"Midt om natten vågnede den unge konge ved en forfærdelig larm. Hele borgen stod i lys lue om ham, og det forfærdelsesskrig: "Marsken - marsken - de fredløse!" lød alle vegne blandt de forvirrede og overrumplede krigere. Der hørtes våbenlarm og skrig fra alle kanter, og den unge konge stod ene, halv nøgen, i sit sovekammer, som allerede var omspændt af røg og flammer. "Forbarmende Gud" råbte han, "skal jeg nu indbrændes af min faders mordere!". Han kastede i hast en kappe om sig, greb sit lille sværd og ville styrte sig ud ad døren gennem flammerne. Han hørte den tro Åge Jonsøns røst i våbenlarmen uden for hans gemakker; men flammerne slog ind alle vegne, røgen bedøvede ham, og han kunne næppe finde døren. Da følte han sig pludselig grebet af en mægtig, jernklædt arm; han havde tabt sværdet af hånden og var uden bevidsthed. Da han kom til sig selv, så han sig på et lille åbent fartøj, som fór lynsnart bort med ham i mulm og storm."
Så dramatisk skildrer B. S. Ingemann (1789-1862) i romanen "Erik Menveds Barndom" (1828), hvorledes kongsborgen Tårnborg ved Korsør i 1289 blev stormet og nedbrændt af Marsk Stig og hans parti, der var landsforvist for mordet på Erik Glipping i Finderup Lade Skt.Cæcilies nat 1286. Den unge konge, der kun med nød og næppe undslap fra Tårnborg, er den myrdede konges søn, Erik Menved. For generationer af danskere har Ingemanns historiske romaner været den første, uforglemmelige indførelse i højmiddelalderens dramatiske historie. Hvis læserne af denne artikel har hørt om lokaliteten Tårnborg før, stammer denne viden vel også snarere fra læsningen af Ingemann end fra historieundervisningen i skolen. Når man i Tårnborg har navngivet vejen, der løber gennem området, "Marsk Stigs Vej" aner man ligeledes påvirkningen fra Ingemann. Overfaldet på Tårnborg er imidlertid ikke en opfindelse til brug for "Erik Menveds Barndom". I flere middelalderlige annaler omtales faktisk, at Marsk Stig sammen med sin norske allierede, kong Erik Magnussen Præstehader (d.1299), gentagne gange hærgede de danske kyster og bl.a. overfaldt Tårnborg i 1289. Der forlyder dog ikke noget om, at Erik Menved skulle have været til stede under angrebet. I det hele taget beretter de skriftlige kilder, at borgen i Tårnborg flere gange i 1200- og 1300-tallet har været centrum for vigtige politiske og militære begivenheder i Danmarkshistorien.
Dette får man næppe fornemmelse af, når man i dag besøger det smukke og idylliske Tårnborg. Ved den østlige side af Korsør Nor rejser sig et bakkedrag af form som en halvø, omgivet af vand og vådområder på tre sider. Midt på bakken ligger den store, hvidkalkede Tårnborg kirke i næsten ensom majestæt 100 meter fra strandbredden. Kun en enkelt gård holder den med selskab foruden den græsklædte borgbanke, som ligger på toppen af bakken nordvest for kirken (fig.x.).
