Stempeltegninger - den digitale metode

af Niels Jørgen Jensen og Mogens Skjoldager

 

Stempelstudier

Stempelstudier er en basal disciplin indenfor den videnskabelige møntforskning. Stemplerne til møntprægning var tidligere fremstillet manuelt, hvorfor to stempler aldrig var ens. Ved at sammenligne to mønter grundigt, kan man se, om de er præget med samme eller med forskellige stempler. Det kan bruges til mange ting, såsom studiet af møntprocessen, afklaring af tidsfølgen i en møntserie eller bedømmelse af udmøntningens størrelse.

Studierne bedrives hyppigt ved hjælp af sammenligninger af tegninger (tidligere også aftryk) af mønterne - og dermed også stemplerne, hvorfor der kan være grund til at redegøre for styrker og svagheder ved forskellige metoder. Hovedformålet med nærværende artikel er dog at præsentere en ny metode til stempeltegning (1) og -sammenligning.

Egentlig opstod vor metode til stempeltegning ikke ud fra et ønske om at sammenligne mønter for at konstatere stempelforskelle, men fordi vi i Dansk Mønts (2) tidligste år ofte kom ud for at få forelagt fotografier eller skanninger af specielt borgerkrigsmønter, der var så dårlige, at det tit var nødvendigt at lave en stregtegning for overhovedet at kunne vise, hvad der var hvor på mønten. Siden har vi påbegyndt et studie af Frederik 1.s (1523-1533) søslinge, hvor vi benytter den nye metode.

Tilbage til de tidligere metoder. Den ældste og simpleste metode er simpelt hen at lægge et tyndt stykke papir eller pergament over mønten og så forsigtigt gnide papiret med en blyant (frottage). Herved opstår en tegning af mønten. Blandt mange svagheder ved denne metode kan nævnes, at tegningen aldrig bliver større end mønten, hvilket kan svække den nøjagtige behandling af den til stempelstudier. Desuden kan man ikke producere tegninger af katalogillustrationer på denne facon.

Tilsvarende, men væsentlig bedre, er aftryk af mønten på folie, oprindelig af tin (latin stannum = tin, heraf ordet stanniol), senere almindeligt husholdningsfolie af aluminium. Den kendteste bruger af denne metode var Hans Henrik Schou, hvis aftryksamling, der var udgangspunktet for hans værk fra 1926 (3), stadig opbevares på Den kgl. Mønt- og Medaillesamling i København. Schous aftryk af Frederik 1.s søslinge har indgået som studiemateriale i vort arbejde med denne møntgruppe. Aftrykkene muliggør en samling, hvor møntbillederne kan studeres uden at selve mønterne er forhånden, men en del af gnideteknikkens ulemper er stadig ikke overvundet. Resultatet af processen bliver stadig møntbilleder i naturlig størrelse, og illustrationer kan ikke gengives.

En af de senere års foregangsmænd indenfor studiet af danske møntstempler er Sven Aagaard, der her i bladet (4) har redegjort for sin foretrukne metode: Ved hjælp af et stereomikroskop tegnes en forstørret tegning af den enkelte mønt, og denne stempeltegning kan så sammenlignes med andre mønter, der lægges under mikroskopet, idet mønt og mønttegning i mikroskopet ses i samme billede. Herved kan en ny mønts placering i systemet hurtigt fastslås, stempelkoblinger konstateres og nytilkomne stempler stregtegnes til samlingen. Svagheden er så, at en nøjagtig verificering af en given mønt udover selve mønten (eller et billede i naturlig størrelse) vil kræve tilstedeværelsen af et stereomikroskop samt tegninger af de mønter, som den nye skal sammenlignes med.

En fjerde metode praktiseres af Anders Harck, der ligesom Aagaard har speciale i 1600-tallets danske mønter: Redskabet er her et forstørrelsesapparat af en type, der som mørkekammerudstyr anvendes til fotografiske formål. Med hjælp af dette apparat projiceres en fotokopi af mønten, taget på en transparent, ned på et stykke papir, på hvilket stregtegningen kan udføres umiddelbart. Harck har ikke beskrevet metoden skriftligt, men har demonstreret den for forfatterne til disse linjer. Fordelen i forhold til mikroskopmetoden er forstørrelsesapparatets trinløse og dermed fleksible betjening, ulempen igen kravet om tilstedeværelsen af apparatet, hvis stempeltegninger skal holdes op mod nytilkomne mønter - idet dog alternativt to stempeltegninger kan holdes op mod hinanden.

En femte metode, der her skal beskrives, forekommer simplere, uden at præcisionen sættes over styr. Der er tale om en metode, hvor hele processen forløber digitalt og ikke forudsætter større investeringer i dyrt udstyr. Langt hen ad vejen kan man klare sig med programmer, der allerede er tilgængelige på en standardcomputer.

 

Møntfotografering

Udgangspunktet er digitale billeder af mønterne. Hundredvis af digitale møntbilleder fra diverse auktionshuse og andre internetsider kan hentes på internettet. Til egne optagelser skal man bruge en skanner eller et digitalt fotografiapparat. Vi begyndte med skanninger, men i dag bruger vi næsten udelukkende fotografiapparatet. Skan eller fotografér i høj opløsning, således at billedet af mønten fylder hele skærmen. Ved fotografering bruges nærbilledfunktionen på kameraet ligesom det anbefales at bruge et stativ (fig. 1) (5). Fordelen ved at bruge stativ er, at man ved at have et fast skruehul altid får samme afstand til mønten og derved billeder, hvor alle mønter er proportionelt lige store. Det er ganske vist ikke strengt nødvendigt, men gør det efterfølgende arbejde lettere. Brug forsinket udløsning – 2 til 3 sekunder. Dels undgår man et rystet billede og dels giver det apparatet tid til at indstille hvidbalancen, hvilket gør dig (næsten) uafhængig af speciel belysning.

Det giver de bedste resultater at fotografere på en normalgrå glat baggrund – en grå farve, der er en anelse mørkere end den grå farve i kanten af dit Word-program. Lyset skal helst komme fra ”nordvest”, da vore hjerner maksimerer 3D-opfattelsen ved netop det lysindfald. Ved andet lysindfald risikerer man, at billedet kommer til at fremstå negativt, således at bogstaver med videre virker som om de går ned i mønten.

Vi laver altid billeder med både for- og bagside på samme billede, når vi bearbejder fotografierne eller skanningerne i tegneprogrammet, men det er ikke strengt nødvendigt. Når billedet er klar, begynder stempeltegningen.

 

Digital stempeltegning

Hent det billede, du skal bruge, ind i dit tegneprogram. Vi bruger og anbefaler gerne JASC Paint Shop Pro (PSP), der er billigt og kan købes på nettet. Det er absolut ikke nødvendigt at købe et dyrere program, men hvis man tilfældigvis har et sådant, er det også brugbart. Vores beskrivelse her refererer til anvendelsen af PSP. Begynd med at lægge et nyt (gennemsigtigt) lag over billedet: Layers > New Raster Layer, og gem det i et format, der kan holde lagene adskilt – i dette tilfælde ”.psp” (fig. 2).

Nu kan der tegnes. Ideen er, at der tegnes på det gennemsigtige lag, der senere frigøres fra fotografiet. I farvepaletten til højre kan man vælge en tydelig farve, der adskiller sig godt fra møntens farve - for eksempel rød. Ligeledes indstiller man tykkelsen af stregen, man tegner med - vi anbefaler en stregtykkelse på 2-3 pixler, afhængig af størrelsen på det billede, der skal tegnes. På et møntbillede, der fylder skærmen, er en stregtykkelse på 3 pixler passende i de fleste tilfælde (6). Man kan tegne med musen, men hvis man skal tegne ret mange eller ret detaillerede billeder, må vi anbefale køb af et særligt udstyr (7), hvorved man kan erstatte musen med en kuglepenlignende rekvisit, ligesom selve tegningen ikke foregår på musemåtten, men på den tilhørende tegneplade. Pennen har den fordel frem for tegning med musen, at den - hvis man vender den om - fungerer som "viskelæder". Herved minimeres fejlene betydeligt. Desuden er det mere naturligt for de fleste at bevæge en pen frem for en mus.

Figur 3 viser to typer af tegneplader. De fås fra ca. 200 kr. som den til venstre, og op til flere tusinde kroner (8). Den omstændighed, at man tegner på pladen og tegningen ikke kommer dér, men oppe på skærmen, vænner man sig forbavsende hurtigt til (9).

Når man begynder at tegne, støder man på det eneste punkt, hvor vores metode ikke kan, hvad stereomikroskopet kan. Man kan reelt ikke se højdeforskelle. Til gengæld tegner man almindeligvis efter et langt bedre billede på computerskærmen. Desuden har man den fordel, at det er let at ændre lysstyrke under tegneprocessen, hvis detaljer er utydelige på originalfotografiet, men husk at skifte til det gennemsigtige lag igen før du tegner videre, ellers kommer du til at tegne direkte på fotografiet. Gem undervejs og under alle omstændigheder, når din tegning er færdig - du får måske brug for at rette senere, og så er det ærgerligt at skulle til at tegne helt forfra.

