Betragtninger over samlervirksomhed

af Gert Posselt

Museer, forskningsbiblioteker og arkiver er, ligesom Rom, ikke bygget på én dag. De fremstår næsten pr. definition, som resultater af mange menneskers indsats. Arvegods og planer er faste nøgleord mellem fortid og fremtid.

Til de forpligtelser, der påhviler det videnskabeligt ansatte personale ved et museum [i det meste af det følgende dækker ordet museum også biblioteker og arkiver, ligesom det er danske forhold, der er i fokus], hører ansvaret for samlingernes vækst. Det kræver omtanke. Antikvitetsmarkedets prisniveau sætter i sig selv grænser for den årlige prioritering af rådighedsmidlerne, men også ved gaver må der prioriteres, for intet museum tager imod hvad som helst. Tingene skal kvalitativt udgøre en forøgelse, ikke blot kvantitativt.

For den professionelle stab bestemmes det daglige virke af indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. På papiret ser rækkefølgen logisk ud; i hverdagen er den af langt mere diffus karakter, men museumsfolk vil i reglen kunne rubricere deres gøremål under en af disse fem overskrifter - og de er i hvert fald i stand til at skelne dem fra administration og sponsorpleje, som i virkelighedens verden er en stor tidssluger.

Indsamling

Noget kommer "af sig selv". En ved lov fastsat del af samlingernes løbende tilvækst udgøres af for eksempel dokumenter fra offentlig administration (arkiver), pligtaflevering (forskningsbiblioteker) og danefæ/genstande fra arkæologiske undersøgelser (museer). Sådanne kategorier vil kunne underinddeles, især efter genstandenes proveniens- og fundoplysninger, der videnskabeligt set er af grundlæggende værdi, men det er ikke emnet hér. Det er derimod museers erhvervelser fra privateje.

Fra eneeje til fælleseje

Billedkunst, kunsthåndværk, bøger og kulturhistoriske genstande som for eksempel mønter og medaljer skifter ejere ved arv, privat handel eller udbud på det frie marked. Set over et vist tidsforløb brydes dette kredsløb kun ved genstandens destruktion eller ved dens indlemmelse i en offentlig samling, resp. hvis den pågældende privatsamling gøres til en selvejende institution. Drejer det sig om for eksempel sjældne bøger eller sjældne mønter, kan prisdannelsen på resterende eksemplarer i privateje påvirkes af sådanne museumserhvervelser.

  Gaver til museer
A. En komplet privatsamling danner grundstammen i et nyt museum
B.1. En komplet privatsamling indgår i et museum
B.1.a.
B.1.b.
med klausul om, at den skal holdes samlet
uden klausuler
B.2. Et museum kan frit udtage genstande af en privatsamling (før resten spredes ved salg)
C. Enkeltgenstande skænkes til et museum

I skemaet ovenfor er A det eksemplariske udtryk for mæcenvirksomhed, hvor mæcenen selv er mangearig privatsamler med tilstrækkelige midler i behold på sine æIdre dage til at kunne ophøje sin samling til en selvejende institution eller på nærmere vilkår at lade den overgå i offentligt regi (Jensen 1996, s. 132, viser i skemaform et overblik over nogle danske stifteres alder ved fundatsens tilblivelse).

Fremragende privatsamlinger vil altid afspejle mangeårige anstrengelser, betydelige økonomiske ofre og i de fleste tilfælde en gradvis opbygget specialviden og ekspertise hos ejermanden. En økonomisk veludrustet privatsamler, der med et veldefineret samlerfelt tidligt er købende, vil allerhøjst kunne regne med 60-70 aktive samlerår, før samlingen enten sover tornerosesøvn hos arvingerne (kun i meget sjældne tilfælde vil en arving kunne føre den videre i samme ånd og hensigt) eller spredes ved salg for stykvis derefter at indgå i andre helheder hos samlere af en yngre generation og af andre temperamenter.

For blandt andet at fastholde deres livsværk som værn imod tidens forandrende kræfter har enkelte fremtrædende samlere i tidens løb ved gavebrev eller testamente oprettet institutioner og derved fastholdt deres samlinger som en kerne. De institutioner, der opstod således, samler videre i donators ånd, og således nås med årene langt betydeligere resultater, end et enkelt menneskeliv formår med selv nok så betydelige økonomiske midler. Eksemplerne er utallige i alle fem verdensdele, navnlig fra slutningen af 1800-tallet og 1900-tallet. Fra Danmark kan nævnes Davids Samling, Hirschsprungs Samling, Louisiana, Ordrupgaard (Asmussen 1993), Nivaagaard, Ny Carlsberg Glyptotek, mens stifternes erhvervsbaggrund gør for eksempel Thorvaldsens Museum og J. F. Willumsens Museum til raffinerede varianter heraf.

B bygger almindeligvis på privatsamlerens testamentariske bestemmelser. B.1.a. kan for eksempel være grosserer Holger Laage-Petersens betydelige H. C. Andersensamling, som Det Kgl. Bibliotek mellem ejerens død i 1949 og modtagelsen af samlingen i 1954 måtte bygge et særligt rum til. Med hensyn til kategorien B.1.a. må det konstateres, at alt for mange særsamlinger let kan være en svøbe for et museum. Fra mine år som studentermedhjælp og assistent ved KMMS husker jeg kirkehistorikeren, professor J. Oskar Andersens samling af mønter og medaljer med relation til europæisk kirkehistorie, tilgået KMMS efter hans død 1959. I nogle tilfælde er det institutionens eget ønske at holde en nytilkommen samling fysisk adskilt, markant eksemplificeret ved privatarkiver (i arkiver er proveniensprincippet generelt grundlæggende), eller af praktiske og proveniensmæssige årsager, således samlingen af værktøj og tryk fra fremstillingen af pengesedler før 1945 fra Danmarks Nationalbank, tilgået KMMS i 1987 (Gaveprotokol (GP) 3834). Dette sidste eksempel kan imidlertid ikke siges at være overgået fra privat eje. Indiskutabel statsejendom var samlingen med relation til falskmøntneri fra det tidligere politimuseum (Kriminalmuseet), tilgået KMMS i 1978 (GP 3435).

Tidligere - og i dag i visse andre lande end Danmark - ville man yderligere kunne opstille en kategori B.1.c.: En privatsamling indgår i et museum uden klausuler, men museet kan frit disponere over dubletter (forudsat at det drejer sig om standardiserede genstande, der lader sig ordne systematisk og serielt og derved tillader brug af begrebet dubletter). Ifølge Lov om museer m.v. (Lov nr. 291 af 6. juni 1984), §5, må genstande ikke udskilles fra de statslige museers samlinger.

I sjældne tilfælde kan en privat samling tilfalde staten, hvis afdøde ikke efterlader sig arvinger og ikke har truffet dispositioner.

B.2. kan til eksempel være advokat Axel Ernsts efterladte samling af mønter, medaljer, jetons, pengesedler m.m. samt af numismatisk litteratur (GP 2890. Summarisk fortegnelse over de udtagne genstandsgrupper i NNUM 1965, s. 53).

C er et meget hyppigt forekommende fænomen, der kan falde i mange kategorier, rækkende fra mennesker, der ikke er samlere, men blot af en eller anden grund er i besiddelse af en genstand, der har interesse for et museum, til storsamlere, der i levende live overlader enkeltgenstande, som de ved, at museet mangler, resp. træffer testamentariske bestemmelser herom (altså en slags B.2., blot med samleren selv som den aktive part).

Museumskøb

Milde gaver gør det ikke alene, men det internationale marked for eftertragtede kunstgenstande og antikviteter er ved 1900-tallets slutning blevet barsk; de fleste offentlige museer, biblioteker og arkiver kommer let til kort, når en vigtig genstand udbydes, hvis ikke private fonde rundhåndet træder til.

  Museet har kontakt med sælger; pris efter aftale
B.I. En komplet privatsamling købes af et museum
B.II. Et museum kan frit udtage genstande af en privatsamling og købe dem
C.I. Enkeltgenstande købes af et museum

  Handel på det frie marked; museet deler vilkår med andre interesserede købere
C.II. Enkeltgenstande købes af et museum i fri handel, fx offentlig auktion

Ved B.I., B.II. og C.I. begunstiges museet af samleren ved at få forkøbsret eller have mulighed for at forhandle sig frem til en købspris. Et eksempel på B.II. kunne være Ny Carlsbergfondets køb i 1950 af dele af Paul M. Proschowskys samling af romerske mønter, udvalgt efter de bedste møntportrætter og i dag udstillet på Ny Carlsberg Glyptotek (Albrethsen 1982).

C.II. udgør et museums normale købssituation på det frie marked, ved kostbare køb ofte med fondsstøtte i ryggen, hvorved genstanden teknisk set bliver en gave til museet fra fondet.

Det rigt illustrerede værk "Kunst i privat Eje" giver et enestående overblik over de bedste ting i ca. 450 danske privatsamlinger af billedkunst og kunsthåndværk medio 1940'rne. Ved langt de fleste beskrivelser er ejerens titel og navn tydeligt angivet. Et væld af malerier m.v. i dette værk vil kunne følges i diverse auktionskataloger fra resten af 1900-tallet, de bedste af dem efterhånden købt til museumseje.

For dette festskrifts modtager hører det til arbejdsdagens mange pligter at gennemse aktuelle auktionskataloger fra ind- og udland med henblik på at afhjælpe væsentlige mangler inden for KMMS' hovedområder. Gennem mere end et århundrede har KMMS opbygget en stor samling danske og udenlandske prislister og auktionskataloger, et medium der (med vekslende præcision) på papiret fastholder skyggen af mange betydelige privatsamlinger.

I modsætning til for eksempel malerier eller bøger lader mønter, medaljer og pengesedler sig ikke udstyre med de skiftende ejeres inskriptioner og exlibris. Normalt har det beroet på den nye ejers pietetssans, om han har noteret oplysninger om den tidligere ejer, og sådanne notater følger sjældent med ved det næste ejerskifte. Stor hjælp ved senere identifikation er derfor en illustration i et auktionskatalog. Videnskabelig dokumentation i form af syllogepublicering med fotos rummer en tilsvarende nytteværdi, også hvis for eksempel en tyverisag fra et museum gør identifikation tilsvarende aktuel. I de københavnske sylloger (SNG og SCBI), der begge er led i internationale publikationsrækker, er det praksis kortfattet at angive hver enkelt mønts proveniens.

Meningen med det hele

Enhver forsker er samler, nemlig af oplysninger og viden til brug i forskning og formidling - "til Fleeres Nytte". Den, som hyldes med dette festskrift, vil utvivlsomt kunne bekræfte, at det ind imellem hænder, at en længst afdød privatsamlers noter finder anvendelse, for eksempel via arkivalier eller et auktionskatalog, hvor forskeren ellers let ville have stået på bar bund. Denne gavn kan siges at tjene såvel forskeren som samleren under mulde til ære.

Privat samlervirksomhed kan i visse tilfælde have tydeligt overfladiske motiver i form af økonomisk investering. Men den dybe og universelle drivkraft bag samlervirksomhed i såvel offentligt som privat regi er dokumentation og videns tradering. Denne drivkraft er det civiliserede, materielt bevidste menneskes værn imod glemsel fra generation til generation. I sin inderste kerne er den et forsøg på at holde døden hen.

(Ord med mening. Festskrift til Jørgen Steen Jensen, København 1998 side 78-81)


Litteratur

 

English Summary

Some Reflections on Collector's Activities

In several museums, nucleus is former private collections, erected and granted by the founder, i.e. the former collector. In this kind of museums as well as in the great national collections of museums, research libraries, and archives, accessions are indebted to late private collectors' activities. A classification of different types of accession from private collections is attempted: collections accessed entirely or partly, being made as gifts or bv purchase, etc. The incentive in all sorts of collector's activities, private as well as public, is the purpose of documentation and passing on knowledge. Every scholar is a collector as well, that is, of information and knowledge needed for research work and its public communication. A case in point is the scholar who receives homage through this festschrift.


Tilbage til Dansk Mønt