Tårnborg nævnes første gang ved navn i kongelevlisten i Valdemars Jordebog (fra første del af 1200-årene), dvs. blandt de godser, hvorfra regenten i sin egenskab af konge havde indtægterne, uden at det var hans private ejendom. Borgen må dog være opført før, måske allerede i anden halvdel af 1100-tallet, samtidig med borgene i Nyborg og på Sprogø, for at beskytte overfarten over Storebælt mod venderne. Fra kongelige breve udstedt på Tårnborg ved vi, at de danske konger fra Kristoffer I (1254) og frem til Kristoffer II (1326) jævnligt besøgte borgen på deres rejser rundt i Danmark. Erik Menved holdt endda i 1308 parlament i Tårnborg, og ved flere lejligheder tjente borgen som ramme om forhandlinger mellem den danske konge og udenlandske gesandter og fyrster. Sidste gang Tårnborg optræder i denne sammenhæng, er i 1378, hvor en skrivelse fra Hansestæderne omtaler forhandlinger mellem deres borgmestre og rådmænd og den danske konge og embedsmænd. Borgens strategiske beliggenhed ved Storebælt bragte den imidlertid også i skudlinjen hos kongens og rigets fjender. I de skriftlige kilder omtales flere voldsomme kampe ved Tårnborg. Jeg har allerede nævnt Marsk Stigs overfald på borgen i 1289, som i 1306 blev fulgt op af et norsk flådeangreb, der dog blev slået tilbage, hvorved mange nordmænd druknede, hvis man da skal tro annalerne. I 1326 var Tårnborg lige midt i de begivenheder, der førte til, at Kristoffer II mistede kongemagt og rige. Hans søn Erik måtte lide den tort at blive belejret af sine egne tropper i Tårnborg, hvor han efter to uger måtte overgive sig selv og borgen til de oprørske soldater. Sidste gang Tårnborg nævnes i en militær sammenhæng er i 1346, hvor Valdemar Atterdag generobrede borgen fra de holstenske grever. Men det er spørgsmålet, om borgen ikke allerede på dette tidspunkt havde mistet sin militære betydning. I hvert fald synes den nye fæstning i Korsør endegyldigt at have overtaget Tårnborgs position i de sidste årtier af 1300-tallet.
Borgtomten er endnu ikke tilstrækkeligt arkæologisk belyst til at give sikre svar på dens kronologi. I 1894 foretog Nationalmuseet en begrænset undersøgelse på voldstedet, hvorved dens udstrækning kunne fastslås (fig.x). Borgen har kun dækket en 30 x 30 meter stor flade, med adgang gennem en portåbning i øst. Ringmuren og det kvadratiske midtertårn (8 x 8 meter) var opført i tegl på kampestensfundamenter. Tomter efter 3 små huse på 9 x 5 meter fandtes inden for ringmuren. Der var altså tale om en borg af yderst beskedne dimensioner. Det er dog muligt, at borgens repræsentative bygninger skal findes uden for den snævre borggård; ellers har man da svært ved at forestille sig, hvorledes Erik Menved kunne holde hof her. I forbindelse med undersøgelserne fandtes en række dagligdags smågenstande - hængelåse, jernnøgler, brudstykker af knive og sakse, af sporer og stigbøjler, skår af tysk stentøj og omtrent 70 mønter, der i tid strakte sig fra Valdemar I til Kristoffer II. Mønterne antyder således, at borgen måske allerede var blevet opgivet før midten af 1300-tallet. Nærmere konklusioner må dog afvente fremtidige arkæologiske undersøgelser af borgtomten.
Sammen med den usædvanligt store teglstenskirke, der er opført i senromansk stil i første halvdel af 1200-tallet, udgør borgen de eneste synlige spor af det middelalderlige Tårnborg, som i dag kan ses i landskabet (fig. 1). Men man skal ikke lade sig narre af stedets nuværende udseende. I 1200- og 1300-tallet lå her et summende og driftigt bymæssigt samfund, der i læ af kongsborgen fungerede som overfartssted, håndværkscentrum og handelsplads. Vor konkrete viden om denne civile side af Tårnborgs virke var indtil begyndelsen af 1980erne begrænset til nogle få spredte, oftest indirekte skriftlige omtaler af byen, og vi havde - bortset fra kirkebygningen - ingen fysiske beviser for, at den overhovedet havde ligget der.