Som nævnt ovenfor, skal man være opmærksom på at gemme tegningerne i et format, der kan håndtere lag. I Paint Shop Pro er det psp-formatet. Når tegningen er færdig, tager man en kopi af det øverste lag, der indeholder stregtegningen, og gemmer den i gifformat med gennemsigtig baggrund (10). Det gør den fremtidige stempelsammenligning lettere, hvis man gemmer avers og revers hver for sig og samtidig sørger for, at møntens centrum er nogenlunde i billedets centrum.

Du har nu rene stregtegninger, som du enten kan holde for sig selv eller lægge på det oprindelige fotografi som vist her (fig. 4). Billederne kan naturligvis bruges til at udprinte på møntetiketter eller direkte til et digitalt møntkatalog på computeren. Men også mere numismatisk videnskabeligt ved stempelsammenligninger - se nedenfor.

Ud over den demokratisering, der ligger i, at den almindelige numismatiker i vore dage snarere må formodes at have et digitalt kamera end et stereomikroskop eller et fotografisk forstørrelsesapparat til sin rådighed, må denne metode siges at rumme andre fortrin: I et computertegneprogram kan størrelsen af en given afbildning (for eksempel en auktionsillustration fra internettet, hvor man ikke har haft mønten fysisk til rådighed og ikke kan være sikker på billedets størrelsesforhold) holdes op mod de billeder, numismatikeren har i sin database: Man måler en fast størrelse på en af databasens mønter (for eksempel afstanden mellem våbenskjoldets sider eller korsarmenes længde) og tillemper herefter det digitale billede af den nye mønt. Eksempel: Et af databasens møntbilleder hentes ind i tegneprogrammet Paint Shop Pro. Klik på den stiplede firkant i værktøjslinjen til venstre. Klik nu på skjoldkorsets venstre yderpunkt, hold museknappen nede og træk musen til det tilsvarende yderpunkt i højre side. I bunden af skærmbilledet aflæses nu det markerede rektangels størrelse målt i pixler (en fuld skærm måler i bredden 1024 pixler), for eks. 10 x 300. Samme proces foretages for den nye mønt, her måler samme møntudsnit for eks. 10 x 234. Det er de store tal, der viser den vigtige afstand mellem de to yderpunkter, og ved hjælp af en lommeregner findes, at det nye billede skal forstørres med 300/234 = 128% for at matche udgangspunktet. Denne tilretning foretages da i tegneprogrammets menupunkt Image > Resize. Herefter vil det nye møntbillede direkte kunne sammenlignes med de i basen allerede eksisterende.

 

Sammenligning af stempler

Vi er nu nået til stempelsammenligningen. Hvis man har en række fotos taget med samme apparat og stativ, så de passer indbyrdes i størrelse (eller via den ovenfor beskrevne metode er bragt til samme størrelse) kan en sammenligning nu foretages direkte: Vores stregtegning printes ud på en transparent – gerne stadig i den tydelige, røde farve – som så efterfølgende lægges over udprintninger af fotos af de mønter, man ønsker stempeltegningen sammenlignet med. Hvis møntbilledet skal rummes på et A4-ark, kan det være nødvendigt at reducere størrelsen til for eksempel 80 % inden udprintning, men blot man er konsekvent, rokkes ikke ved metodens anvendelighed.

Men det kan blive bedre endnu. I vore dage må det forekomme rimeligt at forlade papirmetoderne og fastholde hele processen digitalt. Sammenligning af møntstempler finder da sted på følgende måde (11): man åbner programmet Power Point, der er et standardprogram i Microsofts Office-pakker (12). Skærmen renses for unødige rammer og andre forslag til almindeligt Power Point-brug. Gem evt. så slipper du for besværet næste gang du skal sammenligne tegninger.

Hent de billeder ind – to ad gangen – du ønsker at sammenligne, typisk et jpg-billede (foto) af en møntside og det nyligt tegnede gifbillede. I beskrivelsen opereres med et foto og en stregtegning. To stregtegninger kan naturligvis også bruges. De to billeder vil nu ligge på skærmen omgivet af forskellige firkanter.

Du vil opdage, at næsten lige meget hvor stor umage du gjorde dig, da du fotograferede mønterne, så står de næsten aldrig præcist ens. Heldigvis kan man regulere møntbillederne, før de lægges over hinanden. Klik på den grønne prik (A) over stregtegningen; man kan nu dreje denne med eller mod uret, til den stemmer overens med fotoet. Hvis de to billeder ikke oprindelig stammer fra fotografier taget med samme kamera, er chancen for, at de har indbyrdes samme størrelse minimal. Det kan man heldigvis også rette på ved at trække i en af de hvide prikker (B) - men kun hjørneprikkerne, ellers risikerer man at forrykke forholdet mellem højde og bredde. Når billederne ser ud til at være lige store og ens vinklede, flyttes det ene over det andet: Højreklik i midten af det tegnede billede og før det ind over fotoet. Slip museknappen. Ofte kan det være nødvendigt at tilpasse størrelse og orientering et par gange, men til sidst kan det med meget stor sikkerhed konstateres, hvorvidt der foreligger stempelidentitet (fig. 5).

