Møntfund i danske kirkers pengeblokke

af Jørgen Steen Jensen

Hvor længe kurserede senmiddelalderlig småmønt?

For nogle år siden undersøgte middelalderarkæologen Olaf Olsen den kronologiske fordeling af de mønter, der 1953-1960 var fundet ved harpning af gulvfyld fra danske kirker, et materiale på 3.600 mønter, der i tid fordelte sig mellem årene 1000 og 1960. Det var ganske påfaldende, at det var de meklenborgske (-skandinaviske?) hulpenninge med oksehoved samt Erik af Pommerns ringere mønter, der var de talmæssigt dominerende typer, nemlig med 799 eksemplarer. På et diagram over mønterne fordelt over 50 års perioder fra år 1000 til år 1960 kom perioden 1400-1450 således til at blive meget fremtrædende, næsten 1/4 af materialet var herfra, medens de følgende 150 år fra 1450 til 1600 var meget dårligt repræsenterede, og lavpunktet var i årene 1550-1600. Mangelen på mønter i denne periode forklaredes med mulige gulvarbejder i forbindelse med opsætning af stolestader i kirkerne efter reformationen, men andre muligheder blev også ladt åbne (1).

Fig 1.

Nærværende forfatter var i sin tid som student på Nationalmuseets værk "Danmarks Kirker" Olaf Olsen behjælpelig med det rent manuelle arbejde ved nævnte oversigt. Da jeg senere under andre forhold kom til at arbejde med mønter, var min opmærksomhed henledt på dette problem, uden at jeg straks kunne finde en rimelig forklaring. Tilsyneladende kunne sluttede møntfund ikke hjælpe til at forklare den mærkelige ulighed i kirkegulvsmønternes kronologiske fordeling. Men efterhånden blev min opmærksomhed rettet mod en lille gruppe løsfund, nemlig de mønter der til forskellig tid er fundne i kirkernes pengeblokke.

Pengeblokke af træ i kirkerne kendes helt tilbage til 1200-tallet i Skandinavien, og de har formentlig været ret almindelige, da de nævnes i flere pavebreve til indsamling af midler til korstog (2), men der er kun få middelalderlige bevarede. En af de ældst kendte danske, vel fra o. 1500, er i dag deponeret på Nationalmuseet. Den stammer fra den vestjyske Ejsing kirke (Ginding herred, Ringkøbing amt), og den kan dateres ved hjælp af de gotiske korsblomster (fig. 1) (3). Dens dekoration gør, at den tydelig adskiller fra de senere, mere enkle blokke. Den ældste pengeblok fra en kirke, der overhovedet kendes, er fra Ephesus i Lilleasien, hvis basilika blev genopført i begyndelsen af 500-tallet; den er imidlertid af sten (4).

Da Peder Palladius i 1553 skrev sin "Tractat om de Stykker hvormed Guds Ord kan forfremmes og ved Magt holdes" gik han ud fra, at der skulle være to blokke i hver kirke, en til kirkens penge ved alteret, og en til fattige folks penge ved døren (5), men det synes som om der oftest kun har været én blok i kirkerne, fattigblokken.

Nu har de fleste danske kirker en blok og diverse bøsser til indsamling til religiøse og sociale formål, og i mange tilfælde er der tale om gamle blokke. Et indtryk af bestanden fås ved gennemgang af "Danmarks Kirker", der til nu har bearbejdet Danmark øst for Store Bælt (bortset fra Holbæk amt og dele af Frederiksborg amt og København by), Sønderjylland, Thisted amt i Nordvestjylland samt har påbegyndt Aarhus. Ved gennemgang af dette materiale bemærkes, a! der i den udkomne del af landet kun er tre-fire middelalderlige blokke (Sneslev, Sigersted og Haraldsted kirker i Sorø amt på Sjælland, hvortil muligvis kommer Ryde kirke i Maribo amt) (6). Nogle få er fra anden halvdel af 1500-tallet, en del dateres til 1600-tallet (ofte på grundlag af kirkeregnskaber), men en del henføres også til dette århundrede, fordi de minder om de regnskabsmæssigt daterede, omend de i deres enkle udførelse mangler egentlige stilistiske kendetegn; man må nok med Erik Skov erkende, at blokke kan være vanskelige at datere (7). Endelig er der mange kirkeblokke fra 1700-tallet og fremover. Selv med de forbehold, der er nævnt ovenfor, må det vel erkendes, at når der findes middelalderlige mønter i kirkeblokkene, er der grund til at overveje, om de kan bidrage til problemets løsning, for der er rimelig grund til at tro, at de må have cirkuleret temmelig længe.

For at give et overblik over møntmaterialet bringes her en fundliste, ordnet efter fundprotokolnummer (FP) på Den kongelige Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet og med angivelse af fundår samt mønternes nuværende opbevaringssted, for så vidt det er kendt.

Det ses, at materialet har en klar overvægt i retning af nyere mønter, dvs. fra 16-, 17- og 1800-tallet. Men middelaldermønter træffes også i en række af fundene, nemlig i Karup (nr. 2, 4 og 6), Aversi (nr. 5), Fjenneslev (nr. 10), Jyllinge (nr. 15), Vrangstrup (nr. 16) samt Jyderup (nr. 9). Med støtte i det på Nationalmuseet forhåndenværende fotografiske materiale og suppleret med egne besigtigelser (Karup, Aversi og Fjenneslev kirker) har jeg prøvet at se, om disse seks kirkeblokke kan dateres nærmere. Men forinden vil det nok være nyttigt at gennemgå opbygningen af den typiske kirkeblok. En tyk egestolpe, i hvis forside der er frembragt et mindre hulrum, for hvilket der kan lukkes med en låge. Foroven er der en sprække, hvorigennem pengene via en spalte kommer ned i hulrummet. Omkring sprækken er der et solidt mundingsbeslag af jern, og blokken er altid jernbeslået, naturligvis af sikkerhedsgrunde, samt forsynet med en eller flere hængelåse. Den er indmuret, fastnaglet eller jordgravet (nu vel altid nedstøbt i cement).


Fig. 19

Fig. 20

Kirkeblokken i Karup (fig. 19) er cylindrisk og helt jernbundet samt beslået med jernplade på toppen omkring pengesprækken. Der er ingen egentlig udsmykning på det enkle stykke, men den dateres af Erik Moltke til omkring 1600 (11). Blokken står i våbenhuset.

Aversis blok er retkantet og ligeledes helt jernbeslået (fig. 20). Der er ingen særlige kendetegn ved den, men den svarer helt til de blokke, der normalt dateres til 1600-tallet. Den er nu faststøbt i cement i våbenhuset ved indgangen til skibet.

Fig. 22

Blokken i Fjenneslev har tydeligvis oprindelig været jordgravet, da dens nederste stykke er bortrådnet (fig. 22). Den har affasede sider. Hvis man åbner lågen, ser man i hulrummets bagvæg tre cirkelrunde udboringer øverst og nederst, langs den ene sidevæg ses tilsvarende fordybninger. Det er rester af udboringer i stolpen til at frembringe hulrummet, fra et tidspunkt før man kendte stemmejernet (12). Andre ornamenter findes ikke på blokken, men der er næppe grund til at datere den til tidligere end o. 1600. Nu er den ophængt på skibets sydmur ved udgangen til våbenhuset.

Blokken i Jyllinge (fig. 21) er ganske groft udført og har kun få karakteristika. Man kan formentlig roligt datere den til 1600-tallet, hvad Olaf Olsen har foreslået (13).


Fig. 21

Fig. 23

Vrangstrups blok har affasede hjørner og kraftige jernbeslag (fig. 23). Den adskiller sig fra de øvrige blokke ved at have et højt fodstykke med skråkant.

Jyderups blok er den finest udførte af samtlige her gennemgåede blokke (fig. 24). Dens sider kantes af helt enkelt indhuggede profiler, og de fire kanter har under den højtsiddende låge en ensartet dekoration: en kort affasning, foroven med karnis profil, forneden med hulkant og pærestavsagtig indsnit. På forsiden læses med versaler K.W./.S: R. Den første forkortelse (K.W.) må stå for kirkeværge(rne?) (f.eks. Kirke Werie(r?), medens S:R. står for et eller flere personnavne (14). Bogstavformerne må efter forfatterens mening dateres til o. 1550-1625 og vel nærmest til den første del af perioden, altså senest o. 1600, en datering der også kommer til at gælde for kirkeblokken.

Fig. 24

Som konklusion på denne gennemgang kan det konstateres, at næppe nogen af blokkene er synderligt ældre end 1600, idet dog Jyderup er den eneste, der med nogenlunde sikkerhed kan dateres til denne tid. Netop i denne blok er der jo fundet et forholdsvis stort antal senmiddelalderlige mønter, ikke mindre end ni af de i alt 38 mønter i gruppen, altså næsten en fjerdedel.

Følgelig må senmiddelalderlig småmønt have været alment benyttet til ind i 1600-tallet; bevaringstilstanden på flere af kirkeblokmønterne antyder også en lang omløbstid (se f.eks. fig. 2-3 og 9-13).

At man i det mindste ikke har benyttet samtidig dansk småmønt i 2. halvdel af 1500-tallet ses også af det næsten totale ophør af udmøntning af småmønt under 1 skilling efter 1541. Først 1602 lader Christian IV udmønte en søsling, der, at dømme efter kirkegulvsfundene, bliver meget almindelig (15). I denne lange periode er det ikke f.eks. Frederik I.s i øvrigt så almindelige søslinge der bliver brugt. Nej, som småmønt må vi åbenbart forestille os korshvide og de meklenborgsk-skandinaviske hulpenninge (16). Det er egentlig ganske mærkeligt, at man i denne periode, 2. halvdel af 1500-tallet, der normalt betragtes som en stor økonomisk opgangstid, i udstrakt grad bruger mønter, der er præget i 1400-tallet, en periode, der hvad økonomisk aktivitet og sølvrigdom angår, ikke kan tåle sammenligning med 1500-tallet. Eller er det måske snarere et vidnesbyrd om, at de økonomiske forhold i den danske landsby på mange områder var uafhængige af sølvminerne i den store verden?

Det kan måske undertiden have knebet med småpengene mod periodens slutning. Vi har bevaret et brev fra 1582 fra rentemester Christopher Valkendorf til oversekretær i Danske Kancelli Absalon Juel, hvor der opfordres til udmøntning af 1000 eller 2000 daler i hvide (af hvilke der jo gik 3 på en skilling), hvis kongen vil gøre vel mod fattige folk (17). Det var nok særlig småkårsfolk, der har haft brug for den lille skillemønt til indkøb af daglige fornødenheder.

Man kan i øvrigt finde en parallel til dette omløb af småmønt fra langt ældre perioder. I møntfund fra vikingetid og tidlig middelalder træffes hyppigt enkelte romerske mønter, og man har antaget, at det måtte være fundmønter, der atter var kommet i omløb (18). Også i langt nyere tid kan man træffe sådanne fænomener - forfatteren er således en gang blevet præsenteret for en pommersk 1500-tals småmønt, som en bornholmsk bankkasserer havde modtaget ved en indbetaling! Arkæologer bør nok have fænomenet in mente, når de ved udgravninger kommer over enkelte løsfundne mønter.

Det der gør brugen af 1400-tallets småmønter i hele 1500-tallet samt ind i 1600-tallet til noget særligt, er, at der er tale om et generelt fænomen. Man har for så vidt på en helt bogstavelig måde levet af gamle slægtleds penge! - Med mindre at det blot var til fattigblokken, man fandt de gamle mønter frem. Sådan gjorde borgerkonerne i Wismar nemlig 1424, hvor rådet fandt sig foranlediget til at søge ofring af andetsteds ugyldig dansk kobbermønt afskaffet (19).

(Nordisk Numismatisk Årsskrift 1972 side 71-83)


Noter:


 

Summary

Coins found in the poor-boxes of Danish churches
How long did late medieval coins circulate in Denmark?

There have been found several thousands of coins of the minor denominations in the floors of Danish churches since the early 1950's. When a preliminary survey was made in 1961 by the archaeologist Olaf Olsen, there was an astonishingly great number of coins from the early 15th century (especially small bracteates from Northern Germany), while there was a considerable lack of coins from the latter part of the 16th century. As small change is not so often found in hoards, the problem could not be solved by an analysis of these. But the author wanted to see which coins have been found in the poor-boxes and picked out those with late medieval coins for a closer survey. Only very few Danish poorboxes are earlier than the times of the Reformation, and none of the six boxes in question are in this category. They are probably all from about 1600, but it must be stressed that only one of them, the box from Jyderup (fig. 24) with 9 late medieval coins (find no. 9, p. 76, and figs. 5-13 ) can be dated to the late 16th century or about 1600 by a quite certain typological element, the initials which are cut in it. - On the whole, however, it seems safe to assume that late medieval coins have been in daily use as small change until the early years of the 17th century.


Tilbage til Dansk Mønt