Men i 1981 tog chauffør Ole Bundgaard fat med sin metaldektor på markerne øst for Tårnborg kirke, og billedet ændrede sig hurtigt og drastisk. Middelalderlige metalgenstande af blandet karakter væltede frem af jorden. Det var først og fremmest dagligdags genstande som beslag, låse, smykker, tenvægte, dele af våben, seletøjspynt og jernnøgler. Der blev fundet flere spor af lokale håndværksproduktioner som smedning, tin- og blystøbning, grydestøbning, nålefremstilling og støbning af bronzeboltlåse. Alt sammen genstande, der afspejler dagliglivet i byen. Der blev også fundet mere usædvanlige sager som vendiske knivskedebeslag, pilgrimsmærker fra så fjerne steder som Lucca i Norditalien og Rocamadour i Sydfrankrig, klædeplomber og skår af rhinsk stentøj, der vidner om stedets internationale kontakter. Sidst men ikke mindst blev der fundet hele 3294 mønter i Tårnborg, hvilket uden sammenligning er det største middelalderlige enkeltfundmsmateriale fra nogen lokalitet i Danmark. Denne overvældende fundmængde lod ingen tvivl tilbage: den middelalderlige Tårnborg by var fundet.
Ole Bundgaard fortsatte op gennem 1980rne sine detektorundersøgelser i Tårnborg i tæt samarbejde med Korsør Produktionshøjskoles arkæologiske værksted ved arkæologen Henning Nielsen, fra 1989 museumsinspektør ved Sorø Amts Museum. I midten af 1980rne foretog Nationalmuseet og Korsør Produktionshøjskole rekognosceringer og prøvegravninger i Tårnborg. Herved fik man lokaliseret et ca. 900 x 200 meter stort aktivitetsområde på bakkedraget (fig.x). Længst mod vest fandt man et 240 x 120 meter stort område, der i middelalderen havde været omgivet af voldgrave. Her må have ligget borgens ladegård, der bl.a. har rummet kongens magasiner til brug for bøndernes naturalieafgifter. Vi ved ikke præcist, hvornår ladegården blev oprettet, men har derimod en klar fornemmelse af tidspunktet for dens nedlæggelse. Christiern I overdrog nemlig i et brev af 3.april 1459 Tårnborg ladegård til Korsørs borgere mod en årlig afgift, og bygningerne er formodentlig kort herefter nedbrudt. Sydøst for kirken fandt man et stort middelalderligt beboelsesområde på ca.300 x 200 meter, hvorfra hovedparten af detektorfundene også stammer. Man stødte her på tætliggende småhuse af lerklinet bindingsværk, brønde, brolagte veje og fortove. Hertil kommer et overordentlig stort genstandsmateriale; jern og bronzesager, keramik, forarbejdet ben og dyreknogler, og i alt 199 mønter, der tilsammen giver indtryk af en bymæssig bebyggelse med et yderst aktivt håndværks- og handelsliv.
Neden for bakkeskråningen mod Korsør Nor har der i middelalderen været en 40-100 meter bred sandstrand, der vel har fungeret som markedsplads. Området kan ud fra løsfundene ses at have været benyttet fra vikingetid til begyndelsen af 1400-tallet, men den byprægede bebyggelse og langt hovedparten af genstandsmaterialet, heriblandt mønterne, hører hjemme i perioden ca. 1200-1400. Man kan derfor med god ret opfatte opførelsen af Tårnborg kirke som en markering af middelalderbyens opståen. Årsagen til byens fremvækst må findes i dens placering som knudepunkt for Storebæltstrafikken. Danske og udenlandske rejsende på landevejen tværs over Sjælland måtte passere gennem byen, hvilket skabte en naturlig efterspørgsel efter en række håndværks- og tjenesteydelser: overnatnings- og spisefaciliteter, skoning af heste, reparation af seletøj, sadler og fodtøj, mulighed for indkøb af varer til brug på rejsen mv. Herudover fungerede Tårnborg som toldsted, som udskibningshavn for regionens mest folkerige by Slagelse, som garnison for den militære overvågning af Storebælt, og sidst men ikke mindst kunne byen i ly af borgen udvikle sig til en central regional handelsplads i højmiddelalderen. Byens blomstringstid synes at have ligget i anden halvdel af 1200-tallet og første halvdel af 1300-tallet. Allerede i midten af dette århundrede reduceredes byens betydning, nok som følge af borgens svækkede position, og dødsstødet fik den i begyndelsen af 1400-tallet, da Erik af Pommern gav ordre til at nedbryde Tårnborg og flytte dens aktiviteter over til det nyoprettede bysamfund nær Korsør slot, som i 1425 tildeltes byprivilegier. Hermed var Tårnborgs skæbne brat beseglet. Byen opstod, levede og døde i tæt forening med kongsborgen.
