Som titlen angiver, omhandler bogen det fremstillingsmæssige omkring mønterne på de to møntfabrikker samt hvorfra råmaterialet, det vil sige metallet, øvrige materialer og maskinerne, kom; dernæst hvem der aftog de betydelige mængder af mønter og hvorfor de gjorde det. Yderligere en mængde oplysninger om møntfolkenes indflydelse på produktionen og hele møntvæsenet i almindelighed. Det hele virker som et godt og grundigt arbejde, som ubetinget har interesse for enhver, der beskæftiger sig med mønter udover glansbilledstadiet. Mange vigtige oplysninger, som ikke tidligere var været nævnt i nogen litteratur, er nu blevet fremdraget. Bogen erstatter ikke nogen tidligere bearbejdning af attenhundredetallets møntvæsen, men er til gengæld et uundværligt supplement.
Bogen, som er en Ph.d.-afhandling, består af 322 tætskrevne sider. Billedmaterialet er yderst minimalt. Desværre er der kun trykt 25 eksemplarer, hvorfor den ikke er tilgængelig for en videre kreds. Heldigvis er det så lovet, at den snarest skal udkomme i en udgave, der kommer til almindeligt salg og hvor billedmaterialet vil blive stærkt udvidet.
Arbejdet er fortrinsvis baseret på det omfangsrige arkivmateriale, som er bevaret, og det må være forfatteren alene, som beslutter, hvad han mener, der kan være interessant at uddrage og dermed ud fra sin tid at mene, hvad som er værd at berette om.
Nu kunne jeg ligesom opponenterne ved forsvaret foreslå en mængde, som også kunne være behandlet, ligesom jeg kunne påpege en mængde ubenyttede kilder, hvorfra yderligere viden kunne være fremdraget. Det vil jeg ikke, da det er forfatterens valg at afgøre omfanget og de emner som skal behandles og hvorledes det skal gøres. Jeg skal derfor indskrænke mig til at meddele de ganske få anmærkninger, jeg gjorde ved gennemlæsningen.
Gennemgående kan det være forvirrende, at den senere møntmester Johan Friederich Freund oftest blot bliver omtalt som Freund, når også hans broder Herman Ernst Freund til tider beskæftigede sig med møntproduktion og allerede i 1810 blev omtalt som medaillør (1).
Side 91: Det oplyses at valsningsteknik havde været anvendt på Mønter siden 1500-1600-tallet. Selv om det kun er i periferien af bogens emne, da er det lige lovlig letkøbt.
Frederik II besluttede 10. januar 1579 af Caspar Gogel at købe et mønterværk til valseprægning af mønter, hvilket maskineri på dette tidspunkt allerede fandtes i riget. I tiden 1668-1670 drev Frederik Caspar Herbach ved Mølleåen i Lyngby en mølle, der udvalsede tene til deres rette pladetykkelse.
Side 120: Det oplyses, at der i 1816 påtænktes præget 4 og 8 skillinger i sølv på Mønten i Altona, men at det at prægetekniske årsager blev ændret til 8 og 16 skillinger. Uden at ville gå i rette, har jeg mistanke til, at der i de arkiverede dokumenter helt fejlagtigt er tænkt i den gamle lybske møntregning, hvor 1 skilling lybsk svarede til 2 skilling dansk. At 8 og 16 rigsbankskilling i 1816 svarede til 2˝ og 5 skilling kurant, er en helt anden sag.
Side 132, note 372. Her oplyses, at tre skruepresser omkring 1770 blev fremstillet i Frederiksværk. Supplerende kan jeg oplyse, som nævnt i Poletter & Pengetegn I p. 72, var der så sent som i 1830 i Frederiksværk i et træskur mærket 71 opstillet en møntpresse. Denne møntpresse kan udmærket være fremstillet i Frederiksværk, idet det vides, at man dér i 1771 havde støbt møntmaskiner til Den kongelige Mønt.
Side 143: Det fortælles, at Freund i 1820 havde fremstillet prøver af 1 spd. med en fremstående (modsat fordybet) tværgående riflet rand.
Her kan suppleres med en prøve solgt på billedhugger Georg Christian Freunds auktion i 1869:
”81 1820 Projecteret Species som Dev. 5032, men i den riflede Rand er der i midten igjen en neddybet rand. Det eneste Exemplar som existerer. Brillandt cons.”
Side 145, note 432: Her omtales prøvespecie med randskrift KONGENS HELBRED FOLKETS GLÆDE. Her mangler en vigtig henvisning til H. H. Schou, Specier fra 1822 med Randskrift, NFM III p. 65-68 og NFM V p. 127, hvor konkluderes, at randskrifterne er udført ved håndarbejde. Som tillæg til Schous artikler kan anføres, at der på auktion 27. marts 1882 som nr. 1657 blev solgt en randskriftspecie fra 1822. Videre, at eksemplaret i Ermitagen: KONGENS HELBRED FOLKETS GLÆDE er det, som er katalogiseret hos Reichel som nr. 675 og at det med randskriften: FOLKETS VELFÆRD KONGENS GLÆDE er det, som findes hos Reichel som nr. 674.
Side 148: Det oplyses, at reduktionsmaskiner fungerede efter pantografprincippet. Det er ikke ganske korrekt. Forskellene på de to apparater har jeg udførligt beskrevet i Poletter & Pengetegn I p. 13-15. At ingen af de to møntfabrikker besad en reduktionsmaskine, betyder ikke, at en sådan ikke blev benyttet – udover det nævnte eksempel, hvor medaillør Krohn fik udført et antal matricer på Mønten i Stockholm. Således havde Salomon Ahron Jacobson en medailleskæremaskine og stemplerne til den store medaille over Bertel Thorvaldsen af Christen Christensen (Bergsøe 1096) må være gjort på reduktionsmaskine og den store model hertil findes på Statens Museum for Kunst.
Side 170 og 274. Her kunne jeg have ønsket mig, at det var nævnt, at det var Hans Frederik Alsing, der skar Zweidrittel 1830 for Lauenburg og videre, at Alsing også skar de smukke smukke stempler til platina. At platina slet ikke nævnes i bogen, skyldes vel, at den efter forfatterens mening som prøve falder udenfor emnet.
Side 182: Her nævnes de i 1841 besluttede værdier af kommende skillemønter, men det må være en forglemmelse fra forfatteren når 1/2 skilling ikke nævnes. I alle tilfælde er den nævnt i den trykte bekendtgørelse af 18. december 1841. At Märcher ikke omtaler, at der er to forskellige 3 skillinger og 2 forskellige 1/5 skillinger og heller ikke fortæller, hvorfor der møntedes 1/5 skillinger må vel være forfatteres valg af, hvad han mener er værd at fortælle.
Side 241: Som jeg læser det, blev Rigsbanken i 1818 erstattet af Nationalbanken, som overtog ansvaret for rigsbanktegnene. Derved overgik en del af statens styring af skillemøntomløbet allerede i 1818 til Nationalbanken.
Rigsbanktegn var ikke mønter, men tegn, det vil sige poletter. I juridisk forstand kan de betragtes som en art pengesedler, men af metal. Videre herom i Poletter & Pengetegn I p. 69-72.
Side 244: Det nævnes, at rensning af møntblanketter skete ved hvidkogning. Muligvis har møntfolkene anvendt dette sprogbrug, men det er ikke ganske korrekt. Hvidkogning er en proces, hvor kobberet på overfladen i en legering bliver bortætset. I forlængelse heraf kan jeg oplyse, at den væske, som anvendes til bejdsning af broncemønter, er af den selvsamme sammensætning, som P. M. Proschowsky i NNUM 1950 p. 4 anbefaler til patinering af kobber- og broncemønter.
Til stadighed berettes om nøjagtigheden af legeringerne. Her må jeg supplerende fortælle om møntmester V. B. Poulsens meddelelser til Jul. Wilcke i 1918, hvilke jeg har viderebragt i DTCM V p. 932, 1992. Poulsen siger, at ved omsmeltning 1904-5 af vestindiske 20 og 10 cents fra 1859 viste det sig, at der i legeringssammensætningerne var forskelle på indtil 20 pro mille.
(2010)
Note: