En af de sidste årtiers mest spændende middelalderlige møntskatte blev i 1987 fundet i landsbyen Skafterup i Fuirendal sogn, Øster Flakkebjerg herred, Vestsjællands amt. Skatten stammer fra de urolige årtier i slutningen af 1200-tallet, hvor politiske kampe, kongemord og økonomisk dyrtid prægede kongeriget. Skafterup-skatten kan med sine knapt 5000 danske og udenlandske mønter være med til at kaste lys over tidens generelle politiske og økonomiske vilkår i Danmark, men bidrager naturligvis også til en større forståelse af Næstvedegnens specifikke historie i middelalderen.
Skatten var nedlagt i en gråbrændt potte med drejeriller på halsen og glat skulder og korpus. Mundingsdiametet var ca.13,5 cm. Potten har formodentlig haft en eller anden form for låg.
Kuglepotten er rimeligt velbevaret. Mundingsranden er næsten komplet, men den ene halvdel kan ikke fæstnes til potten uden kunstig støtte - de manglende skår må tilskrives ødelæggelser ved skattens genfindelse. På bugen er der to huller, formentlig forårsaget af rotter, hvor skårene manglede.
Skafterup-skatten indeholder 4613 danske penninge og 336 engelske og vesteruropæiske sterlinge. De danske penninge vejede i ukonserveret stand ca.6,5 kg. Sterlingenes vægt var ca.400 g.
Skafterup-skatten rummer 82 forskellige typer og typevarianter af danske penninge fra 1200-tallets anden halvdel. På dette tidspunkt praktiserede den danske kongemagt en møntpolitik, der først og fremmest skulle sikre kongen en stor personlig indtægt fra møntprægningen. Kongen lod fremstille mønter ved en række regionale møntsmedjer landet over. Ved at foretage hyppige tvangsvekslinger af de cirkulerende mønttyper, hvor ringere (mere kobberholdige) mønter erstatede de mere lødige, kunne kongen tjene betydeligt på møntvæsenet. I anden halvdel af 1200-tallet synes tvangsvekslinger at forekomme ret konsekvent én gang om året ved Mikkelsdag d.29.september, hvor de nye typer sattes i omløb og de gamle mønter ugyldiggjordes. At der var tale om en endog meget betydelig beskatning af møntvæsenet fremgår af, at tvangsvekslingen i visse perioder indebar, at befolkningen for tre gamle mønter kun modtog to nye, der som oftes endda også var af ringere værdi end de gamle. Resultablev naturligvis voldsomme forringelser af mønternes købekraft og stigende inflation i samfundet.
Anden halvdel af 1200-taller er således præget af en stor typerigdom af penninge, hvilket Skafterup-skatten er et synligt bevis på. Da typerne hovedsagligt er indskriptionsløse og benyttet sig af enkle symboler på for- og bagsiden er det nødvendigt at foretage den geografiske og kronologiske placering af typerne ud fra, hvordan de optræder i periodens righoldige skatte- og enkeltfundsmateriale. Den grundlæggende inddeling af 1200- og 1300-tallets danske penninge blev foretaget af P.Hauberg for over 100 år siden, fulgt af Mansfeld-Bûllners møntkatalog, men set i lyset af de mange væsentlige fundmaterialer, der er kommet til siden disse værkers fremkomst, har det været nødvendigt at foretage en grundlæggende nybehandling af hele systemet, der har resulteret i lang række omplaceringer af enkelte mønttyper i tid og rum. I nærværende artikel vil jeg dog nøjes med at omtale de omplaceringer af enkelttyper, der har betydning for tolkningen af skatten.
Skafterup-skatten har som man kunne forvente en stor koncentration af mønter på enkelte typer. Således er 1862 stk lig 40% af samtlige penninge af typen MB 245 (fig.x.x), 642 stk = 14% er af typen MB 347 (fig.x.x.) og 554 stk = 12% er typen MB 282, dvs. 2/3 af mønterne fordeler sig på blot tre typer. Alle tre må efter den foretagne omklassifikation regnes som Roskilde-typer og placeres blandt Erik Menveds udmøntninger fra slutningen af 1280'erne, ligesom i alt godt 83% af skattens mønter synes at være udgået fra møntsmedjen i Roskilde.
Som det fremgår af fig.x. stammer 3/4-del af samtlige repræsenterede mønttyper fra det sidste 10-år før skatten blev skjult. Kun 49 mønter eller 1,1% var på skattens nedlæggelsestidspunkt mere end 10 år gamle.
fig.x Skafterups-skattens danske mønttyper fordelt efter 10-år:
En af de historisk set mest mærkelige typer i skatten er en penning, der på forsiden har tre kroner, som tidligere blev henført til Christopher II, Nørrejylland, MB 575 (fig.x.x). Typen er repræsenteret med 3 eksemplarer i skatten. Tidsmæssigt hører den hjemme i 1280'erne, formodentligt præget sent i Erik Glippings regeringstid. De tre kroner på møntens ene side har næppe noget med det svenske trekroners våben at gøre, men en tilfredsstillende dansk forklaring på motivet er endnu ikke fremkommet.
Sammensætningen af Skafterup-skattens danske mønter har en klar parellel i et skattefund, der i 1930 fremkom i Algade i Nykøbing Sjælland. Denne skat indeholdt 3486 danske penninge, samt 13 udenlandske mønter. Af Algade-skattens 71 typer og typevarianter genfindes de 56 i Skafterup-skatten. Samtidigt genfindes flere af de antalsmæssige betydelige typer i Algade-skatten, omend i variende omfang. MB 245 optræder med 574 stk = 16% i Algade-skatten overfor Skafterup-skattens 1862 stk = 40%. MB 282 findes i 758 eksemplarer = 21,7% i Algade-skatten overfor Skafterup-skattens 554 stk = 12%, MB 347 er repræsenteret med 136 stk = 3,9% i Algade-skatten mod 642 eksemplarer = 14% i Skafterup-skatten og endelig optræder MB 426 med 358 stk = 10,3% i Algade-skatten overfor 204 eksemplarer = 4,4% i Skafterup-skatten. Den mest markante forskel på de to skatte er Roskilde-typen MB 267's tilstedværelse. I Algade-skatten indgår typen med 376 eksemplarer = 11%, hvorimod den kun findes i et eneste eksemplar i Skafterup-skatten. På trods af denne forskel er der dog tale om to nærtbeslægtede sjællandske skattefund, der domineres af de lokale Roskilde-typer fra anden halvdel af 1280'erne, og som følgelig må være nedlagt tidsmæssigt tæt på hinanden.
Skafterup-skatten indeholdt ialt 336 engelske og vesteuropæiske sterlinge. De engelske sølvholdige sterlinge (vægt ca. 1,40 g) blev i løbet af 1200-tallet anerkendte internationale handels-mønter, der blev efterlignet mange steder både i Tyskland, Nederlandene og Frankrig. De engelske og og kontinentale sterlinge kurserede rundt i Europa og nåede også i et vist omfang fren til Danmark i anden halvdel af 1200-tallet, hvor de blev benyttet af kongemagten, adelen og gejstligheden i forbindelse med den internationale møntøkonomi. Dog synes kongemagten stadigt at have haft en rimelig succes med at fastholde møntmonopolet, der udelukkede udenlandsk mønt fra den indelandske møntcirkulation. Blandt 1200-tallets mange skattefund er der således kun få, der udover danske penninge også indeholder udenlandsk mønt. Det drejer sig udover Skafterup-skatten om følgende møntskatte:
Trustrupgård-skatten I fra Østjylland med seks danske penninge fra Erik Plovpenning, Abel og Christopher I sammen med 9 long-cross sterlinge fra Henry III (216-72), en skotsk sterling fra Alexander III (1250-80) og to kontinentale efterligninger af long-cross sterlinge, nedlagt, ca.1257-59; Skrivergadeskatten fra Bornholm med 1875 danske penninge og 298 engelske og kontinentale sterlinge, nedlagt ca.1280-85; Algade-skatten fra Nykøbing Sjælland med 3486 danske penninge og 13 engelske og kontinentale sterlinge, nedlagt ca.1290; Hvidøre-skatten fra Nordsjælland med 1287 danske penninge, samt 26 nordtyske hulpenninge, nedlagt ca.1290; Hågendrup-skatten fra Nordsjælland med 383 bestembare danske penninge og 106 engelske og kontinentale sterlinge, nedlagt ca.1295-1300 og Hemselynge-skatten, fra Abild sogn i Halland der fremkom i 1820. Skatten indeholdt oprindeligt 9413 danske penninge, samt formodentlig 210 engelske og kontinentale sterlinge, som er dateret til ca.1300.
Det er bemærkelsesværdigt, at på nær Trustrupgård-skatte, stammer de hidtil kendte 1200-tals møntskatte med både dansk og udenlandsk mønt fra de sidste to årtier af århundredet. Som vi nedenfor skal se føjer Skafterup-skatten sig smukt ind i dette billede. Skattene antyder, at der 1280´erne og 1290´erne er indtrådt en midlertidig lempelse af forbudet mod anvendelse af udenlandsk mønt i Danmark, formodentlig på grund af den politiksk og økonomiske turbulens, som mordet på Erik Glipping og kampene mellem Erik Menved og Marsk Stigs parti forårsagede. I hvert fald forsvinder de udenlandske mønter atter fra de danske møntskatte, når vi kommer over på den anden side af år 1300, for først atter at dukke frem igen i slutningen af 1320´erne og 1330´erne, da den danske kongemagt bryder sammen og det danske møntvæsen ophører.
Skafterup-skattens islæt af udenlandsk mønt er der hidtil største i 1200-talets "blandede møntskatte". De engelske sterlinge fordeler sig med blot tre af de lidt ældre sterlinge af short-cross typen (nr.4606-08) og ialt 170 sterlinge af long cross typen (til 1278) og 26 stk. af de tidlige grupper af edwardianske sterlinge fra 1280´erne. De engelske sterlinge er udgået fra en række møntsmedjer landet over, hvor de fremtrædende møntsteder Canterbury og London også er stærkest repræsenteret i Skafterup-skatten med henholdsvis 61 og 119 sterlinge.
Skotland er repræsenteret med 10 sterlinge, én fra Alexander II (1214-49) og 9 fra Alexander III (1249-86), fordelt med fem af 1.udmøntning, Class III a og tre af 2.udmøntning (1280-86 ff) Irland har fem sterlinge i skatten, hvoraf tre kan henføres til mønten i Dublin (nr.4814-16).
Skatten indeholder ialt 123 kontinentale sterlinge fra en række møntsteder i Vesteuropa (fig.x.). Materialet indeholder en række spændende typer og typevarianter, som fortjener en grundigere numismatisk behandling ved en senere lejlighed. Ikke mindst de ialt 51 stk sterlingeimitationer (nr.4819-69), fordelt på 10 forskellige typer fra det lille herskab Kuinre (Overijsel) ved Zuidersøen bør underkastes et nærmere studium, der vil være med til at forfine mønttypologien fra dette møntsted.
Hertugdømmet Lippe er repræsenteret med 15 sterlinge, heraf 12 fra Bernhard III (1229-65), af typen portræt med scepter (12 stk) (nr.4874-85), samt en imitation af en irsk type (nr.4873), og to fra Simon I (1275-1314).
Numismatisk set er nogle af de meste interessante mønter i skatten de tre franske mønter (nr.4892-94), såkaldte malle tierce (eller trediedels gros turnois) fra Philip IV (1285-1314). Traditionelt er denne mønttype dateret til o.1310, men Skafterup-skatten og tilsvarende engelske og franske skattefund viser, at mønttypen i stedet må være præget o.1290.
Dateringen af Skafterup-skattens nedlæggelse kan trække på informationerne fra såvel sammensætningen af de danske penningen i skatten som fra enkelte afde udenlandske sterlinge.
Hovedparten af skattens danske typer og ikke mindst de mest antalsrige stammer fra de sidste år af 1280´erne. Sammenligner man med den samtidige Algade-skat fra Nykøbing Sjælland optræder de samme sluttmønter , dvs, de yngste typer, i skatten. Dog finder man ikke den slesvigske type MB 492 i Algade-skatten, hvorimod den optræder med 4 eksemplarer i Skafterup-skatten (nr.4530-33). MB 492 synes på det nuværende grundlag at kunne være skattens yngste danske penning, som kunne være præget i 1290, eller måske endda først i 1291. Tilstedeværelsen af typen i Skafterup-skatten og ikke i Algade-skatten kunne måske antyde, at Skafterup-skatten er en smule yngre end Algade-skatten.
Blandt de snævrere datérbare udenlandske sterlinge er mønterne fra Gelderland, fremstillet af Renaud I (1272-1326) vigtige (nr.4888-91). Ud fra en række skattefund kan disse sterlinge dateres til o.1290 eller endda lidt tidligere.
Alt i alt må det således være rimeligt at datere Skafterup-skattens nedlæggelse til ca.1290.
Når der dukker en middelalderskat op, pirrer det uvilkårligt vores fantasi. "Hvem har ejet skatten og hvorfor er den blev skjult og ikke genfundet?" er nogle af de spørgsmål, der dukker frem. For det meste kan man desværre ikke give særlige præcise svar på spørgsmålene. Middelaldermennesket forbliver anonymt for os. Møntskatten giver imidlertid i sig selv en række informationer om ejeren og skattens tilblivelsessituation. Sammensætningen af Skafterup-skattens danske mønttyper viser således, at her ikke er tale om en "opsparet skat", der er blevet sammensparet over en længere periode, men om en såkaldt "akut-nedlagt skat". hvor ejeren på grund af en akut opstået situation, der vel typisk har været trusler og krig og vold, har valgt at tage sin rørlige formue og grave den ned i en potte, som med sit hverdagspræg iøvrigt også signalerer, at nedgravningen skete i huj og hast.
Skattens mønter, og her først og fremmest de udenlandske sterlinge, viser, at ejeren af skatten må have været en endog meget velhavende mand. En så velhavende mand, at det er svært at forestille sig, at der blot har været tale om en almindelig bonde fra Skafterup by. Måske har ejeren af skatten været i besiddelsen af dén hovedgård, som måske allerede på dette tidspunkt har ligget i Skafterup. Hovedgården nævnes ganske vist først i 1322 og igen 1363, hvor den tilskødes adelsmanden Fikke Moltke, der menes at have ladet den gå i arv til Bonde Due og Anders Jacobsen Lunge.
At der synes at have været mønter i almindelig omløb i Skafterup ud over nærværende skattefund viser eksistensen af endnu en møntskat, der fremkom i Skafterup i 1902. Skatten blev fundet i stenhugger Anders Petersens have, matr.nr. 6.c., Skafterup og bestod af ialt 699 danske penninge, som ud fra den nyeste datering må være nedlagt ca.1310-15. Der er således ca.25 år mellem de to Skafterup-skattes dateringer, ligesom de er fremkommet på to forksellige matrikel numre. Der er således ingen grund til historisk at kæde de to skattefund sammen. De afspejler blot begge, at middelalderens Skafterup var monetariseret.
Til slut kan man fundere over, om det er muligt at komme med en historisk årsag til at Skafterup-skatten blev nedgravet. Det er altid risikabelt at prøve at forbinde møntskatte med kendte begivenheder, men jeg vover alligevel forsøget. Ifølge Lundeårbogen ledte den norske kong Erik Magnussen (1280-99) i sommeren 1289 en flåde ind i dansk farvand, hvor den angreb og nedbrændte Helsingør, Hven, Amager og Skelskør. Samtidigt ledte marsk Stig en flådeafdeling gennem Storebælt, hvor han indtog og nedbrød kongens borg på Sprogø, hærgede Skelskør, nedbrændte Tårnborg med kirke og belejrede Nykøbing F. Den norske flåde angreb ligeledes Lolland, men efter en forgæves storm på fyrst Witzlavs borg ved Stege, afbrød nordmændene krigstogtet, og drog bort i slutningen af august. Næstved og omegn nævnes ikke i denne beretning, men ud fra de steder hvor marsk Stig og den norske konge har været på sommertogtet 1289 er det ikke usandsynligt, at de også har lagt vejen forbi Næstved, og det kan have været den direkte årsag til at, ejeren af Skafterup-skatten har skjult sin formue. Dateringsmæssigt passer begivenheden nogenlunde med skattens nedlægningstidspunkt, men måske er skatten først nedlagt året efter i forbindelse med nye kampe mellem Erik Menved og marsk Stigs parti, som blot ikke har overlevet i annalerne? Vi ved det ikke og får næppe nogensinde et fyldestgørende svar på problemet. Derimod kan vi være ret sikker på, at ejeren må være død pludseligt og taget sin viden om skattens skjulested med i graven.
1-4606
(1998)