De overordnede linjer i Tårnborgs historie kan således allerede nu ridses op, men mange detaljer mangler. Man må derfor se hen til, at det omfattende fundmateriale fra de arkæologiske undersøgelser i 1980rne bliver systematisk bearbejdet og publiceret. I det følgende vil jeg se nærmere på de mange mønter fra Tårnborg, der i sig selv kan fortælle en masse om stedets historie.
Indledningsvis kan man jo stille sig det spørgsmål, hvorfor man finder hele 3294 middelalderlige mønter inden for et så relativt beskedent areal i Tårnborg. Gik folk virkelig og klattede deres penge væk? Ja, må svaret lyde. Det er en historisk sandhed, at hvor der handles, der spildes, hvilket ikke mindst gælder for mønternes vedkommende. Specielt på en driftig handelsplads som Tårnborg er det ikke overraskende, at der er fundet flere tusinde tabte mønter fra 1200- og 1300-tallet. Materialets størrelse og karakter af tilfældige tab bevirker imidlertid, at man må opfatte det som repræsentativt for de pengeforhold, der eksisterede i byen i højmiddelalderen. Materialet giver altså et interessant indblik både i Tårnborgs "lokalhistorie", og i den almene møntcirkulation og samfundsøkonomi i 1200- og 1300-tallets Danmark.
Fig. 3. Farvelagt tegning af Tårnborgs borgs kvadratiske grundplan, med ringmur, funktionsbygninger og midtertårn markeret. Tegningen er med stor kunstnerisk sans udført af kunstmaleren, kaptajn A. P. Madsen (1822-1922) i 1894. Han var en årrække knyttet til Nationalmuseet som fast medarbejder ved oldtidsundersøgelser i marken. Foto Kit Weiss.
Materialet domineres ikke overraskende af danske penninge, som var den eneste møntenhed der prægedes i kongeriget fra Svend Tveskægs tid (ca.995) og frem til møntvæsenets sammenbrud i 1330rne. Penningen var oprindeligt en lille sølvmønt på ca.1 g., men i løbet af århundrederne reduceredes dens værdi gradvist, da udstederne spædede sølvet op med kobber for at tjene på møntfremstillingen. I sidste halvdel af 1200-tallet og de første tre årtier af 1300-tallet gik det helt galt for det danske møntvæsen. Det hærgedes af en voldsom inflation, der tydeligt kan aflæses i penningens lødighed. Til sidst endte den som en næsten ren kobbermønt af ringe værdi, med under 5% sølv.
Der optræder kun ganske få danske penninge fra tidlig middelalder i Tårnborg, heriblandt en ellers meget sjældent forekommende Knud den Hellige-mønt (1080-86). Mønter fra Valdemar Sejrs regeringstid (1202-41) findes i et vist omfang i materialet, men det er først med Kristoffer's mønter, at der sker en betydelig stigning i fundmængden. Hovedparten af detektormønterne hører til blandt de følgende tre kongers mønttyper: Erik Glipping (1259-86), Erik Menved (1286-1319) og Kristoffer II (1320-26, 1330-32) (fig. 5). Disse regenters mønter har siden 1800-tallet gået under den noget misvisende betegnelse "borgerkrigsmønter". Nok var disse tre kongers regeringstid militært og politisk meget urolige, men det var dog kun i få og korte perioder, at man kan tale om egentlige borgerkrigstilstande i Danmark.
