Sidste sommer udgav Nationalmuseet et stort 2-binds værk, der indeholdt samtlige kendte middelalderlige skattefund fra perioden c.1050-c.1550. Værkets ide var at samle Nationalmuseets viden om de danske skattefund, som den foreligger i protokoller, arkiver og samlinger. Dette arbejde viste sig langt mere omfattende og tidskrævende end nogen havde forestillet sig, da daværende professor i middelalderarkæologi, nu rigsantikvar, Olaf Olsen fremsatte ideen tilbage i 1979. Mer end 12 år skulle der gå, før værket forelå. Men så beskrev det også hele 327 skattefund, med tilsammen flere hundred tusinde mønter. Dette store kildemateriale er så spændende, at det også fortjener en præsentation her i Skalk, som jo har en lang tradition for at bringe artikler om interessante nye skattefund.-
For de fleste mennesker "emmer" begrebet skattefund af eventyr og romantik. Nedgravede krukker fulde af klingende guld- og sølvmønter har i århundreder pirret folks fantasi og skabt grobund for de særeste og mest dramatiske historier. Jens Mosen, Øster Brønderslev, berettede f.eks. følgende historie til folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen (Danske sagn II, nr.2251, 1895).
"Der er et stort Bjærg ved Frederikshavn, de kalder Jebjærg, der grov de ogsaa efter guld. De kastede saa længe, til de kom til en stor Kiste. Da de nu havde faaet fat, siger den ene til den anden: "Hold nu godt ved?" Men saa rejste den ned i højen igjen, og de beholdt blot Haandtaget. I det samme hørte de en Røst dybt nede i Højen, der sagde:
"I ljet (ledte) om Sølv og Guld,
men nu sidder Kisten i Jebjærg fuld"
Den ovenstående beretning er blot én af mange sagn om møntskatte, som folkemindeforskere indsamlede i sidste århundrede. Skal man tage sagnmaterialet for pålydende må det danske landskab være spækket med skjulte møntskatte. Et foretrukkent skjulested synes at være bunden af skovsøer, hvilket må siges at være et upraktisk sted, hvis man senere planlægger at generhverve møntskattene! Mange sagn beretter, hvordan det går grueligt galt, når folk forsøger at bjærge en skat fra søens bund. Det lykkes som oftest at få hævet kisten med mønter op til vandoverfladen, men så udløses dæmoniske kræfter, der hindrer den endelige bjærgning. I stedet må finderne se skatten glide dem af hænde og forsvinde tilbage i søens dyb. Utallige folkesagn beretter om gravhøje, hvor dværge og andre underjordiske væsener nidkært vogter skjulte møntskatte. Specielt ved nattetid sker der mystiske ting og sager ved oldtidshøjene. Mange nattevandrede iagttager et kraftligt lys, der strømmer ud fra en gravhøj, eller de hører lyden af klirrende mønter fra højens indre, hvis de da ikke ser små grå skikkelser haste ud og ind af gravhøjen med fyldte sække. Alt dette viser klart, at højen må gemme på en møntskat, og en skattejagt er på sin plads. Det går imidlertid ikke skattejægerne bedre end skidt, som vi har hørt ovenfor. Højfolket vil ikke slippe værdierne, og skattejægerne må give op overfor den vældige trolddomskraft, der trækker skatten tilbage i højens skjul.
Det er dog ikke alle folkesagnene, der har et lige så fantastisk indhold. Nogle af beretningerne gengiver kort og godt en lokal tradition om, hvorledes en navngiven person på et tidspunkt fandt en møntskat på sin mark eller i en gravhøj.
Spørgsmålet er jo så, hvor stor sandhedsværdi man skal tillægge disse folkesagn? Mange af beretningerne må betragte som rene vandresagn, men man bør ikke fuldstændig afskrive dem, for bag den eventyrlige form kan der faktisk være en kærne af sandhed. Der er således fundet adskillige møntskatte fra Vikingetid og Middelalder skjult i gravhøje eller under markarbejde ved overpløjede høje. I enkelte tilfælde kan et folkesagns beretning om en skjult skat endda direkte sættes i forbindelse med en genfunden møntskat. Et sagn beretter om Brokhøj, Gjerrild Klint på Djursland, at man her ofte kunne se dværge bære bylter ned i den største af højene. Da Djursland Museum i 1986 foretog en nærmere undersøgelse af den nu næsten overpløjede høj, fik man pludselig historien "bekræftet". I et hjørne af det vestlige gravkammer dukkede en 900-tals møntskat op, bestående af i alt 74 mønter og 20 stykker brudsølv.
Et andet tilfælde hvor der er en forbindelse mellem en overleveret tradition og fundet af en møntskat kendes fra Svendborg. Her blev der i 1885 i Møllergade 14 fundet en møntskat ved udgravningen af grunden til et nyt hus. En malmgryde med i alt 3779 sølvmønter og 51 guldmønter var blevet skjult her o.1420. Der havde i århundreder eksisteret en tradition om, at der på stedet skulle have været nedsat en skat. Da ejeren i 1885 skulle have opført et nyt hus på grunden sikrede han sig derfor i kontrakten med entreprenøren, at han forbeholdt sig "hvad der af Penges Værdi eller ellers af Interesse fandtes i Grunden". Dette viste sig at være en helt fornuftig disposition!
Myterne om møntskattene er et spændende og farverigt emne, men for historikere og arkæologer er denne indfaldsvinkel til skattene ikke den mest interessante. Møntskatte er først og fremmest et vigtigt historisk kildemateriale, der kan bidrage med oplysninger om krig og fred, vold, sygdom og død, om velstand og driftighed, om handel og samfundsøkonomien i bred almindelighed og ikke mindst om den enkelte ejers private pengeforhold.
At vi har kendskab til så mange skattefund fra Middelalderen skyldes de ældgamle lovbestemmelser om Danefæ, "død mands gods", der første gang nævnes i Valdemar Sejrs Jydske Lov fra 1241. Siden da har det været gældende lov i Danmark, at hvad der findes i jorden af guld, sølv og mønter, tilhører staten. Resultatet kan bl.a. aflæses i det store antal kendte middelalderlige skattefund, som de fleste andre europæiske lande med rette kan misunde os.
De fleste af Middelalderens skatte indeholder kun mønter, men der er også en del fund med både mønter og brudsølv, smykker og sølvbarrer. Det gælder specielt skattefundene fra midten af 1000-tallet, hvor brudsølv og smykker optræder sammen med angelsaksiske og tyske mønter. Der kendes derimod kun få middelalderlige skatte helt uden mønter. Når vi i det følgende taler om møntskatte, menes der ganske simpelt: to eller flere mønter som er tabt eller nedlagt sammen. Et skattefund kan altså både bestå af nogle få skillemønter, som en fattig bonde har tabt ud af sin lomme og storkøbmandens nedgravede formue på mange tusinde mønter. To så forskellige former for skatte afspejler imidlertid også forskellige sider af middelalderens pengeforhold. Med andre ord: En skat er ikke blot en skat. Man er nødt til at skelne mellem flere hovedtyper, alt efter hvordan de er blevet samlet og hvorfor de er blevet skjult. De såkaldte offerfund udgør en helt speciel gruppe af skattefund, hvor ejerne bevidst har skilt sig af med en pengesum. Det gælder f.eks.de såkaldte "død mands skatte". I middelalderen som forøvrigt senere var det ikke ualmindeligt, at man gav den døde større eller mindre pengesummer med i graven. På den måde søgte de efterladte at sikre sig afdødes goodwill og hindre gengangeri. På Svinninge kirkegård fandt man således i 1883 resterne af en læderpung med hele 218 mønter på brystet af et skelet, der var gravlagt engang i 1540'erne. Skatten indeholdt ikke et tilfældigt udsnit af periodens mønter. Man havde omhyggeligt udvalgt en bestemt -mønttype - korshviden, der havde det magiske og ondafværgende kors på den ene side. Endnu en "død mands skat" blev fundet af graveren på Rømø kirkegård i 1982. I 1,60 meters dybde stødte han på et skelet fra begyndelsen af 1400-tallet, med tre engelske guldmønter ud for venstre hånds fingre (se Skalk, 1982, s.18-20). En anden type offerfund er møntskatte nedlagt i fundamentstenen til en bygning, eller som det var tilfældet i Vindinge kirke ved Roskilde i relikvigemmet til et nyt alter. Alteret må ud fra de 8 fundne mønter at dømme være indviet i begyndelsen af 1320'erne. En ganske anderledes type skatte er de tilfældigt mistede skatte. Hermed menes f.eks. den læderpung med 11 danske og 4 udenlandske mønter, som o. 1050 blev tabt ved Næsbyholm i Sydsjælland. Denne skat giver et umiddelbart indtryk af dagligdagens pengeforhold i midten af 1000-tallet. Man kan bemærke, at udenlandske mønter stadig kunne bruges på lige fod med de danske. Senere i århundredet var det ikke længere tilfældet. Kongemagten gennemførte et fuldstændigt forbud mod udenlandske mønter. Århundredets største guldmøntskat, der blev fundet i 1976 ud for kysten ved Vejby strand, er et andet eksempel på en tilfældig mistet skat. En stormfuld dag i 1370'erne var et tysk handelsskib - en såkaldt kogge - på vej nord om Sjællands kyst med retning mod Østersøen for at købe sild, korn, træ, eller pelsværk. Skibet nåede imidlertid aldrig frem, men blev sønderslået i en storm og sank. Næsten 600 år senere blev vraget og nogle guldmønter fundet af en skoledreng, der svømmedykkede ud for Vejby strand. Arkæologiske undersøgelser afslørede en guldskat med i alt 110 hele, halve og kvarte nobler. Pengesummen må have tilhørt en rig købmand, der skulle bruge den til at betale for skibslasten i Østersøen. Med denne skat får vi et usædvanligt indblik i den internationale storhandel i 1300-tallet (se Skalk 6, 1976, s.9-15). I Middelalderen fandtes der ingen banker. Folk var derfor nødsaget til at benytte jorden eller hulrummet bag skorstenen, når de ville lægge lidt kapitel til side. Blandt de middelalderlige skattefund finder vi ikke så få opsparede skatte. Disse skatte indeholder typisk de bedste (mest lødige eller vægtige) mønter, som skattenedlæggeren har kunne få fingre i. Skattene er ofte indsamlet over en længere periode, så der er stor spredning i mønternes alder. Skatten fra Thorupled i Nordjylland, nedlagt ca.1288, har en bemærkelsesværdig stor del af sine i alt 701 mønter blandt fundets ældre typer. Dette kunne tyde på, at der her er tale om en opsparet skat. Det største danske middelalderlige guldfund fra Smedegade i Slagelse synes ligeledes at udgøre en opsparing. Skatten bestod af 186 guldmønter, 269 sølvmønter, 4 sølvbarrer, samt en række smykker af enestående kvalitet. De fleste af mønterne var mellem 20 og 100 år gamle, da skatten blev skjult i 1370'erne, medens der kun var ganske få yngre mønter repræsenteret. Mange af de smukt forarbejdede guldfingerringe og påsyningssmykker var ligeledes af ældre dato. Måske har denne usædvanlige opsparingsskat udgjort en rest af en pantelåners sikkerhed eller en stormands pengeboks. Størsteparten af de middelalderlige skatte tilhører gruppen af akut nedlagte skatte. I disse skatte er mønterne ikke specielt udvalgt til opsparing, men udgører den pengesum, som en person havde ved hånden, da han blev tvunget til at gemme dem bort. Den akut nedlagte skat afspejler derfor i langt højere grad end den opsparede skat pengecirkulationen på ét bestemt tidspunkt. Danmarks største skattefund fra Kirial på Djursland må opfattes som en akut nedlagt skat (se Skalk, 1, 1968., s.3-7). Flertallet af de i alt 81.422 mønter består af små ensidet prægede nordtyske hulpenninge, der på nedgravningstidspunktet o.1365 har været forholdsvis nye og almindelige i møntcirkulationen. Samtidig viser valget af beholdere, at det har gået stærkt med at skjule den store skat. Skattenedgraveren har i huj og hast taget to malmgryder fra køkkenildstedet og fyldt dem med de mange mønter. Det bliver straks sværere at svare på, hvorfor den blevet gravet ned og af hvem. Det er næppe sandsynligt, at møntskatten har tilhørt ejeren af den nærvedliggende Kirialgård. Man kan ikke forestille sig, at han skulle haft adgang til en så stor formue - 160 mark sølv. Måske har der i stedet været tale om en skatteindkræver, der af en eller eller anden grund har måttet gemme mønterne og ikke senere har fået mulighed for at hente dem igen. Som ved de fleste andre møntskatte kan der desvære ikke siges mere sikkert om den sag.
Generelt kan det dog fastslås, at der en direkte sammenhæng mellem krigs- og urostider og antallet af skjulte skatte. Nogle forskere er endda gået så langt som til at hævde, at jo flere skatte der forekommer, jo mere er landet blevet hærget og jo større har nøden været. Det er imidlertid at gå for vidt. Man må ikke glemme, at skatte også skjultes i mere fredelige tider, hvor man gemte sine kontanter væk som sikkerhed mod overfald, tyveri og brand. Endelig kan man også finde et øget antal møntskatte i perioder med inflation eller hvor befolkningen pålagdes tunge ekstraskatter. I sådanne situationer valgte folk ganske klogt at lade et større antal sølvmønter "forsvinde" i sikkerhed på kistebunden. Under svenskekrigene i 1600-tallet er der imidlertid ingen tvivl om, at krigshandlinger, plyndringer og pestepidemier er hovedansvarlige for de mange skjulte skatte, der bugner af sølvtøj, smykker og klingende mønt. Fra 1650'erne kendes hele 64 skattefund. Situationen er så enestående, at man næsten alene på grundlag af de mange skatte kan følge svenskekongen Karl X Gustav's marchrute op gennem Jylland i 1658. Ser vi på det middelalderlige skattefundsmateriale er det kun til en vis grad muligt at spore denne sammenhæng mellem krigstider og antallet af skattenedlæggelser. Et stort antal skattefund (godt 20) kendes fra Sven Estridsens regeringsperiode (1047-76). Flertallet af skattene stammer fra de første urolige år af hans regeringstid. Sven kæmpede en indædt kamp med den norske kong Harald Hårderåde (1047-66), der sendte den norske flåde hærgende langs de danske kyster.
Hele 126 skattefund, eller ca.38 % af det samlede antal middelalderlige skattefund, stammer fra det urolige 1300-tal. Går man lidt mere i detaljer vil man finde, at hele 64 af disse skatte er nedlagt under kongerne Erik Menved (1286-1319), Christopher II (1319-26, 1330-32) og Valdemar III (1326-30), hvor Danmark var inde i en højst ustabil politisk periode. Det stadigt "uopklarede" mord på Erik Glipping i Finderup Lade 1286 er blot ét udtryk for tingenes tilstand. Periodens voldsomme inflation et andet. De i forvejen ikke særligt lødige sølvpenninge blev i løbet af få årtier reduceret til næsten rene kobbermønter med blot mellem 10 og 1 % sølvindhold. Tidens voldsomme behov for penge kan aflæses af de mange, ofte talmæssigt store skattefund, der er dukket frem fra århundreders glemsel. De fire største af møntskattene er:
De politiske og økonomiske forhold blev hastigt værre i de første årtier af 1300-tallet. Dette kan ses på antallet af møntskatte. Flere og flere blev gemt og glemt i takt med, at samfundskrisen tilspidsedes. Hele 38 møntskatte kendes således fra 1320'erne og begyndelsen af 1330'erne, hvor kongemagten endegyldigt brød sammen, og størstedelen af landet pantsattes til holstenske pantherrer. De mange skattefund fortæller deres egen barske historie om den frygtlige krisetid for den danske befolkning. Men samtidig viser de også, at der var endog meget store pengesummer i omløb i det danske samfund på dette tidspunkt. Dette bekræftes af de uhyre mange enkeltfundne mønter, som kendes fra det ganske land. Der gennemføres ingen byarkæologiske udgravninger, uden man støder på flere af disse slidte, kobberholdige borgerkrigsmønter. På samme måde dukker der hele tiden nye eksemplarer frem fra kirkegulvene, voldsteder/-borge og fra klostrene. Endelig har "skattejagten" med metaldetektorerne i de senere år frembragt tusindvis af nye borgerkrigsmønter. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at den danske møntproduktion i slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet havde et stort omfang. Dette skyldes til dels, at mønterne stadigt forringedes og flere derfor måtte præges, men det skyldes også, at det danske samfund nu for første gang byggede på en mere udbredt pengeøkonomi. Periodens mange store og små møntskatte synes også at vise, at en bredere del af den danske befolkning nu også havde mulighed for at lægge en vis kapital til side i rede penge.
Men så brød det danske pengesystem sammen i 1330'erne. Med pantsættelsen af store dele af Danmark forsvandt kongemagtens mulighed for at håndhæve en egen møntenhed og der skulle faktisk gå ca. 70 år, før der atter kom rigtigt gang i den danske møntfremstilling. I den mellemliggende tid klarede man sig med udenlandske sølvmønter - og det endda rigtigt godt. De nordtyske hulpenninge og senere witten, de engelske sterlinge og franske turnoser cirkulerede i stort tal og man begyndte også at benytte guldmønter ved større handler. Skattefund fra disse årtier viser, at Danmark ikke var et fattigt og kriseramt land. Tværtimod synes landet inde i en økonomisk opgangstid, hvor man ikke havde spor besvær med trække rigeligt med guld og sølvmønter hertil fra udlandet. Men skal man ikke også tolke de mange skattefund i denne periode som et udtryk for krig og ufred? Vi ved fra skriftlige kilder, at der bestemt var tilbagevendende problemer og kriser i Danmark i anden halvdel af 1300-tallet. Pesten drog hærgende over landet og Valdemar Atterdag (1340-75) måtte kæmpe hårdt og længe, før han atter kunne samle kongeriget. Der var altså nok af gode grunde til at skjule sine værdier. Problemet er blot, at de bevarede møntskatte ikke umiddelbart kan kædes sammen med bestemmte historiske begivenhedsforløb. Derfor vil jeg hævde, at skattene i denne periode mere direkte afspejler handel og velstand end vold og død.
Vold og død var der derimod nok af i forbindelse med Danmarks sidste borgerkrig: Grevens Fejde i årene 1534-36. Udenlandske lejetropper drog hærgende rundt i landet, ekstraskatter blev udskrevet i en uendelighed og i kølvandet på borgerkrigen genneførtes Reformationen og kirkens gods blev konfiskeret. Alt dette burde have resulteret i en stor koncentration af skattefund. Men hvad ser vi? Af de 20 kendte skattefund fra perioden ca.1523-ca.1540 er der kun sølle tre skatte, der kan sættes i direkte forbindelse med periodens voldsomme kampe. Jeg vil ikke her forsøge at forklare årsagerne til de "manglende" møntskatte, men blot notere at den direkte sammenhæng mellem krig og et øget antal skattefund i hvert fald ikke kan efterspores under Grevens Fejde.
Det hører til undtagelserne, at man med sikkerhed kan knytte et skattefunds nedlæggelse til en kendt historisk begivenhed. En møntskats datering bygger på de yngste typer i fundet. Det er imidlertid langtfra altid at vi kender de enkelte mønttypers præcise prægeår. Selv om vi gør det, kan vi ikke vide, hvor lang tid der er gået, fra den yngste sikkert datérbare mønt kom i omløb til møntskatten blev nedlagt. Derfor vælger vi som oftest at datere en møntskat omtrentlig med en terminus post quem, dvs. et tidspunkt hvorefter en skat er nedlagt. Eller vi giver den en bredere datering, f.eks. nedlagt mellem ca.1320-25. Det kan derfor være fristende at få en omtrentligt dateret møntskat mere præcist bestemt ved at sætte den i forbindelse med en samtidig historisk begivenhed, som vi kender årstallet på. I nogle tilfælde kan det være rimeligt nok at gøre. I Haraldsborg Slotsbanke har man fundet et større skattefund, bestående af over 600 mønter, samt bl.a.det ældste bevarede danske altersæt. I sig selv må skatten dateres til begyndelsen af 1130'erne. Da vi samtidigt hos Saxo kan læse, at Erik Emune i 1132-33 erobrede og nedbrændte broderen Harald Kesjas' borg, er det naturligt at antage, at skatten er blevet skjult i forbindelse med Haraldsborgs ødelæggelse. På samme måde kan dobbeltfundet fra Ribe (Ribe Ladegårdsmark/Seminarievej) med tilsammen o.1440 engelske sterlinge, samt andre sølvsager, knyttes til en konkret begivenhed. Skatten må være blevet skjult under kampen 1247 mellem brødrene kong Erik Plovpenning og hertug Abel om herredømmet over Ribe. Vi ved fra skriftlig kilde, at byen blev erobret af Abel 28. april og genvundet af kongen 3.juni. En købmand, fremmed eller dansk, har skjult sin formue under disse begivenheder og er formodentlig død fra den. Skattens internationale karakter vidner om, at Ribe på dette tidspunkt var en vigtig handelsby, der udgjorde Danmarks port mod vest.
Disse eksempler er dog undtagelser. For det meste skal man vare sig mod sådanne forsøg på at tilpasse skatte til kendte historiske begivenheder. Man må huske på, at det ikke nødvendigvis er de episoder som tilfældigvis er overleveret til i dag, der har haft størst betydning i samtiden og derfor været den direkte årsag til skattenedlæggelserne.
Det næste man kan spørge sig er så, hvorfor at skattene ikke atter er generhvervet? I de fleste tilfælde skulle skatten kun være skjult midlertidigt. En pludselig, dramatisk begivenhed har imidlertid hindret ejeren i at hente skatten frem fra skjul igen. Det er værd at huske på, når vi begejstres over de spændende middelalderlige skatte. Hver og en rummer de en tragedie, som vi kun aner konturerne af. En tragedie der handler om, hvorledes sygdom, død og glemsel for evigt har adskilt ejer fra møntskat. Han kan være faldet i krig, myrdet af røvere, bukket under for en af middelalderens hyppige sygdomsepidemier, eller være død på en pilgrimsrejse langt fra hjemmet, uden at have nået at videregive sin viden om gemmestedet. Der er også den mulighed, at ejeren simpelt hen ikke har kunnet finde sit skjulested igen. Stensætningen på marken, som var skattens kendemærke, var måske forsvundet, eller det hus, hvori skatten var skjult, var nedbrændt til grunden.
For det moderne menneske står dét at finde en skjult skat derimod som opfyldelsen af den hedeste barndomsdrøm. Det er en eventyrlig begivenhed, som den heldige finder vil huske på til sin dødsdag og hans efterslægt vil bevare som et kært minde. Ikke så sjældent får vi på Møntsamlingen besøg af folk, hvis forfader på et tidspunkt har fundet mønter og nu vil de gerne se "hvad det var, oldefar fandt". De fleste af skattene er fundet af "ganske almindelige mennesker", der under udførelsen af deres daglig dont pludselig oplever det eventyrlige. Eventyrligt må det i hvert fald have været for de tre skolebørn i 1777, "som i deres frie Timer havde gravet en liden Aabning, som fandtes i en ved Hvidøre Skole liggende Høi" og deri fandt et træskrin med over 1500 Borgerkrigsmønter. En oplevelse lidt ud over det sædvanlige har det givet også været for Aage Knudsen og tjenestekarl Martin Borg, da de i 1930 fandt en kuglepotte med 5739 Borgerkrigsmønter under gravning i en skråning nær en nybygget kostald. Fundet vakte - som skattefund så ofte gør - stor interesse i lokalsamfundet og Aarhuus Stiftstidende bragte et smukt billede af de stolte findere. Gartnerne Helge Hansen, Vejstrup, og Hans Rasmussen, Oure, har heller aldrig glemt den dag i december 1948, hvor de fandt en kuglepotte fuld af middelaldermønter, medens de var igang med en så liden ophidsende beskæftigelse som at plante solbærbuske. Og sådan kunne vi blive ved. Bag hver generhvervet skat gemmer der sig en lille spændende fundhistorie. Derimod er kun meget få af de middelalderlige skatte fundet i forbindelse med egentlige arkæologiske undersøgelser. I de fleste tilfælde må man nøjes med findernes ofte meget sparsomme fundoplysninger, som via de lokale øvrighedspersoner, er nået frem til Nationalmuseet. Vi kunne naturligvis godt have ønsket os, at vi havde flere detaljer om skattenes præcise fundforhold - eksempelvis om der var spor af bebyggelse i nærheden, om der var rester af en beholder eller af andre genstande. Sådanne oplysninger mangler hyppigt, specielt ved de ældre fund. Derimod har vi i de fleste tilfælde en beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder skattene blev fremdraget - fundet ved pløjning, ved reolgravning, ved gravning af grav på kirkegården, ved nedrivning af fundament til et hus osv. Disse beskrivelser er som oftest kortfattede og nøgterne, selvom mere usædvanlige fundforhold i visse tilfælde anføres. Således udlægges en ræv ifølge en lokal tradition som finder af 1500-tals skatten fra Hyllede, nær Faxe! I langt de fleste tilfælde optræder finderne roligt og ansvarsbevidste og meddeler myndighederne om fundet, men ind imellem sejrer skattejægerindstiktet over fornuften. I 1959 udviklede fundet af en møntskat på Gåsetorvet i Nakskov sig til det rene anarki. Skolebørn og en række af byens "agtværdige" borgere kappedes åbenlyst om at bjærge møntskatten. Senere indsamlede Nationalmuseets lokale tillidsmand, lektor Marius Hansen dele af fundet hos 13 af skattejægerne, men det lykkedes ham ikke at generhverve samtlige mønter fra fundet.
Omkring 4/5-dele af de middelalderlige skatte er fundet på landet. De fleste findes på åben mark ved pløjning. En mindre gruppe (11 stk) oplyses fundet ved eller i gravhøje, ligesom en snes skatte er fundet i moser og enge. I 24 tilfælde kan det med sikkerhed fastslås, at møntskatten har været skjult ved en middelalderlig landbebyggelse. Dette tal kunne sikkert øges, hvis man foretog arkæologiske efterundersøgelser på skattenes fundsteder. Fra Gotland ved vi, at det i vikingetiden var almindeligt at skjule sine skatte tæt på sin beboelse, hvis ikke direkte under stuegulvet. Muligvis har det samme forhold været gældende i middelalderens Danmark.
Religiøse bygninger var yndede steder at skjule skatte. I alt 67 skatte er fundet i forbindelse med kirker, kirkegårde og klostre. På kirkegårdene alene 33, hvoraf flertallet nok må regnes som "død mands skatte". Når man betragter det store antal bevarede skatte fra kirker og klostre, må man dog ikke glemme, at det også er den monumentgruppe fra middelalderen, der bedst har overlevet til i dag. Der er fundet skatte i ca. halvdelen af de danske middelalderlige byer. I alt 58 skatte fordelt på 33 byer.
8 byer har alene leveret 26 skatte: Viborg og Stege (hver 4), Grenå, Odense, Assens, Horsens, Nykøbing Falster og Dragør (hver 3). Spørgsmålet er så, hvor meget man skal lægge i denne ulige fordeling af skatte. Afspejler den reelle historiske forskelle i middelalderen mellem driftige handelsbyer og mere økonomisk tilbagestående, eller skyldes den slet og ret tilfældigheder i den måde, skattene er blevet genfundet? Det sidste kan i høj grad tænkes. Man skal i det hele taget gøre sig klart, at det skattefundsmateriale vi idag har i hænde er præget af udviklingen i det danske kulturlandskab. I anden halvdel af 1800-tallet begyndte bønderne at dyrke landbrugsjorden mere intensivt. Man inddrog overdrevsjorden, ryddede gravhøje, opdyrke heden og foretog systematisk dræning og afvanding af enge og moser. Som sidegenvinst af al den aktivitet vældede skattene frem af jordens gemmer. 142 skatte blev det til alene i årene 1840-90.
Anlægs- og byggeaktiviteterne i de danske købstæder øgedes i årtierne før 1900. Også her resulterede anstrengelserne i en mængde nye skattefund. I løbet af de første årtier af det 20. århundrede faldt antallet af fundne skatte igen gradvist, og nu har vi nået niveauet fra første halvdel af 1800-tallet, dvs. ca.10 middelalderlige møntskatte pr. 10-år. Skeptikere hævder, at antallet vil falde yderligere i de kommende årtier, da vi i dag skulle have fundet flertallet af de engang gemte og glemte middelalderlige skatte. Dén pessimisme kan jeg ikke dele.
Indtil videre må vi ganske vis stille os tilfreds med skattefundsværkets 327 skatte - og det er da heller ikke ringe. Men vi har stadig mange middelalderlige skatte tilgode. Jeg er eksempelvis netop nu igang med at at finbestemme en møntskat, som blev fundet i Skafterup, Fyrendal sogn i Sydsjælland, efter at redaktionen af skattefundsværket var afsluttet med udgangen af 1986. Skatten indeholder godt 4400 danske borgerkrigsmønter og 322 engelske og vesteuropæiske sølvsterlinge, og synes nedlagt o.1290. Som de mange folkesagn så kraftigt antyder, må jorden stadig gemme på mange skjulte skatte, der blot venter på at blive afsløret. De kommende årtier vil helt sikkert føje nye kapitler til skattefundenes lange og spændende historie og give os skatte som vil supplere vores viden om middelalderens historie.
(Skalk-kronik)