... a coin that might-have-been!

af Mogens Skjoldager


Dansk Mønt har vi ofte givet udtryk for vor uforbeholdne undren, når rene fantasimønter går til lige så fantasifulde priser ved landets forskellige auktioner. Den her viste mønt kan i sølv erhverves på nettet for 12 $ plus fragt, og er da også som det ses ganske ny. Når vi overhovedet gider at beskæftige os med den, er det fordi der en lille historie at fortælle om en ægte mønt, der om ikke er dansk, så nordisk eller rettere norsk.

Men først til fantasifostret: "Her er en mønt som kunne have eksisteret", lyder det i en netannonce! Det kan i høj grad diskuteres. Mønten er fremstillet som en pointed helmet penny som Knud den Store (1016-1035) lod slå først og fremmest i England, men også i Danmark, hovedsagelig i midten af sin regeringstid. Pointed helmet typen kendes ikke fra Norge, og da Leif den Lykkelige, der var søn af en nordmand, yderligere opdagede Vinland, Markland og Helluland i år 1000 og givet ikke har sat sine ben der efter år 1016, ville det have været ret visionært af ham at få slået en mønttype, der ellers først dukker op i 1020’erne.

Mønten bærer teksterne LEIF EIRICSSON på aversen og VINLANDMONETA på reversen. At et så langt navn er skrevet fuldt ud er ganske utypisk for tidens mønter og endnu mere utypisk er mellemrummet mellem for og efternavn. Ord blev typisk skilt fra hinanden med en prik. Helt festligt bliver det, når "begynd-at-læse-her-korset" er erstattet af en lille thorshammer der i øvrigt er at finde på begge møntens sider. Måske var Leif ikke kristen, men han havde nok heller ikke valgt et møntdesign, der domineres af et korsmotiv - og derefter markeret sin asetro med to små thorshamre. Kort sagt, selv med fornøden patina og placeret i rette fundomstændigheder, ville den næppe snyde en førsteårs arkæologistuderende. Mønten kan også erhverves for 2 $ i kobber, som kun og i ringe grad blev brugt legeret i sølvet, til mønter i Nordens tidlige numismatiske historie.

Det er ikke en mønt der kunne have eksisteret.

Endelig kan man med rimelighed spørge sig selv, om vikingerne overhovedet havde behov for mønter i deres meget folkefattige bosættelser i Nordamerika? Næppe. Der er ikke fundet vikingetidsmønter på Grønland. Det er i dag hævet over en hver tvivl, at nordboerne ikke bare har besøgt men også bosat sig i Nordamerika. Der er fundet sikre vikingeefterladenskaber i Vinland, men er der fundet mønter?

Ja, en eller rettere resterne af en af Olaf Kyrres mønter. Den er slået mellem 1065 og 1080, og angiveligt fundet i 1957 på en indianerboplads dateret 1180-1235, helt nede i Maine. At det er længere mod syd end Vinlandsagaen tyder på at vikingerne har været, betyder ikke så meget. Mønten kan være handlet mellem indianerstammerne, men i følge sagaen har nordboerne opgivet Nordamerika før 1065, og det kunne tyde på at den er plantet i indianerfundene.

Den viste mønt er ægte nok, men der er en pæn chance for, at det ikke er vikinger der har bragt den til Nordamerika.

(2005)


Tilbage til Dansk Mønt