KLIK for forstørrelse!

Dobbeltkronen 1675

af Peter Flensborg

Sidste del af hr. Jensens spørgsmål, som der ikke var plads til at besvare sidst, bringer vi hermed.

Ser vi i Hede, ja så er Chr. 5's dobbeltkrone kun optaget som én type - nemlig nr. 72. Samtidig oplyses det at dette dækker over Schou-numrene 11-15, hvilket vil sige at der er i alt 5 varianter af denne mønt. Nu består de variationer jo hovedsagelig af små ændringer i møntens indskrift, men her ved Hede nr. 72 synes jeg godt man kunne have delt den i en A og en B type. Det er i hvert fald hvad jeg selv har gjort i Møntårbogen 1976. Som man vil se her omfatter den første gruppe Schou-numrene 11, 12 og 15 (uden græsbund) medens den anden har nr. 13 og 14 (med græsbund). Beskrivelsen af de enkelte Schou-numre ser således ud:

Den mønt man oftest ser er Schou nr. 11. Det ser ud som om der er præget ganske mange med dette stempel, selv om det er gået i stykker forholdsvis tidligt i produktionen. Man finder sjældent stykker uden den karakteristiske stempelrevne bag kongens nakke, men den kan være større eller mindre alt efter hvor sent i produktionen den ligger, da en stempelrevne jo altid har en tendens til at blive større og større.

Den næst almindeligste er Sch. 13 (med græsbund) og derefter følger Sch. 12. De to sidste, altså Sch. 14 hvor korsets tværarme går bag og udenfor ordensbåndet og Sch. 15, hvor skjoldets øverste hjørner er skråt afskårne og møntmesterens signatur mangler, er begge meget sjældne.

Hvad angår det endelige udmøntede antal af disse dobbeltkroner, ja så må dette skuffende erkendes at disse oplysninger er gået tabt i tidens løb.

(Politikens Møntspalte, Søndag d. 22. juni 1980)


Tilbage til Dansk Mønt