Efter den danske kongemagts sammenbrud i 1330rne og pantsættelsen af riget til holstenske grever og deres håndgangne mænd ophørte den danske møntprægning. I stedet strømmede udenlandske mønter ind i landet i stort tal og blev en fuldgyldig erstatning for den manglende indenlandske produktion. I Tårnborg er der fundet en del eksemplarer af specielt nordtyske hulpenninge (en ensidet præget sølvmønt på under 1/2 g) og witten (finvægt godt 1,1 g) fra hansestæderne og engelske sølvsterlinge (ca. 1,40 g), som var en af 1300-tallets vigtige internationale handelsmønter. Det samlede antal af disse mønter i Tårnborg er imidlertid beskedent og antyder ikke den store handelsaktivitet i Tårnborg i anden halvdel af 1300-tallet. Efter at møntvæsenet brød sammen i Danmark, fortsatte prægningerne i Lund, nu under den svenske kong Magnus Eriksen Smek (1332-60). Hans mønter findes ligeledes i moderat omfang repræsenteret i Tårnborg, sammen med eksempler på de få mønttyper, som det lykkedes Valdemar Atterdag (1340-75) at få fremstillet, efter at han havde samlet Danmark under ét. Æren for at genskabe et egentligt dansk møntvæsen tilfalder imidlertid Erik af Pommern (1396-1439), der endda oprettede et system med flere møntstørrelser. Hans mønter udgør en egen, ret betydelig fundgruppe i Tårnborgmaterialet. Specielt hans skillemønter - kronehulpenningen og kobbersterlingen, som må have været præget i enorme mængder - fremkommer jævnligt. Erik af Pommerns mønter markererer Tårnborgs sidste "krampetrækninger", inden den gamle handelsplads endegyldigt opgav kampen mod det fremvoksende Korsør. Efter denne periode optræder der kun ganske få og spredte mønter i Tårnborg.
Den kronologiske fordeling af de de 3294 mønter fra Tårnborg tegner et klart billede, som i øvrigt passer til oplysningerne fra det skriftlige kildemateriale og de øvrige fund fra lokaliteten (fig. 5). Tårnborg begyndte først for alvor at få betydning som håndværks- og handelscentrum omkring midten af 1200-tallet. De næste knapt 100 år udgjorde stedets blomstringsperiode, hvor der må have været stor aktivitet på byens marked. Allerede fra midten af 1300-tallet begyndte krisen at kradse i byen, og den pengebaserede handel var stærkt på retur. Selvom Erik af Pommerns mønter optræder i et vist omfang i fundmaterialet, kan det ikke rokke ved den konklusion, at Tårnborgs rolle som en central handelsplads allerede var udspillet før 1400.
Men hvordan skal man forestille sig markedspladsen i Tårnborg i dens velmagtsdage? Var der tale om en international handelsplads i stil med de samtidige sildemarkeder i Skåne, hvor udenlandske købmænd i stort tal kom for at købe ind og lagde masser af "tung" udenlandsk valuta i den danske konges kister, eller indtog Tårnborg en mere beskeden rolle som blot én af flere vigtige regionale handelspladser i Danmark? Jeg tror, det sidstnævnte kommer nærmest sandheden, skønt der er bevaret skriftlige kilder, som viser, at byen i en periode må have spillet en vis rolle som en kongeligt kontrolleret markedsplads, hvor også udenlandske købmand havde interesse i at komme. Erik Menved gav i 1316 borgerne i de flamske byer Harderwijk, Deventer og Zutphen handelsprivilegier på Skånemarkedet, foruden at de fik lempelige toldsatser, når de besøgte danske byer med deres varer. Tårnborg er en af de byer, der nævnes i dokumenterne. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at de reducerede toldsatser opgives i kobbermønt, dvs. i dansk mønt, hvor man almindeligvis i sådanne skrivelser fastsatte værdierne i engelske sterlinge. Normalt skulle udlændinge betale den danske konges told og afgifter i gode europæiske sølvmønter, som havde betydeligt større værdi end de kobberholdige danske penninge. Dermed sikrede kongemagten sig en betragtelig merindtægt. Desuden var de udenlandske købmænd tvunget til at veksle deres egne mønter til dansk mønt iflg. en fastsat tvangskurs, når de skulle handle på Skånemarkederne. "Kongens mønt" var nemlig det eneste lovlige betalingsmiddel i Danmark i 1200-tallet og de tre første årtier af 1300-tallet. De udenlandske købmænd måtte altså begynde deres besøg i Danmark med at veksle til dansk mønt på kongens vekselpladser, som nævnt bl.a. lå ved Skånemarkederne. Det kunne være fristende at foreslå, at Tårnborg også har fungeret som en sådan international vekselplads, men det synes ikke særligt sandsynligt. Hvis udenlandske købmænd i større omfang havde opsøgt Tårnborg for at veksle og handle, burde det nok have sat sig større spor i fundmaterialet. De fleste af de fundne udenlandske mønter stammer fra den tid i 1300-tallet, hvor dansk møntprægning var skrinlagt. Af de ovennævnte privilegiebreve fremgår det, at tolden skulle betales i dansk mønt i Tårnborg. Dette kunne opfattes som et forsøg fra kongens side på at lokke de udenlandske købmænd til at tage afstikkere fra den almindelige sejlrute til den mindre attraktive handelsplads i Tårnborg. Mangelen på vesteuropæiske mønter antyder imidlertid, at "toldguleroden" ikke har været stor nok. Det øvrige fundmateriale fra Tårnborg synes heller ikke at kunne godtgøre, at stedet har været et center for international handel. Der er fundet et mindre antal afgiftsmærker af bly magen til dem som købmænd og fiskere måtte fremvise som kvittering på Skånemarkedet, nogle få klædeplomber af bly samt skår af importerede rhinske stentøjskander, men alt i alt er der tale om et ret beskedent materiale.
Man må da snarere opfatte byen som en betydningsfuld regional handelsplads, hvor de mange rejsende, der passerede Storebælt, skabte et solidt grundlag for et blomstrende håndværks- og handelsliv. Samtidig kan der næppe herske tvivl om, at Tårnborg har tjent som indløsningssted for gamle mønter i forbindelse med de hyppige pengeombytninger, som den danske kongemagt iværksatte i middelalderen. Flere skriftlige kilder omtaler en årlig tvangsveksling af de danske mønter ved Mikkelsdag d. 29.september, hvorved de gamle mønter gjordes ugyldige. Det er ligeledes overleveret, at tvangsvekslingen i visse perioder indebar, at man for tre gamle mønter kun modtog to nye. Men man skal nok ikke forestille sig, at de danske mønter troligt år efter år blev tvangsvekslet igennem middelalderen. Fra kong Niels 30-årige regeringstid (1104-34) kendes således kun en halv snes udmøntninger fra møntsmedjerne i Lund og Roskilde. Også i borgerkrigsperioden har det knebet med at fastholde systemet, selvom kongemagten øjensynligt har forsøgt på det. I Erik Menveds forordning af 13 marts 1304 får man detaljeret besked om, hvorledes møntombytningen skulle foregå, men også hvad der skete med folk, der ikke overholdt forordningen. Hvis man blev grebet i at betale med gammel mønt efter ombytningsdatoen, blev man idømt en bøde ikke blot af de penge man havde betalt med, men også af dem, man blot havde medbragt. Ligeledes skulle kongens foged og andre embedsmænd erlægge en bøde på 40 mark penninge, hvis de modtog skatter og afgifter i anden mønt end den ny. Ser man på periodens mange skattefund - 65 i alt med ca. 145.000 mønter - får man imidlertid et klart indtryk af, at der var langt fra teorien til virkelighedens verden. De fleste af skattene indeholder adskillige mønttyper, hvilket dårligt passer til et system med årlige pengeombytninger. I dagligdagens økonomiske liv synes man godt at have kunnet benytte ældre mønter, der måske allerede for længst havde mistet deres officielle værdi, og man har endda anset dem for så værdifaste, at man har lagt dem til side som opsparing. Det er muligvis kun i forbindelse med skatteindbetalinger og andre former for pengeafgifter, at systemet har været effektivt praktiseret. Fra ca. 1250 til 1335 kendes godt 600 forskelige borgerkrigsmønttyper, hvilket viser, at der jævnligt, om ikke årligt, har været skiftet ud i mønttyperne. Tårnborg har med sin placering ved en kongsborg været et naturligt sted for sådanne vekslinger.
Det danske møntvæsen udgjorde et stort og kompliceret system i borgerkrigsperioden, som det i dag kan være ret så vanskeligt at få hold på. Kongerne Erik Glipping, Erik Menved, Kristoffer II lod fremstille mønter, men dét gjorde en del af de danske biskopper også f.eks. i Lund, Ribe og Roskilde, hvor bispestolene af kongemagten havde fået andel i retten til møntfremstilling. For at komplicere billedet yderligere optræder andre møntudstedere fra tid til anden på scenen, f.eks. grev Johan af Holsten, der formodentlig o. 1330 prægede mønter i Sakskøbing. En usædvanlig møntherre var Marsk Stig, der efter landsforvisningen lod fremstille danske penninge i sin borg på øen Hjelm ved hjælp af nogle af kongens møntmestre, som han havde bortført til øen! De danske penninge prægedes i en række møntsmedjer landet over - Slesvig, Ribe, én eller flere i Nørre Jylland (Viborg, Århus), Odense, Roskilde, Sakskøbing for blot at nævne de vigtigste. Mønterne fra disse møntsmedjer fungerede som lansddelsmønter med størst udbredelse i eget regionalområde, men de kunne også benyttes som betalingsmiddel i de øvrige dele af Danmark, bortset fra i Skåne. Her fremstillede ærkebispen i Lund penninge af betydeligt større lødighed, som udelukkede de øvrige regionale penninge fra cirkulationen. Modsat trængte de mere lødige skånske penninge heller ikke den anden vej over Øresund til "Vest"-Danmark. Der eksisterede imidlertid også værdiforskelle mellem de øvrige regionale mønttyper indbyrdes. Ikke sjældent præciseres dét i periodens breve og kontrakter, i hvilken landsdelsmønt en pengesum skulle afregnes, sjællandsk, jysk eller måske slesvigsk mønt.
Hvorledes dette komplicerede møntsystem har fungeret i praksis, har vi nu fået mulighed for at iagttage på håndværks-, handels- og vekselpladsen Tårnborg. Hovedparten af periodens mange mønttyper er repræsenteret i materialet. Mønter fra den sjællandske møntsmedje i Roskilde dominerer klart fundbilledet, men samtlige øvrige regionale møntsteder er også til stede (fig. 6). Selv de lødige penninge fra Lund, som jo normalt ikke findes på Sjælland, tegner sig for et par procent af det samlede møntmateriale. Tårnborg tiltrak handlende og rejsende fra alle dele af det danske rige, der ved ankomsten kunne få vekslet deres egne regionale mønter til den sjællandske penning fra Roskilde, som var den foretrukne møntsort i Tårnborg.
Møntmaterialet fra Tårnborg viser med al tydelighed, at nok standede landet i våde i slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet, for at blive i den nationalromantiske sprogbrug, men økonomisk og pengemæssigt var forholdene ikke så fortvivlende. Det var netop i disse årtier, at pengebrugen trængte ud til alle dele af det danske samfund, og mønterne kom til at spille en voksende rolle også i danskernes hverdag. Man betalte offerpenge til kirken, lejeafgift til jordejerne og skattepenninge til kongemagten, og ikke mindst handlede man med klingende mønt på markedspladserne som aldrig før, hvilket de mange fundmønter fra Tårnborg med al tydelighed demonstrerer.
(Nationalmuseets Arbejdsmark 1994, let bearbejdet version)
Litteratur