anmeldt af C. J. Becker
Knud den Store er en central skikkelse i både engelsk og nordisk middelalderhistorie. Gennem årene har hans Nordsø-imperium og dettes usædvanlige karakter været studeret, men ofte på enten engelsk eller skandinavisk baggrund; i de sidste årtier har en række fagområder koncentreret sig om enkelte emner og beskrevet resultaterne i deres fagtidsskrifter. Det var derfor et prisværdigt initiativ, at der 1990 blev afholdt en tværvidenskabelig drøftelse i Manchester om fremskridt inden for de enkelte fag. Dr. Alexander Rumble har nu i udvidet og suppleret form redigeret 14 udvalgte forskeres bidrag til en håndbog om den store konge og statsmand.
En præsentation i dette tidsskrift må af praktiske grunde behandle emner af særlig interesse for læserne, dvs. først om Knud som konge i Danmark og Norge samt hans forhold til Sverige, og derefter om møntvæsnet i de enkelte lande, dettes organisation og betydning som historisk kildemateriale.
Skildringen af Knuds skandinaviske rige er delt mellem professor Peter Sawyer (tidligere Leeds) og dr. Niels Lund (København), således at førstnævnte tolker det omfattende, men ofte usikre kildemateriale til den turbulente baggrund for den gradvise opbygning af imperiet og især Svend Tveskægs og Knuds erobring og generobring af England; hertil kommer den periodiske og svært gennemskuelige kontrol over Norge. Fremstillingen er koncentreret og ikke altid lige let at følge. Det må derfor være tilladt at henvise til samme forfatters mere omfattende redegørelse for emnet i bind III af Gyldendal og Politikens nye Danmarkshistorie fra 1988.
Niels Lunds skildring af Knud som dansk konge er en utaknemlig opgave; i sammenligning med kilderne til det engelske rige har man kun lidt og tilmed usikker viden om, hvad der foregik herhjemme både før og efter, at Knud ca. 1019 synes at have afløst sin bror Harald som dansk konge. Det gør ikke emnet lettere, at man intet ved om Harald og hans styre, og det bliver endnu mere problematisk, når forf. kan henvise til igangværende numismatiske studier (Brita Malmer og Mark Blackburn), hvorefter de første danske mønter med Knuds navn og kongetitel skulle være slået allerede i Haralds tid. Dette foreløbige resultat kritiseres som historisk kilde - indtil videre vel med rette. Når det gælder Knuds ledelse som dansk konge har man lidt flere muligheder; forf. peger her på to områder, hvor nyere forskning enten har eller vil kunne bidrage, nemlig kirkepolitik og møntstudier. På det førstnævnte og vigtige felt var Danmark oprindeligt afhængig af ærkebispesædet Hamburg-Bremen. Knud fortsætter her sin fars politik og søger at bringe landet under angelsaksisk dominans, en sag der synes at slutte med en form for kompromis. - Møntstudier har gennem de senere år gjort det muligt at kombinere de ofte usikre, historiske kilder til forståelse af alvorlige problemer i den sidste halve snes år af Knuds tid her i landet. Knud var først og fremmest engelsk konge og synes at have styret Danmark gennem betroede folk, som han gjorde det i England med sine jarler. I begyndelsen af 1020'erne sender han sin svoger, Ulf Jarl, fra en betroet post i England til Danmark, men her opstår snart alvorlige problemer. Kilderne taler om modstand fra danske stormænd, ja endog om at Knuds mindreårige søn, Hardeknud, skulle være hyldet til dansk konge. Samtidigt truer et stort anlagt, svensk-norsk angreb det østlige Danmark. Ulf synes impliceret i disse handlinger. Under alle omstændigheder må Knud tage hjem, og hans flåde møder de nordiske angribere 1026 ved Helgeå, antagelig i Skåne. Efter at have ladet Ulf dræbe, synes han at genoprette ro i Damnark, bl.a. ved at acceptere Hardeknud som en art medkonge. Under alle omstændigheder kan han allerede 1027 foretage en officiel rejse til Rom. - Her er det, at en nyordning af mønterne både fra Lund og andre danske møntsteder støtter de spredte historiske kilder. Engang mellem 1025 og 1030 bliver Knuds første, engelskprægede efterligninger udskiftet med lokale typer, ét for hvert sted, og de nye mønter bærer snart Knuds og snart Hardeknuds navn med titlen REX. Samtidigt indfører man for første gang et varigt system for den danske penning-vægt (ca. 1 gram i øst og ca. 3/4 gram i vest), hvad der heller ikke svarer til engelsk forbillede. Og Knud forbliver konge i Danmark til sin død 1035. Niels Lund refererer forsigtigt disse resultater.
Senere i bogen redegør professor Kenneth Jonsson (Stockholm) udførligt for Knuds udmøntninger både i England og de nordiske lande. Man får først en ajourført beretning om det engelske møntvæsens udvikling fra en reorganisation i 973 og frem til Knuds tid. Intensiv forskning - også med forf.s egne bidrag har gennem de senere år forstærket billedet af et strengt kontrolleret, kongeligt privilegium. Kun landets egne, gangbare mønter blev tolereret, og ved hyppige pengeombytninger eller ændringer af penningens vægt skaffede kongen sig betydelige indtægter. Blandt de nyere resultater er påvisning af endnu en form for kontrol, idet de lokale møntmestre fik deres stempler fra et lille antal centre; ved den første af Knuds typer var der således kun 19 værksteder, som forsynede ca. 70 lokale møntsteder og deres endnu flere mestre. Skønt Knud kom som fremmed erobrer, overtog han direkte denne komplicerede administration, ja forbedrede den på enkelte punkter. Det er indlysende, at Knud var ude af stand til at indføre en lignende ordning i Danmark, endsige i Norge, hvor det indtil videre er usikkert, om han overhovedet lod slå mønt.
Det er velkendt, at Knuds engelske møntvæsen blev forbillede til et nyt forsøg på at indføre noget lignende i Danmark. Her savner forf. omfattende og færdige arbejder til en nyorientering. En skitse fra de urolige år er allerede omtalt i Niels Lunds afsnit og refereres nu uden forbehold. Som helhed synes Knuds danske mønter mere at have symbolsk betydning. Man har længe været opmærksom på, at de mange danske skattefund fra første halvdel af 1000-tallet viste, at man her i landet handlede efter sølvværdien, idet danske mønter var i klart mindretal over for andre, især engelske og tyske penninge, ja endog brudsølv. Disse skatte, både fra Norden og store dele af det øvrige Nordeuropa, har alligevel bevaret langt flere engelske mønter end fund i hjemlandet. Efter nye og ikke afsluttede studier mener forf., at skattene snarest er vidnesbyrd om handel, og at selv mange danske fund peger på nærmere forbindelse med de tyske, end at de viser en direkte engelsk-dansk kontakt. Derimod synes de omfattende afpresninger i form af danegæld og lignende at være uden reel betydning selv i datidens Danmark, dvs. indbefattet Skåne, Halland og måske Blekinge.
Det er fristende også at omtale Knuds mulige svenske herredømme, som så ofte har været drøftet på grundlag af historiske og numismatiske kilder. I et brev på hjemrejsen fra Rom i 1027 betegner Knud sig som konge over hele England, Danmark, Norge og en del af Sverige. Man har kombineret oplysningen med nogle samtidige mønter fra den centrale svenske mønt Sigtuna med indskriften CNUT REX SW (Sveemes konge). Flere forskere har anset det for sikkert, at han - måske kun i få år - også havde magten her. Forf. har påny analyseret kilderne og understreger, dels at navne på nordiske mønter fra første halvdel af 1000-årene ofte er kopier uden historisk kildeværdi, og dels at formuleringen i brevet fra 1027 kan betyde, at Knud efter slaget ved Helgeå underlagde sig det dengang svenske Blekinge. Knud har da aldrig været svensk konge; tolkningen har bl.a. fået Sawyer til at ændre opfattelse i sit bidrag ovenfor.
Der er endnu et numismatisk bidrag i bogen. På godt et halvt hundrede sider bliver et nyfundet revers-stempel fra Knuds tid publiceret af den heldige ejer og en række specialister i en udmærket, vel illustreret, men i denne sammenhæng lidt for omstændelig afhandling. Selv om der er tale om det første fund af et møntstempel fra Knuds tid, svarer dette nøje til, hvorledes man havde ventet, at det skulle se ud. Stykket har været godt brugt og er repareret med en ny, påsvejset prægedel. Derimod er indskrift og findested af stor interesse. Stemplet skulle bruges til Knuds yngste type (short cross) og er af en (ellers ukendt) mester i Norwich, men det fandtes blandt fyld fra et moderne byggeri i London og ret nær det sted, hvor museet i 1989 undersøgte pladsen for Londons officielle mønt fra i hvert fald slutningen af 1000-tallet. Fundet er således en illustration til det ovenfor omtalte forhold, at de mange lokale møntsteder fik fremstillet deres stempler centralt.
De øvrige afsnit i bogen om Knud den Store bidrager med mange nye enkeltheder til et i forvejen omfattende kendskab til ham som engelsk hersker; de er ikke planlagt som oversigt over det så ofte og udførligt behandlede, vigtige emne. Hovedparten er væsentlige enkeltstudier, men kan også bruges som indføring til mere viden om hans politisk kloge og effektive styre vestpå. Man får endnu en gang understreget den grelle modsætning til vort kendskab om hans administration og reelle indflydelse i Danmark og - måske nok så meget - de norske dele af "Nordsø-imperiet".
(NNUM 1996 side 78-80)