedetfor Aarhuses St Clemens, blot Ankeret, Istedet for Riber St Catrine, blot Hjulet o.s.v.. En Fölge af den aldeles forværrede Mynt var den, at man tilsidst slet ikke vilde have den, men i Handel og Vandel betjente sig af fremmed Mynt især Sterlinger og Hansestædernes Skillinger. Et mærkeligt Exempel herpaa finder vii et aabent Brev som Biskop Peder af Odense 1335 tilskrev alle hæderlige Mænd i Lolland, hvorved Biskoppen paaböd at en hver Husbond isteden for den slette Mynt skulde give i Offer, for sig og sit Hus 3 Sterlinge eller deres Værdie, og hver en Kirkekone 1 Mark Vox, som betaltes med 2 Sterl: og saaledes alt beregnet i Sterlinge. Dog skulle Præsterne i alt dette see paa Vedkommendes Formue. 3 Aar senere stadfæstede Erkebiskop Peder i Lund denne Anordning, der viser hvor foragtet Landets Mönt var, cfr. Suhms Hist 12 Tom p 263 (11) Under Waldem: den 4de og Dronning Margrethe synes endnu ikke den slette Mynt at have ophört men under Erik af Pommern foregik hermed en Hovedforandring, der efter de Traktater med Hansestæderne som derom ere levnede os, synes maaske mere at skyldes hans Dronning den höjmodige Philippa end den svage Konge (12). Det synes som Myntvæsenet blev sat paa en fast Fod, og al anden Myntning end den kongelige er aldeles ophört. Vi finde Sölvmynt og Kobbermynt, prægede paa flere Steder i Riget, dog ikke mange; de ere af en bestemt Störrelse og Gehalt, og der ere störste Formodninger at Myntrettigheden i Danmark fra den Tid af stedse har været inddraget under Kronen, saaledes som Sagerne da stode, var det vel en Slags Höjhed men ikke nogen pecuniær Fordeel Geistligheden derved berövedes. Om det norske Myntvæsen vide vi endnu meget mindre end om det danske, dog finde vi at imellem de Stykker som der er störste Formodning om ere prægede under Urolighederne efter Sverres Död, ere nogle som synes at være udgangne fra Geistligheden, Paa en har man troet at see et Brystbillede med en Cardinalshat, en anden har en Biskop uden at Kongen nævnes. Under Erik Prestehader og de nærmest efter ham fölgende Regenter, mærkes ikke noget til Mynt af den norske Geistlighed og det er först under Christjan den 2den da al anden Myntning end den kongelige længe synes at være ophört, at Erkebiskopsstolen i Trondhjem har villet udmærke sig ved denne Rettighed, og vise sin Höjhed. Isteden for Rigsvaabenet anbragte man Domcapitlets, og istedenfor Kongens Navn sattes den hellige Olavs, som man gav det Tillæg rex Norvegiæ, paa Reversen fandtes Erke-biskoppens Familievaaben og hans Navn og Titler. Saadanne Mynter have man saavel af Erik Walkendorf som af Olav Lunge (13) at nogle af den sidstes skulle være prægede i Holland af de Kostbarheder han medtog ved sin Flugt fra Trondhjem, forekomme dog lidet trolige, de ligner altformeget hans Forgjængers, og ere sandsynlig ligesom disse prægede i Trondhjem.
(NNUM 1944 side 119-125)