Man skal naturligvis passe på med dobbelt- og trippelslag, der snarere er reglen end undtagelsen for mønter fra før 1600. Selv velbevarede mønter kan have skævheder, der er svære at konstatere. Men også her er metoden god. Det kan eksempelvis være, at korsarme og FRED på ovenstående Frederik 1.-søsling passer smukt på første forsøg, men resten gør ikke. Prøv alligevel at lægge for eksempel REX over hinanden. Nu kan det være, at den sidste trefjerdedel passer. Hvis du så tjekker dine højopløsningsfotografier af de to mønter vil du sikkert kunne finde spor af dobbeltslag, hvilket så betyder, at selv om de to tegninger ved første øjekast synes forskellige, er de alligevel slået med samme stempel.

Fordelene ved denne metode er betydelige: Man holder hele processen digital; man kan ændre på billedernes indbyrdes størrelsesforhold ligesom man ikke som udgangspunkt er afhængig af at kende størrelsesforholdet på det billede, der arbejdes med; man kan sende og modtage billeder digitalt; man kan arbejde uden mikroskoper eller andet, vanskeligt tilgængeligt og dyrt materiel, og man får fastslået stempelidentiteten med lige så stor sikkerhed som ved de andre metoder. Endvidere lettes kontrolfunktionen: det bliver simpelt hen muligt for andre at efterprøve resultaterne.

Den fuldstændig maskinelle stempelsammenligning, hvor man afmærker et antal fikspunkter på det digitale billede, hvorefter der sker en programmeret sammenligning mellem den pågældende mønt og en ideelt set komplet elektronisk database, er sød fremtidsmusik og vil – når og hvis et sådant program skulle blive lanceret – i første omgang givetvis snarere blive et museums- og auktionshusredskab end hvermandseje. En sådan metode ville – med de fordele og ulemper, der måtte ligge i det – springe processen med stregtegninger over.

 

Opbevaring

Som antydet ovenfor, ligger digitale mønttegninger og -fotografier godt i en mappe på computeren. Det er let at lave en sikkerhedskopi, og enhver skade, der kunne afstedkommes ved brand eller tyveri er udelukket, ligesom situationen, hvor man ønsker afklaret et spørgsmål, men ikke befinder sig hjemme ved papirarkivet, ikke længere er et problem: mappen med filerne ligger på et USB-stik i lommen.

Men der er yderligere fordele ved den digitale opbevaring: Pĺ dette link har vi lagt en fil med for- og bagside af en stempeltegning af en Frederik 1.-søsling. Vælger man Vis > Kilde ses billedet vist på fig. 6.

Vælg Filer > Gem som, og gem filen under et passende navn. De vigtigste linier i denne html-kode, som du i øvrigt ikke behøver forstå, er det midterste afsnit. Her forekommer 3 gange filnavnet ”forside.gif” henholdsvis ”bagside.gif”. Når du har lavet dine første stempeltegninger, gemmer du dem i samme mappe som ovenstående, idet du ændrer forside. gif og bagside.gif til de aktuelle filnavne, som du har givet dine tegninger. Klik gem. Forud for næste sæt tegninger kopieres midterste afsnit – fra til – og placeres umiddelbart under dette. Atter tilrettes filnavnene og filen gemmes. Når filen åbnes, ses nu de tegnede mønter i en række under hinanden, lige til at rulle igennem. De er tilpasset samme størrelse (13), uanset i hvilken størrelse, de oprindelig blev tegnet i og ved klik på filnavnet under møntbilledet, vises den oprindelige tegning. Her kan en første gennemgang og sammenligning foretages visuelt og de mønter fremfindes, der frembyder så megen tvivl om stempelidentifikation, at ovenstående sammenligningsmetode må benyttes. Denne arkiveringsmetode giver et godt overblik sammenlignet med traditionelle papirmapper (14).

Med en ekstraudgift på nogle få hundrede kroner (vi havde computer, programmer og fotografiapparat i forvejen) har vi således en fuldt operativ metode til stempelsammenligninger. Vi har tegnet adskillige hundrede møntbilleder, som de ovenfor viste, og det er vor erfaring at metoden er fuldt lige så god som andre. Desuden bruger den hverken papir eller det dyre printerblæk.

Til slut skal der dog lyde en advarsel. Lad være med at tegne for længe ad gangen. Selv om du er god til at slappe af i armen medens du tegner, så kan to - tre timers tegning mærkes i skuldre og nakke, og det er næppe sundt.

God fornøjelse!

(2009)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt