Lunds senmiddelalderlige mønt

af Mattias Karlsson og Jørgen Steen Jensen

 

1. Arkeologisk undersökning i kvarteret Myntet 9, Lund: En preliminär sammanfattning av resultaten (MK)

Den arkeologiska undersökningen i kvarteret Mynter 9 ågde rum under ett par veckor i september år 2002. Undersökningen genomfördes på grund av att en ny banklokal skulle byggas på tomten (fig. 1). Den valda grundläggningstekniken är ämnad art bevara så mycket som möjligt av åldre kulturlager, för framtida arkeologer och undersökningar. Huset uppfördes på en styv bottenplatta av betong direkt på kulturlagren. Förutom bevarandeaspekten blir detta i många fall mera ekonomiskt för exploatören. Den intensivt undersökta ytan begränsades till platsen för ett hisschakt i den nya byggnaden, omfattande 2,4 x 2,9 meter (fig. 2).

Kvarteret Myntet är beläget i de centrala delarna av Lund och har tidigt tagits i anspråk för bebyggelse. Strax sydost om kvarteret, i området kring nuvarande Kattesund, har vid arkeologiska undersökningar påträffats ett komplex med kyrkor och gravområden från tidig kristen tid, bland annat den äldsta stavkyrkan som påträffats i Skåne (o. 990). Nämnas bör också Drottens (= Frälsarens) eller S:t Trinitatis kyrka, vilken uppfördes i sten under andra hälften av 1000-talet. Kyrkans grundmurar är bevarade i ett underjordiskt museum.

Kvartersnamnet "Myntet", som officiellt stadfästes först under 1900-talet, återgår på den omständighet att det kungliga myntverket var beläget i kvarteret under perioden 1412/13-1440/44. I 1370-talet läggs myntverkstaden i Lund ned, för att återupptas omedelbart efter drottning Margaretas regering. När myntning i Lund återupptas o. 1412/13 går det att påvisa en klar koppling till en i källorna omskriven "Myntaregård" belägen i östra delen av kvarteret Mynter. Efter myntverkets nedläggning övergick Myntaregården år 1458, från att ha varit i kronans ägo, till domkyrkan. Skriftliga källor från 1300- och 1400-talet berättar om att i den östra delen av kvarteret Mynter, även fanns en offentlig badstuga (1).

De tidigare arkeologiska undersökningarna och observationerna i den östra delen av kvarteret Myntet år begränsade. Vid en antikvarisk övervakning år 1932 i kvarteret Myntet 11, strax söder om aktuell fastighet, påträffades spridda byggnadsrester av ett eller flera medeltida stenhus bestående av grundmurar, tegelmurar och tegelgolv. Byggnaden eller byggnaderna kan ha ingått i den tidigare Mynteregården. I övrigt finns endast 11 äldre observationer i kvarteret, i främsta hand gjorda i samband med rördragningar (2). År 1992 genomfördes en omfattande arkeologisk undersökning i kvarterets västra del (kvarteret Myntet 3, 4 och 5). I samband därmed kunde påvisas bebyggelsekontinuitet från slutet av 900-talet fram till nutid (3).

Materialet från den senaste och mycket begränsade undersökningen under hösten 2002 är ännu ej bearbetat. Preliminärt kan man dock göra en sammanfattning av observationerna. Efter att eftermedeltida utjämningslager tagits bort påträffades en syllstensrad, löpande i Ö-V riktning. I den del, som tolkades som husets insida, påträffades flera lager som tyder på att man på platsen, i huset eller i dets närhet ägnat sig åt hantering av metaller. Mest påfallande var ett tjockt lager innehållande en stor proportion träkol. I detta lager påträffades även en stor mängd fragment av deglar. Sammanlagt påträffades ca 60 degelfragment. Med tanke på den begränsade yta som undersökningen omfattade, är det stora antalet påträffade degelfragment påfallande. Inom Lunds medeltida stad har man endast vid 9 undersökningstillfällen påträffat ett antal fragment av deglar som overstiger det som påträffats i kvarteret Myntet 9. Det behöver knappast påpekas att dessa undersökningar omfattade betydligt större volymer (4).

Med all sannolikhet är det alltså resterna efter en metallverkstad som påträffats i kvarteret Myntet 9. Med utgångspunkt från daterande material, såsom keramik, föreslås (preliminärt) en datering av verkstaden till omkring 1400, men mera troligt före än efter sekelskiftet. Om det är sjålva myntverket som påträffats är givetvis svårt att fastslå med bestämdhet, men möjligen kan en analys av degelfragmentet vara till hjälp.

Efter dokumentation av syllstensraden och omkringliggande aktivitetslager avbröts undersökningen, då återstående äldre kulturlagren, efter en skyddande övertäckning, ansågs kunna bevaras under hissen (5).

 

2. Metallurgiske undersøgelser af digelresterne samt overvejelser på grundlag af det historiske materiale (JSJ)

Som det ses af ovenstående, havde Mattias Karlsson hæftet sig ved den påfaldende mængde rester af digler. En dag i begyndelsen af november 2002 kom undertegnede på besøg sammen med dr. Tatyana Smekalova, Skt. Petersborg. En professionel nysgerrighed fra begge sider medførte, at Tatyana lånte nogle digelrester til nærmere analyse på et af Petersborgs naturvidenskabelige forskningsinstitutioner, "Spektron" ved forskerne V. A. Sadovnikov og Ju. S. Kreknin. Resultaterne af røntgen fluorescens-analyseme på et nyligt udviklet, meget raffineret apparat (6), viste en betydelig mængde sølv, men også ganske betydelige rester af zink, dog kun på digternes indersider, ikke på ydersiderne. Det betød med andre ord, at der i digterne havde været smeltet legeringer af sølv og zink. Absolutte tal om lødighed etc. kunne ikke produceres, idet metalresterne havde afsat sig på ujævne flader.

En sådan undersøgelses resultater bør offentliggøres, og det skete også her i form af bidrag til den 11. russiske numismatiske kongres i april 2003. Den afholdtes i Repino, en lille kurby på Det Karelske Næs et halvt hundrede kilometer vest for St. Petersborg på vej mod Vyborg (Viipuri). Resultaterne blev dels meddelt i sammentrængt form i kongresbogen (7), dels i form af opslag på en stander i hallen.

Var det så det middelalderlige møntsted i Lund, man havde fundet? Udgraveren, Mattias Karlsson, ytrede efterhånden tvivl derom, idet den fundne keramik nærmest kunne dateres til midten af 1300-tallet, og i hvert fald ikke senere end 1400, og det senmiddelalderlige møntsted blev faktisk først aktiv, et stykke ind i 1400-tallet. Oprindelig havde man dateret genoptagelsen af udmøntningen i Lund til allerede 1396, men her blev der blot af dronning Margrethe udskrevet en skat med henblik på at få sølv til ny udmøntning. Georg Galster kunne, da han skrev standardværket om denne periode, konstatere, at udmøntningen først må være begyndt i Næstved, og derefter i Lund. Dette formodedes at være måske omkring 1405 (8). Men efter den seneste, meget indgående undersøgelse af den hamborgske numismatiker Gerald Stefke, er det først efter dronning Margrethes død 1412, at møntstedet i Lund kan påvises at være i aktivitet, 1412-13 for at være helt præcis (9).

Der er altså en vis usikkerhed m.h.t. diglernes anvendelse. Det var skyld i, at det i Rusland publicerede materiale ikke straks blev gjort tilgængeligt for bladets læsere. Da undertegnede imidlertid forbereder en mere sammenfattende skildring af Nordens middelalderlige møntvæsen, dette kapitel også søges belyst, og derfor følger nu efterfølgende.

Det har, i hvert fald tidligere, været den almindelige opfattelse, at møntstedet, i hvert fald i 1100-, 1200- og 1300-tallet, har været i eller ved kongsgården vest for domkirken. Denne opfattelse kunne finde støtte i en bemærkelsesværdig mængde kul, som blev fundet ved en undersøgelse i forbindelse med byggearbejde på ejendommen Kyrkogaten 9. Man kunne forestille sig, at dette kul har været brugt ved metalsmeltning på møntstedet (10). Man ved fra en notits i "Lunds Domkapitels Gavebog", at dronning Margrethe på et tidspunkt efter sin far, Valdemar Atterdags død 1375, men før sin søn Olufs død 1387, forærede tomten til den tidligere kongsgård til domkirken, for at der kunne læses sjælemesser for faderen (11). Man har diskuteret kongsgårdens placering, som kun angives på vestre side af [dom]kirkegården. Konklusionen har herefter været, at den formentlig lå vest, evt. sydvest for domkirken (12) Den sidste opfattelse støttes af Maria Cinthio, jævnfør fundplads 2 og 4 på fig. 3. Man har også gået ud fra, at den middelalderlige mønt, altså møntstedet, har været indrettet sammesteds eller tæt derved. Der er fundet flere møntstempler i Lund, fra 1240'erne og ca. hundrede år frem, de er fundet i nærheden af Stortorget eller mellem Domkirken og Stortorget, men dog nærmest Stortorget. En grafisk fremstilling af fundstederne, udarbejdet af Maria Cinthio, belyser fundsituationen for møntstempler m.v. (fig. 3) (13). Hun konkluderer, at Lunds møntsted eller det sted, hvor møntproduktionen kontrolleredes, i 1300-tallet kan have ligget lige nord for torvet (fig. 3, nr. 5 og 6).

Maria Cinthio er altså inde på, at møntproduktionen, i hvert fald i 1300-tallet, kan være flyttet fra kongsgårdens umiddelbare nabolag, og derved støtter hun den hypotese, at det er betænkeligt at lægge alt for meget vægt på en kombination af det kronologiske sammenfald mellem udmøntningens ophør i Lund ca. 1377 og dronning Margrethes gave af kongsgårdens store parcel til domkirken. Der er et sammenfald i tid, der kan være et årsagssammenfald, men det er langtfra givet. Møntstedet kan sagtens have været indrettet i kongsgården f.eks. i Valdemarstiden, men så senere være flyttet andetsteds hen.

Det senmiddelalderlige mønthus, "Møntergården", ligger lidt længere mod sydvest. Det vides, at dette hus i 1458 af kongen blev afstået til Skt. Marias alter i Domkirken (14). På tomten omtales 1541 et hus med tegltag samt halmtag på det andet hus. Endnu sidst i 1500-tallet er traditionen levende, idet Møntergården er anført på Vedels kort (fig. 4) (15), men det er i øvrigt så som så med den topografiske korrekthed af dette kort. Der er, som Mattias Karlsson ovenfor har anført, i løbet af 1900-tallet på tomten fundet rester af spredte grundmure, teglmure og teglgulv, formentlig er det rester af en eller flere middelalderlige teglbygninger. Naboejendommen, 'Pilebadstuen', testamenteredes 1418 til Domkirken (16).

Der er alt i alt ingen grund til at tvivle på, at der på eller tæt ved den udgravede tomt har været en møntvirksomhed, som har fungeret ca. 1412/13 og ca. 30 år frem. Den har omfattet udmøntning af sølvsterlinge, men dog næppe i særlig mange år. Man formoder at udmøntningen af kobbersterlinge, som også foregik i Lund, er begyndt omkring 1420, men måske har den kun fortsat en halv snes år, hvorefter udmøntningen af grosser er fulgt efter (17). Udmøntningen af grosser i Lund har ikke været alt for omfattende, i det mindste synes aktiviteten at have været større på slottet i Gurre i Nordsjælland (18). I øvrigt har der formentlig været en ganske stor udmøntning af kronehulpenninge under det meste af Erik af Pommerns regering, men af en meget vekslende lødighed. Desuden i 1424 og kort efter en vis udmøntning af hulpenninge af typen 'lebard', hvis lødighed var ca. 450 ‰, som svarede til de hanseatiske hulpenninge. Ligeledes den bekendte 'dronning Philippas søsling', hvis lødighed var ca. 700 ‰. Udmøntningen på mønten i Lund slutter i begyndelsen af 1440'erne, hvor der præges en mønt for Christopher af Bajern, som kun har overlevet i et enkelt eksemplar (19).

Går vi hundrede år tilbage til 1300-tallet, så ved vi, at mønten i Lund fortsatte sin aktivitet efter at de vestdanske møntsteder lukkede ned i forbindelse med den kongeløse tid efter 1332, og der er ingen grund til at tro, at der har været nogen væsentlig pause, da Magnus Eriksson Smek blev valgt til konge af Skåne 1332. Der har med sikkerhed været møntprægningsaktivitet i Lund 1360/61 og også lidt længere, men det synes som om denne sluttede i løbet af 1360'erne. Et sidste forsøg på en genoptagelse af den traditionelle udmøntning foregik 1377, men Hanseaterne forbød året efter denne udmøntning (20). I kraft af deres dominerende stilling som slotsherrer i Skåne efter freden i Stralsund 1370 var deres ord åbenbart lov.

I 1396 blev der, som nævnt, udskrevet en betydelig sølvskat for at udmøntningen kunne genoptages, men dette synes ikke at være sket, og først i begyndelsen af 1400-tallet synes en regulær dansk udmøntning at være optaget, i første omgang dog kun i Næstved.

Men - helt udelukket er det vel ikke, at Lunde-udmøntningen på et tidligere tidspunkt i 1300-tallet, evt. allerede i 1200-tallet, kan være flyttet fra den formodede plads i kongsgården til det i denne sammenhæng interessante sted ved Grönegatan? Det er naturligvis en ren hypotese, men den kan måske være frugtbar i vor sammenhæng.

I den forbindelse skal det bemærkes, at der ved analyserne, som nævnt, fandtes ikke helt ubetydelige mænader af zink i digterne. Der mangler tilsvarende analyser af 13- og 1400-tallets Lunde-mønter for at se, om de også har indeholdt zink. Vi ved, at det var tilfældet ved møntproduktion et par hundrede år tidligere, f.eks. i anden halvdel af 1000-tallet. Her brugtes zink som legeringsmetal ved møntproduktion, både i Norge og Vesteuropa. Formålet var at få fjernet en del af kobberets røde farve, således at sølvmønternes undertiden noget beskedne lødighed ikke straks blev røbet (21).

Med andre ord, det vil være ønskeligt med ikke-destruktive analyser af forskellige af Lunds senmiddelalderlige mønter, både fra 1300- og 1400-tallet for at se, om de indeholder zink. Man ville på den måde få et godt grundlag for at danne sig en mening om digelfundet i 2002. Var digterne brugt til at legere metal til møntfremstilling eller var der et andet formål med legeringen?

(NNUM 2/2005 side 70-77)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt